|
|
|
[1-
|
63] |
|
|
|
.
|
|||||
| DIONYSOS
Jeg Dionysos, Søn af Zeus, er kommen hid Til Thebai; Semele, Kadmos' Datter, har mig født, Af Lynild truffen hun til Verden bragte mig. Nu vandrer jeg, omskabt fra Gud til Menneske, |
|||||
| 5 | Omkring ved Dirkes Kilder
og Ismenos' Strøm.
Her kan jeg see min lynilddræbte Moders Grav Ei langt fra Staden, og Paladsets sunkne Tomt, Som staaer i Røg af Lynets end uslukte Brand, Et Mindetegn til evig Tid om Heres Hevn. |
||||
| 10 | Høist priselig
indvied Kadmos dette Sted
Semele til en hellig Plads, og rundtomkring Jeg hegned den med Rankens druesmykte Løv. Fra Lydiens rige Guldland vandrede jeg bort, Fra Phrygiens og det solbeskinte Persien; |
||||
| 15 | Til Baktras Muur, til
Mediens vinterbarske Land
Og til det lykkelige Arabien jeg kom; Jeg gjæsted hele Asien langs med Havets Kyst, Hvor mange Stæder prange stolt med Borg og Taarn, Og hvor Hellener og Barbarer sammen boe; |
||||
| 20 | Og hid til Hellas jeg
omsider mig begav.
Hvor end jeg kom, indstiftede jeg Dandsechor Og hellig Fest, at vise mig i Guddomsglands. Men Thebai er den første blandt Hellenske Byer, Hvor jeg, med vedbendflettet Thyrsosstav i Haand |
||||
| 25 | Og Hjorteskind om Krop,
min Jubel skingre lod,
Fordi Semeles Søstre, hvem det anstod mindst, Paastod, at Dionysos ei var Søn af Zeus, Men at min Moder, af et Menneske forført, Sin Brøde havde smykket ved at nævne Zeus |
||||
| 30 | Paa Kadmos' Raad, og
Guden havde hende dræbt,
Fordi med Pral de løi ham denne Elskov paa. Derfor jeg dem med Vanvid slog, og drev dem ud Af Huset op paa Bjerget, hvor de rase nu, Og tvang dem til at bære Bacchisk Festensdragt. |
||||
| 35 | Med dem jeg jog Kadmeias
hele Qvindeslægt
Fra Huus og Hjem; i Raserie de flygted bort, Og uden andet Huuslye end den grønne Gran Boe de med Kadmos' Døttre nu paa Klippens Steen; Thi denne Stad skal lære, Skjøndt den nødig vil, |
||||
| 40 | At Haan mod Bacchos'
Helligdomme taales ei,
Og at jeg til min Moders Forsvar frem er traadt For Menneskene som en Gud, som Zeus's Søn. Sin Kongemagt og Værdighed har Kadmos alt Aftraadt til Dattersønnen Pentheus, som mod mig |
||||
| 45 | Til Gudekamp staar fiendtlig
frem, frariver mig
Al Offerfryd, og aldrig mindes mig i Bøn. Dog ham og alle Thebens Mænd jeg vise skal, Jeg er en Gud, og naar jeg dette vel har endt Og viist min Kraft, gaar til et andet Land jeg hen. |
||||
| 50 | Men væbner Thebens
Folk sig for at føre hjem
De vanvidslagne Qvinder fra Kithairons Bjerg, Da fører jeg Mænader mod dem ud til Kamp. Derfor min Guddomsskikkelse jeg aflagt har, Og træder som en Dødelig iblandt dem frem. |
||||
| 55 | Men I, som drog fra
Tmolos, Lydiens Klippeborg,
Mit Chor af Qvinder, som jeg i Barbarers Land Til stadigt Følge paa min Vandring kaared mig ! Opløfter Eders Cymbler, som hos Phrygiens Folk Opfundne blev af Moder Rhea og af mig, |
||||
| 60 | Gaaer hen til Pentheus'
Kongeborg med Spil og Klang,
Og dundrer, saa det høres lydt i Kadmos' Stad, Mens til de vilde Qvinder paa Kithairons Fjeld Jeg gaaer og tager Deel i deres Dandsechor. (gaaer.)
|
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Wil
|
ster |
|
|