[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>

 Odysseen  1. Sang      
  
 Gudernes Forsamling. Athenes Formaning til Telemachos.

1        Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
2    Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
3    Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
4    Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod,
5    Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst;
6    Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte,
7    Thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd,
8    Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds
9    Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved.
10    Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle!
11        Alt var de øvrige Mænd, som den grusomme Død havde sparet,
12    Komne til Huus og Hjem efter Farer i Krig og paa Bølge;
13    Ham alene, som savned saa svart sit Huus og sin Hustrue,
14    Holdt en Gudinde tilbage, den værdige Nymphe Kalypso,
15    Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked sig Manden til Husbond.
16    Men da det Aar i Tidernes Løb omsider var kommet,
17    Da det af Guderne var ham bestemt at vende tilbage,
18    Hjem til Ithakas Øe, selv da blev han midt mellem Landsmænd
19    Ei forskaanet for Kamp; dog samtlige Guder ham ynked,
20    Uden Poseidon alene, thi gram i Hu han bestandig
21    Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen.
22        Guden var fjernt reist bort, Aithioperne vilde han gjæste;
23    Yderst paa Jorden de boe i tvende forskjellige Stammer,
24    Deels hvor Solen ved Grye staaer op, og deels hvor den daler;
25    Festhekatomber af Oxer og Lam bivaane han vilde.
26    Der heel froe ved Gildet han sad, mens de øvrige Guder
27    Hist hos Olymperen Zeus i Sal havde samlet sig alle.
28    Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader,
29    Just som Aigisthos i Tanke ham randt, den glimrende Fyrste,
30    Hvem Agamemnons navnkundige Søn Orestes ihjelslog;
31    Kommende ham ihu han saa blandt Guderne talte:
32        Ha! hvor gjerne dog Menneskens Slægt anklager os Guder!
33    Jammeren, sige de, kommer fra os, og selv dog alene
34    Ved deres Synder mod Ret og Skjel de volde sig Sorger,
35    Ligesom nys Aigisthos mod Ret og Skjel Agamemnons
36    Viv tilægte sig tog, og myrded ham selv ved hans Hjemkomst,
37    Skjøndt han vidste sin Straf, da vi selv ham vared itide;
38    Ned vi skikked Hermeias, den speidende Argosbetvinger,
39    At han dog ei skulde slaae ham ihjel, eller ægte hans Hustrue,
40    Thi af Orestes engang skulde Atreus's Søn vorde hevnet,
41    Naar han var voxen til Mand, og sit fædrene Rige begjærte.
42    Dette ham sagde Hermeias, dog ei han rokked Aigisthos,
43    Skjøndt til hans Bedste han raaded, og nu har han bødet for Alting.
44        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
45    O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe!
46    Ja! han faldt, og tilvisse sin Død han ærlig fortjente;
47    Døe som han hver Mand, der til lignende Daad sig formaster!
48    Men i mit Hjerte det skjær mig for Helten den stakkels Odysseus,
49    Han som skilt fra de Kjære saa lang Tid martres af Kummer
50    Hist paa den havomskyllede Øe; som en Navle paa Dybet
51    Stikker den frem bevoxet med Skov; der boer en Gudinde
52    Datter af Atlas, den snedige Gud, som kjender tilfulde
53    Samtlige Dybder i Havet, og ene de mægtige Støtter
54    Løfter i Veiret, som Himmelen vidt adskille fra Jorden.
55    Datter af ham forsinker den arme bedrøvede Konning,
56    Smigrende for ham bestandig med sød indsmidskende Tale,
57    At han skal glemme sit Ithakas Øe; men Helten Odysseus
58    Inderlig længes at see blot Røgen igjen fra hans Hjemland
59    Fare mod Skye; ja Døden han ønsker sig; røres dit Hjerte
60    Ei omsider, Olympiske Drot! har Odysses da fordum
61    Ei ved Argeiernes Skibe dig bragt behageligt Offer
62    Hist i Troernes Land? hvorfor er da Zeus ham saa harmfuld?
63        Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
64    Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
65    Hvor var det muligt, at jeg kunde Helten Odysses forglemme,
66    Som i Forstand staaer høit over Mænd, og stadig sit Offer
67    Bragte de salige Guder, som boe paa Himmelen vide!
68    Dog bestandig imod ham den Jordomslynger Poseidon
69    Fnyser af Harm, fordi hans Søn Polyphemos han blinded,
70    Hiin Kyklop, der stærk som en Gud i vældige Kræfter
71    Staaer over alle Kykloper; hans Moder er Nymphen Thoosa,
72    Datter af Phorkys, en raadende Drot i Havet det golde;
73    Hist i de hvælvede Grotter Poseidon i Favn hende trykked.
74    Derfor Poseidon er vred, og hvorvel Jordrysteren sparer
75    Helten Odysses's Liv, han tumler ham fjernt fra hans Hjemstavn.
76    Dog velan! lad os samtlige her betænke, hvorlunde
77    Helten kan naae sit Hjem, og da vil Poseidon tilvisse
78    Mildne sin Harm, thi ei vil de salige Guder han trodse,
79    Ei vil alene han noget formaae mod os Alle tilhobe.
80        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
81    O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe!
82    Hvis det da virkelig nu behager de salige Guder,
83    At til sit Hjem omsider den Helt Odysses skal komme,
84    Lad saa Hermeias os flux, Budbringeren, Argos's Bane,
85    Skikke herfra til Ogygias Øe, at den haarfagre Nymphe
86    Snart kundgjøre han kan vor urokkelig faste Beslutning,
87    At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage.
88    Selv vil jeg gaae til Ithaka hen, at hans Søn ved min Tale
89    Meer opflinke jeg kan, og Mod i Bringen ham sætte.
90    Stævne han skal til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
91    Der skal han Beilernes Sværm forbyde sit Huus, da de daglig
92    Slagte for Fode hans Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg.
93    Saa vil til Sparta jeg sende ham hen og det sandede Pylos,
94    For at han der kan spørge sig for om Faderens Hjemfærd,
95    Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde.
96        Strax som dette var talt, hun bandt under Foden de gyldne
97    Deilige himmelske Saaler, som bar hende hen over Havet
98    Og over Jorderig vide saa snelt som Pustet af Vinden;
99    Greb saa sin mægtige Landse, beslagen med stingende Malmod,
100    Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække
101    Fylker af Mænd, paa hvem hun er gram, den Vældiges Datter;
102    Og i en Fart hun ned sig svang fra høien Olympos.
103    Brat paa Ithakas Øe hun stod ved Odysses's Borgport
104    Ude paa Tærsklen til Gaarden, og holdt i Haanden sit Malmspær,
105    Mentes hun ligned, den Taphiske Drot, der var kommen som Fremmed.
106        Udenfor Døren hun traf de trodsige Beileres Skare,
107    Just som tilsammen de mored sig der med at spille med Smaasteen,
108    Magelig strakte paa Huder af Qvæg, som de selv havde slagtet.
109    Travlt gik baade Herolder omkring og driftige Svende,
110    Nogle beblandede Viin med Vand i forsvarlige Kummer,
111    Andre, som Bordene først afskured med hullede Svampe,
112    Stilled dem frem paa Rad, og skifted den yppige Suulmad.
113        Først af Alle den fagre Telemachos øined Gudinden;
114    Midt blandt Beilernes Flok han sad, mismodig i Hjertet,
115    Grundende dybt paa det mulige Træf, om hans herlige Fader
116    Kom til sit Hjem, og Beilernes Sværm adsplitted i Huset,
117    Selv annammed sin Hæder, og raaded igjen for sin Velstand.
118    Grublende saa han hos Beilerne sad, da saae han Athene;
119    Strax han ilte til Porten, ret ærgerlig stemt i sit Hjerte,
120    At man den fremmede Gjæst lod staae ved Døren saa længe;
121    Trædende nær hendes Haand han greb, og tog hendes Malmspær,
122    Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
123        Hil dig, fremmede Mand! velkommen os vær ved et Maaltid
124    Først du tilgode dig gjøre! saa nævn os siden dit Ærind!
125        Talende saa gik selv han foran, og Gudinden ham fulgte.
126    Men da de treen under Tag, og stod i Salen den høie,
127    Tog han Landsen, og stilled den op til en kneisende Sule
128    Ind i det prunkende Vaabenlukaf, hvor Landser i Mængde
129    Stod, dem Odysses, den haardføre Helt, havde der i Forvaring.
130    Derpaa han bød hende Plads paa den smuktudsnittede Throne,
131    Som var med Linned belagt, og ved Fødderne stod der en Skammel,
132    Og til sig selv en stadselig Stol ved Siden han satte
133    Borte fra Beilernes Sværm, at hans Gjæst i den kaade Forsamling
134    Ei skulde plages med Bulder og Støi, og væmmes ved Maden,
135    Og at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader.
136        En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
137    Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
138    Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
139    Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
140    Hvilke hun stilled paa Bord, meddelende mildt hvad hun havde.
141    Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend,
142    Satte dem frem, og stilled paa Bord forgyldte Pokaler,
143    Og en Herold gik om, som med Viin dem flittigen fyldte.
144        Ind nu Beilerne treen, og strax de trodsige Herrer
145    Tog deres Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre.
146    Flux indfandt sig Herolder, som Vand over Hænderne gjød dem;
147    Ternerne flinkt opstablede Brød i Kurve paa Bordet,
148    Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen.
149    Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
150    Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
151    Beeilernes Hu sig strax til anden Forlystelse vendte,
152    Sang og Spil og Dands, thi Sligt er en Pryd for et Gilde.
153    Strax en Herold da flyede den prægtige Cithar til Skjalden
154    Phemios, han som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde;
155    Rask han i Strengene greb, og sin yndige Sang han begyndte.
156    Men til Gudinden Athene Telemachos vendte sin Tale,
157    Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
158        Fremmede! tag ei fortrydelig op, hvad nu jeg vil sige!
159    Hine har nu til Cithar og Sang henvendt deres Tanker;
160    Det har de godt ved, de tære jo frit paa fremmed Mands Velstand,
161    Medens hans hvidlige Been etsteds henslængte paa Landjord
162    Smuldre for Regn og Slud, eller rulles i Havet af Bølgen.
163    Dog hvis Ithakas Kyst igjen de saae ham betræde,
164    Vist langt heller de ønsked sig da rapløbende Fødder,
165    End at beriges med kosteligt Guld og prægtige Klæder.
166    Dog han er død en sørgelig Død, og nu er der ingen
167    Trøst for os, om endog en dødelig Mand os forkyndte,
168    At han vil komme med Tiden, thi reent fortabt er hans Hjemfærd.
169    Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
170    Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
171    Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk
172    Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse?
173    Thi du est ei kommen vandrende hid paa din Fod, kan jeg tænke.
174    Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide,
175    Kom du til Øen fornys, eller gjæsted du fordum min Fader?
176    Dengang vort Huus af fremmede Folk saa flittig besøgtes;
177    Thi han var selv en huld omgængelig Mand imod Alle.
178        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
179    Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed.
180    Helten Anchialos' Søn jeg er, selv hedder jeg Mentes,
181    Og jeg er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk;
182    Hid er jeg kommen fornys med Skib og Mænd paa en Reise
183    Vidt over Bølgerne blaae til et Folk, hvis Sprog er mig fremmed;
184    Malm fra Temesa for blinkende Jern tiltuske jeg vil mig.
185    Ude ved Kysten mit Skib jeg har lagt et Stykke fra Staden
186    Hist i den Rheitriske Bugt under Neion den skovklædte Klippe.
187    Fædrene Gjæsteforbundne fra fjernere Old vi hinanden
188    Stolt kan kalde; ja spørg kun ad, naar engang du besøger
189    Gamle Laertes, som aldrig, saa hører jeg, sætter i Staden
190    Meer sine Been, men græmmes i Eensomhed ude paa Landet
191    Blot med en aldrende Qvinde, som Mad og Drikke paa Bordet
192    Sætter ham, naar han har krøbet omkring i sin frodige Viingaard
193    Syslende der saalænge, til Lemmerne grebes af Træthed.
194    Nu begav jeg mig hid, da det blev mig fortalt, at din Fader
195    Alt var her i sit Land; dog Guderne sinke hans Reise.
196    Ei endnu han paa Jorden er død, den Ædling Odysseus,
197    Nei! i Behold er han fangen etsteds paa vildene Havdyb
198    Fjernt paa en Holm i Bølgernes Skjød, hvor grusomme Vildmænd
199    Holde med Tvang ham fast, og ei vil lade ham reise.
200    Dog en Bebudelse nævne jeg vil, saaledes som Guder
201    Selv mig gav den i Sind, og som den forvist vorder opfyldt,
202    Skjøndt ei Seer jeg er, eller klog paa Fuglenes Jertegn.
203    Nu ret længe forvist han ei fra sin elskede Hjemstavn
204    Borte forbliver, om end man i Lænker af Jern havde lagt ham,
205    Snild som han er, udtænker han nok et Middel til Hjemkomst.
206    Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
207    Du som alt er saa stor, est du virkelig Søn af Odysseus?
208    Slaaende ligner du ham af Hoved og deilige Øine.
209    Vide du maa, tilforn vi To saae jevnlig hinanden,
210    Førend han stævned til Troernes Land, hvor ogsaa de andre
211    Drotter af Argos begave sig hen paa bugede Skibe;
212    Siden har aldrig Odysses jeg seet, han mig ikke heller.
213        Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
214    Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
215    Efter hvad Moder har sagt, er jeg Søn af ham, men med Vished
216    Veed jeg det ei; af sig selv kan Ingen jo kjende sin Herkomst.
217    Gid jeg heller var Søn af en Mand, som føiet af Lykken
218    Sad i sit Hjem ved sin Eie, naar Alderen listed sig paa ham!
219    Nu er den meest usalige Mand, som fødtes i Verden,
220    Fader til mig, har man sagt; thi derom det var jo du spurgte.
221        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
222    Guderne gav dig en Slægt, hvis Navn ei glemmes i Fremtid,
223    Siden en Søn som du blev født af Penelopeia.
224    Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
225    Hvad er det her for en Suus og Duus? hvad er der paafærde?
226    Høitidsfest eller Bryllup? thi knap er det Sammenskudsgilde,
227    Saadan en kaad og skammelig Færd de tykkes mig drive
228    Her er ved dit Bord i din Sal; en skikkelig Mand maa jo harmes,
229    Naar paa det samme han kommer, og seer det uteerlige Væsen.
230        Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
231    Fremmede Mand! da om dette du spørger og fritter mig nøie,
232    Viid da, fordum imedens endnu hiin Mand var i Landet,
233    Da turde vel man kalde vort Huus bemidlet og anseet;
234    Nu har samtlige Guder vort Held omskiftet til Vanheld,
235    Reent de lod ham forsvinde, som aldrig en Mand er forsvunden;
236    Selv hans Død jeg mig ei saa nær havde taget til Hjerte,
237    Hvis han i Troernes Land var blegnet i Kredsen af Landsmænd,
238    Eller i Vennernes Arme, naar Krigen han alt havde udstridt;
239    Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi,
240    Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid;
241    Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder,
242    Ingen ham saae eller hørte, han svandt, og Jammer og Klage
243    Levned han mig; dog ikke for ham alene jeg græmmes
244    Dybt i Sind, nei! andre Bekymringer Guderne gav mig.
245    Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
246    Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos,
247    Alle de Drotter desuden, som herske paa Ithakas Fjeldøe,
248    Frie hver Een til min Moder, og haardt medtage de Huset.
249    Selv hun hverken formaaer det skændige Bryllup at afslaae,
250    Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen
251    Reent vort Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt.
252        Greben af Ynk og Harm gjensvarede Pallas Athene:
253    Ha! hvor trænger du svart til den Fader, du savned saa længe,
254    At han paa Beilernes nedrige Flok strax Haand kunde lægge!
255    Gid han paastand kom hid, og stod i Døren til Salen,
256    Væbnet med Hjelm og Skjold, og i Haand to dygtige Landser,
257    Ligesaa kraftig som fordum, da først vi stifted Bekjendtskab
258    Hjemme hos os i vor Sal, hvor froe sit Bæger han tømte!
259    Just fra Ephyra tilbage han kom paa en Reise til Illus,
260    Mermeros' Søn, til hvem paa et løbende Skib han var seilet
261    Efter en dræbende Gift, som han ønsked sig, for at bestryge
262    Malmbebraadede Pile dermed; dog Illus sig vægred
263    Plat ved at give ham den, af Grune for de salige Guder;
264    Men af min Fader, som elsked ham høit, han fik hvad han søgte. -
265    Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
266    Brad for dem Alle da blev deres Død og beedsk deres Bryllup
267    Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler,
268    Om til sit Hjem han kommer, og Hevn over Synderne tager
269    Her i sit Huus, eller ei; dog nu maa vel du betænke,
270    Hvad du vil gjøre, for Beilernes Sværm af Huset at jage.
271    Vel! saa mærk paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte!
272    Stævn imorgen til Thing Achaiernes ypperste Herrer!
273    Tag saa Bladet fra Mund, og kræv hver Guddom til Vidne!
274    Beilerne byde du skal, Enhver til Sit at fortrække;
275    Men er din Moder betagen af Lyst at faae sig en Husbond,
276    Vel! saa drage til Borgen hun hjem til sin mægtige Fader,
277    Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
278    Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
279    Dig formaner jeg stærkt, om ellers mit Raad du vil følge,
280    Rust et Skib, det bedste du kan, med en fuld Snees Roerfolk,
281    Reis saa bort, at spørge dig for om din savnede Fader,
282    Om nogen Dødelig giver dig Nys, eller mulig du hører
283    Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
284    Først du drage til Pylos, at spørge den ædelig Nestor,
285    Derfra til Sparta du gaae til den Guldhaars Drot Menelaos,
286    Som af Achaiernes Kæmper er sidst hjemkommen fra Krigen.
287    Hører du nu, at han lever, og alt er paa Reise til Hjemmet,
288    Da skal et Aar endnu du din Qval taalmodigen bære;
289    Men om Du hører, at alt han er død og kommen af Dage,
290    Vend da tilbage paastand til din elskede fædrene Hjemstavn,
291    Kast en Høi til hans Minde, og hold en glimrende Liigfærd,
292    Som det er Skjel og Skik, og giv din Moder en Husbond!
293    Men naar du dette har gjort, og Alt tilbørlig er fuldbragt,
294    Da maa du ret betænke tilgavns i dit Sind og dit Hjerte,
295    Hvordan du Beilernes Flok i dit Huus af Dage vil bringe,
296    Enten ved List eller aabenlys Færd; thi slet det dig anstaaer
297    Nu som et Barn at tee dig, ei est du længer en Pebling.
298    Eller har ei du hørt, hvad Rye den Ædling Orestes
299    Vandt sig hos Mennesker alle, fordi han den Morder Aigisthos
300    Dræbte til Hevn, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader.
301    Saa, min Kjære! vær kjæk! som jeg seer du er fager og voxen,
302    At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter!
303    Nu er det bedst, jeg begiver mig ned til mit hurtige Fartøi
304    Og mine Svende, som knurre maaskee for jeg tøver saa længe.
305    Tænk nu du paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte!
306        Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
307    Fremmede Mand! saa kjærlig til mig har du talet i Sandhed,
308    Som til sin Søn en Fader, og aldrig dit Ord jeg skal glemme.
309    Tøv dog et Korn endnu, hvor stærkt du haster med Reisen,
310    At du kan qvæges ved Bad, og ret forfrisket i Hjertet
311    Glad i Hu kan begive dig ned til dit Skib med en Gave,
312    Skjøn og af stor Værdie; til Erindring om mig du den gjemme,
313    Som det er Skik mellem Venner, der kjærligen gjæste hinanden!
314        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
315    Hold ei længer mig op, min Hu staaer stærkt til at reise!
316    Men den Foræring, som nu dit venlige Sind mig har tiltænkt,
317    Den kan jeg faae, naar jeg kommer igjen, og bringe den hjem med;
318    Vælg den saa prægtig du vil, jeg skal rigelig give dig Gjengjeld.
319        Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
320    Brat som en Fugl, der stikker i Skye, men ham hun i Barmen
321    Mod og Kraft havde lagt, og vakt hans Hu til at tænke
322    Meer paa sin Fader end før; men da dette han klart havde fattet,
323    Skjalv han i Sind, thi det bares ham for, at en Gud havde viist sig.
324    Strax til Beilernes Kreds henilte den deilige Yngling;
325    Her den fortrinlige Skjald slog Strengen og qvad, mens de Andre
326    Sad og lyttede taust; om den Jammer han sang, som Athene
327    Lod Achaierne times, da hjem de styred fra Troia.
328        Men da Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia,
329    Hørte den deilige Sang som hun sad i sit Høienloftskammer,
330    Ned ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset.
331    Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
332    Og da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
333    Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
334    Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør.
335    En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side,
336    Flux til den hellige Skjald med grædende Taarer hun talte:
337        Phemios! mangen fortryllende Sang kan ellers du synge,
338    Qvad om Guder og Mænd, hvis Bedrifter af Skjaldene prises;
339    En af disse du synge for Mændene her mens de drikke
340    Taust deres Viin, men stands en Sang, som saa sørgelig lyder!
341    Dybt i mit inderste Hjerte det skjær mig saa tit jeg den hører,
342    Meest af Alle maa jeg med ulidelig Kummer jo drages,
343    Jeg som savner saa herlig en Mand, og mindes bestandig
344    Helten, hvis Rye sig har bredt over Hellas og Argos saa vide.
345        Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
346    Moder! hvorfor vil du laste den elskede Skjald at han synger
347    Her os til Gammen, som Sindet ham byder det; aldrig er Skjalden
348    Skyld i Sligt, men Zeus, thi ham det er jo, som giver
349    Jordens opfindsomme Mænd hvad Enhver især han vil unde.
350    Ei er det sært, at vor Skjald besynger Danaernes Vanheld,
351    Det er jo Menneskens Viis den Sang fortrinlig at prise,
352    Som er det nyeste Qvad, der de Lyttende kommer for Øren;
353    Hærd da dit Sind og dit Hjerte til saadanne Viser at høre!
354    Ei var Odysses den eneste Mand, som forliste sin Hjemfærd
355    Hist i Troia; af Dage jo kom mangfoldige Flere.
356    Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset,
357    Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder
358    Røgte med Flid deres Dont! os Mænd at tale sig anstaaer,
359    Meest af Alle dog mig, thi min er Magten i Huset.
360        Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer,
361    Da hun paa Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale;
362    Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
363    Der for Odysses sin Husbond hun græd, til Pallas Athene
364    Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
365        Beilerne støied og larmed nu lydt i den skyggende Høisal,
366    Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie.
367    Først den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde:
368        I som begjære min Moder til Viv, hovmodige Herrer!
369    Lader os her i vort Lag os nu forlyste ved Maaltid
370    Uden at støie! det er dog saa sødt at høre paa Skjalden,
371    Naar det er saadan en Skjald med en Røst som himmelske Guder.
372    Saa vil imorgen til Thinge vi gaae, og samles tilhobe,
373    For at jeg frit og frankt kan der Eder sige min Mening,
374    At I skal rømme mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
375    Tære hvad selv I har, og Gilderne holde paa Skifte.
376    Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
377    At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
378    Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
379    Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
380    Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
381        Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
382    Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
383    Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
384        Eia! forvist har Guderne selv, Telemachos! lært dig
385    Høit at hæve din Røst, og djervt at tage til Orde!
386    Blot Kronion dig ei indsætter til Drot paa vort Øland,
387    Som er dit fædrene Rige forsand ifølge din Herkomst!
388        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
389    Finder du ogsaa det sært, Antinoos! naar jeg forsikkrer,
390    Gjerne jeg ønsker mig dette, om ellers mig Zeus det forunder?
391    Eller betragter du Sligt maaskee som det Værste paa Jorden?
392    Det er dog ei saa ilde, som Drot et Land at beherske;
393    Rigt er snart hans Palads, og selv han stiger i Hæder.
394    Dog af Achaiske Drotter der findes jo mange foruden
395    Unge saavelsom bedagede Mænd paa Ithakas Øland;
396    Een af dem være Drot, da min Fader er kommen af Dage,
397    Men i mit Huus vil jeg raade, og selv være Drot for de Trælle,
398    Som mig den Ædling Odysses tilkæmpede fordum paa Krigstog.
399        Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
400    End i Gudernes Skjød, Telemachos! hviler det vistnok,
401    Hvem af Achaierne herske der skal paa Ithakas Øland.
402    Dog i dit Huus du selv være Drot, og beholde din Eie!
403    Aldrig en Mand der komme, som vover med Vold dig at røve
404    Noget af hvad der er dit, mens Folk paa Ithaka bygge!
405    Dog om din Gjæst, min Kjære! jeg ønskede nok dig at spørge:
406    Hvor er den Mand dog fra? hvad Lands Affødning i Verden
407    Kalder han sig? og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn?
408    Har han maaskee dig Tidende bragt om din Faders Igjenkomst?
409    Hvad eller kom han hid, for selv et Ærind at røgte?
410    Hvor han dog brat brød op og gik, som om han Bekjendtskab
411    Skyede! han tyktes dog sandelig ei vantreven af Aasyn.
412        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
413    Ak, Eurymachos! tabt er forsand min Faders Igjenkomst!
414    Ei vil herefter jeg Tidende troe, hvorfra den saa kommer,
415    Heller ei agte det mindste paa Sandsagn, hvilke min Moder
416    Spørger saa flittigen om, naar til Huset hun kalder en Spaamand.
417    Manden, du spørger mig om, er fra Taphos, en fædrene Gjæstven,
418    Helten Anchialos' Søn han er, selv hedder han Mentes,
419    Og han er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk.
420        Saa han talte, dog vidste han grandt, at hiin var en Guddom.
421    Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange,
422    Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme,
423    Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften;
424    Hver gik da til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.
425        Men til sit Kammer begav sig Telemachos; høit var det opbygt
426    I den anseelige Gaard paa en Plads med den frieste Udsigt;
427    Did til sit Leie han gik, af Tanker hans Sind var bevæget.
428    Ham Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
429    Lyste med blussende Fakkel i Haand, den kjærlige Gamle,
430    Hvem Laertes engang, da hun stod i sin feireste Ungdom,
431    Havde sig kjøbt for Qvæg, hun kosted ham Høveder tyve,
432    Og i sit Huus han saa høit som sin høviske Viv hende skatted;
433    Dog hendes Leie han skyede, for ei at krænke sin Hustrue;
434    Hun den blussende Fakkel ham bar; af samtlige Terner
435    Elskede hun ham meest, og hæged ham da han var lille.
436    Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer,
437    Satte sig hen paa sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført,
438    Flyede han strax den i Haand til den gamle forsynlige Qvinde.
439    Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder,
440    Tæt ved den smuktudsnittede Seng paa en Knag hun den hængte,
441    Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb
442    Døren hun efter sig trak, og Slaaen med Remmen hun fremskjød.
443    Hyllet i Tæpper af Uld han laae nu Natten igjennem,
444    Tænkende stærkt paa den Fart, hvortil ham Athene formaned.
 

   [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>