Euripides: Kyklopen
Tilbage til teksten
¤
Anmærkninger til Kyklopen
.
V. 1.  Bromios Bacchos.
V. 3.  Here Som en Søn af Zevs og den thebanske Kong Kadmos's Datter, Semele, var den unge Bacchos Here (Juno) forhadt. I Semeles Ammes Skikkelse besøgde Here Semele, medens denne endnu gik frugtsommelig med Viinguden, og vakde Tvivl hos hende, om det Barn, hun skulde føde, ogsaa virkelig havde Tordneren til Fader. Efter Heres Raad overtalde derfor Semele Zevs til at sværge, at han vilde vise sig for hende i sin hele Maiestæt, som Gudernes Konge. Den dødelige Kvinde omkom i den Lynvæbnedes Arme. Men Zevs tog Fosteret ud af Moderens Liv og syede det, for at undgaae Virkningerne af Junos Skinsyge, ind i sit Laar, hvoraf det, efter tre Maaneders Forløb, kom for Lyset. Faderen overgav det derpaa til Merkur, som bragde det til Ino, den Bæotiske, eller Thessalske Kong Athamas's Gemalinde, og Semeles Søster til Opfostring. Men Juno gjorde Ino vanvittig til Straf for hendes Omsorg for Barnet, og Jupiter forvandlede da Bacchos til en Buk, og lod ham ved Merkur bringe til Nysa, (Stad og Bjerg i Indien) hvor han blev opdragen af Bjergets Nympher.  (Andre Fabler lade ham opfostres i Dodona, i Epirus, paa det lydiske Bjerg Imolus, paa Naxos, i Egnen af den Achajiske Stad Patræ, o. s. v.). Men heller ikke i Indien var han i Sikkerhed. I et Raseri, som Juno indgjød ham, forlod han de Nysæiske Nympher, og gjennemdrog Ægypten, Indien, Syrien, Phrygien, udbredende Kultur blandt Menneskeslægten, især Viinavl. Denne yngre Thebanske Bacchos sammensmelte senere Fabler gandske med den ældre, hvis egentlige Navn var Zagrevs, Søn af Zevs og Proserpina. Mythen om denne ældre er orientalsk og forestiller ham som Plovens Opfinder, som den personificerede frembringende Kraft i Naturen, som Kulturguddom, der, i Forening med Ceres, lærde Menneskene Agerdyrkning, som Lovgiver (Thesmophoros, under hvilket Navn han paakaldtes i de Elevsinske Mysterier) - som Vinens og Glædens Giver.  Denne ældre Bacchos, eller Zagrevs var det, som i en Løves Skikkelse stod de andre Guder saa vældig bi i Gigantkrigen, at Seieren tilskreves ham alene, og at Zevs tilraabte ham ved hans Tilbagekomst fra Slaget:
! herligt min Søn !
V. 5.  Jordsønnekrigen.  Giganterne (maaskee blot Personification af ildsprudende Bjerge og andre voldsomme Naturscener) vare Sønner af Gæa (Jorden) og Tartarus (Underverdenen), taarnede Bjergene Ossa, Pelion, Oita, Rhodope og flere paa hinanden og bestormede paa dem Himlen. Men Guderne vandt Seier og de Betvungne bleve nedstyrtede til Tartarus, eller, efter andre Myther, lagte under Øer og Bjerge hvoraf de siden sprudede Ild.   I denne Krig var rigtig nok Silen med som Bacchos's tro Følgesvend; men da E n k e l a d o s (paa hvem Minerva kastede hele Øen Sicilien) var den største af alle Giganterne, føler Silen selv, at hans Pralen med Kamp mod denne Jette er vel drøi, og vender sig paa Komoediens gamle Viis, til Spectatores med den Forsikring at han ikke lyver. Forresten skal, efter senere Myther, Silens hele Fortjeneste i Gigantkrigen have bestaaet deri, at Fjenderne bleve forskrækkede over hans Esels Skryden, en dem fremmed og skrækkelig Lyd.
V. 11.  Denne Bacchos's, af Juno foranstaltede, Bortførelse er bekjendt af Ovid. Metam. L. 3 Fab. 8-9.
V. 18.Malea   det østlige af de to sydligste Forbjerge i Lakonien.
V. 36.  Mine Børn  kalder Silen de unge Satyrer, da man ved Silener forstod gamle Satyrer.
V. 37. Sikinnis var en Satyrdands, som udmærkede sig ved hurtige Bevægelser.
V. 39.  Althæa.  Datter af Thestius, gift med den Ætoliske Kong  Oenevs. Da Bacchos engang var denne Konges Gjest, forelskede han sig i Dronningen og avlede med hende Deianira (siden Herkules's Ægtefælle). Den sørgelige Hevn Althæa tog over sin, og Oeneus's Søn, Meleager, skildres af Ovid i Metamorphosernes 8de Bog, 4de Fabel.
V. 40.Barbitos eller Barbiton.  Et Slags Lyra med mange Strænge.
V. 64.Mænader. Bacchantinder. Thyrser. Den bacchiske Hærs Vaaben, da den under Gudens Anførsel erobrede Asien indtil Ganges. Thyrsen var et Spyd, omvundet med Vedbende og Viinløv.
V. 65.  Trommen,  Haandtrommen, Tambourin, som de Dandsende sloge med Haanden, hørde til denne Guds larmende Musik.
V. 68. Nysa.See Anmærkn. til V. 3.
V. 69-72. Iacchisk.  Bacchisk.   Iacchos var efter en anden Fabel, Søn af Ceres og Zevs, eller Søn af Bacchos selv.  Hans Billedstøtte blev i den Elevsinske Fest baaren i høitideligt Optog til Elevsis. Iacchisk Høisang til Aphrodite jeg synger.  Jeg henvender min Bacchiske Sang ogsaa til Aphrodite.  Meningen er denne: Forhen kunde jeg, med Sværmen af Bacchantinder, flyve efter Aphrodite (Venus)  dvs. nyde Bacchos's og Aphrodites Glæder i Forening: men nu træller jeg for Kyklopen og savner begge.
V.  75.  Gyldne Lokker.  En Skjønhed, som udmærkede Apollo og Bacchos.
V. 86. Aareherskerne, de Roende.
V. 104.  Denne Sladdrer, Originalens, græsktekst  , Bjelde, bruges metaphorisk først om den, der har godt Mundlæder, som snakker løst og fast - dernæst om forslagne, listige Personer, da de behøvde en flydende Tunge til at besnakke Folk.   Sisyphos.  Konge i Korinth, berygtet for sin Snedighed og den stedse tilbagerullende Steen, han i Underverdenen evig maatte vælte op ad et Bjerg, til Straf, enten fordi han havde drevet Røverhaandværk, eller fordi han havde røbet Jupiters Omgang med Ægina, eller fordi han havde aabenbaret Menneskene Gudernes Hemmeligheder.  Døden selv, som Jupiter, formedelst hin røbede Elskovsforstaaelse, havde sendt til ham, fængslede han med List og Mars maatte, paa Plutos Bøn, befrie den. Før sin Død befalede Sisyphos sin Kone, at hun ei skulde jorde ham. Efter sin Ankomst til Underverdenen bad han da Pluto om at maatte vende tilbage for at straffe Konen. Det tilstodes ham; men Pluto, som mærkede, at han ved denne List havde til Hensigt at blive deroppe, lod man ved Merkur hente ned igjen.  Odyssevs skal have været en uægte Søn af ham og Antikleia, hvem Sisyphos forførte før hendes Bryllup med Laertes.  Jvfr. Sophokles's Aias V. 103 og Philoktetes V. 417.
V. 112. See V. 11.
V. 121.  Demeter   Ceres
V. 123.  Bromios.  Bacchos.
V. 139.  Dionysos.  Bacchos.
V. 141.  Maron,  en Søn af  Evantheus og Sønnesøn af Bacchos, var Apolls Præst i Staden Ismaros i Thracien. Efter Odysseens 9 B. V. 197 seq. forærede Maron Odyssevs, fordi denne under Byens Plyndring havde skaanet ham og Familie, syv Talenter Guld, et svært Sølvbæger, og tolv Tønder Viin, der var saa stærk, at den, for at kunne drikkes, maatte blandes med 20 Gange saa meget Vand.  Sildigere Fortællinger udgive Maron for en Søn af Silen.
V. 154.  Saae du da Lugten.  Det græske Udtryk   i foregaaende Vers, bruges, ligesom det danske d e i l i g, egentlig kun om Ting, der sees.  Odyssevs spøger derfor her med Silens Anvendelse af Ordet, skjøndt Udtryk, som høre til Synet, bruges i Græsken ogsaa undertiden om andre Sandser, som hos Sophokles Oidip.Tyrannos V. 371.

"Thi blind er du paa Øre, Øine, og paa Sjel."
V. 156.  Bacchios  Bacchos
V. 191.  Evios. See Slutningen af Anmærkn. til 3die V.
V. 199.  Phryger.  Troiansk Krigshær, eller egentlig Phrygiske Hielpetropper i den Troianske Hær.
V. 202.  Tag væk, giv hid !  Silenos er ligegyldig mod den Fare, Odyssevs svæver i, vil kun have Kjøbet i Hast sluttet, og Vinen i sin Magt, og siger derfor: Tag væk ! nemlig Fødevarene og Giv hid ! nemlig Vinen. Textens Ord kunde vel ogsaa betyde: Vær rask Karl ! Hvad er dette for Modløshed ? Men den første Forklaring synes mig dog naturligere.
V. 211. Ved Zevs, og det pragtfulde Stjernebillede Orion vil den smigrende Silen indbilde sin Herre, at han mener Kyklopens egen maiestætiske og smukke Person.
V. 226. Da intet Slagsmaal har fundet Sted paa Scenen før Kyklopens Ankomst, mage vel disse Buler paa Silens Pande tilskrives Kyklopens Fantasi, ophidset ved Synet af dem han anseer for Røvere.
V. 262. Triton.  En af de bekjendteste Havguder, Søn af Neptun og Amphritrite, eller Oceanus og Tehtys. Han er Symbolet paa Havets Brusen, og dæmper, naar han, efter Neptuns Befaling, blæser i sin Muslingskal, de oprørte Bølger.
Nerevs  Symbolet paa det rolige Hav, Søn af Oceanus og Tethys. Ved Doris var han Fader til de 50 Havgudinder Nereiderne.  Ligesom Protevs kunde han og forvandle sig naar man vilde tvinge ham til at spaae.
V. 263. Kalypso,  Datter af Atlas ( efter Andre af Nerevs og Doris,  eller Oceanus og Tethys ) boede eensom paa Øen Ogygia, ved hvilken Odyssevs, paa Hjemreisen fra Troia leed Skibbrud, blev venskabeligen modtaget af hende, og maatte efter hendes Ønske, da hun vilde gjøre ham evig ung og udødelig, skjøndt mod sin Villie, og under uafbrudt Længsel efter Hjemmet, tilbringe 7 Aar hos hende, indtil Jupiter endeligen sendte Merkur med den Befaling, at hun skulde lade ham reise.  Han seilede da bort paa et Skib, han efter Kalypsos Anvisning selv havde bygt. Med Kalypso avlede Odyssevs to Sønner: Nausinous og Nausithous.
V. 272. Radamanthus.  Søn af Jupiter og Europa, Broder til Minos, og Konge i Lycien; efter sin Død, tilligemed Minos og Æatos, Dommer i Underverdenen.
V. 291. Tainaron.  Det vestlige af Lokoniens tvende sydligste Forbjerge.  Neptun havde her et Tempel.  Desuden var Bjerget berømt ved en dyb Hule, hvorigjennem Orpheus og Herkules nedstege til Underverdenen.
V. 292. Malea. See Anm til V. 18.  Her skal skal den Argiviske Konge Malcus have reist Neptun et skjønt Tempel.
Sunion.  Det sydligste Forbjerg i Attika med et prægtigt Minervatempel; men at Neptun ogsaa her har været dyrket, sees af Aristophan Eqv. V. 507 og 560, og Scholiasten sammesteds.  I Nærheden var Byen Laurion med et riigt Sølvbjergværk.
V. 294. Ceraiston.  Det sydligste Forbjerg paa Euboea med Havn og By af samme Navn. Ogsaa her tilbades Kyklopens Fader.
Men en Tort.  Helenes Bortførelse.
V. 295. Phrygerne. See Anm til V. 199.
V. 344. Borgens Gud.  Mig Hulens Herre.
V. 359.  Gjedens den laaddene Hud  maae her betyde et Slags Fad eller Tallerken af Gjedehud, hvori Maden sattes paa Bordet, eller hvoraf man spiisde, og ikke noget Kogekar; thi i det 391 V. siges udtrykkeligt at Kjødet blev kogt i en Kobberkjedel.
V. 394.  Gudforhadte Hades-Kok.  Hades var den personificerede Underverden.  Hades-Kok  (maaskee bedre oversat: Helvedeskok) kaldes meget træffende Kyklopen som Morder og Menneskeæder.
V. 411.  Maron.  Viin.  See Anm. til V. 141.
V. 430. Din Fader.  Silenos.  See Anm. til V. 36.
V. 443. Asiatisk Lyra.  Fordi Lyraen skal være opfunden blandt Lyderne i Asien.
V. 508. Indeholder ironisk Smiger til Kyklopen.
V. 515. Af en vi elskes:  Af en udmærket deilig guddommelig Person:  Kyklopen.
  Men ei eet Slags Krandses Farver. Ikke alene de virkelige Krandse, hvorved du pynter dig til Drikkelaget, skal vindes om dit Hoved, men ogsaa dit Blods Strømme skal omkrandse dig naar vi svide dit Øie ud.  Som af tændte og klare Fakler er din Hud omlyst.  Din Huds blændende Skjønhed straaler lig en klar Fakkel.
V. 538. Med Græs, o. s. v.  altsaa indbydende til en Spadseretour til de andre Kykloper.
V. 560. For at Kyklopen ei skal troe, at Silen virkelig drikker Vinen fra ham, men blot viser, hvorledes man med Anstand skal tømme sit Bæger, tilføier han:  som du ei mig seer. Men Polyphem mærker dog strax Pudset.
V. 576. Chariterne. Gratierne
V. 577.  Ganymedes.  Søn af den Troianske Konge Tros, blev elsket formedelst sin Skjønhed af Zeus,  som i en Ørns Skikkelse bortførde ham fra Ida, eller, som her ( V. 581 ) siges, fra Dardanos ( Stad ved Hellesponten ). I Himlen blev han, i Hebes Sted, Gudernes Mundskjænk.
V. 602.  Tyche. Den ustadige Lykkes Gudinde.
V. 604.  Krebsen.  Den uundgaaelige Ulykke, som forestaaer Kyklopen holder ham i Klemme, ligesom mellem Krebsekløer.
V. 612.  Men dig, Maron ! brug ! Bered du, o Drukkenskab ! hans Fordærvelse.
V. 620.  I Dyr !   Fordi Satyrerne vare Halvdyr.  Egentlig Symbolet paa Menneskenes første raa dyriske Tilstand, og derfor maaskee i Bacchos's Følge, fordi denne Kulturguddom var en af den vilde Menneskeslægts første Velgjørere.
V. 636.  I staae o. s. v.  I en strammet Stilling, føler Benet ikke let Krampe.
V. 642.  Orpheus.  Den bekjendte Oldtids Sanger, som med sine Trylletoner kunde drage Vilddyr, Træer og Klipper efter sig, ja lokke Hekate selv ud af Orkus.
V. 650.  Lad Faren være Karerens.  En proverbialsk Talemaade, Ælian ( de Animal. l. 12, c. 30. ) fortæller, at Karerne vare de første af alle Folk, som tjende for Sold.  Heraf Ordsproget:
,
naar man brugde en Anden til et farligt Foretagende.  Satyrerne ville lige saa gjerne, som Odyssevs, slippe ud af Polyphems Vold; men af Feighed tør de ikke udsætte sig for Kyklopens Hevn, hvis Vovestykket skulde faa et ulykkeligt Udfald.  Altsaa ville de, at Odyssevs og hans Staldbrødre skulle foretage den farlige Udsvidning til Alles Befrielse.
V. 664. I den Indbildning nemlig, at Od. med Staldbrødre ere inde i Hulen.
.
Fibiger
.
Tilbage til teksten