Euripides: Iphigeneia i Aulis

Euripides: Iphigeneia i Aulis

\|\|<<	<<	[1-	161]	>>	>>\|\|\|
					.
	AGAMEMNON. Du Gamle ! kom ud af Teltet paastand ! Kom, skynd dig ! OLDINGEN. Jeg iler; hvad har du paa Sind, Agamemnon, min Drot ! AGAMEMNON. Det høre du skal. OLDINGEN. Nu kommer jeg strax;
5	Min Alderdom kjender kun lidet til Søvn, Paa mit Øie den sidder saa løst. AGAMEMNON. Hvad hedder den Stjerne, som seiler nu der ? OLDINGEN. Det Seirios er, ved Syvstjernen nær Den jager; endnu er den midt i sit Løb. AGAMEMNON.
10	Ei heller fornemmer man Fuglenes Sang, Eller Bølgernes Larm; ei lufter der Vind Henover Euripos's Vande. OLDINGEN. Men siig, hvi farer af Teltet du frem, Agamemnon, min Drot !
15	I Aulis der er jo saa tyst overalt, Ei rører sig Vagten paa Muren endnu. Kom, lad os gaae ind ! AGAMEMNON. Jeg misunder dig, ja ! Jeg misunder Enhver, som henlever sit Liv For Farer betrygget, ukjendt, uberømt;
20	De hædrede Mænd misunder jeg ikke. OLDINGEN. Dog deri jo Livets Glands bestaaer. AGAMEMNON. Den Glands er flygtig; vel Hæder er sød I det Fjerne, men beesk, naar man kommer den nær. Snart Feil indløber ved Offring og Fest,
25	Forstyrrer vort Liv, snart Folket det er, Som ved fiendsk modsigende Dom Gjør Skaar i vor Lykke. OLDINGEN. Sligt Ord af min Drot ei prise jeg kan. Til ideligt Held, Agamemnon ! har ei
30	Kong Atreus dig avlet; Snart Fryd, snart Sorg fornemme du maa, Thi dødelig est du, og vil du det ei, Saa ville dog Guderne mage det saa. Dog nu om Natten du tænder et Blus,
35	Og skriver et Brev Paa den Tavle, du holder i Haanden endnu; Ud sletter du Skriften, som nylig du skrev, Forseigler, og river det op igjen, Og slænger saa Tavlen til Jord,
40	Mens Taarer fra Øinene styrte. Fortvivlelse røber din Færd, Som grændser til Vanvid; hvad piner din Sjel ? Hvad Nyt er dig hændet, min Konge ! Siig frem, betroe det til mig,
45	Til en Mand, som er ærlig og brav, Til mig, som blev fordum af Tyndareus sendt Til dig, min Drot ! med din Brud, Hendes trofaste Tjener at være. AGAMEMNON. Kong Thestios' Datter Leda fødte Døttre tre,
50	Phoibe og Klytaimnestra, som min Hustru blev, Og Helena; som Beiler til hende kom Fra Hellas trindt hver riig høibyrdig Ungersvend. Vildt trued' de hverandre, ja til blodig Daad Var Hver beredt, naar ei den fagre Møe han vandt.
55	Høist raadvild hendes Fader Tyndareus nu blev, Sin Datter give til en Beiler, eller ei, Hvad var vel bedst ? da skjødes dette ham i Sind: Hver Beiler skulde love høit med Eed og Haand, Stadfæste deres fælleds Pagt ved Offerild,
60	Og bede Guder straffe den, som Løftet brød, Til Hjelp at ile strax den Mand, som Helena Til Hustrue fik, hvis Nogen raned hende bort, Og hendes rette Herre drev af Ægteseng, Og gaae tilfelts mod Røveren, og bryde ned
65	Hans Stad, i Hellas eller i Barbarers Land. Tilhobe svor de; men da gamle Tyndareus Dem havde gjækket saare snildt, idet han gav Sin Datter Lov af Sværmen selv at vælge den, Mod hvem den søde Elskov vendte hendes Hu,
70	Faldt hendes Valg - o gid det aldrig dog var skeet ! - Paa Menelaos. Men fra Phrygien kom den Mand, Som var Gudinders Dommer, siger Rygtet sandt, Til Lakedaimon; klædt i blomsterbroget Dragt, Med Guld han prunked og barbarisk Flitterstads,
75	Og tændt af Elskov førte han til Ida hjem Den kjelne Helena, mens Menelaos var Paa Reise; som en Rasende nu denne foer I Hellas om, og minded om den fordums Eed Til Tyndareus, at hevne den Fornærmede.
80	Da greb paastand Hellenerne til deres Spyd, Bevæbned sig til Ledingstog, og stævned hid Til Aulis ved det smalle Sund, udrustede Med Skib og Skjold, med Hest og Karm i Hobetal, Og mig de kaarede til Høvding, meest i Gunst
85	Af Menelaos, som hans Broder; gid de dog En Anden havde denne Værdighed betroet ! Vor hele Krigsmagt ligger nu ved Aulis her, Men stadig Modvind hindrer os at komme bort. Da tyede de til Kalchas, og han svared dem:
90	Iphigeneia, Drottens Barn, I offre skal Til Artemis, hvem dette Land er helliget; Da vorder Farten heldig, og I vinde Seir I Phrygien, men i modsat Fald mislykkes Alt. Da Sligt jeg hørte, lod jeg Strax Talthybios
95	Udraabe lydt, at Hæren skulde skilles ad, Thi aldrig gav jeg Minde til min Datters Drab. Dog snart min Broders Grunde fik mig overtalt At lyde Skjebnens Rædselsbud; da skrev jeg strax Hjem til min Hustrue, at hun skulde sende mig
100	Min Datter, som var kaaret af Achil til Brud; Den unge Helt jeg priste høit og føied til, At ei han vilde togte med Achaias Folk, Hvis ei en Brud til Phthia blev ham sendt fra os. Ved dette Paafund daared jeg min Hustrues Sind,
105	Ved falskelig at nævne Pigens Giftermaal. Kun tre Achaier kjende Sagens Sammenhæng, Min Broder, Kalchas og Laertes' snilde Søn. Dog hvad jeg før betænkte slet, jeg bedred nys I dette Brevskab, som ved Nattetid du saae
110	At snart jeg løste, snart igjen bandt Snor omkring. Velan da ! drag med dette Brev til Argos ned ! Dog hvad den lukte Tavle gjemmer bag sit Seigl, Hvert Ord jeg skrev, vil mundtlig jeg dig først betroe, Thi ærlig har min Hustrue og mit Huus du tjent. OLDINGEN.
115	Fortæl mig det nøie, thi ellers mit Ord Kunde let modsige din Skrift. AGAMEMNON. Du Datter af Leda ! paany Jeg lader et Brev udgaae: Send ei vor Datter herop
120	Til det stormbetryggede Aulis Ved det bugtede Næs af Euboia, Thi vente til andre Tider vi maae, Før feire vi kan hendes Bryllup. OLDINGEN. Men gaaer Achil nu glip af sin Brud,
125	Vil ei til fnysende Harm han da Optændes mod dig og din Viv ? Det er farligt; hvad mener du, Drot ! AGAMEMNON. Alene hans Navn har jeg laant; han selv Veed intet om Bryllup og al vor Færd,
130	Veed ei, at jeg digted det Løfte paa Skrømt, At min Datter herhid som hans Brud Skulde hentes og Brylluppet feires. OLDINGEN. Det var voveligt gjort at føre herhid, Som var det til Bryllup med Thetis's Søn,
135	Din Datter, hvis Offring Danaerne vented. AGAMEMNON. Ak ! daarlilg jeg handled forsand ! O vee ! mig truer Fordærv ! Dog iil nu flinkt paa din Fod, og glem Du er gammel ! OLDINGEN. Jeg iler, min Drot ! AGAMEMNON.
140	Hviil ei ved Kilden i Buskenes Læe, Lad Søvn dig ikke forlokke ! OLDINGEN. Tael ikke saa strengt ! AGAMEMNON. Og kommer til krydsende Veie du hen, Saa giv Agt, at ikke paa rullende Hjul
145	En statelig karm dig kjører forbi, Som bærer min Datter herhid Til Danaernes Leir og Skibe. Men møder du Toget, saa stop dem i Fart, Og kjør, saa det ryster i Tømmer og Aag,
150	Til i naae Kyklopernes hellige Borgstad ! OLDINGEN. Skal skee ! AGAMEMNON. Nu skynd gjennem Porten dig ud ! OLDINGEN. Men hvorlunde din Datter og Viv Paa mit Ord mig vil troe, det sige du mig ! AGAMEMNON. Forvar denne Ring, hvis Præg er trykt
155	Paa det Brev, du bringer. Begiv dig nu bort ! Alt Dagningen dæmrer med hvidnende Lys, Og Solguden kjører sit straalende Spand. Deel Sorg med din Drot ! Ei varer til Enden en Dødeligs Held,
160	Ei Lykken staaer fast, Og Ingen endnu gik frie for Sorgen. (Gaaer).
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|