[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>
	Odysseen  1. Sang
	Gudernes Forsamling. Athenes Formaning til Telemachos.
1	Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
2	Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
3	Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
4	Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod,
5	Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst;
6	Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte,
7	Thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd,
8	Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds
9	Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved.
10	Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle!
11	Alt var de øvrige Mænd, som den grusomme Død havde sparet,
12	Komne til Huus og Hjem efter Farer i Krig og paa Bølge;
13	Ham alene, som savned saa svart sit Huus og sin Hustrue,
14	Holdt en Gudinde tilbage, den værdige Nymphe Kalypso,
15	Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked sig Manden til Husbond.
16	Men da det Aar i Tidernes Løb omsider var kommet,
17	Da det af Guderne var ham bestemt at vende tilbage,
18	Hjem til Ithakas Øe, selv da blev han midt mellem Landsmænd
19	Ei forskaanet for Kamp; dog samtlige Guder ham ynked,
20	Uden Poseidon alene, thi gram i Hu han bestandig
21	Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen.
22	Guden var fjernt reist bort, Aithioperne vilde han gjæste;
23	Yderst paa Jorden de boe i tvende forskjellige Stammer,
24	Deels hvor Solen ved Grye staaer op, og deels hvor den daler;
25	Festhekatomber af Oxer og Lam bivaane han vilde.
26	Der heel froe ved Gildet han sad, mens de øvrige Guder
27	Hist hos Olymperen Zeus i Sal havde samlet sig alle.
28	Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader,
29	Just som Aigisthos i Tanke ham randt, den glimrende Fyrste,
30	Hvem Agamemnons navnkundige Søn Orestes ihjelslog;
31	Kommende ham ihu han saa blandt Guderne talte:
32	Ha! hvor gjerne dog Menneskens Slægt anklager os Guder!
33	Jammeren, sige de, kommer fra os, og selv dog alene
34	Ved deres Synder mod Ret og Skjel de volde sig Sorger,
35	Ligesom nys Aigisthos mod Ret og Skjel Agamemnons
36	Viv tilægte sig tog, og myrded ham selv ved hans Hjemkomst,
37	Skjøndt han vidste sin Straf, da vi selv ham vared itide;
38	Ned vi skikked Hermeias, den speidende Argosbetvinger,
39	At han dog ei skulde slaae ham ihjel, eller ægte hans Hustrue,
40	Thi af Orestes engang skulde Atreus's Søn vorde hevnet,
41	Naar han var voxen til Mand, og sit fædrene Rige begjærte.
42	Dette ham sagde Hermeias, dog ei han rokked Aigisthos,
43	Skjøndt til hans Bedste han raaded, og nu har han bødet for Alting.
44	Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
45	O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe!
46	Ja! han faldt, og tilvisse sin Død han ærlig fortjente;
47	Døe som han hver Mand, der til lignende Daad sig formaster!
48	Men i mit Hjerte det skjær mig for Helten den stakkels Odysseus,
49	Han som skilt fra de Kjære saa lang Tid martres af Kummer
50	Hist paa den havomskyllede Øe; som en Navle paa Dybet
51	Stikker den frem bevoxet med Skov; der boer en Gudinde
52	Datter af Atlas, den snedige Gud, som kjender tilfulde
53	Samtlige Dybder i Havet, og ene de mægtige Støtter
54	Løfter i Veiret, som Himmelen vidt adskille fra Jorden.
55	Datter af ham forsinker den arme bedrøvede Konning,
56	Smigrende for ham bestandig med sød indsmidskende Tale,
57	At han skal glemme sit Ithakas Øe; men Helten Odysseus
58	Inderlig længes at see blot Røgen igjen fra hans Hjemland
59	Fare mod Skye; ja Døden han ønsker sig; røres dit Hjerte
60	Ei omsider, Olympiske Drot! har Odysses da fordum
61	Ei ved Argeiernes Skibe dig bragt behageligt Offer
62	Hist i Troernes Land? hvorfor er da Zeus ham saa harmfuld?
63	Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
64	Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
65	Hvor var det muligt, at jeg kunde Helten Odysses forglemme,
66	Som i Forstand staaer høit over Mænd, og stadig sit Offer
67	Bragte de salige Guder, som boe paa Himmelen vide!
68	Dog bestandig imod ham den Jordomslynger Poseidon
69	Fnyser af Harm, fordi hans Søn Polyphemos han blinded,
70	Hiin Kyklop, der stærk som en Gud i vældige Kræfter
71	Staaer over alle Kykloper; hans Moder er Nymphen Thoosa,
72	Datter af Phorkys, en raadende Drot i Havet det golde;
73	Hist i de hvælvede Grotter Poseidon i Favn hende trykked.
74	Derfor Poseidon er vred, og hvorvel Jordrysteren sparer
75	Helten Odysses's Liv, han tumler ham fjernt fra hans Hjemstavn.
76	Dog velan! lad os samtlige her betænke, hvorlunde
77	Helten kan naae sit Hjem, og da vil Poseidon tilvisse
78	Mildne sin Harm, thi ei vil de salige Guder han trodse,
79	Ei vil alene han noget formaae mod os Alle tilhobe.
80	Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
81	O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe!
82	Hvis det da virkelig nu behager de salige Guder,
83	At til sit Hjem omsider den Helt Odysses skal komme,
84	Lad saa Hermeias os flux, Budbringeren, Argos's Bane,
85	Skikke herfra til Ogygias Øe, at den haarfagre Nymphe
86	Snart kundgjøre han kan vor urokkelig faste Beslutning,
87	At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage.
88	Selv vil jeg gaae til Ithaka hen, at hans Søn ved min Tale
89	Meer opflinke jeg kan, og Mod i Bringen ham sætte.
90	Stævne han skal til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
91	Der skal han Beilernes Sværm forbyde sit Huus, da de daglig
92	Slagte for Fode hans Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg.
93	Saa vil til Sparta jeg sende ham hen og det sandede Pylos,
94	For at han der kan spørge sig for om Faderens Hjemfærd,
95	Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde.
96	Strax som dette var talt, hun bandt under Foden de gyldne
97	Deilige himmelske Saaler, som bar hende hen over Havet
98	Og over Jorderig vide saa snelt som Pustet af Vinden;
99	Greb saa sin mægtige Landse, beslagen med stingende Malmod,
100	Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække
101	Fylker af Mænd, paa hvem hun er gram, den Vældiges Datter;
102	Og i en Fart hun ned sig svang fra høien Olympos.
103	Brat paa Ithakas Øe hun stod ved Odysses's Borgport
104	Ude paa Tærsklen til Gaarden, og holdt i Haanden sit Malmspær,
105	Mentes hun ligned, den Taphiske Drot, der var kommen som Fremmed.
106	Udenfor Døren hun traf de trodsige Beileres Skare,
107	Just som tilsammen de mored sig der med at spille med Smaasteen,
108	Magelig strakte paa Huder af Qvæg, som de selv havde slagtet.
109	Travlt gik baade Herolder omkring og driftige Svende,
110	Nogle beblandede Viin med Vand i forsvarlige Kummer,
111	Andre, som Bordene først afskured med hullede Svampe,
112	Stilled dem frem paa Rad, og skifted den yppige Suulmad.
113	Først af Alle den fagre Telemachos øined Gudinden;
114	Midt blandt Beilernes Flok han sad, mismodig i Hjertet,
115	Grundende dybt paa det mulige Træf, om hans herlige Fader
116	Kom til sit Hjem, og Beilernes Sværm adsplitted i Huset,
117	Selv annammed sin Hæder, og raaded igjen for sin Velstand.
118	Grublende saa han hos Beilerne sad, da saae han Athene;
119	Strax han ilte til Porten, ret ærgerlig stemt i sit Hjerte,
120	At man den fremmede Gjæst lod staae ved Døren saa længe;
121	Trædende nær hendes Haand han greb, og tog hendes Malmspær,
122	Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
123	Hil dig, fremmede Mand! velkommen os vær ved et Maaltid
124	Først du tilgode dig gjøre! saa nævn os siden dit Ærind!
125	Talende saa gik selv han foran, og Gudinden ham fulgte.
126	Men da de treen under Tag, og stod i Salen den høie,
127	Tog han Landsen, og stilled den op til en kneisende Sule
128	Ind i det prunkende Vaabenlukaf, hvor Landser i Mængde
129	Stod, dem Odysses, den haardføre Helt, havde der i Forvaring.
130	Derpaa han bød hende Plads paa den smuktudsnittede Throne,
131	Som var med Linned belagt, og ved Fødderne stod der en Skammel,
132	Og til sig selv en stadselig Stol ved Siden han satte
133	Borte fra Beilernes Sværm, at hans Gjæst i den kaade Forsamling
134	Ei skulde plages med Bulder og Støi, og væmmes ved Maden,
135	Og at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader.
136	En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
137	Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
138	Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
139	Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
140	Hvilke hun stilled paa Bord, meddelende mildt hvad hun havde.
141	Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend,
142	Satte dem frem, og stilled paa Bord forgyldte Pokaler,
143	Og en Herold gik om, som med Viin dem flittigen fyldte.
144	Ind nu Beilerne treen, og strax de trodsige Herrer
145	Tog deres Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre.
146	Flux indfandt sig Herolder, som Vand over Hænderne gjød dem;
147	Ternerne flinkt opstablede Brød i Kurve paa Bordet,
148	Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen.
149	Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
150	Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
151	Beeilernes Hu sig strax til anden Forlystelse vendte,
152	Sang og Spil og Dands, thi Sligt er en Pryd for et Gilde.
153	Strax en Herold da flyede den prægtige Cithar til Skjalden
154	Phemios, han som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde;
155	Rask han i Strengene greb, og sin yndige Sang han begyndte.
156	Men til Gudinden Athene Telemachos vendte sin Tale,
157	Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
158	Fremmede! tag ei fortrydelig op, hvad nu jeg vil sige!
159	Hine har nu til Cithar og Sang henvendt deres Tanker;
160	Det har de godt ved, de tære jo frit paa fremmed Mands Velstand,
161	Medens hans hvidlige Been etsteds henslængte paa Landjord
162	Smuldre for Regn og Slud, eller rulles i Havet af Bølgen.
163	Dog hvis Ithakas Kyst igjen de saae ham betræde,
164	Vist langt heller de ønsked sig da rapløbende Fødder,
165	End at beriges med kosteligt Guld og prægtige Klæder.
166	Dog han er død en sørgelig Død, og nu er der ingen
167	Trøst for os, om endog en dødelig Mand os forkyndte,
168	At han vil komme med Tiden, thi reent fortabt er hans Hjemfærd.
169	Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
170	Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre?
171	Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk
172	Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse?
173	Thi du est ei kommen vandrende hid paa din Fod, kan jeg tænke.
174	Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide,
175	Kom du til Øen fornys, eller gjæsted du fordum min Fader?
176	Dengang vort Huus af fremmede Folk saa flittig besøgtes;
177	Thi han var selv en huld omgængelig Mand imod Alle.
178	Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
179	Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed.
180	Helten Anchialos' Søn jeg er, selv hedder jeg Mentes,
181	Og jeg er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk;
182	Hid er jeg kommen fornys med Skib og Mænd paa en Reise
183	Vidt over Bølgerne blaae til et Folk, hvis Sprog er mig fremmed;
184	Malm fra Temesa for blinkende Jern tiltuske jeg vil mig.
185	Ude ved Kysten mit Skib jeg har lagt et Stykke fra Staden
186	Hist i den Rheitriske Bugt under Neion den skovklædte Klippe.
187	Fædrene Gjæsteforbundne fra fjernere Old vi hinanden
188	Stolt kan kalde; ja spørg kun ad, naar engang du besøger
189	Gamle Laertes, som aldrig, saa hører jeg, sætter i Staden
190	Meer sine Been, men græmmes i Eensomhed ude paa Landet
191	Blot med en aldrende Qvinde, som Mad og Drikke paa Bordet
192	Sætter ham, naar han har krøbet omkring i sin frodige Viingaard
193	Syslende der saalænge, til Lemmerne grebes af Træthed.
194	Nu begav jeg mig hid, da det blev mig fortalt, at din Fader
195	Alt var her i sit Land; dog Guderne sinke hans Reise.
196	Ei endnu han paa Jorden er død, den Ædling Odysseus,
197	Nei! i Behold er han fangen etsteds paa vildene Havdyb
198	Fjernt paa en Holm i Bølgernes Skjød, hvor grusomme Vildmænd
199	Holde med Tvang ham fast, og ei vil lade ham reise.
200	Dog en Bebudelse nævne jeg vil, saaledes som Guder
201	Selv mig gav den i Sind, og som den forvist vorder opfyldt,
202	Skjøndt ei Seer jeg er, eller klog paa Fuglenes Jertegn.
203	Nu ret længe forvist han ei fra sin elskede Hjemstavn
204	Borte forbliver, om end man i Lænker af Jern havde lagt ham,
205	Snild som han er, udtænker han nok et Middel til Hjemkomst.
206	Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
207	Du som alt er saa stor, est du virkelig Søn af Odysseus?
208	Slaaende ligner du ham af Hoved og deilige Øine.
209	Vide du maa, tilforn vi To saae jevnlig hinanden,
210	Førend han stævned til Troernes Land, hvor ogsaa de andre
211	Drotter af Argos begave sig hen paa bugede Skibe;
212	Siden har aldrig Odysses jeg seet, han mig ikke heller.
213	Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
214	Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
215	Efter hvad Moder har sagt, er jeg Søn af ham, men med Vished
216	Veed jeg det ei; af sig selv kan Ingen jo kjende sin Herkomst.
217	Gid jeg heller var Søn af en Mand, som føiet af Lykken
218	Sad i sit Hjem ved sin Eie, naar Alderen listed sig paa ham!
219	Nu er den meest usalige Mand, som fødtes i Verden,
220	Fader til mig, har man sagt; thi derom det var jo du spurgte.
221	Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
222	Guderne gav dig en Slægt, hvis Navn ei glemmes i Fremtid,
223	Siden en Søn som du blev født af Penelopeia.
224	Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
225	Hvad er det her for en Suus og Duus? hvad er der paafærde?
226	Høitidsfest eller Bryllup? thi knap er det Sammenskudsgilde,
227	Saadan en kaad og skammelig Færd de tykkes mig drive
228	Her er ved dit Bord i din Sal; en skikkelig Mand maa jo harmes,
229	Naar paa det samme han kommer, og seer det uteerlige Væsen.
230	Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
231	Fremmede Mand! da om dette du spørger og fritter mig nøie,
232	Viid da, fordum imedens endnu hiin Mand var i Landet,
233	Da turde vel man kalde vort Huus bemidlet og anseet;
234	Nu har samtlige Guder vort Held omskiftet til Vanheld,
235	Reent de lod ham forsvinde, som aldrig en Mand er forsvunden;
236	Selv hans Død jeg mig ei saa nær havde taget til Hjerte,
237	Hvis han i Troernes Land var blegnet i Kredsen af Landsmænd,
238	Eller i Vennernes Arme, naar Krigen han alt havde udstridt;
239	Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi,
240	Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid;
241	Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder,
242	Ingen ham saae eller hørte, han svandt, og Jammer og Klage
243	Levned han mig; dog ikke for ham alene jeg græmmes
244	Dybt i Sind, nei! andre Bekymringer Guderne gav mig.
245	Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
246	Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos,
247	Alle de Drotter desuden, som herske paa Ithakas Fjeldøe,
248	Frie hver Een til min Moder, og haardt medtage de Huset.
249	Selv hun hverken formaaer det skændige Bryllup at afslaae,
250	Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen
251	Reent vort Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt.
252	Greben af Ynk og Harm gjensvarede Pallas Athene:
253	Ha! hvor trænger du svart til den Fader, du savned saa længe,
254	At han paa Beilernes nedrige Flok strax Haand kunde lægge!
255	Gid han paastand kom hid, og stod i Døren til Salen,
256	Væbnet med Hjelm og Skjold, og i Haand to dygtige Landser,
257	Ligesaa kraftig som fordum, da først vi stifted Bekjendtskab
258	Hjemme hos os i vor Sal, hvor froe sit Bæger han tømte!
259	Just fra Ephyra tilbage han kom paa en Reise til Illus,
260	Mermeros' Søn, til hvem paa et løbende Skib han var seilet
261	Efter en dræbende Gift, som han ønsked sig, for at bestryge
262	Malmbebraadede Pile dermed; dog Illus sig vægred
263	Plat ved at give ham den, af Grune for de salige Guder;
264	Men af min Fader, som elsked ham høit, han fik hvad han søgte. -
265	Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
266	Brad for dem Alle da blev deres Død og beedsk deres Bryllup
267	Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler,
268	Om til sit Hjem han kommer, og Hevn over Synderne tager
269	Her i sit Huus, eller ei; dog nu maa vel du betænke,
270	Hvad du vil gjøre, for Beilernes Sværm af Huset at jage.
271	Vel! saa mærk paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte!
272	Stævn imorgen til Thing Achaiernes ypperste Herrer!
273	Tag saa Bladet fra Mund, og kræv hver Guddom til Vidne!
274	Beilerne byde du skal, Enhver til Sit at fortrække;
275	Men er din Moder betagen af Lyst at faae sig en Husbond,
276	Vel! saa drage til Borgen hun hjem til sin mægtige Fader,
277	Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
278	Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
279	Dig formaner jeg stærkt, om ellers mit Raad du vil følge,
280	Rust et Skib, det bedste du kan, med en fuld Snees Roerfolk,
281	Reis saa bort, at spørge dig for om din savnede Fader,
282	Om nogen Dødelig giver dig Nys, eller mulig du hører
283	Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
284	Først du drage til Pylos, at spørge den ædelig Nestor,
285	Derfra til Sparta du gaae til den Guldhaars Drot Menelaos,
286	Som af Achaiernes Kæmper er sidst hjemkommen fra Krigen.
287	Hører du nu, at han lever, og alt er paa Reise til Hjemmet,
288	Da skal et Aar endnu du din Qval taalmodigen bære;
289	Men om Du hører, at alt han er død og kommen af Dage,
290	Vend da tilbage paastand til din elskede fædrene Hjemstavn,
291	Kast en Høi til hans Minde, og hold en glimrende Liigfærd,
292	Som det er Skjel og Skik, og giv din Moder en Husbond!
293	Men naar du dette har gjort, og Alt tilbørlig er fuldbragt,
294	Da maa du ret betænke tilgavns i dit Sind og dit Hjerte,
295	Hvordan du Beilernes Flok i dit Huus af Dage vil bringe,
296	Enten ved List eller aabenlys Færd; thi slet det dig anstaaer
297	Nu som et Barn at tee dig, ei est du længer en Pebling.
298	Eller har ei du hørt, hvad Rye den Ædling Orestes
299	Vandt sig hos Mennesker alle, fordi han den Morder Aigisthos
300	Dræbte til Hevn, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader.
301	Saa, min Kjære! vær kjæk! som jeg seer du er fager og voxen,
302	At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter!
303	Nu er det bedst, jeg begiver mig ned til mit hurtige Fartøi
304	Og mine Svende, som knurre maaskee for jeg tøver saa længe.
305	Tænk nu du paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte!
306	Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
307	Fremmede Mand! saa kjærlig til mig har du talet i Sandhed,
308	Som til sin Søn en Fader, og aldrig dit Ord jeg skal glemme.
309	Tøv dog et Korn endnu, hvor stærkt du haster med Reisen,
310	At du kan qvæges ved Bad, og ret forfrisket i Hjertet
311	Glad i Hu kan begive dig ned til dit Skib med en Gave,
312	Skjøn og af stor Værdie; til Erindring om mig du den gjemme,
313	Som det er Skik mellem Venner, der kjærligen gjæste hinanden!
314	Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
315	Hold ei længer mig op, min Hu staaer stærkt til at reise!
316	Men den Foræring, som nu dit venlige Sind mig har tiltænkt,
317	Den kan jeg faae, naar jeg kommer igjen, og bringe den hjem med;
318	Vælg den saa prægtig du vil, jeg skal rigelig give dig Gjengjeld.
319	Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
320	Brat som en Fugl, der stikker i Skye, men ham hun i Barmen
321	Mod og Kraft havde lagt, og vakt hans Hu til at tænke
322	Meer paa sin Fader end før; men da dette han klart havde fattet,
323	Skjalv han i Sind, thi det bares ham for, at en Gud havde viist sig.
324	Strax til Beilernes Kreds henilte den deilige Yngling;
325	Her den fortrinlige Skjald slog Strengen og qvad, mens de Andre
326	Sad og lyttede taust; om den Jammer han sang, som Athene
327	Lod Achaierne times, da hjem de styred fra Troia.
328	Men da Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia,
329	Hørte den deilige Sang som hun sad i sit Høienloftskammer,
330	Ned ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset.
331	Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
332	Og da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
333	Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
334	Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør.
335	En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side,
336	Flux til den hellige Skjald med grædende Taarer hun talte:
337	Phemios! mangen fortryllende Sang kan ellers du synge,
338	Qvad om Guder og Mænd, hvis Bedrifter af Skjaldene prises;
339	En af disse du synge for Mændene her mens de drikke
340	Taust deres Viin, men stands en Sang, som saa sørgelig lyder!
341	Dybt i mit inderste Hjerte det skjær mig saa tit jeg den hører,
342	Meest af Alle maa jeg med ulidelig Kummer jo drages,
343	Jeg som savner saa herlig en Mand, og mindes bestandig
344	Helten, hvis Rye sig har bredt over Hellas og Argos saa vide.
345	Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde:
346	Moder! hvorfor vil du laste den elskede Skjald at han synger
347	Her os til Gammen, som Sindet ham byder det; aldrig er Skjalden
348	Skyld i Sligt, men Zeus, thi ham det er jo, som giver
349	Jordens opfindsomme Mænd hvad Enhver især han vil unde.
350	Ei er det sært, at vor Skjald besynger Danaernes Vanheld,
351	Det er jo Menneskens Viis den Sang fortrinlig at prise,
352	Som er det nyeste Qvad, der de Lyttende kommer for Øren;
353	Hærd da dit Sind og dit Hjerte til saadanne Viser at høre!
354	Ei var Odysses den eneste Mand, som forliste sin Hjemfærd
355	Hist i Troia; af Dage jo kom mangfoldige Flere.
356	Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset,
357	Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder
358	Røgte med Flid deres Dont! os Mænd at tale sig anstaaer,
359	Meest af Alle dog mig, thi min er Magten i Huset.
360	Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer,
361	Da hun paa Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale;
362	Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
363	Der for Odysses sin Husbond hun græd, til Pallas Athene
364	Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
365	Beilerne støied og larmed nu lydt i den skyggende Høisal,
366	Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie.
367	Først den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde:
368	I som begjære min Moder til Viv, hovmodige Herrer!
369	Lader os her i vort Lag os nu forlyste ved Maaltid
370	Uden at støie! det er dog saa sødt at høre paa Skjalden,
371	Naar det er saadan en Skjald med en Røst som himmelske Guder.
372	Saa vil imorgen til Thinge vi gaae, og samles tilhobe,
373	For at jeg frit og frankt kan der Eder sige min Mening,
374	At I skal rømme mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
375	Tære hvad selv I har, og Gilderne holde paa Skifte.
376	Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
377	At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
378	Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
379	Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
380	Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
381	Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig,
382	Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig.
383	Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
384	Eia! forvist har Guderne selv, Telemachos! lært dig
385	Høit at hæve din Røst, og djervt at tage til Orde!
386	Blot Kronion dig ei indsætter til Drot paa vort Øland,
387	Som er dit fædrene Rige forsand ifølge din Herkomst!
388	Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
389	Finder du ogsaa det sært, Antinoos! naar jeg forsikkrer,
390	Gjerne jeg ønsker mig dette, om ellers mig Zeus det forunder?
391	Eller betragter du Sligt maaskee som det Værste paa Jorden?
392	Det er dog ei saa ilde, som Drot et Land at beherske;
393	Rigt er snart hans Palads, og selv han stiger i Hæder.
394	Dog af Achaiske Drotter der findes jo mange foruden
395	Unge saavelsom bedagede Mænd paa Ithakas Øland;
396	Een af dem være Drot, da min Fader er kommen af Dage,
397	Men i mit Huus vil jeg raade, og selv være Drot for de Trælle,
398	Som mig den Ædling Odysses tilkæmpede fordum paa Krigstog.
399	Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
400	End i Gudernes Skjød, Telemachos! hviler det vistnok,
401	Hvem af Achaierne herske der skal paa Ithakas Øland.
402	Dog i dit Huus du selv være Drot, og beholde din Eie!
403	Aldrig en Mand der komme, som vover med Vold dig at røve
404	Noget af hvad der er dit, mens Folk paa Ithaka bygge!
405	Dog om din Gjæst, min Kjære! jeg ønskede nok dig at spørge:
406	Hvor er den Mand dog fra? hvad Lands Affødning i Verden
407	Kalder han sig? og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn?
408	Har han maaskee dig Tidende bragt om din Faders Igjenkomst?
409	Hvad eller kom han hid, for selv et Ærind at røgte?
410	Hvor han dog brat brød op og gik, som om han Bekjendtskab
411	Skyede! han tyktes dog sandelig ei vantreven af Aasyn.
412	Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
413	Ak, Eurymachos! tabt er forsand min Faders Igjenkomst!
414	Ei vil herefter jeg Tidende troe, hvorfra den saa kommer,
415	Heller ei agte det mindste paa Sandsagn, hvilke min Moder
416	Spørger saa flittigen om, naar til Huset hun kalder en Spaamand.
417	Manden, du spørger mig om, er fra Taphos, en fædrene Gjæstven,
418	Helten Anchialos' Søn han er, selv hedder han Mentes,
419	Og han er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk.
420	Saa han talte, dog vidste han grandt, at hiin var en Guddom.
421	Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange,
422	Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme,
423	Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften;
424	Hver gik da til sit Hjem, og lagde sig der til at sove.
425	Men til sit Kammer begav sig Telemachos; høit var det opbygt
426	I den anseelige Gaard paa en Plads med den frieste Udsigt;
427	Did til sit Leie han gik, af Tanker hans Sind var bevæget.
428	Ham Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
429	Lyste med blussende Fakkel i Haand, den kjærlige Gamle,
430	Hvem Laertes engang, da hun stod i sin feireste Ungdom,
431	Havde sig kjøbt for Qvæg, hun kosted ham Høveder tyve,
432	Og i sit Huus han saa høit som sin høviske Viv hende skatted;
433	Dog hendes Leie han skyede, for ei at krænke sin Hustrue;
434	Hun den blussende Fakkel ham bar; af samtlige Terner
435	Elskede hun ham meest, og hæged ham da han var lille.
436	Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer,
437	Satte sig hen paa sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført,
438	Flyede han strax den i Haand til den gamle forsynlige Qvinde.
439	Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder,
440	Tæt ved den smuktudsnittede Seng paa en Knag hun den hængte,
441	Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb
442	Døren hun efter sig trak, og Slaaen med Remmen hun fremskjød.
443	Hyllet i Tæpper af Uld han laae nu Natten igjennem,
444	Tænkende stærkt paa den Fart, hvortil ham Athene formaned.
	[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>