[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> | |
Odysseen 1. Sang | |
Gudernes Forsamling. Athenes Formaning til Telemachos. | |
1 | Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked |
2 | Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia, |
3 | Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende; |
4 | Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod, |
5 | Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst; |
6 | Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte, |
7 | Thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd, |
8 | Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds |
9 | Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved. |
10 | Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle! |
11 | Alt var de øvrige Mænd, som den grusomme Død havde sparet, |
12 | Komne til Huus og Hjem efter Farer i Krig og paa Bølge; |
13 | Ham alene, som savned saa svart sit Huus og sin Hustrue, |
14 | Holdt en Gudinde tilbage, den værdige Nymphe Kalypso, |
15 | Hist i de hvælvede Grotter, og ønsked sig Manden til Husbond. |
16 | Men da det Aar i Tidernes Løb omsider var kommet, |
17 | Da det af Guderne var ham bestemt at vende tilbage, |
18 | Hjem til Ithakas Øe, selv da blev han midt mellem Landsmænd |
19 | Ei forskaanet for Kamp; dog samtlige Guder ham ynked, |
20 | Uden Poseidon alene, thi gram i Hu han bestandig |
21 | Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen. |
22 | Guden var fjernt reist bort, Aithioperne vilde han gjæste; |
23 | Yderst paa Jorden de boe i tvende forskjellige Stammer, |
24 | Deels hvor Solen ved Grye staaer op, og deels hvor den daler; |
25 | Festhekatomber af Oxer og Lam bivaane han vilde. |
26 | Der heel froe ved Gildet han sad, mens de øvrige Guder |
27 | Hist hos Olymperen Zeus i Sal havde samlet sig alle. |
28 | Først til Orde nu tog hiin Guders og Menneskers Fader, |
29 | Just som Aigisthos i Tanke ham randt, den glimrende Fyrste, |
30 | Hvem Agamemnons navnkundige Søn Orestes ihjelslog; |
31 | Kommende ham ihu han saa blandt Guderne talte: |
32 | Ha! hvor gjerne dog Menneskens Slægt anklager os Guder! |
33 | Jammeren, sige de, kommer fra os, og selv dog alene |
34 | Ved deres Synder mod Ret og Skjel de volde sig Sorger, |
35 | Ligesom nys Aigisthos mod Ret og Skjel Agamemnons |
36 | Viv tilægte sig tog, og myrded ham selv ved hans Hjemkomst, |
37 | Skjøndt han vidste sin Straf, da vi selv ham vared itide; |
38 | Ned vi skikked Hermeias, den speidende Argosbetvinger, |
39 | At han dog ei skulde slaae ham ihjel, eller ægte hans Hustrue, |
40 | Thi af Orestes engang skulde Atreus's Søn vorde hevnet, |
41 | Naar han var voxen til Mand, og sit fædrene Rige begjærte. |
42 | Dette ham sagde Hermeias, dog ei han rokked Aigisthos, |
43 | Skjøndt til hans Bedste han raaded, og nu har han bødet for Alting. |
44 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
45 | O vor Fader Kronion! du Drot over Drotter tilhobe! |
46 | Ja! han faldt, og tilvisse sin Død han ærlig fortjente; |
47 | Døe som han hver Mand, der til lignende Daad sig formaster! |
48 | Men i mit Hjerte det skjær mig for Helten den stakkels Odysseus, |
49 | Han som skilt fra de Kjære saa lang Tid martres af Kummer |
50 | Hist paa den havomskyllede Øe; som en Navle paa Dybet |
51 | Stikker den frem bevoxet med Skov; der boer en Gudinde |
52 | Datter af Atlas, den snedige Gud, som kjender tilfulde |
53 | Samtlige Dybder i Havet, og ene de mægtige Støtter |
54 | Løfter i Veiret, som Himmelen vidt adskille fra Jorden. |
55 | Datter af ham forsinker den arme bedrøvede Konning, |
56 | Smigrende for ham bestandig med sød indsmidskende Tale, |
57 | At han skal glemme sit Ithakas Øe; men Helten Odysseus |
58 | Inderlig længes at see blot Røgen igjen fra hans Hjemland |
59 | Fare mod Skye; ja Døden han ønsker sig; røres dit Hjerte |
60 | Ei omsider, Olympiske Drot! har Odysses da fordum |
61 | Ei ved Argeiernes Skibe dig bragt behageligt Offer |
62 | Hist i Troernes Land? hvorfor er da Zeus ham saa harmfuld? |
63 | Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde: |
64 | Kjæreste Barn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række? |
65 | Hvor var det muligt, at jeg kunde Helten Odysses forglemme, |
66 | Som i Forstand staaer høit over Mænd, og stadig sit Offer |
67 | Bragte de salige Guder, som boe paa Himmelen vide! |
68 | Dog bestandig imod ham den Jordomslynger Poseidon |
69 | Fnyser af Harm, fordi hans Søn Polyphemos han blinded, |
70 | Hiin Kyklop, der stærk som en Gud i vældige Kræfter |
71 | Staaer over alle Kykloper; hans Moder er Nymphen Thoosa, |
72 | Datter af Phorkys, en raadende Drot i Havet det golde; |
73 | Hist i de hvælvede Grotter Poseidon i Favn hende trykked. |
74 | Derfor Poseidon er vred, og hvorvel Jordrysteren sparer |
75 | Helten Odysses's Liv, han tumler ham fjernt fra hans Hjemstavn. |
76 | Dog velan! lad os samtlige her betænke, hvorlunde |
77 | Helten kan naae sit Hjem, og da vil Poseidon tilvisse |
78 | Mildne sin Harm, thi ei vil de salige Guder han trodse, |
79 | Ei vil alene han noget formaae mod os Alle tilhobe. |
80 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
81 | O vor Fader Kronion, du Drot over Drotter tilhobe! |
82 | Hvis det da virkelig nu behager de salige Guder, |
83 | At til sit Hjem omsider den Helt Odysses skal komme, |
84 | Lad saa Hermeias os flux, Budbringeren, Argos's Bane, |
85 | Skikke herfra til Ogygias Øe, at den haarfagre Nymphe |
86 | Snart kundgjøre han kan vor urokkelig faste Beslutning, |
87 | At til sit Hjem Odysses, den kraftige Kæmpe, skal drage. |
88 | Selv vil jeg gaae til Ithaka hen, at hans Søn ved min Tale |
89 | Meer opflinke jeg kan, og Mod i Bringen ham sætte. |
90 | Stævne han skal til Thing de haarfagre Mænd af Achaia, |
91 | Der skal han Beilernes Sværm forbyde sit Huus, da de daglig |
92 | Slagte for Fode hans Faar og dorskfremvraltende Hornqvæg. |
93 | Saa vil til Sparta jeg sende ham hen og det sandede Pylos, |
94 | For at han der kan spørge sig for om Faderens Hjemfærd, |
95 | Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde. |
96 | Strax som dette var talt, hun bandt under Foden de gyldne |
97 | Deilige himmelske Saaler, som bar hende hen over Havet |
98 | Og over Jorderig vide saa snelt som Pustet af Vinden; |
99 | Greb saa sin mægtige Landse, beslagen med stingende Malmod, |
100 | Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække |
101 | Fylker af Mænd, paa hvem hun er gram, den Vældiges Datter; |
102 | Og i en Fart hun ned sig svang fra høien Olympos. |
103 | Brat paa Ithakas Øe hun stod ved Odysses's Borgport |
104 | Ude paa Tærsklen til Gaarden, og holdt i Haanden sit Malmspær, |
105 | Mentes hun ligned, den Taphiske Drot, der var kommen som Fremmed. |
106 | Udenfor Døren hun traf de trodsige Beileres Skare, |
107 | Just som tilsammen de mored sig der med at spille med Smaasteen, |
108 | Magelig strakte paa Huder af Qvæg, som de selv havde slagtet. |
109 | Travlt gik baade Herolder omkring og driftige Svende, |
110 | Nogle beblandede Viin med Vand i forsvarlige Kummer, |
111 | Andre, som Bordene først afskured med hullede Svampe, |
112 | Stilled dem frem paa Rad, og skifted den yppige Suulmad. |
113 | Først af Alle den fagre Telemachos øined Gudinden; |
114 | Midt blandt Beilernes Flok han sad, mismodig i Hjertet, |
115 | Grundende dybt paa det mulige Træf, om hans herlige Fader |
116 | Kom til sit Hjem, og Beilernes Sværm adsplitted i Huset, |
117 | Selv annammed sin Hæder, og raaded igjen for sin Velstand. |
118 | Grublende saa han hos Beilerne sad, da saae han Athene; |
119 | Strax han ilte til Porten, ret ærgerlig stemt i sit Hjerte, |
120 | At man den fremmede Gjæst lod staae ved Døren saa længe; |
121 | Trædende nær hendes Haand han greb, og tog hendes Malmspær, |
122 | Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden: |
123 | Hil dig, fremmede Mand! velkommen os vær ved et Maaltid |
124 | Først du tilgode dig gjøre! saa nævn os siden dit Ærind! |
125 | Talende saa gik selv han foran, og Gudinden ham fulgte. |
126 | Men da de treen under Tag, og stod i Salen den høie, |
127 | Tog han Landsen, og stilled den op til en kneisende Sule |
128 | Ind i det prunkende Vaabenlukaf, hvor Landser i Mængde |
129 | Stod, dem Odysses, den haardføre Helt, havde der i Forvaring. |
130 | Derpaa han bød hende Plads paa den smuktudsnittede Throne, |
131 | Som var med Linned belagt, og ved Fødderne stod der en Skammel, |
132 | Og til sig selv en stadselig Stol ved Siden han satte |
133 | Borte fra Beilernes Sværm, at hans Gjæst i den kaade Forsamling |
134 | Ei skulde plages med Bulder og Støi, og væmmes ved Maden, |
135 | Og at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader. |
136 | En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden |
137 | Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning |
138 | Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord. |
139 | Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter, |
140 | Hvilke hun stilled paa Bord, meddelende mildt hvad hun havde. |
141 | Fade med alskens Suul indbar i Salen en Madsvend, |
142 | Satte dem frem, og stilled paa Bord forgyldte Pokaler, |
143 | Og en Herold gik om, som med Viin dem flittigen fyldte. |
144 | Ind nu Beilerne treen, og strax de trodsige Herrer |
145 | Tog deres Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre. |
146 | Flux indfandt sig Herolder, som Vand over Hænderne gjød dem; |
147 | Ternerne flinkt opstablede Brød i Kurve paa Bordet, |
148 | Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen. |
149 | Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked; |
150 | Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, |
151 | Beeilernes Hu sig strax til anden Forlystelse vendte, |
152 | Sang og Spil og Dands, thi Sligt er en Pryd for et Gilde. |
153 | Strax en Herold da flyede den prægtige Cithar til Skjalden |
154 | Phemios, han som for Beilerne sang nødtvungen ved Gilde; |
155 | Rask han i Strengene greb, og sin yndige Sang han begyndte. |
156 | Men til Gudinden Athene Telemachos vendte sin Tale, |
157 | Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre: |
158 | Fremmede! tag ei fortrydelig op, hvad nu jeg vil sige! |
159 | Hine har nu til Cithar og Sang henvendt deres Tanker; |
160 | Det har de godt ved, de tære jo frit paa fremmed Mands Velstand, |
161 | Medens hans hvidlige Been etsteds henslængte paa Landjord |
162 | Smuldre for Regn og Slud, eller rulles i Havet af Bølgen. |
163 | Dog hvis Ithakas Kyst igjen de saae ham betræde, |
164 | Vist langt heller de ønsked sig da rapløbende Fødder, |
165 | End at beriges med kosteligt Guld og prægtige Klæder. |
166 | Dog han er død en sørgelig Død, og nu er der ingen |
167 | Trøst for os, om endog en dødelig Mand os forkyndte, |
168 | At han vil komme med Tiden, thi reent fortabt er hans Hjemfærd. |
169 | Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! |
170 | Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Land, og af hvilke Forældre? |
171 | Hvad for et Skib har ført dig herhid? hvorledes har Søfolk |
172 | Bragt dig til Ithakas Øe? og for hvem udgive sig disse? |
173 | Thi du est ei kommen vandrende hid paa din Fod, kan jeg tænke. |
174 | Ogsaa du dette mig sige forsand, at jeg faaer det at vide, |
175 | Kom du til Øen fornys, eller gjæsted du fordum min Fader? |
176 | Dengang vort Huus af fremmede Folk saa flittig besøgtes; |
177 | Thi han var selv en huld omgængelig Mand imod Alle. |
178 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
179 | Dette jeg sige dig vil, og tale den skæreste Sandhed. |
180 | Helten Anchialos' Søn jeg er, selv hedder jeg Mentes, |
181 | Og jeg er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk; |
182 | Hid er jeg kommen fornys med Skib og Mænd paa en Reise |
183 | Vidt over Bølgerne blaae til et Folk, hvis Sprog er mig fremmed; |
184 | Malm fra Temesa for blinkende Jern tiltuske jeg vil mig. |
185 | Ude ved Kysten mit Skib jeg har lagt et Stykke fra Staden |
186 | Hist i den Rheitriske Bugt under Neion den skovklædte Klippe. |
187 | Fædrene Gjæsteforbundne fra fjernere Old vi hinanden |
188 | Stolt kan kalde; ja spørg kun ad, naar engang du besøger |
189 | Gamle Laertes, som aldrig, saa hører jeg, sætter i Staden |
190 | Meer sine Been, men græmmes i Eensomhed ude paa Landet |
191 | Blot med en aldrende Qvinde, som Mad og Drikke paa Bordet |
192 | Sætter ham, naar han har krøbet omkring i sin frodige Viingaard |
193 | Syslende der saalænge, til Lemmerne grebes af Træthed. |
194 | Nu begav jeg mig hid, da det blev mig fortalt, at din Fader |
195 | Alt var her i sit Land; dog Guderne sinke hans Reise. |
196 | Ei endnu han paa Jorden er død, den Ædling Odysseus, |
197 | Nei! i Behold er han fangen etsteds paa vildene Havdyb |
198 | Fjernt paa en Holm i Bølgernes Skjød, hvor grusomme Vildmænd |
199 | Holde med Tvang ham fast, og ei vil lade ham reise. |
200 | Dog en Bebudelse nævne jeg vil, saaledes som Guder |
201 | Selv mig gav den i Sind, og som den forvist vorder opfyldt, |
202 | Skjøndt ei Seer jeg er, eller klog paa Fuglenes Jertegn. |
203 | Nu ret længe forvist han ei fra sin elskede Hjemstavn |
204 | Borte forbliver, om end man i Lænker af Jern havde lagt ham, |
205 | Snild som han er, udtænker han nok et Middel til Hjemkomst. |
206 | Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! |
207 | Du som alt er saa stor, est du virkelig Søn af Odysseus? |
208 | Slaaende ligner du ham af Hoved og deilige Øine. |
209 | Vide du maa, tilforn vi To saae jevnlig hinanden, |
210 | Førend han stævned til Troernes Land, hvor ogsaa de andre |
211 | Drotter af Argos begave sig hen paa bugede Skibe; |
212 | Siden har aldrig Odysses jeg seet, han mig ikke heller. |
213 | Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: |
214 | Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig. |
215 | Efter hvad Moder har sagt, er jeg Søn af ham, men med Vished |
216 | Veed jeg det ei; af sig selv kan Ingen jo kjende sin Herkomst. |
217 | Gid jeg heller var Søn af en Mand, som føiet af Lykken |
218 | Sad i sit Hjem ved sin Eie, naar Alderen listed sig paa ham! |
219 | Nu er den meest usalige Mand, som fødtes i Verden, |
220 | Fader til mig, har man sagt; thi derom det var jo du spurgte. |
221 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
222 | Guderne gav dig en Slægt, hvis Navn ei glemmes i Fremtid, |
223 | Siden en Søn som du blev født af Penelopeia. |
224 | Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed! |
225 | Hvad er det her for en Suus og Duus? hvad er der paafærde? |
226 | Høitidsfest eller Bryllup? thi knap er det Sammenskudsgilde, |
227 | Saadan en kaad og skammelig Færd de tykkes mig drive |
228 | Her er ved dit Bord i din Sal; en skikkelig Mand maa jo harmes, |
229 | Naar paa det samme han kommer, og seer det uteerlige Væsen. |
230 | Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: |
231 | Fremmede Mand! da om dette du spørger og fritter mig nøie, |
232 | Viid da, fordum imedens endnu hiin Mand var i Landet, |
233 | Da turde vel man kalde vort Huus bemidlet og anseet; |
234 | Nu har samtlige Guder vort Held omskiftet til Vanheld, |
235 | Reent de lod ham forsvinde, som aldrig en Mand er forsvunden; |
236 | Selv hans Død jeg mig ei saa nær havde taget til Hjerte, |
237 | Hvis han i Troernes Land var blegnet i Kredsen af Landsmænd, |
238 | Eller i Vennernes Arme, naar Krigen han alt havde udstridt; |
239 | Alt Achaiernes Folk havde da ham tuet en Gravhøi, |
240 | Og et berømmeligt Navn han sin Søn havde levnet i Fremtid; |
241 | Nu Harpyerne veired ham bort, og røved hans Hæder, |
242 | Ingen ham saae eller hørte, han svandt, og Jammer og Klage |
243 | Levned han mig; dog ikke for ham alene jeg græmmes |
244 | Dybt i Sind, nei! andre Bekymringer Guderne gav mig. |
245 | Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom, |
246 | Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos, |
247 | Alle de Drotter desuden, som herske paa Ithakas Fjeldøe, |
248 | Frie hver Een til min Moder, og haardt medtage de Huset. |
249 | Selv hun hverken formaaer det skændige Bryllup at afslaae, |
250 | Eller at ende den Færd; men hine forøde ved Fraadsen |
251 | Reent vort Huus, og mig selv ret snart ombringe de voldsomt. |
252 | Greben af Ynk og Harm gjensvarede Pallas Athene: |
253 | Ha! hvor trænger du svart til den Fader, du savned saa længe, |
254 | At han paa Beilernes nedrige Flok strax Haand kunde lægge! |
255 | Gid han paastand kom hid, og stod i Døren til Salen, |
256 | Væbnet med Hjelm og Skjold, og i Haand to dygtige Landser, |
257 | Ligesaa kraftig som fordum, da først vi stifted Bekjendtskab |
258 | Hjemme hos os i vor Sal, hvor froe sit Bæger han tømte! |
259 | Just fra Ephyra tilbage han kom paa en Reise til Illus, |
260 | Mermeros' Søn, til hvem paa et løbende Skib han var seilet |
261 | Efter en dræbende Gift, som han ønsked sig, for at bestryge |
262 | Malmbebraadede Pile dermed; dog Illus sig vægred |
263 | Plat ved at give ham den, af Grune for de salige Guder; |
264 | Men af min Fader, som elsked ham høit, han fik hvad han søgte. - |
265 | Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen, |
266 | Brad for dem Alle da blev deres Død og beedsk deres Bryllup |
267 | Dog i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler, |
268 | Om til sit Hjem han kommer, og Hevn over Synderne tager |
269 | Her i sit Huus, eller ei; dog nu maa vel du betænke, |
270 | Hvad du vil gjøre, for Beilernes Sværm af Huset at jage. |
271 | Vel! saa mærk paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte! |
272 | Stævn imorgen til Thing Achaiernes ypperste Herrer! |
273 | Tag saa Bladet fra Mund, og kræv hver Guddom til Vidne! |
274 | Beilerne byde du skal, Enhver til Sit at fortrække; |
275 | Men er din Moder betagen af Lyst at faae sig en Husbond, |
276 | Vel! saa drage til Borgen hun hjem til sin mægtige Fader, |
277 | Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr, |
278 | Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift. |
279 | Dig formaner jeg stærkt, om ellers mit Raad du vil følge, |
280 | Rust et Skib, det bedste du kan, med en fuld Snees Roerfolk, |
281 | Reis saa bort, at spørge dig for om din savnede Fader, |
282 | Om nogen Dødelig giver dig Nys, eller mulig du hører |
283 | Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden. |
284 | Først du drage til Pylos, at spørge den ædelig Nestor, |
285 | Derfra til Sparta du gaae til den Guldhaars Drot Menelaos, |
286 | Som af Achaiernes Kæmper er sidst hjemkommen fra Krigen. |
287 | Hører du nu, at han lever, og alt er paa Reise til Hjemmet, |
288 | Da skal et Aar endnu du din Qval taalmodigen bære; |
289 | Men om Du hører, at alt han er død og kommen af Dage, |
290 | Vend da tilbage paastand til din elskede fædrene Hjemstavn, |
291 | Kast en Høi til hans Minde, og hold en glimrende Liigfærd, |
292 | Som det er Skjel og Skik, og giv din Moder en Husbond! |
293 | Men naar du dette har gjort, og Alt tilbørlig er fuldbragt, |
294 | Da maa du ret betænke tilgavns i dit Sind og dit Hjerte, |
295 | Hvordan du Beilernes Flok i dit Huus af Dage vil bringe, |
296 | Enten ved List eller aabenlys Færd; thi slet det dig anstaaer |
297 | Nu som et Barn at tee dig, ei est du længer en Pebling. |
298 | Eller har ei du hørt, hvad Rye den Ædling Orestes |
299 | Vandt sig hos Mennesker alle, fordi han den Morder Aigisthos |
300 | Dræbte til Hevn, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader. |
301 | Saa, min Kjære! vær kjæk! som jeg seer du er fager og voxen, |
302 | At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter! |
303 | Nu er det bedst, jeg begiver mig ned til mit hurtige Fartøi |
304 | Og mine Svende, som knurre maaskee for jeg tøver saa længe. |
305 | Tænk nu du paa mit Ord, og læg min Formaning paa Hjerte! |
306 | Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: |
307 | Fremmede Mand! saa kjærlig til mig har du talet i Sandhed, |
308 | Som til sin Søn en Fader, og aldrig dit Ord jeg skal glemme. |
309 | Tøv dog et Korn endnu, hvor stærkt du haster med Reisen, |
310 | At du kan qvæges ved Bad, og ret forfrisket i Hjertet |
311 | Glad i Hu kan begive dig ned til dit Skib med en Gave, |
312 | Skjøn og af stor Værdie; til Erindring om mig du den gjemme, |
313 | Som det er Skik mellem Venner, der kjærligen gjæste hinanden! |
314 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
315 | Hold ei længer mig op, min Hu staaer stærkt til at reise! |
316 | Men den Foræring, som nu dit venlige Sind mig har tiltænkt, |
317 | Den kan jeg faae, naar jeg kommer igjen, og bringe den hjem med; |
318 | Vælg den saa prægtig du vil, jeg skal rigelig give dig Gjengjeld. |
319 | Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas |
320 | Brat som en Fugl, der stikker i Skye, men ham hun i Barmen |
321 | Mod og Kraft havde lagt, og vakt hans Hu til at tænke |
322 | Meer paa sin Fader end før; men da dette han klart havde fattet, |
323 | Skjalv han i Sind, thi det bares ham for, at en Gud havde viist sig. |
324 | Strax til Beilernes Kreds henilte den deilige Yngling; |
325 | Her den fortrinlige Skjald slog Strengen og qvad, mens de Andre |
326 | Sad og lyttede taust; om den Jammer han sang, som Athene |
327 | Lod Achaierne times, da hjem de styred fra Troia. |
328 | Men da Ikarios' Datter, den kløgtige Penelopeia, |
329 | Hørte den deilige Sang som hun sad i sit Høienloftskammer, |
330 | Ned ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset. |
331 | Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte, |
332 | Og da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare, |
333 | Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal, |
334 | Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør. |
335 | En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side, |
336 | Flux til den hellige Skjald med grædende Taarer hun talte: |
337 | Phemios! mangen fortryllende Sang kan ellers du synge, |
338 | Qvad om Guder og Mænd, hvis Bedrifter af Skjaldene prises; |
339 | En af disse du synge for Mændene her mens de drikke |
340 | Taust deres Viin, men stands en Sang, som saa sørgelig lyder! |
341 | Dybt i mit inderste Hjerte det skjær mig saa tit jeg den hører, |
342 | Meest af Alle maa jeg med ulidelig Kummer jo drages, |
343 | Jeg som savner saa herlig en Mand, og mindes bestandig |
344 | Helten, hvis Rye sig har bredt over Hellas og Argos saa vide. |
345 | Og den forstandige Svend Telemachos svared saalunde: |
346 | Moder! hvorfor vil du laste den elskede Skjald at han synger |
347 | Her os til Gammen, som Sindet ham byder det; aldrig er Skjalden |
348 | Skyld i Sligt, men Zeus, thi ham det er jo, som giver |
349 | Jordens opfindsomme Mænd hvad Enhver især han vil unde. |
350 | Ei er det sært, at vor Skjald besynger Danaernes Vanheld, |
351 | Det er jo Menneskens Viis den Sang fortrinlig at prise, |
352 | Som er det nyeste Qvad, der de Lyttende kommer for Øren; |
353 | Hærd da dit Sind og dit Hjerte til saadanne Viser at høre! |
354 | Ei var Odysses den eneste Mand, som forliste sin Hjemfærd |
355 | Hist i Troia; af Dage jo kom mangfoldige Flere. |
356 | Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset, |
357 | Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder |
358 | Røgte med Flid deres Dont! os Mænd at tale sig anstaaer, |
359 | Meest af Alle dog mig, thi min er Magten i Huset. |
360 | Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer, |
361 | Da hun paa Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale; |
362 | Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen, |
363 | Der for Odysses sin Husbond hun græd, til Pallas Athene |
364 | Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer. |
365 | Beilerne støied og larmed nu lydt i den skyggende Høisal, |
366 | Inderlig ønsked Enhver at dele den Yndiges Leie. |
367 | Først den forstandige Svend Telemachos tog nu til Orde: |
368 | I som begjære min Moder til Viv, hovmodige Herrer! |
369 | Lader os her i vort Lag os nu forlyste ved Maaltid |
370 | Uden at støie! det er dog saa sødt at høre paa Skjalden, |
371 | Naar det er saadan en Skjald med en Røst som himmelske Guder. |
372 | Saa vil imorgen til Thinge vi gaae, og samles tilhobe, |
373 | For at jeg frit og frankt kan der Eder sige min Mening, |
374 | At I skal rømme mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre, |
375 | Tære hvad selv I har, og Gilderne holde paa Skifte. |
376 | Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde, |
377 | At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes, |
378 | Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder, |
379 | Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld, |
380 | Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe. |
381 | Saa han taled, og Alle med Tand i Læberne beed sig, |
382 | Over Telemachos studsed de svart, at han talte saa dristig. |
383 | Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes: |
384 | Eia! forvist har Guderne selv, Telemachos! lært dig |
385 | Høit at hæve din Røst, og djervt at tage til Orde! |
386 | Blot Kronion dig ei indsætter til Drot paa vort Øland, |
387 | Som er dit fædrene Rige forsand ifølge din Herkomst! |
388 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
389 | Finder du ogsaa det sært, Antinoos! naar jeg forsikkrer, |
390 | Gjerne jeg ønsker mig dette, om ellers mig Zeus det forunder? |
391 | Eller betragter du Sligt maaskee som det Værste paa Jorden? |
392 | Det er dog ei saa ilde, som Drot et Land at beherske; |
393 | Rigt er snart hans Palads, og selv han stiger i Hæder. |
394 | Dog af Achaiske Drotter der findes jo mange foruden |
395 | Unge saavelsom bedagede Mænd paa Ithakas Øland; |
396 | Een af dem være Drot, da min Fader er kommen af Dage, |
397 | Men i mit Huus vil jeg raade, og selv være Drot for de Trælle, |
398 | Som mig den Ædling Odysses tilkæmpede fordum paa Krigstog. |
399 | Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar: |
400 | End i Gudernes Skjød, Telemachos! hviler det vistnok, |
401 | Hvem af Achaierne herske der skal paa Ithakas Øland. |
402 | Dog i dit Huus du selv være Drot, og beholde din Eie! |
403 | Aldrig en Mand der komme, som vover med Vold dig at røve |
404 | Noget af hvad der er dit, mens Folk paa Ithaka bygge! |
405 | Dog om din Gjæst, min Kjære! jeg ønskede nok dig at spørge: |
406 | Hvor er den Mand dog fra? hvad Lands Affødning i Verden |
407 | Kalder han sig? og hvor er hans Slægt og fædrene Hjemstavn? |
408 | Har han maaskee dig Tidende bragt om din Faders Igjenkomst? |
409 | Hvad eller kom han hid, for selv et Ærind at røgte? |
410 | Hvor han dog brat brød op og gik, som om han Bekjendtskab |
411 | Skyede! han tyktes dog sandelig ei vantreven af Aasyn. |
412 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
413 | Ak, Eurymachos! tabt er forsand min Faders Igjenkomst! |
414 | Ei vil herefter jeg Tidende troe, hvorfra den saa kommer, |
415 | Heller ei agte det mindste paa Sandsagn, hvilke min Moder |
416 | Spørger saa flittigen om, naar til Huset hun kalder en Spaamand. |
417 | Manden, du spørger mig om, er fra Taphos, en fædrene Gjæstven, |
418 | Helten Anchialos' Søn han er, selv hedder han Mentes, |
419 | Og han er Drot for Taphiske Mænd, flinkroende Søfolk. |
420 | Saa han talte, dog vidste han grandt, at hiin var en Guddom. |
421 | Beilerne vendte sig atter til Dands og lystige Sange, |
422 | Mored sig godt, og tøvede der til Aftenens Komme, |
423 | Og som de mored sig bedst, frembrød den skumrende Aften; |
424 | Hver gik da til sit Hjem, og lagde sig der til at sove. |
425 | Men til sit Kammer begav sig Telemachos; høit var det opbygt |
426 | I den anseelige Gaard paa en Plads med den frieste Udsigt; |
427 | Did til sit Leie han gik, af Tanker hans Sind var bevæget. |
428 | Ham Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor, |
429 | Lyste med blussende Fakkel i Haand, den kjærlige Gamle, |
430 | Hvem Laertes engang, da hun stod i sin feireste Ungdom, |
431 | Havde sig kjøbt for Qvæg, hun kosted ham Høveder tyve, |
432 | Og i sit Huus han saa høit som sin høviske Viv hende skatted; |
433 | Dog hendes Leie han skyede, for ei at krænke sin Hustrue; |
434 | Hun den blussende Fakkel ham bar; af samtlige Terner |
435 | Elskede hun ham meest, og hæged ham da han var lille. |
436 | Døren han aabnede selv til sit fastopbyggede Kammer, |
437 | Satte sig hen paa sin Seng, og da Kjortlen han havde sig afført, |
438 | Flyede han strax den i Haand til den gamle forsynlige Qvinde. |
439 | Og da hun havde den glattet og lagt i de rigtige Folder, |
440 | Tæt ved den smuktudsnittede Seng paa en Knag hun den hængte, |
441 | Gik saa af Kammeret ud, og fast med det sølverne Haandgreb |
442 | Døren hun efter sig trak, og Slaaen med Remmen hun fremskjød. |
443 | Hyllet i Tæpper af Uld han laae nu Natten igjennem, |
444 | Tænkende stærkt paa den Fart, hvortil ham Athene formaned. |
[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> |