<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> | |
Odysseen 2. Sang | |
Ithakesernes Forsamling. Telemachos' Bortreise. | |
1 | Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, |
2 | Stod Odysses's elskede Søn strax op fra sit Leie; |
3 | Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte, |
4 | Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler, |
5 | Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned. |
6 | Derpaa befoel han strax høimælede Folkeherolder, |
7 | Sammen at stævne til Thing de haarfagre Mænd af Achaia, |
8 | Hine dem stævnede flux, og snart gav Mændene Møde; |
9 | Og da saa Folket var samlet, og stod i Vrimmel paa Thinget, |
10 | Iilte til Torvet han hen, med et Spyd af Malm i sin Høire, |
11 | Ei alene, ham fulgte paa Vei rapfodede Hunde; |
12 | Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed. |
13 | Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling, |
14 | Drotterne vege ham Plads, og paa Faderens Stol han sig satte. |
15 | Først i Kredsen den Drot Aigyptios tog nu til Orde; |
16 | Alt var han kroget af Alderens Tryk, men rig paa Erfaring; |
17 | En af hans Sønner, en Kriger saa bold, var paa bugede Skibe |
18 | Fulgt med Odysses paa Tog til det hestopfostrende Troia, |
19 | Antiphos var hans Navn, men den vilde Kyklop havde dræbt ham |
20 | Hist i den hvælvede Hule, og ædt ham sidst ved sit Maaltid; |
21 | Tre han havde foruden: Eurynomos var i de kaade |
22 | Beileres Tal, og de To bestyrede Faderens Landgods; |
23 | Hiin han glemte dog aldrig, og dybt han bejamred hans Henfart; |
24 | Nu med Taarer i Øiet sin Røst han hæved og sagde: |
25 | Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige! |
26 | Aldrig endnu blev der her holdt Thing eller folkeligt Møde, |
27 | Siden Odysses den Helt drog bort med de bugede Skibe. |
28 | Hvo har da stævnet os hid? og hvo har, enten af yngre |
29 | Eller af aldrende Mænd saa trykkende Sag paa sit Hjerte? |
30 | Mon han om Fiender, som true vort Land, har spurgt noget Budskab, |
31 | Hvilket han her vil os melde som den, der først det erfared? |
32 | Eller mon Andet til Landsmænds Tarv han paa Thing vil forkynde? |
33 | Brav er Manden forvist; Held følge ham! gid i sin Naade |
34 | Zeus fuldbyrde hvad Godt somhelst han i Sindet har udtænkt! |
35 | Talt; det heldbebudende Ord Telemachos glæded. |
36 | Ei blev han siddende længe, hans Hu ham drev til at tale; |
37 | Frem i Kredsen han stod, og en Stav i Haanden ham rakte |
38 | Strax Herolden Peisenor, en Mand baade viis og erfaren. |
39 | Derpaa han først henvendte sit Ord til Gubben, og udbrød: |
40 | Ei er den Mand just fjern, snart selv du seer ham, min Gubbe! |
41 | Som har til Thing Eder kaldt; jeg selv meest pines af Kummer. |
42 | Ei har om Fiender, som true vort Land, jeg spurgt noget Budskab, |
43 | Hvilket jeg her kunde melde som den, der først det erfared, |
44 | Heller ei Andet til Landsmænds Tarv vil paa Thing jeg forkynde. |
45 | Nei! det er eget Behov hjemsøgt er mit Huus af en dobbelt |
46 | Sorg; først misted jeg jo min herlige Fader, som fordum |
47 | Eder behersked som Drot, og var mild som en Fader mod Alle; |
48 | Nu har en argere Nød mig ramt, som snart vil forstyrre |
49 | Huset i Bund og Grund, og gjøre til Intet vor Velstand. |
50 | Beilere trænge sig ind paa min Moder imod hendes Villie, |
51 | Samtlige Sønner af Mænd, som her for de Ypperste gjælde. |
52 | Ei de beqvemme sig kan til at gaae til Ikarios' Bolig, |
53 | At hendes Fader da selv kunde give sin Datter med Udstyr |
54 | Efter Behag til den Mand, som hued ham bedst af dem Alle. |
55 | Nei! Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle, |
56 | Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte |
57 | Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde, |
58 | Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes, |
59 | Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værne mod Ufærd. |
60 | Jeg er for svag til at værge mod Sligt, og vist jeg herefter |
61 | Bliver en Stakkel som nu, kun maadelig vant til at kæmpe. |
62 | Gjerne forsand jeg værged, saafremt jeg mægted og evned, |
63 | Thi der forøves utaalelig Færd, og Huset tilgrunde |
64 | Gaaer paa den lumpneste Viis; erkjender da selv Eders Uret! |
65 | Blues i Sindet for Andre, for Nabofolk og for Grander |
66 | Rundt paa Ithakas Øe, og skjælver for Gudernes Vrede! |
67 | Snart Eders Lod omskifte de kan af Harm over Brøden. |
68 | Eder besværger jeg høit ved Olymperen Zeus og ved Themis, |
69 | Hun som sætter og hæver hvert Thing, hvor Mændene raadslaae; |
70 | Standser den Færd, mine Venner og lader den Sorg, som mig piner, |
71 | Være mig nok! med mindre min herlige Fader Odysseus |
72 | Fordum maaskee mishandled Achaiernes Helte med Forsæt, |
73 | Og det er Hevn, at I nu hans Søn mishandle til Gjengjeld, |
74 | Eggende her dem til Vold; langt bedre forvist var jeg faren, |
75 | Om det var Eder, som aad mit liggende Gods og mit Fæmon; |
76 | Thi var det Eder, som aad det, da fik jeg mulig Erstatning, |
77 | Naar i vor Bye jeg vandrede rundt, og trygled saalænge, |
78 | Krævende Bod for mit Gods, til fuld Opreisning mig gaves. |
79 | Nu derimod paa mit Sind en ubodelig Sorg I mig vælte. |
80 | Saa med Harme han talte; til Jord nedslængte han Staven, |
81 | Bristende lydt i Graad, og rørt blev Folket af Medynk. |
82 | Hele den øvrige Kreds sad taus, der var Ingen, som nænte |
83 | Heftige Ord at give til Svar paa Telemachos' Tale. |
84 | Kun Antinoos svared igjen, og talte saalunde: |
85 | Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale! |
86 | Os udskamme du tør, og en Klik paa vort Navn vil du sætte! |
87 | Kast ei Skylden for Sligt paa Beilerne her af Achaia, |
88 | Skylden er ene din Moders, som ei har i Rænker sin Mage. |
89 | Alt er det Aaringer tre, og snart udløber den fjerde, |
90 | At hun Achaiernes Hjerte har listigen vidst at bedaare; |
91 | Alle hun holder med Haab, og Enhver hun lover det Bedste, |
92 | Skikkende Bud omkring, dog staae hendes Tanker til Andet. |
93 | Dertil hun følgende List udrugede lumsk i sit Hjerte: |
94 | Op hun stilled sin Væv, og et Liin hun vov sig i Høiloft, |
95 | Fiint og umaadelig stort, og til os strax efter hun talte: |
96 | Ynglinger! I som begjære min Haand, da Odysses er afdød! |
97 | Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge, |
98 | Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde! |
99 | Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time, |
100 | Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe. |
101 | Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye, |
102 | Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb. |
103 | Saa hun taled, og daare sig lod vore mandige Hjerter. |
104 | Stadig nu sad hun om Dagen, og vov paa Linet det brede, |
105 | Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagværk. |
106 | Aaringer tre hun dulgte sin List, og Achaierne gjekked, |
107 | Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne, |
108 | Kom der en Terne, som vidste Besked, og røbed os Sagen; |
109 | Selv vi greb hende da, som det skinnende Lagen hun oprev. |
110 | Færdigt hun maatte da væve sit Liin, saa nødig hun vilde. |
111 | Derfor dig Beilerne give til Svar, for at selv du det vide |
112 | Kan i dit Sind, og Achaiernes Folk kan vide det ogsaa: |
113 | Skik din Moder af Huset, og byd hende tage tilægte |
114 | Hvem hendes Fader bestemmer, og bedst hun lider til Husbond. |
115 | Dog hvis længe hun end Achaiernes Drotter vil drille, |
116 | Tænkende blot paa de Gaver, Athene saa rigt hende skjenked, |
117 | Kosteligt Arbeid at virke med Kunst, et ypperligt Snille, |
118 | Og saa forslagen en List, at Mage man aldrig om Oldtids |
119 | Haarfagre Qvinder har hørt, som leved tilforn i Achaia, |
120 | Ei om Tyro, Alkmene, den smukbekrandste Mykene, |
121 | Ingen af disse til Rænker var snild som Penelopeia; |
122 | Heldigt forsand er dog ei det Sned, som her hun har udtænkt, |
123 | Thi paa dit Gods og din Eie vi her saalænge vil tære, |
124 | Som hun endnu beholder det Sind, de salige Guder |
125 | Nu har i Barm hende lagt, et berømmeligt Rygte hun vistnok |
126 | Skaffer sig selv, men dig et mærkeligt Skaar i din Velstand; |
127 | Hverken vi hjem til vort Huus eller andenstedshen ville drage, |
128 | Før af Achaierne her hun tager til Mand hvem hun lyster. |
129 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
130 | Nei! af mit Huus kan jeg aldrig, Antinoos hende forjage, |
131 | Som mig har baaret og diet; i fremmede Lande min Fader |
132 | Lever, om ei han er død, men haardt det var at erlægge |
133 | Bod til Ikarios nu, naar jeg selv forstødte min Moder. |
134 | Af hendes Fader en Skam jeg fik, og Qvaler foruden |
135 | Gav mig en Gud, naar min Moder til Rædselsgudinderne raabte |
136 | Naar hun forlod mit Huus; og til Spee for Mennesker alle |
137 | Maatte jeg gaae; nei aldrig det Ord over Læben mig kommer. |
138 | Dog, hvis selv I blues i Sind ved den Færd I bedrive, |
139 | Rømmer da strax mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre, |
140 | Tærer hvad selv I har, og lad Gilderne holde paa Skifte! |
141 | Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde, |
142 | At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes, |
143 | Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder, |
144 | Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld, |
145 | Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe. |
146 | Saa Telemachos taled; Fjernskueren Zeus i det samme |
147 | Sendte fra Fjeldenes Aas to Ørne paa Flugt fra det Høie. |
148 | Først en Stund for den pustende Vind fremsvæved de stille, |
149 | Flyvende tæt ved hinanden paa bredtudspilede Vinger, |
150 | Men da de flagrede hen tværsover det skingrende Thingsted, |
151 | Svang de sig brat i Kreds, mens høit de med Vingerne klappred, |
152 | Stirred paa Mændenes Hoveder ned og bebuded dem Ufærd; |
153 | Og da med Kløerne selv de sig Hals og Kind havde flænget, |
154 | Fløi mod Høire de bort over Byen og Mændenes Huse. |
155 | Alle, som Fuglene saae, bleve svart af Rædsel betagne, |
156 | Dybt de grunded i Sind, hvad Sligt vel skulde bebude. |
157 | Ordet i Kredsen da tog den bedagede Helt Halitherses, |
158 | Søn af Mastor, thi snildt som ei nogen Mand af hans Samtid |
159 | Fuglenes Tegn han at tyde forstod og Skjebner at tolke; |
160 | Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem: |
161 | Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige! |
162 | Først og fremmest til Beilerne dog jeg vender min Tale, |
163 | Da der mod dem fremvælder et Uveir. Ei vil Odysseus |
164 | Længe forblive fra Frænder og Hjem; etsteds i vor Nærhed |
165 | Færdes han alt, og pønser paa Beilernes blodige Henfart; |
166 | Og af os Andre tillige, som boe paa Ithakas Fjeldøe, |
167 | Mange vil times en Ynk; thi lader forinden os raadslaae |
168 | Her, hvordan vi dem styre til Skik; ja selv de sig ogsaa |
169 | Styre, thi visselig snart for dem selv vil de finde det tjenligst. |
170 | Ei udygtig jeg er til at spaae, nei grandt jeg forstaaer det; |
171 | Sige jeg tør, at Alt vorder nu fuldbyrdet for Manden, |
172 | Hvad jeg ham spaaede den Stund Argeiernes Kæmper til Troia |
173 | Seilede bort, og med dem den sindrige Konning Odysseus; |
174 | Drages han skulde med Trængsler, hver Mand af sit Følge forlise, |
175 | Dog i det tyvende Aar han igjen til sit Hjem skulde komme, |
176 | Ei af et Menneske kjendt, og nu fuldkommes det ganske. |
177 | Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar: |
178 | Gamle! du skulde forføie dig hjem, og Skjebnen forkynde |
179 | For dine Børn, at med Tiden der ei tilstøder dem Vanheld! |
180 | Selv langt bedre jeg mægter end du dette Varsel at tyde; |
181 | Under den lysende Sol der jo flyver en Vrimmel af Fugle, |
182 | Ei tilhobe de varsle; men fjernt herfra har Odysseus |
183 | Livet forliist; gid selv du som han var kommen af Dage! |
184 | Saa var man fri for at høre din evige Snakken om Sandsagn; |
185 | Heller ei vilde du da i hans Harm Telemachos styrke, |
186 | Lurende her, om maaskee til dit Huus han gav en Foræring. |
187 | Dog jeg vil sige dig noget, som visselig vorder iværksat: |
188 | Hvis du, gammel og graae som du est, og rig paa Erfaring, |
189 | Her ved din Skvalder forfører den Yngre til heftige Haansord, |
190 | Da vil det først for ham selv kun vorde saa meget desværre, |
191 | Og han vil ei mod Mændene her udrette det mindste, |
192 | Dernæst en Bod paalægge vi dig, saa dit Hjerte, du Gamle! |
193 | Vaande sig skal derover, en følelig Sorg skal det vorde. |
194 | Men for den hele Forsamling jeg selv vil Telemachos raade, |
195 | At han skal byde sin Moder til Faderens Bolig at drage; |
196 | Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr, |
197 | Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift. |
198 | Før ophøre dog ei, tør jeg troe, Achaiernes Herrer |
199 | Med den besværlige Beilen; thi ei er vi bange for Nogen, |
200 | Selv for Telemachos ei, om han end er aldrig saa snaksom, |
201 | Ligesaalidt som vi agte paa Sandsagn, hvilke du, Gamle! |
202 | Tolker i Vind og Veir; kun meer forhadt du os vorder. |
203 | Ubarmhjertig hans Gods fortære vi vil, og Erstatning |
204 | Aldrig han faaer, saalænge som hun for Achaiernes Sønner |
205 | Nøler med Bryllup; men ventende her fra Dage til Dage |
206 | Dyste vi vil om den Fagre, og ei til Qvinder forresten |
207 | Drage, dem nemt Enhver af os kunde faae sig til Hustrue. |
208 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
209 | Hør Eurymachos du! og I Beilere bolde tilhobe! |
210 | Ei om dette med Ord eller Bøn jeg til Eder mig vender, |
211 | Guderne selv og Achaiernes Folk jo kjende det noksom. |
212 | Giver mig blot et løbende Skib og en fuld Snees Roerfolk, |
213 | Som paa en Reise befordre mig kan baade frem og tilbage, |
214 | Da jeg til Sparta nu agter mig hen og det sandede Pylos; |
215 | Der vil jeg spørge mig for om min savnede Faders Igjenkomst, |
216 | Om nogen Dødelig giver mig Nys, eller mulig jeg hører |
217 | Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden. |
218 | Hører jeg saa, at han lever, og alt er paa Reisen til Hjemmet, |
219 | Da vil et Aar endnu jeg min Qval taalmodigen bære; |
220 | Men om jeg hører, at alt han er død og kommen af Dage, |
221 | Vender tilbage jeg strax til min elskede fædrene Hjemstavn, |
222 | Kaster en Høi til hans Minde, og holder en glimrende Liigfærd, |
223 | Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond. |
224 | Saa han taled, og satte sig ned; frem stod da for Folket |
225 | Mentor, en redelig Ven af den herlige Konning Odysseus. |
226 | Hele sit Huus han ham havde betroet, da han seiled fra Hjemmet, |
227 | Lystre man skulde den Gamle, og han skulde vare paa Godset. |
228 | Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem: |
229 | Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige! |
230 | Aldrig der herske herefter en mild, huldsalig og venlig |
231 | Kongstavførende Drot med et Sind, som agter paa Retfærd, |
232 | Barsk i sit Ord og grum i sin Færd bestandig han være, |
233 | Siden at Ingen bevarer i Hu den Ædling Odysseus |
234 | Her i det Folk, han styred tilforn med faderlig Ømhed! |
235 | Ei saameget endda jeg de trodsige Beilere laster, |
236 | At de med nedrige Rænker i Hu Voldsgjerninger øve, |
237 | Thi deres Hoveder vove de jo, idet de forstyrre |
238 | Huset med Vold i den Troe, at Odysses umulig kan komme. |
239 | Men paa det øvrige Folk er jeg opbragt, at I tilhobe |
240 | Mælet har tabt, og ei med et Ord har prøvet at standse |
241 | Beilernes Færd, da de dog ere faa, og I er saa mange. |
242 | Ham Leiokritos svared igjen, en Søn af Euenor: |
243 | Mentor! du barske, vanvittige Mand! hvad var det du sagde? |
244 | Folket du raader at standse vor Færd dog haardt vil det holde |
245 | Selv for talrige Mænd at stride med os ved vort Maaltid. |
246 | Treen selv Ithakas Drot Odysses herind paa det samme, |
247 | Medens tilbords vi sad i hans Sal, vi Beilere stolte, |
248 | Og det i Sindet ham kom, os ud af Borgen at jage, |
249 | Da skulde visselig ei hans Viv, hvor meget hun længes, |
250 | Glæde sig over hans Komme, thi gruelig Død han sig hented, |
251 | Selv om han mandstærk kom; men du heel taabelig snakker. |
252 | Folket nu sprede sig ad, og Enhver til Sit sig forføie! |
253 | Lad Halitherses og Mentor fremskynde Telemachos' Reise, |
254 | Da de fra fjernere Old er hans Faders fortrolige Venner; |
255 | Længe, jeg troer dog, vil her han endnu paa Ithaka sidde, |
256 | Og efter Tidender spørge; den Fart vorder aldrig iværksat. |
257 | Saa Leiokritos taled, og hæved den raske Forsamling. |
258 | Mændene spredte sig ad, og Enhver til sit Huus sig forføied, |
259 | Men til Odysses's Borg begav sig Beilernes Skare. |
260 | Ned Telemachos vandred i Løn til Bredden af Havet, |
261 | Tvætted sin Haand i det graalige Vand, og bad til Athene: |
262 | Hør mig, du himmelske Gud, som igaar kom hjem til min Bolig, |
263 | Og mig befoel at fare paa Skib henover de mørkblaae |
264 | Bølger, at høre mig for om min savnede Faders Igjenkomst. |
265 | Denne min Id er Achaierne nu tilsinds at forhindre, |
266 | Beilerne dog fornemlig, de frækt huserende Voldsmænd. |
267 | Bedende talte han saa, da nærmed sig Pallas Athene, |
268 | Mentor livagtig hun ligned paa Mælet og Legemets Bygning, |
269 | Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde: |
270 | Ei, Telemachos! feig eller dum skal du vorde med Tiden, |
271 | Gjødes dig ellers i Barm din Faders fortrinlige Manddom, |
272 | Saadan som han med Kraft udførte sin Daad og sin Tale; |
273 | Ei da vorder omsonst eller ufuldbyrdet din Reise. |
274 | Men est du ei en Søn af ham og af Penelopeia, |
275 | Aldrig da haabe jeg tør, at iværk du sætter dit Anslag. |
276 | Sjelden man Sønnerne seer deres Fader i Dygtighed ligne, |
277 | Jevnligen arte de ud, kun yderlig faa vorde bedre. |
278 | Dog naar hverken du feig eller dum vil vorde med Tiden, |
279 | Og du est ei saa ganske forladt af Odysses's Snildhed, |
280 | Da er der visselig Haab, at iværk du sætter dit Anslag. |
281 | Bryd dig ei om Beilernes Raad og nedrige Rænker, |
282 | Taabelig er deres Id, de har hverken Forstand eller Retsind; |
283 | Ei om Døden de drømme og Dødsens sorte Gudinde, |
284 | Alt dog stunder det stærkt ad den Dag, da de alle skal bløde. |
285 | Reisen, din Hu staaer til, skal ei ret længe forhales, |
286 | Saadan en fædrene Ven du eier i mig, at jeg gjerne |
287 | Ruster dig ud et løbende Skib, og paa Veien dig følger. |
288 | Gak til Huset nu hjem, og færdes i Beilernes Samfund! |
289 | Sørg for Kost til vort Tog, og gjem den varlig i Kister, |
290 | Fyld os Krukker med Viin, pak dygtige Poser af Læder |
291 | Fulde med Meel, som er Mændenes Marv, mens selv jeg af Folket |
292 | Sanker i Hast frivillige Mænd, og af Skibe der ligger |
293 | Rundt om Kysten en Mængde ved Ithaka, nye med gamle; |
294 | Et af disse jeg søger os ud, som mig tykkes det bedste, |
295 | Snart er det kant og klart, da gaae vi ad vildene Vande. |
296 | Saaledes taled Athene, hiin Datter af Zeus, og ved Stranden |
297 | Ei Telemachos nøled, da Guddommens Stemme han hørte. |
298 | Strax til Huset han skyndte sig hjem, mismodig i Hjertet; |
299 | Der han Beilerne traf; paa Gaarden de dristige Herrer |
300 | Syslede travlt; her svede de Flesk, hist flaaede de Geder. |
301 | Strax med et Smiil paa Læben Antinoos gik ham imøde, |
302 | Trykkede fast hans Haand, tog Ordet og talte saalunde: |
303 | Hør! høirøstede Svend, halsstarrige! vær dog herefter |
304 | Ei bekymret i Sind for Ondt, enten Ord eller Gjerning! |
305 | Nei! vær munter, og spiis og drik som ellers du pleied! |
306 | Nu skal Achaierne sørge for Alt hvad du ønsker saa heftig, |
307 | Skib og dygtige Folk til at roe, at snart du kan drage |
308 | Bort til det hellige Pylos, at spørge dig for om din Fader. |
309 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
310 | Nei! blandt Mænd saa kaade som I er det plat mig umuligt, |
311 | Taus at sidde tilbords, og i Mag tilgode mig gjøre. |
312 | Beilere! var det ei nok, at tilforn min prægtige Velstand |
313 | Rask I fraadsed mig op, saalænge jeg end var en Pebling! |
314 | Nu da jeg stor er vorden, og tit i Tale med Andre |
315 | Hører hvad Væsen I drev, og mit Mod i Barmen mig voxer, |
316 | Nu vil mod Eder jeg vække de rædsomme Dødsens Gudinder, |
317 | Enten til Pylos jeg gaaer, eller her jeg i Landet forbliver. |
318 | Bort jeg maa, ei vorder det Tant med den Reise, jeg nævned, |
319 | Skjøndt jeg maa hyre mig Snekke, thi ei over Skib eller Roerfolk |
320 | Raader jeg her, saaledes I selv har jo fundet det tjenligst. |
321 | Talt; og ud af Antinoos' Haand sin Haand han med Lempe |
322 | Drog; nu Beilerne travlt i Huset beredte sig Maaltid, |
323 | Medens de spodsk ham haaned og gave ham spydige Gluffer. |
324 | Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød: |
325 | Ret for Alvor os nu Telemachos staaer efter Livet; |
326 | Enten vil Hjelpere hid fra det sandede Pylos han føre, |
327 | Eller endog fra Sparta, og derfor han er saa forhippet, |
328 | Eller maaskee han endog til Ephyra, det frugtbare Landskab, |
329 | Agter at gaae, for der en dræbende Gift sig at hente, |
330 | Blande den lumsk med Vinen i Skaal, og os myrde tilhobe. |
331 | Strax en Anden til Orde da tog af de trodsige Knøse: |
332 | Eller han selv, hvo veed, naar han flakker paa løbende Fartøi |
333 | Fjernt fra Hjemmet omkring, forliser sit Liv som Odysseus. |
334 | Meer Uleilighed da han forsand os her vilde skaffe, |
335 | Inden vi alt hans Gods fik deelt; kun Huset alene |
336 | Levned Hans Moder vi da, eller den, hun kaarer til Husbond. |
337 | Talt; men ned Telemachos steg i Faderens Kjelder, |
338 | Hvælvet og dyb og bred, hvor Dynger af Guld og af Kobber |
339 | Gjemtes, og Klæder i Skriin, og en Rigdom af duftende Olie. |
340 | Fade tillige der stod med en Viin baade gammel og liflig, |
341 | Det var en reen guddommelig Drik, som gjemtes i disse. |
342 | Langs med Væggen de stode paa Rad, om mulig Odysseus |
343 | Trods mangfoldige Farer igjen til sit Huus skulde komme. |
344 | Tømret af dygtige Fjæler var Kjelderens Dør, og dens Fløie |
345 | Lukkede fast; baade Dag og Nat en Fadebuursterne, |
346 | Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor, |
347 | Færdedes her; aarvaagent og snildt hun førte sit Opsyn. |
348 | Hende til Kammerset kaldte Telemachos nu og begyndte: |
349 | Hør, du kjære Morlil! nogle Dunke med Viin du mig fylde! |
350 | Tag af den, som er sødest næst efter den Viin, du saa nænsom |
351 | Gjemmer i Haab om at see den usalige Konning Odysseus |
352 | Her i sit Huus, undsluppen fra Døden og Dødsens Gudinder. |
353 | Tolv du mig fylde med Viin, og vel med Laag du dem spundse! |
354 | Dertil du pakke mig Meel i fasttilrimpede Poser, |
355 | Toti Maal af det fineste Meel, som Qværnen har knuset! |
356 | Tael dog ikke derom, og hav det alt i Beredskab! |
357 | Henimod Aften skal selv jeg hente det af, naar min Moder |
358 | Op i Høienloftskammeret gaaer, og til Roe sig forføier; |
359 | Viid, til Sparta jeg agter mig hen og det sandede Pylos, |
360 | Der vil jeg spørge mig for om min elskede Faders Igjenkomst. |
361 | Talt; i Taarer da brast Eurykleia, den kjærlige Amme, |
362 | Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde: |
363 | Elskede Søn! hvordan er du dog paa saadanne Tanker |
364 | Falden? hvorfor vil paa Reise du gaae i Verden saa vide? |
365 | Du min elskte, min eneste Søn! siden Helten Odysseus |
366 | Fjernt fra sit Hjem hos fremmede Folk er kommen af Dage. |
367 | Reiser du bort, vil Beilerne strax dig berede det Værste, |
368 | Lumsk vil de tage dit Liv, og mellem sig skifte din Eie. |
369 | Bliv da her i Roe ved dit Gods! Du behøver jo ikke |
370 | Qval dig at hente paa flakkende Fart over Havet det golde. |
371 | Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared: |
372 | Gamle! vær rolig! ei uden en Gud min Beslutning er fattet. |
373 | Sværg mig blot, at ei du derom til min Moder vil tale, |
374 | Førend at elleve Døgn eller tolv fra idag er forløbne, |
375 | Eller hun selv mig savner, og hører at bort jeg er dragen, |
376 | For at hun ei sin deilige Hud skal skæmme ved Taarer. |
377 | Saa han taled, og høit ved Guderne svor Eurykleia. |
378 | Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord, |
379 | Skyndte hun strax sig hen, og tyldede Vinen paa Dunke; |
380 | Derpaa hun pakkede Meel i fasttilrimpede Poser, |
381 | Medens til Salen Telemachos gik til Beilernes Samfund. |
382 | Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas, |
383 | Selv hun i Byen omkring i Telemachos' Skikkelse vanked; |
384 | Hen hun treen, og talte til hver en Mand, som hun mødte |
385 | Henimod Aften hun samles dem bød ved det hurtige Fartøi! |
386 | Men om det hurtige Skib hun selv anmoded Noemon, |
387 | Phronios' straalende Søn, og villig han lovede dette. |
388 | Da det saa lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes, |
389 | Drog hun paa Dyb det hurtige Skib, og bragte tillige |
390 | Stænger og Toug ombord, som de toftede Skibe dem bære. |
391 | Yderst ved Bugten hun lagde det qvær; de dygtige Svende |
392 | Stimlede did, og Gudinden dem selv opmuntred tilhobe. |
393 | Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas: |
394 | Flux hun skyndte sig hen til den Ædling Odysses's Kongsgaard, |
395 | Der over Beilernes Øine hun gjød den liflige Slummer, |
396 | Sands hun de Svirende røved, og slog dem af Haand deres Bægre. |
397 | Hjem gjennem Byen til Hvile de skyndte sig; ei de forbleve |
398 | Siddende længe, da Søvn paa Øinenes Laag dem var falden. |
399 | Men til Telemachos talte den lysblaaøiede Pallas, |
400 | Mentor livagtigen lig paa Mælet og Legemets Bygning, |
401 | Efterat først hun ud af den prægtige Sal havde kaldt ham: |
402 | Hør, Telemachos! alt dine beenbepandsrede Svende |
403 | Sidde paa Toft, og vente paa Vink fra dig for at lette. |
404 | Derfor afsted, og lader os ei forsinke vor Reise! |
405 | Saaledes taled Athene, med ilende Fjed hun foran ham |
406 | Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte. |
407 | Men da de ned vare komne til Skibet, som laae under Kysten, |
408 | Nede ved Stranden de samlede fandt de haarfagre Sømænd. |
409 | Derpaa den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem: |
410 | Kommer nu, Venner! og henter ombord vor Kost; i Paladset |
411 | Ligger tilrede den alt; ei veed min Moder det mindste, |
412 | Eller af Ternerne nogen; kun Een har Sagen erfaret. |
413 | Talende saa gik selv han foran; ham fulgte de Andre. |
414 | Kosten til Reisen de hented, og pakked forsynligen Alting |
415 | Ned i det toftede Skib, som Odysses's Søn dem befaled. |
416 | Derpaa Telemachos steg ombord, men først dog Athene; |
417 | Agter i Skuden hun satte sig ned, jevnsides Gudinden |
418 | Tog han Plads, og hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn, |
419 | Selv ombord de saa gik, og paa Tofterne toge de Sæde. |
420 | Pallas Athene dem skikked en føielig Kuling til Reisen, |
421 | Rask den lufted fra Vest paa de blaae høitpladskende Vande. |
422 | Derpaa Telemachos bød med lydelig Røst sine Svende, |
423 | Fat at tage paa Stænger og Toug, og flux de ham lystred. |
424 | Masten af Gran de haled tilveirs, i den borede Midtoft |
425 | Reiste de høit den paa Dæk, og fast de bandt den med Vanter, |
426 | Heised saa skinnende Seil med snoede Liner af Kohud. |
427 | Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger |
428 | Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad; |
429 | Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen. |
430 | Men da de Stænger og Toug i det tjærede Skib havde fastgjort, |
431 | Stillede Kummer de frem, som med Viin til Randen var fyldte, |
432 | Og for de salige Guder de stænkede Vinen til Offer, |
433 | Dog for Athene fornemlig, den lysblaaøiede Jomfrue. |
434 | Skibet ad Bølgerne løb baade Nat og dæmrende Morgen. |
<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> |