<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>

 Odysseen  2. Sang      
  
 Ithakesernes Forsamling. Telemachos' Bortreise.

1        Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
2    Stod Odysses's elskede Søn strax op fra sit Leie;
3    Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte,
4    Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler,
5    Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned.
6    Derpaa befoel han strax høimælede Folkeherolder,
7    Sammen at stævne til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
8    Hine dem stævnede flux, og snart gav Mændene Møde;
9    Og da saa Folket var samlet, og stod i Vrimmel paa Thinget,
10    Iilte til Torvet han hen, med et Spyd af Malm i sin Høire,
11    Ei alene, ham fulgte paa Vei rapfodede Hunde;
12    Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed.
13    Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling,
14    Drotterne vege ham Plads, og paa Faderens Stol han sig satte.
15        Først i Kredsen den Drot Aigyptios tog nu til Orde;
16    Alt var han kroget af Alderens Tryk, men rig paa Erfaring;
17    En af hans Sønner, en Kriger saa bold, var paa bugede Skibe
18    Fulgt med Odysses paa Tog til det hestopfostrende Troia,
19    Antiphos var hans Navn, men den vilde Kyklop havde dræbt ham
20    Hist i den hvælvede Hule, og ædt ham sidst ved sit Maaltid;
21    Tre han havde foruden: Eurynomos var i de kaade
22    Beileres Tal, og de To bestyrede Faderens Landgods;
23    Hiin han glemte dog aldrig, og dybt han bejamred hans Henfart;
24    Nu med Taarer i Øiet sin Røst han hæved og sagde:
25        Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
26    Aldrig endnu blev der her holdt Thing eller folkeligt Møde,
27    Siden Odysses den Helt drog bort med de bugede Skibe.
28    Hvo har da stævnet os hid? og hvo har, enten af yngre
29    Eller af aldrende Mænd saa trykkende Sag paa sit Hjerte?
30    Mon han om Fiender, som true vort Land, har spurgt noget Budskab,
31    Hvilket han her vil os melde som den, der først det erfared?
32    Eller mon Andet til Landsmænds Tarv han paa Thing vil forkynde?
33    Brav er Manden forvist; Held følge ham! gid i sin Naade
34    Zeus fuldbyrde hvad Godt somhelst han i Sindet har udtænkt!
35        Talt; det heldbebudende Ord Telemachos glæded.
36    Ei blev han siddende længe, hans Hu ham drev til at tale;
37    Frem i Kredsen han stod, og en Stav i Haanden ham rakte
38    Strax Herolden Peisenor, en Mand baade viis og erfaren.
39    Derpaa han først henvendte sit Ord til Gubben, og udbrød:
40        Ei er den Mand just fjern, snart selv du seer ham, min Gubbe!
41    Som har til Thing Eder kaldt; jeg selv meest pines af Kummer.
42    Ei har om Fiender, som true vort Land, jeg spurgt noget Budskab,
43    Hvilket jeg her kunde melde som den, der først det erfared,
44    Heller ei Andet til Landsmænds Tarv vil paa Thing jeg forkynde.
45    Nei! det er eget Behov hjemsøgt er mit Huus af en dobbelt
46    Sorg; først misted jeg jo min herlige Fader, som fordum
47    Eder behersked som Drot, og var mild som en Fader mod Alle;
48    Nu har en argere Nød mig ramt, som snart vil forstyrre
49    Huset i Bund og Grund, og gjøre til Intet vor Velstand.
50    Beilere trænge sig ind paa min Moder imod hendes Villie,
51    Samtlige Sønner af Mænd, som her for de Ypperste gjælde.
52    Ei de beqvemme sig kan til at gaae til Ikarios' Bolig,
53    At hendes Fader da selv kunde give sin Datter med Udstyr
54    Efter Behag til den Mand, som hued ham bedst af dem Alle.
55    Nei! Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle,
56    Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte
57    Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde,
58    Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes,
59    Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værne mod Ufærd.
60    Jeg er for svag til at værge mod Sligt, og vist jeg herefter
61    Bliver en Stakkel som nu, kun maadelig vant til at kæmpe.
62    Gjerne forsand jeg værged, saafremt jeg mægted og evned,
63    Thi der forøves utaalelig Færd, og Huset tilgrunde
64    Gaaer paa den lumpneste Viis; erkjender da selv Eders Uret!
65    Blues i Sindet for Andre, for Nabofolk og for Grander
66    Rundt paa Ithakas Øe, og skjælver for Gudernes Vrede!
67    Snart Eders Lod omskifte de kan af Harm over Brøden.
68    Eder besværger jeg høit ved Olymperen Zeus og ved Themis,
69    Hun som sætter og hæver hvert Thing, hvor Mændene raadslaae;
70    Standser den Færd, mine Venner og lader den Sorg, som mig piner,
71    Være mig nok! med mindre min herlige Fader Odysseus
72    Fordum maaskee mishandled Achaiernes Helte med Forsæt,
73    Og det er Hevn, at I nu hans Søn mishandle til Gjengjeld,
74    Eggende her dem til Vold; langt bedre forvist var jeg faren,
75    Om det var Eder, som aad mit liggende Gods og mit Fæmon;
76    Thi var det Eder, som aad det, da fik jeg mulig Erstatning,
77    Naar i vor Bye jeg vandrede rundt, og trygled saalænge,
78    Krævende Bod for mit Gods, til fuld Opreisning mig gaves.
79    Nu derimod paa mit Sind en ubodelig Sorg I mig vælte.
80        Saa med Harme han talte; til Jord nedslængte han Staven,
81    Bristende lydt i Graad, og rørt blev Folket af Medynk.
82    Hele den øvrige Kreds sad taus, der var Ingen, som nænte
83    Heftige Ord at give til Svar paa Telemachos' Tale.
84    Kun Antinoos svared igjen, og talte saalunde:
85        Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale!
86    Os udskamme du tør, og en Klik paa vort Navn vil du sætte!
87    Kast ei Skylden for Sligt paa Beilerne her af Achaia,
88    Skylden er ene din Moders, som ei har i Rænker sin Mage.
89    Alt er det Aaringer tre, og snart udløber den fjerde,
90    At hun Achaiernes Hjerte har listigen vidst at bedaare;
91    Alle hun holder med Haab, og Enhver hun lover det Bedste,
92    Skikkende Bud omkring, dog staae hendes Tanker til Andet.
93    Dertil hun følgende List udrugede lumsk i sit Hjerte:
94    Op hun stilled sin Væv, og et Liin hun vov sig i Høiloft,
95    Fiint og umaadelig stort, og til os strax efter hun talte:
96    Ynglinger! I som begjære min Haand, da Odysses er afdød!
97    Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge,
98    Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde!
99    Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time,
100    Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe.
101    Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye,
102    Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb.
103    Saa hun taled, og daare sig lod vore mandige Hjerter.
104    Stadig nu sad hun om Dagen, og vov paa Linet det brede,
105    Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagværk.
106    Aaringer tre hun dulgte sin List, og Achaierne gjekked,
107    Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne,
108    Kom der en Terne, som vidste Besked, og røbed os Sagen;
109    Selv vi greb hende da, som det skinnende Lagen hun oprev.
110    Færdigt hun maatte da væve sit Liin, saa nødig hun vilde.
111    Derfor dig Beilerne give til Svar, for at selv du det vide
112    Kan i dit Sind, og Achaiernes Folk kan vide det ogsaa:
113    Skik din Moder af Huset, og byd hende tage tilægte
114    Hvem hendes Fader bestemmer, og bedst hun lider til Husbond.
115    Dog hvis længe hun end Achaiernes Drotter vil drille,
116    Tænkende blot paa de Gaver, Athene saa rigt hende skjenked,
117    Kosteligt Arbeid at virke med Kunst, et ypperligt Snille,
118    Og saa forslagen en List, at Mage man aldrig om Oldtids
119    Haarfagre Qvinder har hørt, som leved tilforn i Achaia,
120    Ei om Tyro, Alkmene, den smukbekrandste Mykene,
121    Ingen af disse til Rænker var snild som Penelopeia;
122    Heldigt forsand er dog ei det Sned, som her hun har udtænkt,
123    Thi paa dit Gods og din Eie vi her saalænge vil tære,
124    Som hun endnu beholder det Sind, de salige Guder
125    Nu har i Barm hende lagt, et berømmeligt Rygte hun vistnok
126    Skaffer sig selv, men dig et mærkeligt Skaar i din Velstand;
127    Hverken vi hjem til vort Huus eller andenstedshen ville drage,
128    Før af Achaierne her hun tager til Mand hvem hun lyster.
129        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
130    Nei! af mit Huus kan jeg aldrig, Antinoos hende forjage,
131    Som mig har baaret og diet; i fremmede Lande min Fader
132    Lever, om ei han er død, men haardt det var at erlægge
133    Bod til Ikarios nu, naar jeg selv forstødte min Moder.
134    Af hendes Fader en Skam jeg fik, og Qvaler foruden
135    Gav mig en Gud, naar min Moder til Rædselsgudinderne raabte
136    Naar hun forlod mit Huus; og til Spee for Mennesker alle
137    Maatte jeg gaae; nei aldrig det Ord over Læben mig kommer.
138    Dog, hvis selv I blues i Sind ved den Færd I bedrive,
139    Rømmer da strax mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
140    Tærer hvad selv I har, og lad Gilderne holde paa Skifte!
141    Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
142    At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
143    Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
144    Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
145    Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
146        Saa Telemachos taled; Fjernskueren Zeus i det samme
147    Sendte fra Fjeldenes Aas to Ørne paa Flugt fra det Høie.
148    Først en Stund for den pustende Vind fremsvæved de stille,
149    Flyvende tæt ved hinanden paa bredtudspilede Vinger,
150    Men da de flagrede hen tværsover det skingrende Thingsted,
151    Svang de sig brat i Kreds, mens høit de med Vingerne klappred,
152    Stirred paa Mændenes Hoveder ned og bebuded dem Ufærd;
153    Og da med Kløerne selv de sig Hals og Kind havde flænget,
154    Fløi mod Høire de bort over Byen og Mændenes Huse.
155    Alle, som Fuglene saae, bleve svart af Rædsel betagne,
156    Dybt de grunded i Sind, hvad Sligt vel skulde bebude.
157    Ordet i Kredsen da tog den bedagede Helt Halitherses,
158    Søn af Mastor, thi snildt som ei nogen Mand af hans Samtid
159    Fuglenes Tegn han at tyde forstod og Skjebner at tolke;
160    Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
161        Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
162    Først og fremmest til Beilerne dog jeg vender min Tale,
163    Da der mod dem fremvælder et Uveir. Ei vil Odysseus
164    Længe forblive fra Frænder og Hjem; etsteds i vor Nærhed
165    Færdes han alt, og pønser paa Beilernes blodige Henfart;
166    Og af os Andre tillige, som boe paa Ithakas Fjeldøe,
167    Mange vil times en Ynk; thi lader forinden os raadslaae
168    Her, hvordan vi dem styre til Skik; ja selv de sig ogsaa
169    Styre, thi visselig snart for dem selv vil de finde det tjenligst.
170    Ei udygtig jeg er til at spaae, nei grandt jeg forstaaer det;
171    Sige jeg tør, at Alt vorder nu fuldbyrdet for Manden,
172    Hvad jeg ham spaaede den Stund Argeiernes Kæmper til Troia
173    Seilede bort, og med dem den sindrige Konning Odysseus;
174    Drages han skulde med Trængsler, hver Mand af sit Følge forlise,
175    Dog i det tyvende Aar han igjen til sit Hjem skulde komme,
176    Ei af et Menneske kjendt, og nu fuldkommes det ganske.
177        Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
178    Gamle! du skulde forføie dig hjem, og Skjebnen forkynde
179    For dine Børn, at med Tiden der ei tilstøder dem Vanheld!
180    Selv langt bedre jeg mægter end du dette Varsel at tyde;
181    Under den lysende Sol der jo flyver en Vrimmel af Fugle,
182    Ei tilhobe de varsle; men fjernt herfra har Odysseus
183    Livet forliist; gid selv du som han var kommen af Dage!
184    Saa var man fri for at høre din evige Snakken om Sandsagn;
185    Heller ei vilde du da i hans Harm Telemachos styrke,
186    Lurende her, om maaskee til dit Huus han gav en Foræring.
187    Dog jeg vil sige dig noget, som visselig vorder iværksat:
188    Hvis du, gammel og graae som du est, og rig paa Erfaring,
189    Her ved din Skvalder forfører den Yngre til heftige Haansord,
190    Da vil det først for ham selv kun vorde saa meget desværre,
191    Og han vil ei mod Mændene her udrette det mindste,
192    Dernæst en Bod paalægge vi dig, saa dit Hjerte, du Gamle!
193    Vaande sig skal derover, en følelig Sorg skal det vorde.
194    Men for den hele Forsamling jeg selv vil Telemachos raade,
195    At han skal byde sin Moder til Faderens Bolig at drage;
196    Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
197    Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
198    Før ophøre dog ei, tør jeg troe, Achaiernes Herrer
199    Med den besværlige Beilen; thi ei er vi bange for Nogen,
200    Selv for Telemachos ei, om han end er aldrig saa snaksom,
201    Ligesaalidt som vi agte paa Sandsagn, hvilke du, Gamle!
202    Tolker i Vind og Veir; kun meer forhadt du os vorder.
203    Ubarmhjertig hans Gods fortære vi vil, og Erstatning
204    Aldrig han faaer, saalænge som hun for Achaiernes Sønner
205    Nøler med Bryllup; men ventende her fra Dage til Dage
206    Dyste vi vil om den Fagre, og ei til Qvinder forresten
207    Drage, dem nemt Enhver af os kunde faae sig til Hustrue.
208        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
209    Hør Eurymachos du! og I Beilere bolde tilhobe!
210    Ei om dette med Ord eller Bøn jeg til Eder mig vender,
211    Guderne selv og Achaiernes Folk jo kjende det noksom.
212    Giver mig blot et løbende Skib og en fuld Snees Roerfolk,
213    Som paa en Reise befordre mig kan baade frem og tilbage,
214    Da jeg til Sparta nu agter mig hen og det sandede Pylos;
215    Der vil jeg spørge mig for om min savnede Faders Igjenkomst,
216    Om nogen Dødelig giver mig Nys, eller mulig jeg hører
217    Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
218    Hører jeg saa, at han lever, og alt er paa Reisen til Hjemmet,
219    Da vil et Aar endnu jeg min Qval taalmodigen bære;
220    Men om jeg hører, at alt han er død og kommen af Dage,
221    Vender tilbage jeg strax til min elskede fædrene Hjemstavn,
222    Kaster en Høi til hans Minde, og holder en glimrende Liigfærd,
223    Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond.
224        Saa han taled, og satte sig ned; frem stod da for Folket
225    Mentor, en redelig Ven af den herlige Konning Odysseus.
226    Hele sit Huus han ham havde betroet, da han seiled fra Hjemmet,
227    Lystre man skulde den Gamle, og han skulde vare paa Godset.
228    Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
229        Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
230    Aldrig der herske herefter en mild, huldsalig og venlig
231    Kongstavførende Drot med et Sind, som agter paa Retfærd,
232    Barsk i sit Ord og grum i sin Færd bestandig han være,
233    Siden at Ingen bevarer i Hu den Ædling Odysseus
234    Her i det Folk, han styred tilforn med faderlig Ømhed!
235    Ei saameget endda jeg de trodsige Beilere laster,
236    At de med nedrige Rænker i Hu Voldsgjerninger øve,
237    Thi deres Hoveder vove de jo, idet de forstyrre
238    Huset med Vold i den Troe, at Odysses umulig kan komme.
239    Men paa det øvrige Folk er jeg opbragt, at I tilhobe
240    Mælet har tabt, og ei med et Ord har prøvet at standse
241    Beilernes Færd, da de dog ere faa, og I er saa mange.
242        Ham Leiokritos svared igjen, en Søn af Euenor:
243    Mentor! du barske, vanvittige Mand! hvad var det du sagde?
244    Folket du raader at standse vor Færd dog haardt vil det holde
245    Selv for talrige Mænd at stride med os ved vort Maaltid.
246    Treen selv Ithakas Drot Odysses herind paa det samme,
247    Medens tilbords vi sad i hans Sal, vi Beilere stolte,
248    Og det i Sindet ham kom, os ud af Borgen at jage,
249    Da skulde visselig ei hans Viv, hvor meget hun længes,
250    Glæde sig over hans Komme, thi gruelig Død han sig hented,
251    Selv om han mandstærk kom; men du heel taabelig snakker.
252    Folket nu sprede sig ad, og Enhver til Sit sig forføie!
253    Lad Halitherses og Mentor fremskynde Telemachos' Reise,
254    Da de fra fjernere Old er hans Faders fortrolige Venner;
255    Længe, jeg troer dog, vil her han endnu paa Ithaka sidde,
256    Og efter Tidender spørge; den Fart vorder aldrig iværksat.
257        Saa Leiokritos taled, og hæved den raske Forsamling.
258    Mændene spredte sig ad, og Enhver til sit Huus sig forføied,
259    Men til Odysses's Borg begav sig Beilernes Skare.
260    Ned Telemachos vandred i Løn til Bredden af Havet,
261    Tvætted sin Haand i det graalige Vand, og bad til Athene:
262        Hør mig, du himmelske Gud, som igaar kom hjem til min Bolig,
263    Og mig befoel at fare paa Skib henover de mørkblaae
264    Bølger, at høre mig for om min savnede Faders Igjenkomst.
265    Denne min Id er Achaierne nu tilsinds at forhindre,
266    Beilerne dog fornemlig, de frækt huserende Voldsmænd.
267        Bedende talte han saa, da nærmed sig Pallas Athene,
268    Mentor livagtig hun ligned paa Mælet og Legemets Bygning,
269    Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
270        Ei, Telemachos! feig eller dum skal du vorde med Tiden,
271    Gjødes dig ellers i Barm din Faders fortrinlige Manddom,
272    Saadan som han med Kraft udførte sin Daad og sin Tale;
273    Ei da vorder omsonst eller ufuldbyrdet din Reise.
274    Men est du ei en Søn af ham og af Penelopeia,
275    Aldrig da haabe jeg tør, at iværk du sætter dit Anslag.
276    Sjelden man Sønnerne seer deres Fader i Dygtighed ligne,
277    Jevnligen arte de ud, kun yderlig faa vorde bedre.
278    Dog naar hverken du feig eller dum vil vorde med Tiden,
279    Og du est ei saa ganske forladt af Odysses's Snildhed,
280    Da er der visselig Haab, at iværk du sætter dit Anslag.
281    Bryd dig ei om Beilernes Raad og nedrige Rænker,
282    Taabelig er deres Id, de har hverken Forstand eller Retsind;
283    Ei om Døden de drømme og Dødsens sorte Gudinde,
284    Alt dog stunder det stærkt ad den Dag, da de alle skal bløde.
285    Reisen, din Hu staaer til, skal ei ret længe forhales,
286    Saadan en fædrene Ven du eier i mig, at jeg gjerne
287    Ruster dig ud et løbende Skib, og paa Veien dig følger.
288    Gak til Huset nu hjem, og færdes i Beilernes Samfund!
289    Sørg for Kost til vort Tog, og gjem den varlig i Kister,
290    Fyld os Krukker med Viin, pak dygtige Poser af Læder
291    Fulde med Meel, som er Mændenes Marv, mens selv jeg af Folket
292    Sanker i Hast frivillige Mænd, og af Skibe der ligger
293    Rundt om Kysten en Mængde ved Ithaka, nye med gamle;
294    Et af disse jeg søger os ud, som mig tykkes det bedste,
295    Snart er det kant og klart, da gaae vi ad vildene Vande.
296        Saaledes taled Athene, hiin Datter af Zeus, og ved Stranden
297    Ei Telemachos nøled, da Guddommens Stemme han hørte.
298    Strax til Huset han skyndte sig hjem, mismodig i Hjertet;
299    Der han Beilerne traf; paa Gaarden de dristige Herrer
300    Syslede travlt; her svede de Flesk, hist flaaede de Geder.
301    Strax med et Smiil paa Læben Antinoos gik ham imøde,
302    Trykkede fast hans Haand, tog Ordet og talte saalunde:
303        Hør! høirøstede Svend, halsstarrige! vær dog herefter
304    Ei bekymret i Sind for Ondt, enten Ord eller Gjerning!
305    Nei! vær munter, og spiis og drik som ellers du pleied!
306    Nu skal Achaierne sørge for Alt hvad du ønsker saa heftig,
307    Skib og dygtige Folk til at roe, at snart du kan drage
308    Bort til det hellige Pylos, at spørge dig for om din Fader.
309        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
310    Nei! blandt Mænd saa kaade som I er det plat mig umuligt,
311    Taus at sidde tilbords, og i Mag tilgode mig gjøre.
312    Beilere! var det ei nok, at tilforn min prægtige Velstand
313    Rask I fraadsed mig op, saalænge jeg end var en Pebling!
314    Nu da jeg stor er vorden, og tit i Tale med Andre
315    Hører hvad Væsen I drev, og mit Mod i Barmen mig voxer,
316    Nu vil mod Eder jeg vække de rædsomme Dødsens Gudinder,
317    Enten til Pylos jeg gaaer, eller her jeg i Landet forbliver.
318    Bort jeg maa, ei vorder det Tant med den Reise, jeg nævned,
319    Skjøndt jeg maa hyre mig Snekke, thi ei over Skib eller Roerfolk
320    Raader jeg her, saaledes I selv har jo fundet det tjenligst.
321        Talt; og ud af Antinoos' Haand sin Haand han med Lempe
322    Drog; nu Beilerne travlt i Huset beredte sig Maaltid,
323    Medens de spodsk ham haaned og gave ham spydige Gluffer.
324    Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
325        Ret for Alvor os nu Telemachos staaer efter Livet;
326    Enten vil Hjelpere hid fra det sandede Pylos han føre,
327    Eller endog fra Sparta, og derfor han er saa forhippet,
328    Eller maaskee han endog til Ephyra, det frugtbare Landskab,
329    Agter at gaae, for der en dræbende Gift sig at hente,
330    Blande den lumsk med Vinen i Skaal, og os myrde tilhobe.
331        Strax en Anden til Orde da tog af de trodsige Knøse:
332    Eller han selv, hvo veed, naar han flakker paa løbende Fartøi
333    Fjernt fra Hjemmet omkring, forliser sit Liv som Odysseus.
334    Meer Uleilighed da han forsand os her vilde skaffe,
335    Inden vi alt hans Gods fik deelt; kun Huset alene
336    Levned Hans Moder vi da, eller den, hun kaarer til Husbond.
337        Talt; men ned Telemachos steg i Faderens Kjelder,
338    Hvælvet og dyb og bred, hvor Dynger af Guld og af Kobber
339    Gjemtes, og Klæder i Skriin, og en Rigdom af duftende Olie.
340    Fade tillige der stod med en Viin baade gammel og liflig,
341    Det var en reen guddommelig Drik, som gjemtes i disse.
342    Langs med Væggen de stode paa Rad, om mulig Odysseus
343    Trods mangfoldige Farer igjen til sit Huus skulde komme.
344    Tømret af dygtige Fjæler var Kjelderens Dør, og dens Fløie
345    Lukkede fast; baade Dag og Nat en Fadebuursterne,
346    Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
347    Færdedes her; aarvaagent og snildt hun førte sit Opsyn.
348    Hende til Kammerset kaldte Telemachos nu og begyndte:
349        Hør, du kjære Morlil! nogle Dunke med Viin du mig fylde!
350    Tag af den, som er sødest næst efter den Viin, du saa nænsom
351    Gjemmer i Haab om at see den usalige Konning Odysseus
352    Her i sit Huus, undsluppen fra Døden og Dødsens Gudinder.
353    Tolv du mig fylde med Viin, og vel med Laag du dem spundse!
354    Dertil du pakke mig Meel i fasttilrimpede Poser,
355    Toti Maal af det fineste Meel, som Qværnen har knuset!
356    Tael dog ikke derom, og hav det alt i Beredskab!
357    Henimod Aften skal selv jeg hente det af, naar min Moder
358    Op i Høienloftskammeret gaaer, og til Roe sig forføier;
359    Viid, til Sparta jeg agter mig hen og det sandede Pylos,
360    Der vil jeg spørge mig for om min elskede Faders Igjenkomst.
361        Talt; i Taarer da brast Eurykleia, den kjærlige Amme,
362    Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde:
363    Elskede Søn! hvordan er du dog paa saadanne Tanker
364    Falden? hvorfor vil paa Reise du gaae i Verden saa vide?
365    Du min elskte, min eneste Søn! siden Helten Odysseus
366    Fjernt fra sit Hjem hos fremmede Folk er kommen af Dage.
367    Reiser du bort, vil Beilerne strax dig berede det Værste,
368    Lumsk vil de tage dit Liv, og mellem sig skifte din Eie.
369    Bliv da her i Roe ved dit Gods! Du behøver jo ikke
370    Qval dig at hente paa flakkende Fart over Havet det golde.
371        Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
372    Gamle! vær rolig! ei uden en Gud min Beslutning er fattet.
373    Sværg mig blot, at ei du derom til min Moder vil tale,
374    Førend at elleve Døgn eller tolv fra idag er forløbne,
375    Eller hun selv mig savner, og hører at bort jeg er dragen,
376    For at hun ei sin deilige Hud skal skæmme ved Taarer.
377        Saa han taled, og høit ved Guderne svor Eurykleia.
378    Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord,
379    Skyndte hun strax sig hen, og tyldede Vinen paa Dunke;
380    Derpaa hun pakkede Meel i fasttilrimpede Poser,
381    Medens til Salen Telemachos gik til Beilernes Samfund.
382        Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas,
383    Selv hun i Byen omkring i Telemachos' Skikkelse vanked;
384    Hen hun treen, og talte til hver en Mand, som hun mødte
385    Henimod Aften hun samles dem bød ved det hurtige Fartøi!
386    Men om det hurtige Skib hun selv anmoded Noemon,
387    Phronios' straalende Søn, og villig han lovede dette.
388    Da det saa lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes,
389    Drog hun paa Dyb det hurtige Skib, og bragte tillige
390    Stænger og Toug ombord, som de toftede Skibe dem bære.
391    Yderst ved Bugten hun lagde det qvær; de dygtige Svende
392    Stimlede did, og Gudinden dem selv opmuntred tilhobe.
393        Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas:
394    Flux hun skyndte sig hen til den Ædling Odysses's Kongsgaard,
395    Der over Beilernes Øine hun gjød den liflige Slummer,
396    Sands hun de Svirende røved, og slog dem af Haand deres Bægre.
397    Hjem gjennem Byen til Hvile de skyndte sig; ei de forbleve
398    Siddende længe, da Søvn paa Øinenes Laag dem var falden.
399    Men til Telemachos talte den lysblaaøiede Pallas,
400    Mentor livagtigen lig paa Mælet og Legemets Bygning,
401    Efterat først hun ud af den prægtige Sal havde kaldt ham:
402        Hør, Telemachos! alt dine beenbepandsrede Svende
403    Sidde paa Toft, og vente paa Vink fra dig for at lette.
404    Derfor afsted, og lader os ei forsinke vor Reise!
405        Saaledes taled Athene, med ilende Fjed hun foran ham
406    Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
407    Men da de ned vare komne til Skibet, som laae under Kysten,
408    Nede ved Stranden de samlede fandt de haarfagre Sømænd.
409    Derpaa den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem:
410        Kommer nu, Venner! og henter ombord vor Kost; i Paladset
411    Ligger tilrede den alt; ei veed min Moder det mindste,
412    Eller af Ternerne nogen; kun Een har Sagen erfaret.
413        Talende saa gik selv han foran; ham fulgte de Andre.
414    Kosten til Reisen de hented, og pakked forsynligen Alting
415    Ned i det toftede Skib, som Odysses's Søn dem befaled.
416    Derpaa Telemachos steg ombord, men først dog Athene;
417    Agter i Skuden hun satte sig ned, jevnsides Gudinden
418    Tog han Plads, og hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn,
419    Selv ombord de saa gik, og paa Tofterne toge de Sæde.
420    Pallas Athene dem skikked en føielig Kuling til Reisen,
421    Rask den lufted fra Vest paa de blaae høitpladskende Vande.
422    Derpaa Telemachos bød med lydelig Røst sine Svende,
423    Fat at tage paa Stænger og Toug, og flux de ham lystred.
424    Masten af Gran de haled tilveirs, i den borede Midtoft
425    Reiste de høit den paa Dæk, og fast de bandt den med Vanter,
426    Heised saa skinnende Seil med snoede Liner af Kohud.
427    Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger
428    Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad;
429    Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen.
430    Men da de Stænger og Toug i det tjærede Skib havde fastgjort,
431    Stillede Kummer de frem, som med Viin til Randen var fyldte,
432    Og for de salige Guder de stænkede Vinen til Offer,
433    Dog for Athene fornemlig, den lysblaaøiede Jomfrue.
434    Skibet ad Bølgerne løb baade Nat og dæmrende Morgen.
 

<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>