<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>
	Odysseen  2. Sang
	Ithakesernes Forsamling. Telemachos' Bortreise.
1	Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
2	Stod Odysses's elskede Søn strax op fra sit Leie;
3	Først sine Klæder han axled, sit Sværd over Skulder han hængte,
4	Og under glindsende Fod han bandt de deilige Saaler,
5	Gik saa ud af sit Kammer, en Gud skinbarlig han ligned.
6	Derpaa befoel han strax høimælede Folkeherolder,
7	Sammen at stævne til Thing de haarfagre Mænd af Achaia,
8	Hine dem stævnede flux, og snart gav Mændene Møde;
9	Og da saa Folket var samlet, og stod i Vrimmel paa Thinget,
10	Iilte til Torvet han hen, med et Spyd af Malm i sin Høire,
11	Ei alene, ham fulgte paa Vei rapfodede Hunde;
12	Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed.
13	Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling,
14	Drotterne vege ham Plads, og paa Faderens Stol han sig satte.
15	Først i Kredsen den Drot Aigyptios tog nu til Orde;
16	Alt var han kroget af Alderens Tryk, men rig paa Erfaring;
17	En af hans Sønner, en Kriger saa bold, var paa bugede Skibe
18	Fulgt med Odysses paa Tog til det hestopfostrende Troia,
19	Antiphos var hans Navn, men den vilde Kyklop havde dræbt ham
20	Hist i den hvælvede Hule, og ædt ham sidst ved sit Maaltid;
21	Tre han havde foruden: Eurynomos var i de kaade
22	Beileres Tal, og de To bestyrede Faderens Landgods;
23	Hiin han glemte dog aldrig, og dybt han bejamred hans Henfart;
24	Nu med Taarer i Øiet sin Røst han hæved og sagde:
25	Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
26	Aldrig endnu blev der her holdt Thing eller folkeligt Møde,
27	Siden Odysses den Helt drog bort med de bugede Skibe.
28	Hvo har da stævnet os hid? og hvo har, enten af yngre
29	Eller af aldrende Mænd saa trykkende Sag paa sit Hjerte?
30	Mon han om Fiender, som true vort Land, har spurgt noget Budskab,
31	Hvilket han her vil os melde som den, der først det erfared?
32	Eller mon Andet til Landsmænds Tarv han paa Thing vil forkynde?
33	Brav er Manden forvist; Held følge ham! gid i sin Naade
34	Zeus fuldbyrde hvad Godt somhelst han i Sindet har udtænkt!
35	Talt; det heldbebudende Ord Telemachos glæded.
36	Ei blev han siddende længe, hans Hu ham drev til at tale;
37	Frem i Kredsen han stod, og en Stav i Haanden ham rakte
38	Strax Herolden Peisenor, en Mand baade viis og erfaren.
39	Derpaa han først henvendte sit Ord til Gubben, og udbrød:
40	Ei er den Mand just fjern, snart selv du seer ham, min Gubbe!
41	Som har til Thing Eder kaldt; jeg selv meest pines af Kummer.
42	Ei har om Fiender, som true vort Land, jeg spurgt noget Budskab,
43	Hvilket jeg her kunde melde som den, der først det erfared,
44	Heller ei Andet til Landsmænds Tarv vil paa Thing jeg forkynde.
45	Nei! det er eget Behov hjemsøgt er mit Huus af en dobbelt
46	Sorg; først misted jeg jo min herlige Fader, som fordum
47	Eder behersked som Drot, og var mild som en Fader mod Alle;
48	Nu har en argere Nød mig ramt, som snart vil forstyrre
49	Huset i Bund og Grund, og gjøre til Intet vor Velstand.
50	Beilere trænge sig ind paa min Moder imod hendes Villie,
51	Samtlige Sønner af Mænd, som her for de Ypperste gjælde.
52	Ei de beqvemme sig kan til at gaae til Ikarios' Bolig,
53	At hendes Fader da selv kunde give sin Datter med Udstyr
54	Efter Behag til den Mand, som hued ham bedst af dem Alle.
55	Nei! Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle,
56	Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte
57	Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde,
58	Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes,
59	Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værne mod Ufærd.
60	Jeg er for svag til at værge mod Sligt, og vist jeg herefter
61	Bliver en Stakkel som nu, kun maadelig vant til at kæmpe.
62	Gjerne forsand jeg værged, saafremt jeg mægted og evned,
63	Thi der forøves utaalelig Færd, og Huset tilgrunde
64	Gaaer paa den lumpneste Viis; erkjender da selv Eders Uret!
65	Blues i Sindet for Andre, for Nabofolk og for Grander
66	Rundt paa Ithakas Øe, og skjælver for Gudernes Vrede!
67	Snart Eders Lod omskifte de kan af Harm over Brøden.
68	Eder besværger jeg høit ved Olymperen Zeus og ved Themis,
69	Hun som sætter og hæver hvert Thing, hvor Mændene raadslaae;
70	Standser den Færd, mine Venner og lader den Sorg, som mig piner,
71	Være mig nok! med mindre min herlige Fader Odysseus
72	Fordum maaskee mishandled Achaiernes Helte med Forsæt,
73	Og det er Hevn, at I nu hans Søn mishandle til Gjengjeld,
74	Eggende her dem til Vold; langt bedre forvist var jeg faren,
75	Om det var Eder, som aad mit liggende Gods og mit Fæmon;
76	Thi var det Eder, som aad det, da fik jeg mulig Erstatning,
77	Naar i vor Bye jeg vandrede rundt, og trygled saalænge,
78	Krævende Bod for mit Gods, til fuld Opreisning mig gaves.
79	Nu derimod paa mit Sind en ubodelig Sorg I mig vælte.
80	Saa med Harme han talte; til Jord nedslængte han Staven,
81	Bristende lydt i Graad, og rørt blev Folket af Medynk.
82	Hele den øvrige Kreds sad taus, der var Ingen, som nænte
83	Heftige Ord at give til Svar paa Telemachos' Tale.
84	Kun Antinoos svared igjen, og talte saalunde:
85	Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale!
86	Os udskamme du tør, og en Klik paa vort Navn vil du sætte!
87	Kast ei Skylden for Sligt paa Beilerne her af Achaia,
88	Skylden er ene din Moders, som ei har i Rænker sin Mage.
89	Alt er det Aaringer tre, og snart udløber den fjerde,
90	At hun Achaiernes Hjerte har listigen vidst at bedaare;
91	Alle hun holder med Haab, og Enhver hun lover det Bedste,
92	Skikkende Bud omkring, dog staae hendes Tanker til Andet.
93	Dertil hun følgende List udrugede lumsk i sit Hjerte:
94	Op hun stilled sin Væv, og et Liin hun vov sig i Høiloft,
95	Fiint og umaadelig stort, og til os strax efter hun talte:
96	Ynglinger! I som begjære min Haand, da Odysses er afdød!
97	Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge,
98	Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde!
99	Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time,
100	Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe.
101	Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye,
102	Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb.
103	Saa hun taled, og daare sig lod vore mandige Hjerter.
104	Stadig nu sad hun om Dagen, og vov paa Linet det brede,
105	Dog om Natten ved lysende Blus oprev hun sit Dagværk.
106	Aaringer tre hun dulgte sin List, og Achaierne gjekked,
107	Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne,
108	Kom der en Terne, som vidste Besked, og røbed os Sagen;
109	Selv vi greb hende da, som det skinnende Lagen hun oprev.
110	Færdigt hun maatte da væve sit Liin, saa nødig hun vilde.
111	Derfor dig Beilerne give til Svar, for at selv du det vide
112	Kan i dit Sind, og Achaiernes Folk kan vide det ogsaa:
113	Skik din Moder af Huset, og byd hende tage tilægte
114	Hvem hendes Fader bestemmer, og bedst hun lider til Husbond.
115	Dog hvis længe hun end Achaiernes Drotter vil drille,
116	Tænkende blot paa de Gaver, Athene saa rigt hende skjenked,
117	Kosteligt Arbeid at virke med Kunst, et ypperligt Snille,
118	Og saa forslagen en List, at Mage man aldrig om Oldtids
119	Haarfagre Qvinder har hørt, som leved tilforn i Achaia,
120	Ei om Tyro, Alkmene, den smukbekrandste Mykene,
121	Ingen af disse til Rænker var snild som Penelopeia;
122	Heldigt forsand er dog ei det Sned, som her hun har udtænkt,
123	Thi paa dit Gods og din Eie vi her saalænge vil tære,
124	Som hun endnu beholder det Sind, de salige Guder
125	Nu har i Barm hende lagt, et berømmeligt Rygte hun vistnok
126	Skaffer sig selv, men dig et mærkeligt Skaar i din Velstand;
127	Hverken vi hjem til vort Huus eller andenstedshen ville drage,
128	Før af Achaierne her hun tager til Mand hvem hun lyster.
129	Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
130	Nei! af mit Huus kan jeg aldrig, Antinoos hende forjage,
131	Som mig har baaret og diet; i fremmede Lande min Fader
132	Lever, om ei han er død, men haardt det var at erlægge
133	Bod til Ikarios nu, naar jeg selv forstødte min Moder.
134	Af hendes Fader en Skam jeg fik, og Qvaler foruden
135	Gav mig en Gud, naar min Moder til Rædselsgudinderne raabte
136	Naar hun forlod mit Huus; og til Spee for Mennesker alle
137	Maatte jeg gaae; nei aldrig det Ord over Læben mig kommer.
138	Dog, hvis selv I blues i Sind ved den Færd I bedrive,
139	Rømmer da strax mit Huus, og forsamles til Fraadsen hos Andre,
140	Tærer hvad selv I har, og lad Gilderne holde paa Skifte!
141	Hvis derimod for Jer selv I bedst og tjenligst det finde,
142	At for den enkelte Mand hans Gods uhevnet forødes,
143	Fraadser da kun! dog raabe jeg vil til de salige Guder,
144	Om det sig føier maaskee, at Zeus Eder rammer til Gjengjeld,
145	Da skal I vist uden Hevn i mit Huus omkomme tilhobe.
146	Saa Telemachos taled; Fjernskueren Zeus i det samme
147	Sendte fra Fjeldenes Aas to Ørne paa Flugt fra det Høie.
148	Først en Stund for den pustende Vind fremsvæved de stille,
149	Flyvende tæt ved hinanden paa bredtudspilede Vinger,
150	Men da de flagrede hen tværsover det skingrende Thingsted,
151	Svang de sig brat i Kreds, mens høit de med Vingerne klappred,
152	Stirred paa Mændenes Hoveder ned og bebuded dem Ufærd;
153	Og da med Kløerne selv de sig Hals og Kind havde flænget,
154	Fløi mod Høire de bort over Byen og Mændenes Huse.
155	Alle, som Fuglene saae, bleve svart af Rædsel betagne,
156	Dybt de grunded i Sind, hvad Sligt vel skulde bebude.
157	Ordet i Kredsen da tog den bedagede Helt Halitherses,
158	Søn af Mastor, thi snildt som ei nogen Mand af hans Samtid
159	Fuglenes Tegn han at tyde forstod og Skjebner at tolke;
160	Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
161	Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
162	Først og fremmest til Beilerne dog jeg vender min Tale,
163	Da der mod dem fremvælder et Uveir. Ei vil Odysseus
164	Længe forblive fra Frænder og Hjem; etsteds i vor Nærhed
165	Færdes han alt, og pønser paa Beilernes blodige Henfart;
166	Og af os Andre tillige, som boe paa Ithakas Fjeldøe,
167	Mange vil times en Ynk; thi lader forinden os raadslaae
168	Her, hvordan vi dem styre til Skik; ja selv de sig ogsaa
169	Styre, thi visselig snart for dem selv vil de finde det tjenligst.
170	Ei udygtig jeg er til at spaae, nei grandt jeg forstaaer det;
171	Sige jeg tør, at Alt vorder nu fuldbyrdet for Manden,
172	Hvad jeg ham spaaede den Stund Argeiernes Kæmper til Troia
173	Seilede bort, og med dem den sindrige Konning Odysseus;
174	Drages han skulde med Trængsler, hver Mand af sit Følge forlise,
175	Dog i det tyvende Aar han igjen til sit Hjem skulde komme,
176	Ei af et Menneske kjendt, og nu fuldkommes det ganske.
177	Strax nu Polybos' Søn Eurymachos gav ham til Gjensvar:
178	Gamle! du skulde forføie dig hjem, og Skjebnen forkynde
179	For dine Børn, at med Tiden der ei tilstøder dem Vanheld!
180	Selv langt bedre jeg mægter end du dette Varsel at tyde;
181	Under den lysende Sol der jo flyver en Vrimmel af Fugle,
182	Ei tilhobe de varsle; men fjernt herfra har Odysseus
183	Livet forliist; gid selv du som han var kommen af Dage!
184	Saa var man fri for at høre din evige Snakken om Sandsagn;
185	Heller ei vilde du da i hans Harm Telemachos styrke,
186	Lurende her, om maaskee til dit Huus han gav en Foræring.
187	Dog jeg vil sige dig noget, som visselig vorder iværksat:
188	Hvis du, gammel og graae som du est, og rig paa Erfaring,
189	Her ved din Skvalder forfører den Yngre til heftige Haansord,
190	Da vil det først for ham selv kun vorde saa meget desværre,
191	Og han vil ei mod Mændene her udrette det mindste,
192	Dernæst en Bod paalægge vi dig, saa dit Hjerte, du Gamle!
193	Vaande sig skal derover, en følelig Sorg skal det vorde.
194	Men for den hele Forsamling jeg selv vil Telemachos raade,
195	At han skal byde sin Moder til Faderens Bolig at drage;
196	Der vil man Bryllupet holde, og sørge for rigeligt Udstyr,
197	Som efter Billighed følger den elskede Datter som Medgift.
198	Før ophøre dog ei, tør jeg troe, Achaiernes Herrer
199	Med den besværlige Beilen; thi ei er vi bange for Nogen,
200	Selv for Telemachos ei, om han end er aldrig saa snaksom,
201	Ligesaalidt som vi agte paa Sandsagn, hvilke du, Gamle!
202	Tolker i Vind og Veir; kun meer forhadt du os vorder.
203	Ubarmhjertig hans Gods fortære vi vil, og Erstatning
204	Aldrig han faaer, saalænge som hun for Achaiernes Sønner
205	Nøler med Bryllup; men ventende her fra Dage til Dage
206	Dyste vi vil om den Fagre, og ei til Qvinder forresten
207	Drage, dem nemt Enhver af os kunde faae sig til Hustrue.
208	Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
209	Hør Eurymachos du! og I Beilere bolde tilhobe!
210	Ei om dette med Ord eller Bøn jeg til Eder mig vender,
211	Guderne selv og Achaiernes Folk jo kjende det noksom.
212	Giver mig blot et løbende Skib og en fuld Snees Roerfolk,
213	Som paa en Reise befordre mig kan baade frem og tilbage,
214	Da jeg til Sparta nu agter mig hen og det sandede Pylos;
215	Der vil jeg spørge mig for om min savnede Faders Igjenkomst,
216	Om nogen Dødelig giver mig Nys, eller mulig jeg hører
217	Rygtet, der kommer fra Zeus, og Sagn ombærer i Verden.
218	Hører jeg saa, at han lever, og alt er paa Reisen til Hjemmet,
219	Da vil et Aar endnu jeg min Qval taalmodigen bære;
220	Men om jeg hører, at alt han er død og kommen af Dage,
221	Vender tilbage jeg strax til min elskede fædrene Hjemstavn,
222	Kaster en Høi til hans Minde, og holder en glimrende Liigfærd,
223	Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond.
224	Saa han taled, og satte sig ned; frem stod da for Folket
225	Mentor, en redelig Ven af den herlige Konning Odysseus.
226	Hele sit Huus han ham havde betroet, da han seiled fra Hjemmet,
227	Lystre man skulde den Gamle, og han skulde vare paa Godset.
228	Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
229	Hører det Ord, som jeg nu, Ithakesiske Mænd! har at sige!
230	Aldrig der herske herefter en mild, huldsalig og venlig
231	Kongstavførende Drot med et Sind, som agter paa Retfærd,
232	Barsk i sit Ord og grum i sin Færd bestandig han være,
233	Siden at Ingen bevarer i Hu den Ædling Odysseus
234	Her i det Folk, han styred tilforn med faderlig Ømhed!
235	Ei saameget endda jeg de trodsige Beilere laster,
236	At de med nedrige Rænker i Hu Voldsgjerninger øve,
237	Thi deres Hoveder vove de jo, idet de forstyrre
238	Huset med Vold i den Troe, at Odysses umulig kan komme.
239	Men paa det øvrige Folk er jeg opbragt, at I tilhobe
240	Mælet har tabt, og ei med et Ord har prøvet at standse
241	Beilernes Færd, da de dog ere faa, og I er saa mange.
242	Ham Leiokritos svared igjen, en Søn af Euenor:
243	Mentor! du barske, vanvittige Mand! hvad var det du sagde?
244	Folket du raader at standse vor Færd dog haardt vil det holde
245	Selv for talrige Mænd at stride med os ved vort Maaltid.
246	Treen selv Ithakas Drot Odysses herind paa det samme,
247	Medens tilbords vi sad i hans Sal, vi Beilere stolte,
248	Og det i Sindet ham kom, os ud af Borgen at jage,
249	Da skulde visselig ei hans Viv, hvor meget hun længes,
250	Glæde sig over hans Komme, thi gruelig Død han sig hented,
251	Selv om han mandstærk kom; men du heel taabelig snakker.
252	Folket nu sprede sig ad, og Enhver til Sit sig forføie!
253	Lad Halitherses og Mentor fremskynde Telemachos' Reise,
254	Da de fra fjernere Old er hans Faders fortrolige Venner;
255	Længe, jeg troer dog, vil her han endnu paa Ithaka sidde,
256	Og efter Tidender spørge; den Fart vorder aldrig iværksat.
257	Saa Leiokritos taled, og hæved den raske Forsamling.
258	Mændene spredte sig ad, og Enhver til sit Huus sig forføied,
259	Men til Odysses's Borg begav sig Beilernes Skare.
260	Ned Telemachos vandred i Løn til Bredden af Havet,
261	Tvætted sin Haand i det graalige Vand, og bad til Athene:
262	Hør mig, du himmelske Gud, som igaar kom hjem til min Bolig,
263	Og mig befoel at fare paa Skib henover de mørkblaae
264	Bølger, at høre mig for om min savnede Faders Igjenkomst.
265	Denne min Id er Achaierne nu tilsinds at forhindre,
266	Beilerne dog fornemlig, de frækt huserende Voldsmænd.
267	Bedende talte han saa, da nærmed sig Pallas Athene,
268	Mentor livagtig hun ligned paa Mælet og Legemets Bygning,
269	Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
270	Ei, Telemachos! feig eller dum skal du vorde med Tiden,
271	Gjødes dig ellers i Barm din Faders fortrinlige Manddom,
272	Saadan som han med Kraft udførte sin Daad og sin Tale;
273	Ei da vorder omsonst eller ufuldbyrdet din Reise.
274	Men est du ei en Søn af ham og af Penelopeia,
275	Aldrig da haabe jeg tør, at iværk du sætter dit Anslag.
276	Sjelden man Sønnerne seer deres Fader i Dygtighed ligne,
277	Jevnligen arte de ud, kun yderlig faa vorde bedre.
278	Dog naar hverken du feig eller dum vil vorde med Tiden,
279	Og du est ei saa ganske forladt af Odysses's Snildhed,
280	Da er der visselig Haab, at iværk du sætter dit Anslag.
281	Bryd dig ei om Beilernes Raad og nedrige Rænker,
282	Taabelig er deres Id, de har hverken Forstand eller Retsind;
283	Ei om Døden de drømme og Dødsens sorte Gudinde,
284	Alt dog stunder det stærkt ad den Dag, da de alle skal bløde.
285	Reisen, din Hu staaer til, skal ei ret længe forhales,
286	Saadan en fædrene Ven du eier i mig, at jeg gjerne
287	Ruster dig ud et løbende Skib, og paa Veien dig følger.
288	Gak til Huset nu hjem, og færdes i Beilernes Samfund!
289	Sørg for Kost til vort Tog, og gjem den varlig i Kister,
290	Fyld os Krukker med Viin, pak dygtige Poser af Læder
291	Fulde med Meel, som er Mændenes Marv, mens selv jeg af Folket
292	Sanker i Hast frivillige Mænd, og af Skibe der ligger
293	Rundt om Kysten en Mængde ved Ithaka, nye med gamle;
294	Et af disse jeg søger os ud, som mig tykkes det bedste,
295	Snart er det kant og klart, da gaae vi ad vildene Vande.
296	Saaledes taled Athene, hiin Datter af Zeus, og ved Stranden
297	Ei Telemachos nøled, da Guddommens Stemme han hørte.
298	Strax til Huset han skyndte sig hjem, mismodig i Hjertet;
299	Der han Beilerne traf; paa Gaarden de dristige Herrer
300	Syslede travlt; her svede de Flesk, hist flaaede de Geder.
301	Strax med et Smiil paa Læben Antinoos gik ham imøde,
302	Trykkede fast hans Haand, tog Ordet og talte saalunde:
303	Hør! høirøstede Svend, halsstarrige! vær dog herefter
304	Ei bekymret i Sind for Ondt, enten Ord eller Gjerning!
305	Nei! vær munter, og spiis og drik som ellers du pleied!
306	Nu skal Achaierne sørge for Alt hvad du ønsker saa heftig,
307	Skib og dygtige Folk til at roe, at snart du kan drage
308	Bort til det hellige Pylos, at spørge dig for om din Fader.
309	Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
310	Nei! blandt Mænd saa kaade som I er det plat mig umuligt,
311	Taus at sidde tilbords, og i Mag tilgode mig gjøre.
312	Beilere! var det ei nok, at tilforn min prægtige Velstand
313	Rask I fraadsed mig op, saalænge jeg end var en Pebling!
314	Nu da jeg stor er vorden, og tit i Tale med Andre
315	Hører hvad Væsen I drev, og mit Mod i Barmen mig voxer,
316	Nu vil mod Eder jeg vække de rædsomme Dødsens Gudinder,
317	Enten til Pylos jeg gaaer, eller her jeg i Landet forbliver.
318	Bort jeg maa, ei vorder det Tant med den Reise, jeg nævned,
319	Skjøndt jeg maa hyre mig Snekke, thi ei over Skib eller Roerfolk
320	Raader jeg her, saaledes I selv har jo fundet det tjenligst.
321	Talt; og ud af Antinoos' Haand sin Haand han med Lempe
322	Drog; nu Beilerne travlt i Huset beredte sig Maaltid,
323	Medens de spodsk ham haaned og gave ham spydige Gluffer.
324	Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
325	Ret for Alvor os nu Telemachos staaer efter Livet;
326	Enten vil Hjelpere hid fra det sandede Pylos han føre,
327	Eller endog fra Sparta, og derfor han er saa forhippet,
328	Eller maaskee han endog til Ephyra, det frugtbare Landskab,
329	Agter at gaae, for der en dræbende Gift sig at hente,
330	Blande den lumsk med Vinen i Skaal, og os myrde tilhobe.
331	Strax en Anden til Orde da tog af de trodsige Knøse:
332	Eller han selv, hvo veed, naar han flakker paa løbende Fartøi
333	Fjernt fra Hjemmet omkring, forliser sit Liv som Odysseus.
334	Meer Uleilighed da han forsand os her vilde skaffe,
335	Inden vi alt hans Gods fik deelt; kun Huset alene
336	Levned Hans Moder vi da, eller den, hun kaarer til Husbond.
337	Talt; men ned Telemachos steg i Faderens Kjelder,
338	Hvælvet og dyb og bred, hvor Dynger af Guld og af Kobber
339	Gjemtes, og Klæder i Skriin, og en Rigdom af duftende Olie.
340	Fade tillige der stod med en Viin baade gammel og liflig,
341	Det var en reen guddommelig Drik, som gjemtes i disse.
342	Langs med Væggen de stode paa Rad, om mulig Odysseus
343	Trods mangfoldige Farer igjen til sit Huus skulde komme.
344	Tømret af dygtige Fjæler var Kjelderens Dør, og dens Fløie
345	Lukkede fast; baade Dag og Nat en Fadebuursterne,
346	Eurykleia, en Datter af Ops, som var Søn af Peisenor,
347	Færdedes her; aarvaagent og snildt hun førte sit Opsyn.
348	Hende til Kammerset kaldte Telemachos nu og begyndte:
349	Hør, du kjære Morlil! nogle Dunke med Viin du mig fylde!
350	Tag af den, som er sødest næst efter den Viin, du saa nænsom
351	Gjemmer i Haab om at see den usalige Konning Odysseus
352	Her i sit Huus, undsluppen fra Døden og Dødsens Gudinder.
353	Tolv du mig fylde med Viin, og vel med Laag du dem spundse!
354	Dertil du pakke mig Meel i fasttilrimpede Poser,
355	Toti Maal af det fineste Meel, som Qværnen har knuset!
356	Tael dog ikke derom, og hav det alt i Beredskab!
357	Henimod Aften skal selv jeg hente det af, naar min Moder
358	Op i Høienloftskammeret gaaer, og til Roe sig forføier;
359	Viid, til Sparta jeg agter mig hen og det sandede Pylos,
360	Der vil jeg spørge mig for om min elskede Faders Igjenkomst.
361	Talt; i Taarer da brast Eurykleia, den kjærlige Amme,
362	Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde:
363	Elskede Søn! hvordan er du dog paa saadanne Tanker
364	Falden? hvorfor vil paa Reise du gaae i Verden saa vide?
365	Du min elskte, min eneste Søn! siden Helten Odysseus
366	Fjernt fra sit Hjem hos fremmede Folk er kommen af Dage.
367	Reiser du bort, vil Beilerne strax dig berede det Værste,
368	Lumsk vil de tage dit Liv, og mellem sig skifte din Eie.
369	Bliv da her i Roe ved dit Gods! Du behøver jo ikke
370	Qval dig at hente paa flakkende Fart over Havet det golde.
371	Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
372	Gamle! vær rolig! ei uden en Gud min Beslutning er fattet.
373	Sværg mig blot, at ei du derom til min Moder vil tale,
374	Førend at elleve Døgn eller tolv fra idag er forløbne,
375	Eller hun selv mig savner, og hører at bort jeg er dragen,
376	For at hun ei sin deilige Hud skal skæmme ved Taarer.
377	Saa han taled, og høit ved Guderne svor Eurykleia.
378	Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet ham Eedsord,
379	Skyndte hun strax sig hen, og tyldede Vinen paa Dunke;
380	Derpaa hun pakkede Meel i fasttilrimpede Poser,
381	Medens til Salen Telemachos gik til Beilernes Samfund.
382	Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas,
383	Selv hun i Byen omkring i Telemachos' Skikkelse vanked;
384	Hen hun treen, og talte til hver en Mand, som hun mødte
385	Henimod Aften hun samles dem bød ved det hurtige Fartøi!
386	Men om det hurtige Skib hun selv anmoded Noemon,
387	Phronios' straalende Søn, og villig han lovede dette.
388	Da det saa lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes,
389	Drog hun paa Dyb det hurtige Skib, og bragte tillige
390	Stænger og Toug ombord, som de toftede Skibe dem bære.
391	Yderst ved Bugten hun lagde det qvær; de dygtige Svende
392	Stimlede did, og Gudinden dem selv opmuntred tilhobe.
393	Anden Beslutning nu tog den lysblaaøiede Pallas:
394	Flux hun skyndte sig hen til den Ædling Odysses's Kongsgaard,
395	Der over Beilernes Øine hun gjød den liflige Slummer,
396	Sands hun de Svirende røved, og slog dem af Haand deres Bægre.
397	Hjem gjennem Byen til Hvile de skyndte sig; ei de forbleve
398	Siddende længe, da Søvn paa Øinenes Laag dem var falden.
399	Men til Telemachos talte den lysblaaøiede Pallas,
400	Mentor livagtigen lig paa Mælet og Legemets Bygning,
401	Efterat først hun ud af den prægtige Sal havde kaldt ham:
402	Hør, Telemachos! alt dine beenbepandsrede Svende
403	Sidde paa Toft, og vente paa Vink fra dig for at lette.
404	Derfor afsted, og lader os ei forsinke vor Reise!
405	Saaledes taled Athene, med ilende Fjed hun foran ham
406	Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
407	Men da de ned vare komne til Skibet, som laae under Kysten,
408	Nede ved Stranden de samlede fandt de haarfagre Sømænd.
409	Derpaa den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem:
410	Kommer nu, Venner! og henter ombord vor Kost; i Paladset
411	Ligger tilrede den alt; ei veed min Moder det mindste,
412	Eller af Ternerne nogen; kun Een har Sagen erfaret.
413	Talende saa gik selv han foran; ham fulgte de Andre.
414	Kosten til Reisen de hented, og pakked forsynligen Alting
415	Ned i det toftede Skib, som Odysses's Søn dem befaled.
416	Derpaa Telemachos steg ombord, men først dog Athene;
417	Agter i Skuden hun satte sig ned, jevnsides Gudinden
418	Tog han Plads, og hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn,
419	Selv ombord de saa gik, og paa Tofterne toge de Sæde.
420	Pallas Athene dem skikked en føielig Kuling til Reisen,
421	Rask den lufted fra Vest paa de blaae høitpladskende Vande.
422	Derpaa Telemachos bød med lydelig Røst sine Svende,
423	Fat at tage paa Stænger og Toug, og flux de ham lystred.
424	Masten af Gran de haled tilveirs, i den borede Midtoft
425	Reiste de høit den paa Dæk, og fast de bandt den med Vanter,
426	Heised saa skinnende Seil med snoede Liner af Kohud.
427	Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger
428	Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad;
429	Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen.
430	Men da de Stænger og Toug i det tjærede Skib havde fastgjort,
431	Stillede Kummer de frem, som med Viin til Randen var fyldte,
432	Og for de salige Guder de stænkede Vinen til Offer,
433	Dog for Athene fornemlig, den lysblaaøiede Jomfrue.
434	Skibet ad Bølgerne løb baade Nat og dæmrende Morgen.
	<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>