<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> | |
Odysseen 3. Sang | |
Besøget i Pylos. | |
1 | Frem af den deilige Søe i en Fart Solguden sig hæved |
2 | Op paa den kobberne Himmel, at lyse for salige Guder |
3 | Som for hver dødelig Mand paa den sædfrembringende Jordkreds, |
4 | Just som de styred mod Land ved det velbebyggede Pylos, |
5 | Neleus's Stad; der Tyre man slagtede, sorte tilhobe, |
6 | Ude paa Strand til Poseidon, vor Jords sorthaarede Ryster. |
7 | Her i ni forskjellige Hold havde Folket sig leiret, |
8 | Hvert femhundrede Mand, og hvert ni Høveder offred; |
9 | Alt Indmaden de nød, og ristede Bove til Guden, |
10 | Just som hine mod Land løb ind med den dygtige Skude, |
11 | Strøg dens Seil, fortøied den vel, og traadte paa Landjord. |
12 | Ud af Skibet Telemachos steg, men først dog Athene; |
13 | Strax tiltalte ham da den lysblaaøiede Pallas: |
14 | Nu, Telemachos! vær ikke bly i ringeste Maade, |
15 | Da du jo drog over Havet, at spørge dig for om din Fader, |
16 | Hvor han gjemmes i Muld, og hvad for en Død han sig hented. |
17 | Nei frit træde du frem for Hestebetvingeren Nestor! |
18 | Vide vi maae, hvad Raad han muligen gjemmer i Brystet; |
19 | Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige, |
20 | Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Gubben. |
21 | Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared: |
22 | Mentor! hvordan skal jeg gaae? hvordan først tale til Gubben? |
23 | Jeg er saa lidet forsøgt i den Kunst mine Ord at belægge, |
24 | Og som den Yngre jeg blues at fritte den Ældre med Spørgsmaal. |
25 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
26 | Noget, Telemachos! selv i dit Sind udtænker du vistnok, |
27 | Andet en Gud indskyde dig vil, thi det tør jeg mene, |
28 | Ei est du fød og fostret de salige Guder til Ugunst. |
29 | Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham |
30 | Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte. |
31 | Snart de kom til de Pyliske Mænds forsamlede Skarer; |
32 | Der sad Nestor i Sønnernes Kreds; hans Svende med Iver |
33 | Lavede Mad; her risted man Kjød, og hist man det spidded. |
34 | Strax som de saae de fremmede Mænd, de stimled imod dem, |
35 | Rakte til Hilsen dem venligen Haand, og bød dem at sidde. |
36 | Først imøde dem treen Peisistratos, Sønnen af Nestor, |
37 | Begge han krysted i Haand, og strax ved det festlige Gilde |
38 | Gav han dem Plads paa laadene Skind paa den sandede Havbred |
39 | Hos Thrasymedes sin Broder og Nestor sin elskede Fader. |
40 | Hver sin Part han af Indmaden gav, saa tog han og skjenked |
41 | Viin i en gylden Pokal, og drikkende Begge til Velkomst |
42 | Talte han saa til Athene, hiint Barn af den høie Kronion: |
43 | Fremmede! beed nu først din Bøn til Drotten Poseidon. |
44 | Hans er Gildet, ved hvilket I her os traf ved Jer Ankomst. |
45 | Men naar du Viin har offret og bedet en Bøn som det bør sig, |
46 | Flye saa din Ven Pokalen, at offre han kan af den søde |
47 | Viin, thi ogsaa har han en Bøn til de salige Guder, |
48 | Skulde jeg troe, hvert Menneskens Barn til Guderne trænger. |
49 | Dog han er yngre, paa Alder med mig omtrent, som det synes, |
50 | Derfor jeg først til dig nu Guldpokalen vil række. |
51 | Talt, og Pokalen han strax med den liflige Viin hende flyede. |
52 | Glad bemærked Athene hans vise betænksomme Adfærd, |
53 | At han den gyldene Skaal med Viin først rakte til hende. |
54 | Derpaa hun bønligen bad til den mægtige Hersker Poseidon: |
55 | Hør os, du mægtige Gud! du Jordomslynger Poseidon! |
56 | See ei haant til os, opfyld den Bøn, som vi bede! |
57 | Nestor og alle hans Sønner du først velsigne med Hæder! |
58 | Ogsaa det øvrige Folk, hver Mand, som boer udi Pylos, |
59 | Skjenke du glædelig Løn for den herlige Festhekatombe! |
60 | Endelig give du mig og Telemachos Held til den Idræt, |
61 | Som over Bølgen har bragt os hid paa det tjærede Fartøi! |
62 | Bedende talte hun saa, og selv opfyldte hun Bønnen. |
63 | Derpaa hun Tvillingpokalen af Guld til Telemachos rakte, |
64 | Og udi Bøn udbrød den elskede Søn af Odysseus. |
65 | Men da det øvere Kjød var stegt, og taget af Bradspid, |
66 | Stykked de Braden i Parter, og holdt et glimrende Maaltid. |
67 | Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, |
68 | Først til Orde da tog den ædle Gereniske Nestor: |
69 | Nu er det skjelligt at spørge de fremmede Mænd og forhøre, |
70 | Hvem de ere, da nu de ved Mad har gjort sig tilgode. |
71 | Fremmede! hvem er I, og hvorfra er I komne paa Søvei? |
72 | Drog I paa Handelen ud, eller gik I paa vildsomme Farter |
73 | Ret som en Vikingeskare, som flakkende vidt over Bølgen |
74 | Sætter i Vove sit Liv for at plyndre hos Folket i Udland? |
75 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar, |
76 | Freidig i Hu, thi Athene ham selv besjeled med Mandsmod, |
77 | For at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader, |
78 | Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde: |
79 | Nestor! du Neleus's Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed! |
80 | Hvorfra vi kom, du spørger; det vil jeg paastand dig fortælle. |
81 | Hid er vi komme fra Ithakas Bye ved Foden af Neion, |
82 | Ei i folkeligt Hverv, men i eget, det nu jeg vil nævne. |
83 | Ud er jeg dragen at høre, hvad Rygter man har om min Fader, |
84 | Helten Odysseus, som vidt er berømt; med dig, har man sagt mig, |
85 | Drog han fordum i Leding, og styrted den Troiske Kongstad. |
86 | Grandt man veed om de øvrige Mænd, som kæmped i Troia, |
87 | Hvor Enhver af de Gjæve sig hented den grusomme Dødslod, |
88 | Men om Odysses's Død lod Zeus hvert Rygte forstumme; |
89 | Hvor han er død, har Ingen endnu kunnet sige med Vished, |
90 | Enten for fiendtlige Mænd han i Kamp er falden paa Landjord, |
91 | Eller paa vildene Hav Amphitrite begrov ham i Bølgen. |
92 | Derfor jeg kommer at favne dit Knæe, om du vilde mig sige |
93 | Alt hvad du veed om hans grusomme Død, hvad enten for Øine |
94 | Selv du blegne ham saae, eller vandrende Mand om hans Henfart |
95 | Har dig fortalt; hans Moder ham bar til den tungeste Skjebne. |
96 | Ei af Skaansel du mildne dit Ord, ei heller af Medynk, |
97 | Nei! men fortæl reentud just saasom det kom dig for Øie! |
98 | Bønlig jeg beder, saasandt min herlige Fader Odysseus |
99 | Enten i Raad eller Daad har ærlig dig holdt hvad han loved |
100 | Hist i Troernes Land, hvor Achaierne døied saa meget, |
101 | O saa kom det ihu, og siig mig den skæreste Sandhed! |
102 | Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt: |
103 | Kjære! du minder mig her om al den Trængsel vi fristed |
104 | Hist i Fiendernes Land, vi kraftige Mænd af Achaia, |
105 | Enten paa Skibe vi foer hen over det graalige Havdyb, |
106 | Flakkende vidt efter Rov paa Tog, hvor Achilles os førte, |
107 | Eller i Marken vi drog om Priamos' mægtige Kongstad |
108 | Kjækt med Fienden at slaaes; der segned de boldeste Drotter, |
109 | Der faldt Aias, den krigerske Helt; der ligger Achilleus, |
110 | Der Patroklos hans Ven, en Mand saa snild som en Guddom, |
111 | Der min elskede Søn Antilochos, bold og behjertet, |
112 | Han som var rap tilbeens og dygtig i Kamp som den Bedste. |
113 | Fleer Ulykker vi leed endnu; hvad dødelig Skabning |
114 | Mægted at nævne tilhobe de Qvaler, vi der maatte friste? |
115 | Selv om Aaringer fem eller sex du hos mig vilde blive, |
116 | Og du mig fritted om al den Nød Achaierne udstod, |
117 | Kjed af min Tale du blev før Enden, og drog til din Hjemstavn. |
118 | Ni samfældige Aar uden Rast vi beredte dem Ufærd, |
119 | Øvende al Slags List; knap Zeus da slutted vor Idræt. |
120 | Al den Tid var der ei nogen Mand, som med ham sig i Raadslag |
121 | Dristed at maale, thi høit i al Slags List over Alle |
122 | Stod den Ædling Odysses, din Fader, saafremt du forresten |
123 | Virkelig er hans Søn; forbauses jeg maa ved dit Aasyn. |
124 | Ogsaa paa Talen du ligner ham svart; hvo skulde dog tænke, |
125 | At du, saa ung du est, din Fader saa ligt kunde tale? |
126 | Dengang det hændte sig aldrig, at jeg og den Ædling Odysseus |
127 | Kom med hinanden paa Thinget i Tvist, ei heller i Raadet; |
128 | Nei! vi var eens tilsinds, og med Kløgt og sindige Tanker |
129 | Grunded vi stedse, hvordan Achaiernes Tarv kunde fremmes. |
130 | Men da saa Priamos' kneisende Stad vi havde forstyrret, |
131 | Og vi var gangne tilskibs, og en Gud havde Folkene spredt ad |
132 | Da beslutted Kronion i Sind en bedrøvelig Hjemfart |
133 | For det Argeiske Folk; thi brav og forstandig var langtfra |
134 | Samtliges Færd, og derfor en Deel kom grusomt af Dage; |
135 | Svart Athene dem slog i sin Harm, den Vældiges Datter, |
136 | Da hun de to Atreider ophidsed til Kiv mod hinanden. |
137 | Samtlige Mænd af Achaia til Thing de stævnede begge |
138 | Reent mod Skik paa utimelig Tid, alt dalede Solen, |
139 | Derfor var Mængden betynget af Viin, da de mødte til Samling. |
140 | Strax kundgjorde nu hine, hvorfor man dem hid havde stævnet |
141 | Først Menelaos befoel Achaiernes Sønner tilhobe, |
142 | Hjem at seile paastand over Havsens mægtige Rygning, |
143 | Dog Agamemnon det Raad ei huede; heller han ønsked |
144 | Folket at holde tilbage, og Festhekatomber at offre; |
145 | Pallas Athenes forfærdende Harm han haabed at mildne; |
146 | Lidet han vidste, den Daare, at ei hun var at forsone, |
147 | Ei omskiftes i Hast de salige Guders Beslutning. |
148 | Saaledes begge de stod, og klamredes svart med hinanden; |
149 | Op fra Sæde da sprang de bepandsrede Mænd af Achaia |
150 | Med et forfærdeligt Skrig; tvedeelt var Folkets Beslutning. |
151 | Natten igjennem endog vi fiendsk tilsinds mod hverandre |
152 | Hvilte paa Leiet, thi Zeus tilskikked os Straf for vor Brøde. |
153 | Aarle ved Grye var vi nogle, som drog vore Snekker paa Dybet, |
154 | Hver indskibed sit Gods og de smuktombeltede Qvinder; |
155 | Dog hos Atreus's Søn, Krigsfolkenes Drot Agamemnon, |
156 | Hælvten omtrent tilbage forblev af den samtlige Krigshær, |
157 | Medens vi Andre begav os ombord, og seiled fra Kysten; |
158 | Strygende gik det, selv jevned en Gud os det svælgende Havdyb. |
159 | Da vi til Tenedos kom, vi Guderne bragte vort Offer, |
160 | Hjem vi længtes, dog Zeus endnu forhaled vor Hjemfærd, |
161 | Han, den Haarde, som ypped paany fordærvelig Tvedragt. |
162 | Nogle nu vendte paastand med de toradaarede Skibe, |
163 | Og med Odysses, den snedige Drot, de stævned tilbage, |
164 | Atreus's Søn Agamemnon igjen deres Huldskab at vise. |
165 | Jeg derimod tog Flugten med hvert et Skib, som mig fulgte, |
166 | Da jeg i Sind fornam, at en Gud tilskikked os Vanheld. |
167 | Ogsaa Tydeiden paa Flugt sig gav, og drev paa sit Mandskab. |
168 | Seent os fulgte tillige den Guldhaars Drot Menelaos; |
169 | Just han i Lesbos os traf, da vor lange Seilads vi betænkte, |
170 | Enten vi Nord om Chios den fjeldrige Øe skulde styre |
171 | Op mellem Psyrias Holm, beholdende Chios til Venstre, |
172 | Hvad eller Sønden om Chios forbi det stormende Mimas. |
173 | Bønlig vi bad, at en Gud os et varslende Tegn ville vise, |
174 | Tegnet han gav og bød os, at styre vor Kaas til Euboia, |
175 | Skærende tvers over Havet, at frelses desfør af vor Qvide. |
176 | Vinden blev gunstig og rask; ad de fiskbesvømmede Veie |
177 | Skibene løb i strygende Fart, og iland ved Geraistos |
178 | Alt om Natten vi kom, og Bovene strax af en Mængde |
179 | Tyre til Tak for den mægtige Fart Poseidon vi offred. |
180 | Dage vi seiled igjen; paa den fjerde var alt Diomedes, |
181 | Hestebetvingeren Tydeus's Søn, med Snekker og Mandskab |
182 | Landet paa Kysten af Argos; jeg drog til Pylos, og aldrig |
183 | Løied den gunstige Vind, da en Gud paa Fart havde sendt den. |
184 | Derfor, min Søn! jeg tidendeløs kom hjem, og erfoer ei, |
185 | Hvem af Achaiernes Folk der forgik, og hvem der blev reddet. |
186 | Men hvad jeg siddende her i mit Huus har erfaret af Andre, |
187 | Det jeg, som billigt, fortælle dig skal, og Intet fordølge. |
188 | Hjem i Behold Myrmidonerne kom, de landseforsøgte, |
189 | Helten Achilles's straalende Søn dem førte tilbage. |
190 | Poias's glimrende Søn Philoktetes var ligesaa heldig, |
191 | Og til sit Kreta Idomeneus kom med alle de Kæmper, |
192 | Krigen ham end havde levnet, ei Een han paa Søen forliste. |
193 | Selv har I hørt, skjøndt fjernt I boe, hvordan Agamemnon |
194 | Kom til sit Hjem, og Aigisthos en ynkelig Død ham beredte; |
195 | Dog en gruelig Hevn forsand ham traf for hans Udaad. |
196 | O hvor godt, naar den myrdede Mand en Søn har tilbage |
197 | Efter sin Død! saaledes som hiin den Morder Aigisthos |
198 | Dræbte til Hevn, der lumsk havde myrdet hans herlige Fader. |
199 | Saa, min Kjære! vær kjæk, som jeg seer du er fager og voxen, |
200 | At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter! |
201 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
202 | Nestor! du Neleus's Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed! |
203 | Ja! han hevned sig svart, og vidt vil Achaiernes Sønner |
204 | Brede hans Roes, saa høres den skal blandt kommende Slægter. |
205 | O at de himmelske Guder mig lignende Kraft vilde skjenke, |
206 | Beilernes Sværm at tugte for al deres nedrige Frækhed, |
207 | Da de med Trods udøve mod mig formastelig Voldsfærd. |
208 | Dog en Lykke saa stor har Guderne ei mig beskæret, |
209 | Mig saalidt som min Fader, dog nu maa jeg lide med Taalmod. |
210 | Ham gjensvarede Nestor den gamle Gereniske Vognhelt: |
211 | Kjære! da selv du minder derom, og nævner mig Sagen; |
212 | Man har fortalt, at en Sværm af Mænd, som frie til din Moder, |
213 | Dig til Trods i Paladset et skammeligt Væsen bedrive. |
214 | Siig mig, om selv godvillig du kue dig lod, eller mulig |
215 | Folket i Landet dig hader, forledt af guddommeligt Sandsagn? |
216 | Dog hvo veed, om ei han engang til Hevn over Voldsmænd |
217 | kommer alene tilbage, ja muligen fulgt af sit Mandskab. |
218 | Gid dog Pallas Athene dig ligesaa huld vilde være, |
219 | Som hun din herlige Fader tilforn beskjermed med Omhu |
220 | Hist i Troia, hvor meget vi leed, vi Mænd af Achaia! |
221 | Aldrig har Guder jeg seet saa klart deres Naade bevise, |
222 | Som det var klart, at Athene var rede til Hjelp for Odysseus; |
223 | Elsked hun dig saa høit, og viste dig lignende Omsorg, |
224 | Da skulde Mangen af Beilernes Flok slaae Bryllup af Tanke. |
225 | Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar: |
226 | Aldrig, min Gubbe! jeg troer, at dette vil skee som du siger. |
227 | Nei! dit Ord er for stort! du forfærder mig! aldrig et saadant |
228 | Haab opfyldes for mig, selv ei om Guder det vilde. |
229 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
230 | Søn af Odysses hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række? |
231 | Lettelig frelser en Gud hvem han vil endog fra det Fjerne. |
232 | Jeg vilde heller forsand udstaae mangfoldige Trængsler, |
233 | Blot jeg naaede mit Huus, og Hjemfærdsstunden jeg skued, |
234 | End efter lykkelig Fart forlise mit Liv ved min Arne, |
235 | Som Agamemnon blev lumskelig dræbt af sin Viv og Aigisthos. |
236 | Dog for den altødelæggende Død har selv ikke Guder |
237 | Magt at bevare den Mand, som ret af Hjertet de elske, |
238 | Naar ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe. |
239 | Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared: |
240 | Mentor! ei tale vi meer om Sligt, skjøndt heftig vi sørge! |
241 | Ei hjemkommer han levende meer, forlængst allerede |
242 | Blev han i Gudernes Raad bestemt til Død og til Henfart. |
243 | Men der er Noget forresten, hvorom jeg har Lyst til at spørge |
244 | Nestor, da høit over Andre han staaer i Viisdom og Retsind; |
245 | Alt han har jo som Drot tre Menneskeslægter behersket, |
246 | Derfor betragter jeg ham som en af de salige Guder. |
247 | Nestor, du Neleus's Søn fortæl mig dette med Sandhed! |
248 | Hvad for en Død fik Atreus's Søn, den Drot Agamemnon? |
249 | Hvor var da Menelaos? hvad List til den blodige Gjerning |
250 | Øved Aigisthos, den Skjelm, for den stærkere Mand at ihjelslaae? |
251 | Mon det Achaiske Argos han ei havde naaet, men paa Hjemtog |
252 | Flakked i Verden omkring, og hiin sig til Mordet formasted? |
253 | Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt: |
254 | Dette jeg gjerne, min Søn! sandfærdigen vil dig fortælle. |
255 | Selv begriber du let, hvordan det var gaaet Aigisthos, |
256 | Hvis Menelaos, den Guldhaars Drot, ved sit Komme fra Troia |
257 | I Agamemnons Palads ham end havde truffet ilive, |
258 | Da var han falden, og ei man med Muld hans Liig havde dækket. |
259 | Da havde Hunde med Fugle hans Kjød af Knoglerne flænget |
260 | Fjernt fra Byen paa vildene Mark, og ei i Achaia |
261 | Havde ham Qvinde begrædt, thi grov var den Synd han forøved. |
262 | Medens i Troia vi laae, og Kamp paa Kamp maatte friste, |
263 | Sad han i Mag i en Krog af det hestopfostrende Argos, |
264 | Og Agamemnons Viv ved sin smigrende Snak han bedaared. |
265 | Først hun forkastede dog den skjændige Gjerning med Afskye, |
266 | Thi hun var ædel af Sind som af Byrd, den Viv Klyteimnestra; |
267 | Ogsaa der leved i Huset en Skjald, som Atreiden alvorlig, |
268 | Dengang til Troia han drog, formaned at vogte hans Hustrue. |
269 | Men da hun hildet af Skjebnen tilsidst dog føied hans Villie, |
270 | Slæbte han Skjalden af Huus, og førte ham ud paa en øde |
271 | Øe, hvor han ligge ham lod, Rovfugle til Priis og til Bytte. |
272 | Hjem til sit Huus han villig da førte den villige Qvinde. |
273 | Strax mangfoldige Bove paa Gudernes Alter han brændte, |
274 | Smykker han vied dem ind, baade Guld og prægtige Klæder, |
275 | Efter den svare Bedrift, som lykkedes over Forventning. |
276 | Sammen vi fulgtes paa Vei, Menelaos og jeg, over Havet |
277 | Lige fra Kysten af Troia, thi høit vi elsked hinanden; |
278 | Men da vi Sunion naaede, den hellige Klint ved Athenai, |
279 | Dræbt af Phoibos Apollon da blev Menelaos's Styrmand, |
280 | Ramt af Guden med lempelig Piil han segned i Døden, |
281 | Bedst som med Roret i Haand han sad paa det løbende Fartøi, |
282 | Phrontis, en Søn af Onetor; saa snildt som Faa eller Ingen |
283 | Styred han Skib paa Dyb, hvor vildt end Stormene larmed. |
284 | Saa blev han sinket paa Vei, skjøndt stærkt med Reisen han hasted, |
285 | Medens sin Svend han stedte tilgravs, og feired hans Liigfærd. |
286 | Atter i Søen han stak, og løb ad de blaalige Vande; |
287 | Men da med Flaaden han kom til det høie Maleiske Forbjerg, |
288 | Gav Fjernskueren Zeus ham en høist bedrøvelig Reise; |
289 | Stormene blæse han lod, saa de hvined i Luft, og paa Havet |
290 | Reiste han larmende Bølger, vidunderlig høie som Bjerge; |
291 | Der han spredte hans Snekker og nogle forslog han til Kreta, |
292 | Hvor Kydonerne boe omkring Jardanos' Strømme; |
293 | Der er et Fjeld baade glat og høit, som mod Søen sig strækker |
294 | Ude paa Grændsen af Gortyn, langt ud i det graalige Havdyb. |
295 | Stormen fra Syd mod det vestlige Fjeld slaaer Bølgen ved Phaistos |
296 | Høit, men Fjeldet saa lavt dog dæmmer mod Bølgerne høie; |
297 | Did blev Skibene slængte; med Nød og neppe sig bjerged |
298 | Folket ombord, men i Qvag mod Rev de brydende Bølger |
299 | Skibene slog; af Flaaden dog fem blaastavnede Snekker |
300 | Drev for den rullende Strøm og den strygende Vind til Aigyptos. |
301 | Saaledes drog Menelaos til Folk, hvis Sprog var ham fremmed, |
302 | Vildsomt paa Søen omkring, og Gods og Guld han sig sanked, |
303 | Medens Aigisthos i Borgen udtænkte den rædsomme Udaad, |
304 | Slog Agamemnon ihjel og hans Folk til Lydighed kued. |
305 | Aaringer syv han det guldrige Land Mykene behersked, |
306 | Men i det ottende Aar til hans Vee kom bolden Orestes |
307 | Hjem igjen fra Athen, og til Hevn han den Morder Aigisthos |
308 | Slog ihjel, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader, |
309 | Og efter endt Bedrift han Argeierne feired et Gravøl, |
310 | Da han sin nedrige Moder begrov og den Niding Aigisthos. |
311 | Did kom just paa den festlige Dag den Helt Menelaos |
312 | Hjem med Gods og Skatte saamange som Skibene magted. |
313 | Heller ei du, min Kjære! blandt Fremmede flakke mig længe |
314 | Borte fra Huus og Gods, mens hjemme du lod i Paladset |
315 | Slige fripostige Mænd! thi vogt dig, at ei de fortære |
316 | Alt og dele dit Gods, og spildt da vorder din Reise. |
317 | Men jeg formaner og raader dig stærkt Menelaos at gjæste, |
318 | Thi han er først fornys hjemkommen fra fremmede Lande, |
319 | Fjernt fra Folk, fra hvilke vel knap nogen Mand kunde haabe |
320 | Hjem at slippe, naar Stormene først ham did havde kastet |
321 | Over et Hav saa stort, at neppe de hurtigste Fugle |
322 | Fløi paa et Aar derover, saa stort, saa frygteligt er det. |
323 | Vel! saa begiv dig nu strax paa Fart med dit Skib og dit Mandskab! |
324 | Men vil du reise tillands, staae Hest og Vogn i Beredskab, |
325 | Og mine Sønner er rede paa Vei at gjøre dig Selskab |
326 | Til Lakedaimon den herlige Stad og den Drot Menelaos; |
327 | Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige, |
328 | Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Manden. |
329 | Talt; nu dalede Solen, og Mulm udbredte sig vide. |
330 | Ordet da tog Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
331 | Skjelligt, min Gubbe! forsand er hvert et Ord, som du talte. |
332 | Vel! udskjærer nu Tungerne flux, og blander os Vinen, |
333 | At vi kan offre vor Drik til Poseidon og øvrige Guder, |
334 | Og os forføie til Roe, thi stærkt det lakker ad Tiden, |
335 | Lyset har alt bag Mørket sig gjemt, og ei det sig skikker |
336 | Længer at sidde ved Gudernes Fest, men at gange til Huse. |
337 | Saaledes talte den Datter af Zeus, og han lød hendes Tale. |
338 | Flux udøste Herolderne Vand over Samtliges Hænder, |
339 | Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen, |
340 | Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle; |
341 | Tungerne slængtes paa Ild, og staaende skænked man Vinen. |
342 | Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted, |
343 | Laved Athene sig til med den herlige Søn af Odysseus, |
344 | Begge tilbage til Stranden at gaae til det bugede Fartøi. |
345 | Strax dog talede Nestor, og satte dem venlig irette: |
346 | Nei! det forbyde Kronion og alle de salige Guder, |
347 | At I fra mig skulde gaae til den hurtige Snekke tilbage, |
348 | Ret som var jeg en Prakker, der knap havde Klæder paa Kroppen, |
349 | Eller som ei i sit Huus havde nok af Tæpper og Bolstre, |
350 | Baade sig selv og Gjæster en magelig Seng at forskaffe. |
351 | Nei! Jeg er godt forsynet med prægtige Tæpper og Bolstre, |
352 | Derfor skal ei en Søn af saadan en Mand som Odysseus |
353 | Sove paa Dæk ombord saalænge som jeg er ilive, |
354 | Og naar jeg døer, har jeg Sønner i Huus tilbage, som Herberg |
355 | Hver en Fremmed skal give, der kommer som Gjæst til min Bolig. |
356 | Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue: |
357 | Kjæreste Gamle! du taler saa smukt, og det sømmer sig vistnok, |
358 | At dig Telemachos lyder, thi dette forsand er det Bedste. |
359 | Derfor med dig han følge nu hjem, og tage sin Hvile |
360 | Under dit Tag, men selv jeg gaaer til det tjærede Fartøi |
361 | Ned, vore Folk at muntre, og sige Besked dem om Alting. |
362 | Jeg er den eneste Mand tilaars af den hele Besætning, |
363 | Resten er Knøse tilhobe, som hid af Venskab os fulgte, |
364 | Alle de kan paa Alder omtrent med Telemachos være. |
365 | Der for inat jeg hvile mig vil paa det tjærede Fartøi, |
366 | Men naar det dages, jeg styrer min Kaas til de bolde Kaukoner; |
367 | Der har et Krav jeg tilgode, som hverken er nyt eller ringe. |
368 | Men da du hjem til dit Huus som Gjæst Telemachos tager, |
369 | Send ham da bort tilvogns med din Søn, og giv ham de Heste, |
370 | Som er til Løb de rappeste Dyr, og dygtigst af Kræfter. |
371 | Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas |
372 | Brat som en Ørn, og Studsen betog Enhver, som det skued. |
373 | Ogsaa den Gamle forbausedes svart, da han saae det for Øine, |
374 | Greb Telemachos' Haand, tog Ordet, og talte saalunde: |
375 | Kjære! jeg haaber forvist, ei vorder du feig eller kraftløs, |
376 | Siden af Aar saa ung du alt ledsages af Guder, |
377 | Thi det var ei nogen Anden af Guderne hist paa Olympen, |
378 | Det var den Datter af Zeus, hiin herlige Tritogeneia; |
379 | Ogsaa din kraftige Fader hun høit blandt Argeierne hædred. |
380 | Drotning! forbliv os huld! et priseligt Navn du forlene |
381 | Baade mig selv, mine Børn, og den ærbare Qvinde min Hustrue, |
382 | Offre da vil jeg et fjorgammelt Nød, bredpandet og aldrig |
383 | Avet, endnu ei tæmmet af dødelig Mand under Aaget, |
384 | Dette jeg offre dig vil, og dets Horn vil med Guld jeg beklæde. |
385 | Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene. |
386 | Forrest i Skaren paa Vei sig nu gav den Gereniske Nestor |
387 | Med sine Sønner og Døttrenes Mænd til den prægtige Bolig. |
388 | Men da de kom til det stolte Palads, som Kongen beboede, |
389 | Toge de Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre. |
390 | Strax da de kom, den Gamle paany dem blanded i Kummen |
391 | Viin, som var liflig, og først da den elleve Aar have ligget, |
392 | Løsnede Skaffersken Baandet fra Spunds og aabnede Krukken. |
393 | Heraf den Gamle nu blanded en Deel, og fromt til Athene, |
394 | Aigissvingerens Datter, han bad, mens han stænked af Vinen. |
395 | Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted, |
396 | Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove; |
397 | Men i sit Huus beholdt den gamle Gereniske Nestor |
398 | Helten Odysses's Søn, og rede han lod ham et Leie |
399 | Under den høitgjenlydende Hal paa den snørklede Løibænk; |
400 | Der sov ogsaa den gjæve Peisistratos, Høvding for Krigsfolk; |
401 | End hos sin Fader han boede som eneste Søn, der var Ungkarl. |
402 | Selv sov Gubben i høien Palads i det inderste Kammer, |
403 | Og ved hans Side hans Dronning bepryded det natlige Leie. |
404 | Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, |
405 | Strax fra sit Leie da sprang den gamle Gereniske Nestor, |
406 | Treen af Huset og satte sig hen paa en skinnende Steenbænk; |
407 | Udenfor Huset man havde den sat ved den kneisende Borgport, |
408 | Hvid var Stenen og blank som Olie; der havde Neleus |
409 | Siddet tilforn saa tit, en Mand saa snild som en Guddom; |
410 | Nu var forlængst af Døden han ramt, og vandret til Hades. |
411 | Her den Gereniske Nestor, Achaiernes Fader, sig satte, |
412 | Holdende Staven i Haand, og trindt ham stimled hans Sønner; |
413 | Ud fra Kammers tilhobe de kom, Echephron og Perseus, |
414 | Stratios og Thrasymedes, en Mand som en Gud, og Aretos, |
415 | Derpaa som sjette den bolde Peisistratos kom til sin Fader; |
416 | Ogsaa de førte Telemachos med, og bænked ham blandt sig. |
417 | Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor: |
418 | Skynder Jer nu, mine Børn! og sætter i Værk hvad jeg ønsker, |
419 | At jeg af Guderne først os huld Athene kan gjøre! |
420 | Selv skinbarlig hun gjæsted vor yppige Fest for Poseidon. |
421 | Een skal paa Vang efter Oxen begive sig ud, at den snarlig |
422 | Kommer herind, Qvægrøgteren strax til Byen den drive! |
423 | Een skal skynde sig ned til Telemachos' Skib for at hente |
424 | Alle hans Mænd herop, kun to skal blive tilbage. |
425 | Een skal gaae for at bede paastand Guldslager Laerkes |
426 | Komme herhid, at han Høvedets Horn med Guld kan beklæde; |
427 | Resten forblive tilbage hos mig, og befaler derinde |
428 | Ternerne strax i den prægtige Sal at lave til Maaltid, |
429 | Hente det klareste Vand, og sørge for Brændsel og Stole! |
430 | Saa han taled, og Alle fik travlt, saa de pusted af Iver. |
431 | Ind kom Oxen fra Vang, og Helten Telemachos' Mandskab |
432 | Kom fra det hurtige Skib; Guldslageren ogsaa sig indfandt, |
433 | Bærende med sig i Haand sit kunstfuldbyrdende Værktøi, |
434 | Baade sin Ambolt og Hammer og snildtindrettede Ildtang, |
435 | Guldet at smedde dermed; selv nærmed sig Pallas Athene, |
436 | Gunstig at nyde sit Offer, og Nestor, den aldrende Vognhelt, |
437 | Gav det behørige Guld; strax Mesteren slog det om Dyrets |
438 | Horn heel smukt, at Gudinden med Fryd den Pragt maatte skue. |
439 | Oxen ved Hornene frem Echephron og Stratios leded. |
440 | Vand til Hændernes Tvæt i et Fad udsmykket med Løvværk |
441 | Hented Aretos fra Huus, og en Kurv med det hellige Bygkorn |
442 | Bar han paa Arm; da treen den behjertede Helt Thrasymedes |
443 | Frem med den hvæssede Biil i Haand, for Oxen at fælde; |
444 | Perses med Karret til Blod stod hos, og Oldingen Nestor |
445 | Tog af Vandet og Kornet, og vied med Bøn til Athene |
446 | Offret, mens Haar han kasted paa Ild af Høvedets Pande. |
447 | Men da de saa havde bedet og drysset det hellige Bygkorn, |
448 | Traadte paastand Nestoriden, den modige Helt Thrasymedes, |
449 | Frem, drev Øxen og hug, saa Senerne hen over Nakken |
450 | Brast, og Høvedets Kraft var forødt; strax Oldingens Døttre |
451 | Jamred med Sønnernes Koner i Bøn med samt Eurydike, |
452 | Nestors ærværdige Viv, af Klymenos' Døttre den ældste. |
453 | Høvedets Hals blev vendt fra den vidthenveibare Jordbund, |
454 | Fast man holdt, flinkt slagted Peisistratos, Krigernes Høvding, |
455 | Rødt udvældede Blodet, og Livet fra Knoglerne flygted. |
456 | Rask de skilte nu Kræet, skar Bovene fra i en Skynding, |
457 | Alt med Orden og Skik, og bevikled dem trindt med et dobbelt |
458 | Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære. |
459 | Gubben det risted paa Baal, og blussende Viin han paa Braden |
460 | Gjød; trindt Svendene stod, femflenede Gafler ihænde. |
461 | Men da de Bovene havde forbrændt, og af Indmaden nippet, |
462 | Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det paa Bradspid, |
463 | Saa blev det stegt paa de stingende Spid, som de dreied med Haanden. |
464 | Badet Telemachos blev af den deilige Møe Polykaste, |
465 | Nestors livsalige Barn, af alle hans Døttre den yngste. |
466 | Men da hun havde ham badet, og salvet med glindsende Olie, |
467 | Og havde hyllet ham ind i en Kjortel og prunkende Kappe, |
468 | Steg af Karret han op, af Skabning saa skjøn som en Guddom. |
469 | Derpaa hos Oldingen Nestor han satte sig, Folkenes Hyrde. |
470 | Men da det øvere Kjød var stegt og taget af Bradspid, |
471 | Sad de tilsammen og spiste, mens herlige Mænd var paa Færde |
472 | Flittig at skjenke den liflige Viin i de gyldne Pokaler. |
473 | Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke, |
474 | Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor: |
475 | Rask, mine Børn! lad flux de fagermankede Heste! |
476 | Spænde for Karm, at Telemachos snart kan ende sin Reise |
477 | Saa han taled; hans Ord de fornam, og løde ham villig. |
478 | Hurtig de kobbled for Karm et Spand rasktravende Heste. |
479 | Skaffersken pakked paa Vogn baade Brød og Viin og Suulmad, |
480 | Alt saadant som det nydes af gudopfostrede Konger. |
481 | Og paa den prunkende Karm sig nu Telemachos satte, |
482 | Og Nestoriden, den gjæve Peisistratos, Krigernes Høvding, |
483 | Steg ved hans Side tilvogns, og Tømmerne greb han med Haanden, |
484 | Jog saa med Svøben paa Gangerne rask, og villige fløi de |
485 | Hen over Sletten afsted fra det høitbeliggende Pylos. |
486 | Dagen igjennem de løb, og Kobbelet rysted om Halsen. |
487 | Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes, |
488 | Kom de til Pherai, og holdt ved den ædle Diokles's Bolig, |
489 | Som var Orsilochos' Søn, hvis Fader igjen var Alpheios. |
490 | Der de beded om Natten og han dem beværtede gjæstmildt. |
491 | Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning, |
492 | Kobbled de Hestenes Spand, og bestege den prunkende Vognkarm, |
493 | Kjørte saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggaard. |
494 | Rask han med Svøben paa Gangerne jog, og villige fløi de; |
495 | Snart til den hvedebevoxede Mark de kom, og til Ende |
496 | Reisen var bragt; saa flinkt det vælige Spand havde kjørt dem, |
497 | Just som Solen sig bjerged, og Skumring paa Veiene bredtes. |
<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> |