<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>

 Odysseen  3. Sang      
  
 Besøget i Pylos.

1        Frem af den deilige Søe i en Fart Solguden sig hæved
2    Op paa den kobberne Himmel, at lyse for salige Guder
3    Som for hver dødelig Mand paa den sædfrembringende Jordkreds,
4    Just som de styred mod Land ved det velbebyggede Pylos,
5    Neleus's Stad; der Tyre man slagtede, sorte tilhobe,
6    Ude paa Strand til Poseidon, vor Jords sorthaarede Ryster.
7    Her i ni forskjellige Hold havde Folket sig leiret,
8    Hvert femhundrede Mand, og hvert ni Høveder offred;
9    Alt Indmaden de nød, og ristede Bove til Guden,
10    Just som hine mod Land løb ind med den dygtige Skude,
11    Strøg dens Seil, fortøied den vel, og traadte paa Landjord.
12    Ud af Skibet Telemachos steg, men først dog Athene;
13    Strax tiltalte ham da den lysblaaøiede Pallas:
14        Nu, Telemachos! vær ikke bly i ringeste Maade,
15    Da du jo drog over Havet, at spørge dig for om din Fader,
16    Hvor han gjemmes i Muld, og hvad for en Død han sig hented.
17    Nei frit træde du frem for Hestebetvingeren Nestor!
18    Vide vi maae, hvad Raad han muligen gjemmer i Brystet;
19    Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige,
20    Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Gubben.
21        Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
22    Mentor! hvordan skal jeg gaae? hvordan først tale til Gubben?
23    Jeg er saa lidet forsøgt i den Kunst mine Ord at belægge,
24    Og som den Yngre jeg blues at fritte den Ældre med Spørgsmaal.
25        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
26    Noget, Telemachos! selv i dit Sind udtænker du vistnok,
27    Andet en Gud indskyde dig vil, thi det tør jeg mene,
28    Ei est du fød og fostret de salige Guder til Ugunst.
29        Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham
30    Vandred paa Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
31    Snart de kom til de Pyliske Mænds forsamlede Skarer;
32    Der sad Nestor i Sønnernes Kreds; hans Svende med Iver
33    Lavede Mad; her risted man Kjød, og hist man det spidded.
34    Strax som de saae de fremmede Mænd, de stimled imod dem,
35    Rakte til Hilsen dem venligen Haand, og bød dem at sidde.
36    Først imøde dem treen Peisistratos, Sønnen af Nestor,
37    Begge han krysted i Haand, og strax ved det festlige Gilde
38    Gav han dem Plads paa laadene Skind paa den sandede Havbred
39    Hos Thrasymedes sin Broder og Nestor sin elskede Fader.
40    Hver sin Part han af Indmaden gav, saa tog han og skjenked
41    Viin i en gylden Pokal, og drikkende Begge til Velkomst
42    Talte han saa til Athene, hiint Barn af den høie Kronion:
43        Fremmede! beed nu først din Bøn til Drotten Poseidon.
44    Hans er Gildet, ved hvilket I her os traf ved Jer Ankomst.
45    Men naar du Viin har offret og bedet en Bøn som det bør sig,
46    Flye saa din Ven Pokalen, at offre han kan af den søde
47    Viin, thi ogsaa har han en Bøn til de salige Guder,
48    Skulde jeg troe, hvert Menneskens Barn til Guderne trænger.
49    Dog han er yngre, paa Alder med mig omtrent, som det synes,
50    Derfor jeg først til dig nu Guldpokalen vil række.
51        Talt, og Pokalen han strax med den liflige Viin hende flyede.
52    Glad bemærked Athene hans vise betænksomme Adfærd,
53    At han den gyldene Skaal med Viin først rakte til hende.
54    Derpaa hun bønligen bad til den mægtige Hersker Poseidon:
55        Hør os, du mægtige Gud! du Jordomslynger Poseidon!
56    See ei haant til os, opfyld den Bøn, som vi bede!
57    Nestor og alle hans Sønner du først velsigne med Hæder!
58    Ogsaa det øvrige Folk, hver Mand, som boer udi Pylos,
59    Skjenke du glædelig Løn for den herlige Festhekatombe!
60    Endelig give du mig og Telemachos Held til den Idræt,
61    Som over Bølgen har bragt os hid paa det tjærede Fartøi!
62        Bedende talte hun saa, og selv opfyldte hun Bønnen.
63    Derpaa hun Tvillingpokalen af Guld til Telemachos rakte,
64    Og udi Bøn udbrød den elskede Søn af Odysseus.
65    Men da det øvere Kjød var stegt, og taget af Bradspid,
66    Stykked de Braden i Parter, og holdt et glimrende Maaltid.
67    Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
68    Først til Orde da tog den ædle Gereniske Nestor:
69        Nu er det skjelligt at spørge de fremmede Mænd og forhøre,
70    Hvem de ere, da nu de ved Mad har gjort sig tilgode.
71    Fremmede! hvem er I, og hvorfra er I komne paa Søvei?
72    Drog I paa Handelen ud, eller gik I paa vildsomme Farter
73    Ret som en Vikingeskare, som flakkende vidt over Bølgen
74    Sætter i Vove sit Liv for at plyndre hos Folket i Udland?
75        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar,
76    Freidig i Hu, thi Athene ham selv besjeled med Mandsmod,
77    For at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader,
78    Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde:
79        Nestor! du Neleus's Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed!
80    Hvorfra vi kom, du spørger; det vil jeg paastand dig fortælle.
81    Hid er vi komme fra Ithakas Bye ved Foden af Neion,
82    Ei i folkeligt Hverv, men i eget, det nu jeg vil nævne.
83    Ud er jeg dragen at høre, hvad Rygter man har om min Fader,
84    Helten Odysseus, som vidt er berømt; med dig, har man sagt mig,
85    Drog han fordum i Leding, og styrted den Troiske Kongstad.
86    Grandt man veed om de øvrige Mænd, som kæmped i Troia,
87    Hvor Enhver af de Gjæve sig hented den grusomme Dødslod,
88    Men om Odysses's Død lod Zeus hvert Rygte forstumme;
89    Hvor han er død, har Ingen endnu kunnet sige med Vished,
90    Enten for fiendtlige Mænd han i Kamp er falden paa Landjord,
91    Eller paa vildene Hav Amphitrite begrov ham i Bølgen.
92    Derfor jeg kommer at favne dit Knæe, om du vilde mig sige
93    Alt hvad du veed om hans grusomme Død, hvad enten for Øine
94    Selv du blegne ham saae, eller vandrende Mand om hans Henfart
95    Har dig fortalt; hans Moder ham bar til den tungeste Skjebne.
96    Ei af Skaansel du mildne dit Ord, ei heller af Medynk,
97    Nei! men fortæl reentud just saasom det kom dig for Øie!
98    Bønlig jeg beder, saasandt min herlige Fader Odysseus
99    Enten i Raad eller Daad har ærlig dig holdt hvad han loved
100    Hist i Troernes Land, hvor Achaierne døied saa meget,
101    O saa kom det ihu, og siig mig den skæreste Sandhed!
102        Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
103    Kjære! du minder mig her om al den Trængsel vi fristed
104    Hist i Fiendernes Land, vi kraftige Mænd af Achaia,
105    Enten paa Skibe vi foer hen over det graalige Havdyb,
106    Flakkende vidt efter Rov paa Tog, hvor Achilles os førte,
107    Eller i Marken vi drog om Priamos' mægtige Kongstad
108    Kjækt med Fienden at slaaes; der segned de boldeste Drotter,
109    Der faldt Aias, den krigerske Helt; der ligger Achilleus,
110    Der Patroklos hans Ven, en Mand saa snild som en Guddom,
111    Der min elskede Søn Antilochos, bold og behjertet,
112    Han som var rap tilbeens og dygtig i Kamp som den Bedste.
113    Fleer Ulykker vi leed endnu; hvad dødelig Skabning
114    Mægted at nævne tilhobe de Qvaler, vi der maatte friste?
115    Selv om Aaringer fem eller sex du hos mig vilde blive,
116    Og du mig fritted om al den Nød Achaierne udstod,
117    Kjed af min Tale du blev før Enden, og drog til din Hjemstavn.
118    Ni samfældige Aar uden Rast vi beredte dem Ufærd,
119    Øvende al Slags List; knap Zeus da slutted vor Idræt.
120    Al den Tid var der ei nogen Mand, som med ham sig i Raadslag
121    Dristed at maale, thi høit i al Slags List over Alle
122    Stod den Ædling Odysses, din Fader, saafremt du forresten
123    Virkelig er hans Søn; forbauses jeg maa ved dit Aasyn.
124    Ogsaa paa Talen du ligner ham svart; hvo skulde dog tænke,
125    At du, saa ung du est, din Fader saa ligt kunde tale?
126    Dengang det hændte sig aldrig, at jeg og den Ædling Odysseus
127    Kom med hinanden paa Thinget i Tvist, ei heller i Raadet;
128    Nei! vi var eens tilsinds, og med Kløgt og sindige Tanker
129    Grunded vi stedse, hvordan Achaiernes Tarv kunde fremmes.
130    Men da saa Priamos' kneisende Stad vi havde forstyrret,
131    Og vi var gangne tilskibs, og en Gud havde Folkene spredt ad
132    Da beslutted Kronion i Sind en bedrøvelig Hjemfart
133    For det Argeiske Folk; thi brav og forstandig var langtfra
134    Samtliges Færd, og derfor en Deel kom grusomt af Dage;
135    Svart Athene dem slog i sin Harm, den Vældiges Datter,
136    Da hun de to Atreider ophidsed til Kiv mod hinanden.
137    Samtlige Mænd af Achaia til Thing de stævnede begge
138    Reent mod Skik paa utimelig Tid, alt dalede Solen,
139    Derfor var Mængden betynget af Viin, da de mødte til Samling.
140    Strax kundgjorde nu hine, hvorfor man dem hid havde stævnet
141    Først Menelaos befoel Achaiernes Sønner tilhobe,
142    Hjem at seile paastand over Havsens mægtige Rygning,
143    Dog Agamemnon det Raad ei huede; heller han ønsked
144    Folket at holde tilbage, og Festhekatomber at offre;
145    Pallas Athenes forfærdende Harm han haabed at mildne;
146    Lidet han vidste, den Daare, at ei hun var at forsone,
147    Ei omskiftes i Hast de salige Guders Beslutning.
148    Saaledes begge de stod, og klamredes svart med hinanden;
149    Op fra Sæde da sprang de bepandsrede Mænd af Achaia
150    Med et forfærdeligt Skrig; tvedeelt var Folkets Beslutning.
151    Natten igjennem endog vi fiendsk tilsinds mod hverandre
152    Hvilte paa Leiet, thi Zeus tilskikked os Straf for vor Brøde.
153    Aarle ved Grye var vi nogle, som drog vore Snekker paa Dybet,
154    Hver indskibed sit Gods og de smuktombeltede Qvinder;
155    Dog hos Atreus's Søn, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
156    Hælvten omtrent tilbage forblev af den samtlige Krigshær,
157    Medens vi Andre begav os ombord, og seiled fra Kysten;
158    Strygende gik det, selv jevned en Gud os det svælgende Havdyb.
159    Da vi til Tenedos kom, vi Guderne bragte vort Offer,
160    Hjem vi længtes, dog Zeus endnu forhaled vor Hjemfærd,
161    Han, den Haarde, som ypped paany fordærvelig Tvedragt.
162    Nogle nu vendte paastand med de toradaarede Skibe,
163    Og med Odysses, den snedige Drot, de stævned tilbage,
164    Atreus's Søn Agamemnon igjen deres Huldskab at vise.
165    Jeg derimod tog Flugten med hvert et Skib, som mig fulgte,
166    Da jeg i Sind fornam, at en Gud tilskikked os Vanheld.
167    Ogsaa Tydeiden paa Flugt sig gav, og drev paa sit Mandskab.
168    Seent os fulgte tillige den Guldhaars Drot Menelaos;
169    Just han i Lesbos os traf, da vor lange Seilads vi betænkte,
170    Enten vi Nord om Chios den fjeldrige Øe skulde styre
171    Op mellem Psyrias Holm, beholdende Chios til Venstre,
172    Hvad eller Sønden om Chios forbi det stormende Mimas.
173    Bønlig vi bad, at en Gud os et varslende Tegn ville vise,
174    Tegnet han gav og bød os, at styre vor Kaas til Euboia,
175    Skærende tvers over Havet, at frelses desfør af vor Qvide.
176    Vinden blev gunstig og rask; ad de fiskbesvømmede Veie
177    Skibene løb i strygende Fart, og iland ved Geraistos
178    Alt om Natten vi kom, og Bovene strax af en Mængde
179    Tyre til Tak for den mægtige Fart Poseidon vi offred.
180    Dage vi seiled igjen; paa den fjerde var alt Diomedes,
181    Hestebetvingeren Tydeus's Søn, med Snekker og Mandskab
182    Landet paa Kysten af Argos; jeg drog til Pylos, og aldrig
183    Løied den gunstige Vind, da en Gud paa Fart havde sendt den.
184    Derfor, min Søn! jeg tidendeløs kom hjem, og erfoer ei,
185    Hvem af Achaiernes Folk der forgik, og hvem der blev reddet.
186    Men hvad jeg siddende her i mit Huus har erfaret af Andre,
187    Det jeg, som billigt, fortælle dig skal, og Intet fordølge.
188    Hjem i Behold Myrmidonerne kom, de landseforsøgte,
189    Helten Achilles's straalende Søn dem førte tilbage.
190    Poias's glimrende Søn Philoktetes var ligesaa heldig,
191    Og til sit Kreta Idomeneus kom med alle de Kæmper,
192    Krigen ham end havde levnet, ei Een han paa Søen forliste.
193    Selv har I hørt, skjøndt fjernt I boe, hvordan Agamemnon
194    Kom til sit Hjem, og Aigisthos en ynkelig Død ham beredte;
195    Dog en gruelig Hevn forsand ham traf for hans Udaad.
196    O hvor godt, naar den myrdede Mand en Søn har tilbage
197    Efter sin Død! saaledes som hiin den Morder Aigisthos
198    Dræbte til Hevn, der lumsk havde myrdet hans herlige Fader.
199    Saa, min Kjære! vær kjæk, som jeg seer du er fager og voxen,
200    At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter!
201        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
202    Nestor! du Neleus's Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed!
203    Ja! han hevned sig svart, og vidt vil Achaiernes Sønner
204    Brede hans Roes, saa høres den skal blandt kommende Slægter.
205    O at de himmelske Guder mig lignende Kraft vilde skjenke,
206    Beilernes Sværm at tugte for al deres nedrige Frækhed,
207    Da de med Trods udøve mod mig formastelig Voldsfærd.
208    Dog en Lykke saa stor har Guderne ei mig beskæret,
209    Mig saalidt som min Fader, dog nu maa jeg lide med Taalmod.
210        Ham gjensvarede Nestor den gamle Gereniske Vognhelt:
211    Kjære! da selv du minder derom, og nævner mig Sagen;
212    Man har fortalt, at en Sværm af Mænd, som frie til din Moder,
213    Dig til Trods i Paladset et skammeligt Væsen bedrive.
214    Siig mig, om selv godvillig du kue dig lod, eller mulig
215    Folket i Landet dig hader, forledt af guddommeligt Sandsagn?
216    Dog hvo veed, om ei han engang til Hevn over Voldsmænd
217    kommer alene tilbage, ja muligen fulgt af sit Mandskab.
218    Gid dog Pallas Athene dig ligesaa huld vilde være,
219    Som hun din herlige Fader tilforn beskjermed med Omhu
220    Hist i Troia, hvor meget vi leed, vi Mænd af Achaia!
221    Aldrig har Guder jeg seet saa klart deres Naade bevise,
222    Som det var klart, at Athene var rede til Hjelp for Odysseus;
223    Elsked hun dig saa høit, og viste dig lignende Omsorg,
224    Da skulde Mangen af Beilernes Flok slaae Bryllup af Tanke.
225        Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
226    Aldrig, min Gubbe! jeg troer, at dette vil skee som du siger.
227    Nei! dit Ord er for stort! du forfærder mig! aldrig et saadant
228    Haab opfyldes for mig, selv ei om Guder det vilde.
229        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
230    Søn af Odysses hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
231    Lettelig frelser en Gud hvem han vil endog fra det Fjerne.
232    Jeg vilde heller forsand udstaae mangfoldige Trængsler,
233    Blot jeg naaede mit Huus, og Hjemfærdsstunden jeg skued,
234    End efter lykkelig Fart forlise mit Liv ved min Arne,
235    Som Agamemnon blev lumskelig dræbt af sin Viv og Aigisthos.
236    Dog for den altødelæggende Død har selv ikke Guder
237    Magt at bevare den Mand, som ret af Hjertet de elske,
238    Naar ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe.
239        Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
240    Mentor! ei tale vi meer om Sligt, skjøndt heftig vi sørge!
241    Ei hjemkommer han levende meer, forlængst allerede
242    Blev han i Gudernes Raad bestemt til Død og til Henfart.
243    Men der er Noget forresten, hvorom jeg har Lyst til at spørge
244    Nestor, da høit over Andre han staaer i Viisdom og Retsind;
245    Alt han har jo som Drot tre Menneskeslægter behersket,
246    Derfor betragter jeg ham som en af de salige Guder.
247    Nestor, du Neleus's Søn fortæl mig dette med Sandhed!
248    Hvad for en Død fik Atreus's Søn, den Drot Agamemnon?
249    Hvor var da Menelaos? hvad List til den blodige Gjerning
250    Øved Aigisthos, den Skjelm, for den stærkere Mand at ihjelslaae?
251    Mon det Achaiske Argos han ei havde naaet, men paa Hjemtog
252    Flakked i Verden omkring, og hiin sig til Mordet formasted?
253        Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
254    Dette jeg gjerne, min Søn! sandfærdigen vil dig fortælle.
255    Selv begriber du let, hvordan det var gaaet Aigisthos,
256    Hvis Menelaos, den Guldhaars Drot, ved sit Komme fra Troia
257    I Agamemnons Palads ham end havde truffet ilive,
258    Da var han falden, og ei man med Muld hans Liig havde dækket.
259    Da havde Hunde med Fugle hans Kjød af Knoglerne flænget
260    Fjernt fra Byen paa vildene Mark, og ei i Achaia
261    Havde ham Qvinde begrædt, thi grov var den Synd han forøved.
262    Medens i Troia vi laae, og Kamp paa Kamp maatte friste,
263    Sad han i Mag i en Krog af det hestopfostrende Argos,
264    Og Agamemnons Viv ved sin smigrende Snak han bedaared.
265    Først hun forkastede dog den skjændige Gjerning med Afskye,
266    Thi hun var ædel af Sind som af Byrd, den Viv Klyteimnestra;
267    Ogsaa der leved i Huset en Skjald, som Atreiden alvorlig,
268    Dengang til Troia han drog, formaned at vogte hans Hustrue.
269    Men da hun hildet af Skjebnen tilsidst dog føied hans Villie,
270    Slæbte han Skjalden af Huus, og førte ham ud paa en øde
271    Øe, hvor han ligge ham lod, Rovfugle til Priis og til Bytte.
272    Hjem til sit Huus han villig da førte den villige Qvinde.
273    Strax mangfoldige Bove paa Gudernes Alter han brændte,
274    Smykker han vied dem ind, baade Guld og prægtige Klæder,
275    Efter den svare Bedrift, som lykkedes over Forventning.
276    Sammen vi fulgtes paa Vei, Menelaos og jeg, over Havet
277    Lige fra Kysten af Troia, thi høit vi elsked hinanden;
278    Men da vi Sunion naaede, den hellige Klint ved Athenai,
279    Dræbt af Phoibos Apollon da blev Menelaos's Styrmand,
280    Ramt af Guden med lempelig Piil han segned i Døden,
281    Bedst som med Roret i Haand han sad paa det løbende Fartøi,
282    Phrontis, en Søn af Onetor; saa snildt som Faa eller Ingen
283    Styred han Skib paa Dyb, hvor vildt end Stormene larmed.
284    Saa blev han sinket paa Vei, skjøndt stærkt med Reisen han hasted,
285    Medens sin Svend han stedte tilgravs, og feired hans Liigfærd.
286    Atter i Søen han stak, og løb ad de blaalige Vande;
287    Men da med Flaaden han kom til det høie Maleiske Forbjerg,
288    Gav Fjernskueren Zeus ham en høist bedrøvelig Reise;
289    Stormene blæse han lod, saa de hvined i Luft, og paa Havet
290    Reiste han larmende Bølger, vidunderlig høie som Bjerge;
291    Der han spredte hans Snekker og nogle forslog han til Kreta,
292    Hvor Kydonerne boe omkring Jardanos' Strømme;
293    Der er et Fjeld baade glat og høit, som mod Søen sig strækker
294    Ude paa Grændsen af Gortyn, langt ud i det graalige Havdyb.
295    Stormen fra Syd mod det vestlige Fjeld slaaer Bølgen ved Phaistos
296    Høit, men Fjeldet saa lavt dog dæmmer mod Bølgerne høie;
297    Did blev Skibene slængte; med Nød og neppe sig bjerged
298    Folket ombord, men i Qvag mod Rev de brydende Bølger
299    Skibene slog; af Flaaden dog fem blaastavnede Snekker
300    Drev for den rullende Strøm og den strygende Vind til Aigyptos.
301    Saaledes drog Menelaos til Folk, hvis Sprog var ham fremmed,
302    Vildsomt paa Søen omkring, og Gods og Guld han sig sanked,
303    Medens Aigisthos i Borgen udtænkte den rædsomme Udaad,
304    Slog Agamemnon ihjel og hans Folk til Lydighed kued.
305    Aaringer syv han det guldrige Land Mykene behersked,
306    Men i det ottende Aar til hans Vee kom bolden Orestes
307    Hjem igjen fra Athen, og til Hevn han den Morder Aigisthos
308    Slog ihjel, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader,
309    Og efter endt Bedrift han Argeierne feired et Gravøl,
310    Da han sin nedrige Moder begrov og den Niding Aigisthos.
311    Did kom just paa den festlige Dag den Helt Menelaos
312    Hjem med Gods og Skatte saamange som Skibene magted.
313    Heller ei du, min Kjære! blandt Fremmede flakke mig længe
314    Borte fra Huus og Gods, mens hjemme du lod i Paladset
315    Slige fripostige Mænd! thi vogt dig, at ei de fortære
316    Alt og dele dit Gods, og spildt da vorder din Reise.
317    Men jeg formaner og raader dig stærkt Menelaos at gjæste,
318    Thi han er først fornys hjemkommen fra fremmede Lande,
319    Fjernt fra Folk, fra hvilke vel knap nogen Mand kunde haabe
320    Hjem at slippe, naar Stormene først ham did havde kastet
321    Over et Hav saa stort, at neppe de hurtigste Fugle
322    Fløi paa et Aar derover, saa stort, saa frygteligt er det.
323    Vel! saa begiv dig nu strax paa Fart med dit Skib og dit Mandskab!
324    Men vil du reise tillands, staae Hest og Vogn i Beredskab,
325    Og mine Sønner er rede paa Vei at gjøre dig Selskab
326    Til Lakedaimon den herlige Stad og den Drot Menelaos;
327    Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige,
328    Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Manden.
329        Talt; nu dalede Solen, og Mulm udbredte sig vide.
330    Ordet da tog Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
331        Skjelligt, min Gubbe! forsand er hvert et Ord, som du talte.
332    Vel! udskjærer nu Tungerne flux, og blander os Vinen,
333    At vi kan offre vor Drik til Poseidon og øvrige Guder,
334    Og os forføie til Roe, thi stærkt det lakker ad Tiden,
335    Lyset har alt bag Mørket sig gjemt, og ei det sig skikker
336    Længer at sidde ved Gudernes Fest, men at gange til Huse.
337        Saaledes talte den Datter af Zeus, og han lød hendes Tale.
338    Flux udøste Herolderne Vand over Samtliges Hænder,
339    Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
340    Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle;
341    Tungerne slængtes paa Ild, og staaende skænked man Vinen.
342    Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
343    Laved Athene sig til med den herlige Søn af Odysseus,
344    Begge tilbage til Stranden at gaae til det bugede Fartøi.
345    Strax dog talede Nestor, og satte dem venlig irette:
346        Nei! det forbyde Kronion og alle de salige Guder,
347    At I fra mig skulde gaae til den hurtige Snekke tilbage,
348    Ret som var jeg en Prakker, der knap havde Klæder paa Kroppen,
349    Eller som ei i sit Huus havde nok af Tæpper og Bolstre,
350    Baade sig selv og Gjæster en magelig Seng at forskaffe.
351    Nei! Jeg er godt forsynet med prægtige Tæpper og Bolstre,
352    Derfor skal ei en Søn af saadan en Mand som Odysseus
353    Sove paa Dæk ombord saalænge som jeg er ilive,
354    Og naar jeg døer, har jeg Sønner i Huus tilbage, som Herberg
355    Hver en Fremmed skal give, der kommer som Gjæst til min Bolig.
356        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
357    Kjæreste Gamle! du taler saa smukt, og det sømmer sig vistnok,
358    At dig Telemachos lyder, thi dette forsand er det Bedste.
359    Derfor med dig han følge nu hjem, og tage sin Hvile
360    Under dit Tag, men selv jeg gaaer til det tjærede Fartøi
361    Ned, vore Folk at muntre, og sige Besked dem om Alting.
362    Jeg er den eneste Mand tilaars af den hele Besætning,
363    Resten er Knøse tilhobe, som hid af Venskab os fulgte,
364    Alle de kan paa Alder omtrent med Telemachos være.
365    Der for inat jeg hvile mig vil paa det tjærede Fartøi,
366    Men naar det dages, jeg styrer min Kaas til de bolde Kaukoner;
367    Der har et Krav jeg tilgode, som hverken er nyt eller ringe.
368    Men da du hjem til dit Huus som Gjæst Telemachos tager,
369    Send ham da bort tilvogns med din Søn, og giv ham de Heste,
370    Som er til Løb de rappeste Dyr, og dygtigst af Kræfter.
371        Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
372    Brat som en Ørn, og Studsen betog Enhver, som det skued.
373    Ogsaa den Gamle forbausedes svart, da han saae det for Øine,
374    Greb Telemachos' Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
375        Kjære! jeg haaber forvist, ei vorder du feig eller kraftløs,
376    Siden af Aar saa ung du alt ledsages af Guder,
377    Thi det var ei nogen Anden af Guderne hist paa Olympen,
378    Det var den Datter af Zeus, hiin herlige Tritogeneia;
379    Ogsaa din kraftige Fader hun høit blandt Argeierne hædred.
380    Drotning! forbliv os huld! et priseligt Navn du forlene
381    Baade mig selv, mine Børn, og den ærbare Qvinde min Hustrue,
382    Offre da vil jeg et fjorgammelt Nød, bredpandet og aldrig
383    Avet, endnu ei tæmmet af dødelig Mand under Aaget,
384    Dette jeg offre dig vil, og dets Horn vil med Guld jeg beklæde.
385        Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene.
386    Forrest i Skaren paa Vei sig nu gav den Gereniske Nestor
387    Med sine Sønner og Døttrenes Mænd til den prægtige Bolig.
388    Men da de kom til det stolte Palads, som Kongen beboede,
389    Toge de Plads paa Stol eller Bænk jevnsides hverandre.
390    Strax da de kom, den Gamle paany dem blanded i Kummen
391    Viin, som var liflig, og først da den elleve Aar have ligget,
392    Løsnede Skaffersken Baandet fra Spunds og aabnede Krukken.
393    Heraf den Gamle nu blanded en Deel, og fromt til Athene,
394    Aigissvingerens Datter, han bad, mens han stænked af Vinen.
395    Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
396    Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove;
397    Men i sit Huus beholdt den gamle Gereniske Nestor
398    Helten Odysses's Søn, og rede han lod ham et Leie
399    Under den høitgjenlydende Hal paa den snørklede Løibænk;
400    Der sov ogsaa den gjæve Peisistratos, Høvding for Krigsfolk;
401    End hos sin Fader han boede som eneste Søn, der var Ungkarl.
402    Selv sov Gubben i høien Palads i det inderste Kammer,
403    Og ved hans Side hans Dronning bepryded det natlige Leie.
404        Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
405    Strax fra sit Leie da sprang den gamle Gereniske Nestor,
406    Treen af Huset og satte sig hen paa en skinnende Steenbænk;
407    Udenfor Huset man havde den sat ved den kneisende Borgport,
408    Hvid var Stenen og blank som Olie; der havde Neleus
409    Siddet tilforn saa tit, en Mand saa snild som en Guddom;
410    Nu var forlængst af Døden han ramt, og vandret til Hades.
411    Her den Gereniske Nestor, Achaiernes Fader, sig satte,
412    Holdende Staven i Haand, og trindt ham stimled hans Sønner;
413    Ud fra Kammers tilhobe de kom, Echephron og Perseus,
414    Stratios og Thrasymedes, en Mand som en Gud, og Aretos,
415    Derpaa som sjette den bolde Peisistratos kom til sin Fader;
416    Ogsaa de førte Telemachos med, og bænked ham blandt sig.
417    Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor:
418        Skynder Jer nu, mine Børn! og sætter i Værk hvad jeg ønsker,
419    At jeg af Guderne først os huld Athene kan gjøre!
420    Selv skinbarlig hun gjæsted vor yppige Fest for Poseidon.
421    Een skal paa Vang efter Oxen begive sig ud, at den snarlig
422    Kommer herind, Qvægrøgteren strax til Byen den drive!
423    Een skal skynde sig ned til Telemachos' Skib for at hente
424    Alle hans Mænd herop, kun to skal blive tilbage.
425    Een skal gaae for at bede paastand Guldslager Laerkes
426    Komme herhid, at han Høvedets Horn med Guld kan beklæde;
427    Resten forblive tilbage hos mig, og befaler derinde
428    Ternerne strax i den prægtige Sal at lave til Maaltid,
429    Hente det klareste Vand, og sørge for Brændsel og Stole!
430        Saa han taled, og Alle fik travlt, saa de pusted af Iver.
431    Ind kom Oxen fra Vang, og Helten Telemachos' Mandskab
432    Kom fra det hurtige Skib; Guldslageren ogsaa sig indfandt,
433    Bærende med sig i Haand sit kunstfuldbyrdende Værktøi,
434    Baade sin Ambolt og Hammer og snildtindrettede Ildtang,
435    Guldet at smedde dermed; selv nærmed sig Pallas Athene,
436    Gunstig at nyde sit Offer, og Nestor, den aldrende Vognhelt,
437    Gav det behørige Guld; strax Mesteren slog det om Dyrets
438    Horn heel smukt, at Gudinden med Fryd den Pragt maatte skue.
439    Oxen ved Hornene frem Echephron og Stratios leded.
440    Vand til Hændernes Tvæt i et Fad udsmykket med Løvværk
441    Hented Aretos fra Huus, og en Kurv med det hellige Bygkorn
442    Bar han paa Arm; da treen den behjertede Helt Thrasymedes
443    Frem med den hvæssede Biil i Haand, for Oxen at fælde;
444    Perses med Karret til Blod stod hos, og Oldingen Nestor
445    Tog af Vandet og Kornet, og vied med Bøn til Athene
446    Offret, mens Haar han kasted paa Ild af Høvedets Pande.
447        Men da de saa havde bedet og drysset det hellige Bygkorn,
448    Traadte paastand Nestoriden, den modige Helt Thrasymedes,
449    Frem, drev Øxen og hug, saa Senerne hen over Nakken
450    Brast, og Høvedets Kraft var forødt; strax Oldingens Døttre
451    Jamred med Sønnernes Koner i Bøn med samt Eurydike,
452    Nestors ærværdige Viv, af Klymenos' Døttre den ældste.
453    Høvedets Hals blev vendt fra den vidthenveibare Jordbund,
454    Fast man holdt, flinkt slagted Peisistratos, Krigernes Høvding,
455    Rødt udvældede Blodet, og Livet fra Knoglerne flygted.
456    Rask de skilte nu Kræet, skar Bovene fra i en Skynding,
457    Alt med Orden og Skik, og bevikled dem trindt med et dobbelt
458    Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære.
459    Gubben det risted paa Baal, og blussende Viin han paa Braden
460    Gjød; trindt Svendene stod, femflenede Gafler ihænde.
461    Men da de Bovene havde forbrændt, og af Indmaden nippet,
462    Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det paa Bradspid,
463    Saa blev det stegt paa de stingende Spid, som de dreied med Haanden.
464        Badet Telemachos blev af den deilige Møe Polykaste,
465    Nestors livsalige Barn, af alle hans Døttre den yngste.
466    Men da hun havde ham badet, og salvet med glindsende Olie,
467    Og havde hyllet ham ind i en Kjortel og prunkende Kappe,
468    Steg af Karret han op, af Skabning saa skjøn som en Guddom.
469    Derpaa hos Oldingen Nestor han satte sig, Folkenes Hyrde.
470    Men da det øvere Kjød var stegt og taget af Bradspid,
471    Sad de tilsammen og spiste, mens herlige Mænd var paa Færde
472    Flittig at skjenke den liflige Viin i de gyldne Pokaler.
473    Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
474    Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor:
475        Rask, mine Børn! lad flux de fagermankede Heste!
476    Spænde for Karm, at Telemachos snart kan ende sin Reise
477        Saa han taled; hans Ord de fornam, og løde ham villig.
478    Hurtig de kobbled for Karm et Spand rasktravende Heste.
479    Skaffersken pakked paa Vogn baade Brød og Viin og Suulmad,
480    Alt saadant som det nydes af gudopfostrede Konger.
481    Og paa den prunkende Karm sig nu Telemachos satte,
482    Og Nestoriden, den gjæve Peisistratos, Krigernes Høvding,
483    Steg ved hans Side tilvogns, og Tømmerne greb han med Haanden,
484    Jog saa med Svøben paa Gangerne rask, og villige fløi de
485    Hen over Sletten afsted fra det høitbeliggende Pylos.
486    Dagen igjennem de løb, og Kobbelet rysted om Halsen.
487        Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring paa Veiene bredtes,
488    Kom de til Pherai, og holdt ved den ædle Diokles's Bolig,
489    Som var Orsilochos' Søn, hvis Fader igjen var Alpheios.
490    Der de beded om Natten og han dem beværtede gjæstmildt.
491    Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
492    Kobbled de Hestenes Spand, og bestege den prunkende Vognkarm,
493    Kjørte saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggaard.
494    Rask han med Svøben paa Gangerne jog, og villige fløi de;
495    Snart til den hvedebevoxede Mark de kom, og til Ende
496    Reisen var bragt; saa flinkt det vælige Spand havde kjørt dem,
497    Just som Solen sig bjerged, og Skumring paa Veiene bredtes.
 

<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>