Euripides: Alkestis
||<<
<<
[1-
 76]
>>
>>|||
.
APOLLON.
O Kong Admetos' Huus, hvor jeg i fordums Tid 
Fornøiet sad ved Trællebord, hvorvel en Gud ! 
Saa vilde Zeus, som slog ihjel min kjære Søn 
Asklepios, og slynged Lynet mod hans Bryst.
5 Af Harm derover dræbte jeg Kykloperne, 
Som smedde Tordenkilen, og til Straf mig tvang 
Min Fader til at trælle hos en jordisk Mand. 
Saa kom jeg her til Landet, vogted Hjorden vel, 
Og skjermede min Herres Huus til denne Dag,
10 Thi hellig selv jeg altid fandt en hellig Mand 
I Pheres' Søn, og frelste ham fra Døden snildt; 
Jeg gjekked Dødens Møer, som mig det Løfte gav, 
At han for Døden skulde slippe, som var nær, 
Ifald for ham en Anden gik til Hades ned.
15 Da gik Admet til alle sine Venner rundt 
Til Fader og til Moder, og forhørte sig, 
Men kun sin Hustrue fandt han villig til at gaae 
For ham i Døden og forlade Solens Lys. 
Omringet trindt af sine Terner ligger hun
20 Derinde nu i sidste Kamp, thi Skjebnen vil, 
Hun alt i Dag skal ende Livets Maal og døe. 
Dog bort jeg maa fra denne dyrebare Borg, 
At Dødningen derinde mig besmitter ei, 
Thi hist jeg allerede Døden komme seer,
25 De Dødes Præst, som Dronningen til Hades' Hjem 
Skal hente ned; han kom til den bestemte Tid, 
Og passed' nøie denne Dag, da hun skal døe. 

DØDEN. 
Ha ! ha ! 
Hvad vil du ved Borgen ? hvad sysler du her ?
30 Vil atter, o Phoibos ! os Dødninger du 
Frarane vor Roes, og standse vor Id ? 
Var ei det dig nok, at du listig med Kunst 
Dødsmøerne sveg, og forhaled en Stund 
Admetos's Død ? har igjen du din Haand
35 Med Buen bevæbnet, at skjerme hans Viv, 
Kong Pelias' Datter, som Døden i Vold 
Frivillig sig gav, for at frelse sin Husbond ? 

APOLLON. 
Vær ubekymret ! reen og ærlig er min Færd. 

DØDEN. 
Men hvad behøves Bue, naar din Id er god ? 

APOLLON.
40 Jeg bærer den bestandig, det er saa min Skik. 

DØDEN. 
Og dette Huus mod Ret og Skjel du stander bi. 

APOLLON.
Den kjære Mands Gjenvordighed mig smerter dybt. 

DØDEN. 
Vil nu du for en Dødning svige mig paany ? 

APOLLON. 
Jeg hiin jo ikke heller røved dig med Vold. 

DØDEN.
45 Hvorledes er han da paa Jord, ei under Jord ? 

APOLLON. 
Han bytted med sin Hustrue, hvem du henter nu. 

DØDEN. 
Og dybt jeg under Jorden fører hende ned. 

APOLLON. 
Tag hende da ! du hører neppe dog mit Raad. 

DØDEN. 
At dræbe den, hvis Død er vis ? det er mit Kald. 

APOLLON.
50 Nei ! kun at dræbe gamle skrøbelige Folk. 

DØDEN. 
Nu fatter jeg din Mening og din Hensigt klart. 

APOLLON. 
Kan altsaa ei Alkestis Alderdommen naae ? 

DØDEN. 
Umuligt.  Troe mig, Hæder fryder ogsaa mig. 

APOLLON. 
Det er dog kun en enkelt Sjel du henter bort. 

DØDEN.
55 Jeg vinder større Hæder, naar den Unge døer. 

APOLLON. 
Men gammel Qvinde jordes jo med større Pragt. 

DØDEN. 
Din Paastand, Phoibos ! kun de Rige gjelde kan. 

APOLLON. 
Spidsfindig est du; det har aldrig før jeg vidst. 

DØDEN. 
De gjerne gav hvad Guld de har for Oldingdød. 

APOLLON.
60 Du vil vel altsaa denne Gunst ei vise mig ? 

DØDEN. 
Nei ! Phoibos ! nei ! du kjender jo dog nok min Skik. 

APOLLON. 
Af Mennesker den hades, Guder afskye den. 

DØDEN. 
Ei kan du Alt erholde, hvad der ei er dit. 

APOLLON. 
Med al din barskhed kommer du dog her tilkort,
65 En saadan Mand sig nærmer alt Kong Pheres' Huus, 
Sendt af Eurystheus til det kolde Thrakerland, 
At bringe Diomedes' Heste med sig hjem. 
Herberges skal han gjestmildt i Admetos' Huus, 
Og rive denne Qvinde fra dig bort med Magt.
70 Saaledes ei den mindste Tak af mig du faaer, 
Du gjør din Gjerning, men du vorder mig forhadt. 

DØDEN. 
Din lange Tale nytter dig til ingen Ting, 
Thi Qvinden maa mig følge til de Døde ned. 
Nu gaaer jeg ind, og vier Offret med mit Sværd.
75 Til Underverdens Guder helliget er den,
Hvis Hovedhaar som Offer for mit Glavind faldt. 
(Begge gaae).
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||