Euripides: Alkestis
||<<
<<
[77-
213]
>>
>>|||
.
CHORET.
          Første Halvchor.
Hvor Alt er stille herude ! 
Hvor tyst i Admetos' Huus ! 

          Andet Halvchor.
Ei kommer en Ven herud

80 At sige forsand, om vor Dronning vi alt 
Skal bejamre som død, eller end 
Hun lever og seer den lysende Sol, 
Alkestis, den kjærligste Viv, 
Det troer jeg, det troer det samtlige Folk,
85 Nogen Mand i Verden har eiet. 

Første Strophe.
          Første Halvchor.
Kan Suk I høre fra Kongens Huus, 
Og vilde Slag af fortvivlet Haand, 
Og Skrig, som om Alt var forbi ? 

      Andet Halvchor.
Ei en eneste Terne kan her

90 Omkring ved Porten man see. 
O Paian, Helbredelsens Gud ! 
Driv Lidelsens Bølger tilbage ! 

      Første Halvchor.
Ei taug de saa kvær, ifald hun var død. 

      Andet Halvchor.
Blot ikke hun ud af Huset er bragt ! 

      Første Halvchor.

95 Vist ei ! 

      Andet Halvchor.
         Mit Haab er ei stort; hvad stoler du paa ? 

      Første Halvchor.
Umulig, jeg troer, at i Stilhed saa tyst 
Admetos vor Drot 
Vilde jorde sin elskede Hustrue. 

Første Modstrophe.
      Første Halvchor.
Ei seer ved Døren jeg Kildevand

100 Til Hænders Tvæt, som er Skik og Brug, 
Hvergang der er Liig i et Huus; 
Og ved Porten ei heller jeg seer 
Afklippede Haar, dem af Sorg 
Man offrer en Død; heller ei
105 Slaae Piger med Haand sig for Brystet. 

      Andet Halvchor.
Idag det dog er den berammede Dag . . . 

      Første Halvchor.
Du mener ? 

      Andet Halvchor.
                   Paa hvilken Alkestis skal døe. 

      Første Halvchor.
Min Sjel du ryster forsand, du ryster mit Sind. 

      Andet Halvchor.
Naar Ulykken rammer den retskafne Mand,

110 Da sørger Enhver, 
Som var ædel og brav fra sin Barndom. 

Anden Strophe.
CHORET.
Ei er der et Land, hvor man hen 
Paa Skib over Hav kunde gaae; 
Ei hen til Lykiens Land,

115 Og ei til den sandede Ørk, 
Hvor Ammonium staaer, 
For maaskee den usalige Sjel 
At befrie; thi den truende Død 
Er nær; ei heller det hjalp,
120 Om en af Gudernes Præster jeg bad 
Et Offer paa Alter at slagte. 

Anden Modstrophe.
O lyste den skinnende Sol 
For Een, for Phoibos's Søn
Da kom Alkestis forvist

125 Tilbage fra Skyggernes Land 
Og fra Hades's Port; 
Thi de Døde han vakte til Liv, 
Før han selv af den vældige Zeus 
Blev ramt med glødende Lyn.
130 Men nu, hvad Haab eller Liid har nu 
Om Dronningens Liv jeg tilbage ? 

      Halvchor
Vor Drot har forlængst 
Gjort Alt, hvad gjøres der kan: 
Hver Guddom til Priis i rundeligt Maal

135 Bloddryppende Qvæg paa Altrene faldt, 
Men ei er der Raad mod vor Jammer. 
Dog see ! en Terne kommer hist fra Huset ud 
Med Graad i Øiet; hvilket Budskab bringer hun ? 
Høist billigt, at en Tjener ved sit Herskabs Sorg
140 Sig jamrer; gjerne dog af dig jeg vide vil, 
Om end din Frue lever, eller hun er død. 

TERNEN
Man sige kan, hun lever end, men er dog død. 

CHORET
Hvordan paa eengang baade død og levende ? 

TERNEN
Det stunder nu mod Enden stærkt; hun drages alt. 

CHORET.

145 O hvilken Viv du mister, stakkels ædle Drot ! 

TERNEN
Det vil Admetos føle bedst, naar det er skeet. 

CHORET
Er der da ei det mindste Haab om hendes Liv ? 

TERNEN
Nei ! Skjebnens Dag er kommen, og hun rykkes bort. 

CHORET
Og al behørig Anstalt træffer man vel nu ? 

TERNEN.

150 Admet har Pynten færdig, hun skal klædes i. 

CHORET
Som hæderkronet Qvinde gaaer hun i sin Grav, 
Den bedste Hustrue, Solens Lys har skinnet paa. 

TERNEN
Den bedste, ja tilvisse ! hvo bestrider det ? 
Hvad maa en Qvinde være, som skal overgaae

155 Alkestis ? kan en Hustrue give større Tegn 
Paa Kjærlighed, end villig Død i Mandens Sted ? 
Dog dette veed det hele Land saa godt som vi. 
Hør nu hvad hun derinde gjorde, hør og studs ! 
Saasnart hun mærked, at den visse Dødens Dag
160 Var kommen alt, hun tvættede sin hvide Hud 
Med Vand fra Bækken, tog af Cederkister frem 
En prægtig Dragt, og smykked sig som til en Fest; 
Derpaa hun treen til Hestias Alter hen, og bad: 
Gudinde ! ned jeg vandrer til de Dødes Land,
165 For sidste Gang jeg knæler da med Bøn til dig: 
Skjerm mine moderløse Glutter ! giv min Søn 
En kjærlig Hustrue, giv min Datter en ædel Mand ! 
Og lad dem ei som deres Moder rykkes bort 
Af tidlig Død, men lad dem i Lyksalighed
170 I Fædrelandet leve froe til sildig Stund ! 
Derpaa til hvert et Alter i Admetos' Huus 
Hun traadte hen, bekrandste det, og gjorde Bøn; 
Af Myrthegrene hun de fine Lokker brød, 
Men uden Suk og Taarer; ei den fagre Kind
175 Sin Farve skifted, skjøndt den bittre Stund var nær. 
Saa gik hun ind i Sovekamret, kasted sig 
Ned over Leiet, brast i Graad, og talte saa: 
O Ægteseng, hvor fordum jeg som Møe mig gav 
Den Mand i Vold, for hvem jeg gaaer i Døden nu !
180 Farvel ! du est mig ei forhadt, thi ene mig 
Du koster Livet; troe mod dig og mod min Mand 
Jeg døer; snart hviler i din Favn en anden Viv, 
Meer ærbar ei, meer lykkelig maaskee end jeg. 
Da sank hun ned, og kyssed Sengen, mens i Strøm
185 Fra hendes Øine Taarer flød paa Bolsterne. 
Men da den fromme Qvinde havde grædt sig mæt, 
Rev hun med bøiet Hoved sig fra Sengen løs, 
Men vendte tit tilbage dog til Kammeret, 
Og kasted ned paa Leiet sig hvert Øieblik,
190 Mens Børnene til Moders Kjole klynged sig 
Med Graad og Hulken.  Paa sin Arm hun skifteviis 
Dem tog, og kyssede de Kjære før sin Død. 
Fortvivlet græd alt Tyendet i Kongens Huus 
Af Sorg for deres Frue; venlig Hver især
195 Hun rakte Haanden; Ingen var saa lav, at jo 
Hun talte til ham eller agted paa hans Ord. 
Af saadan Jammer hjemsøgt er Admets Palads; 
Den Qval var spart, var selv han død; nu blev han frelst, 
Men faaer en Sorg som aldrig han forglemme vil. 

CHORET.

200 Og Kong Admet begræder vist det haarde Stød, 
At sin fortræffelige Viv han miste skal ? 

TERNEN
Med Graad han raaber, mens han holder hendes Haand: 
Du maa mig ei forlade ! dog umuligt er 
Hvad han sig ønsker; alt hun tæres synlig hen

205 Af Sygdommen, og i hans Arm hun segner mat. 
Men dog, skjøndt hendes Aandedræt er end kun svagt, 
Hun føler Lyst at skue Solens lyse Blik; 
Thi aldrig meer, men ak ! for sidste Gang idag 
Den runde straaleblanke Sol hun faaer at see.
210 Nu gaaer jeg, Eders Hidkomst at forkynde strax; 
Ei Alle har saa kjærligt Sind til Landets Drot, 
At venlig de ham søge, naar en Sorg ham traf, 
Men I er Kongens Venner jo fra gammel Tid. 
(Gaaer).
.
||<<
<<
Wil
ster
>>
>>|||