Euripides: Alkestis

Euripides: Alkestis

\|\|<<	<<	[77-	213]	>>	>>\|\|\|
.
	CHORET. *Første Halvchor.* Hvor Alt er stille herude ! Hvor tyst i Admetos' Huus ! *Andet Halvchor.* Ei kommer en Ven herud
80	At sige forsand, om vor Dronning vi alt Skal bejamre som død, eller end Hun lever og seer den lysende Sol, Alkestis, den kjærligste Viv, Det troer jeg, det troer det samtlige Folk,
85	Nogen Mand i Verden har eiet. *Første Strophe.* *Første Halvchor.* Kan Suk I høre fra Kongens Huus, Og vilde Slag af fortvivlet Haand, Og Skrig, som om Alt var forbi ? *Andet Halvchor.* Ei en eneste Terne kan her
90	Omkring ved Porten man see. O Paian, Helbredelsens Gud ! Driv Lidelsens Bølger tilbage ! *Første Halvchor.* Ei taug de saa kvær, ifald hun var død. *Andet Halvchor.* Blot ikke hun ud af Huset er bragt ! *Første Halvchor.*
95	Vist ei ! *Andet Halvchor.* Mit Haab er ei stort; hvad stoler du paa ? *Første Halvchor.* Umulig, jeg troer, at i Stilhed saa tyst Admetos vor Drot Vilde jorde sin elskede Hustrue. *Første Modstrophe.* *Første Halvchor.* Ei seer ved Døren jeg Kildevand
100	Til Hænders Tvæt, som er Skik og Brug, Hvergang der er Liig i et Huus; Og ved Porten ei heller jeg seer Afklippede Haar, dem af Sorg Man offrer en Død; heller ei
105	Slaae Piger med Haand sig for Brystet. *Andet Halvchor.* Idag det dog er den berammede Dag . . . *Første Halvchor.* Du mener ? *Andet Halvchor.* Paa hvilken Alkestis skal døe. *Første Halvchor.* Min Sjel du ryster forsand, du ryster mit Sind. *Andet Halvchor.* Naar Ulykken rammer den retskafne Mand,
110	Da sørger Enhver, Som var ædel og brav fra sin Barndom. *Anden Strophe.* CHORET. Ei er der et Land, hvor man hen Paa Skib over Hav kunde gaae; Ei hen til Lykiens Land,
115	Og ei til den sandede Ørk, Hvor Ammonium staaer, For maaskee den usalige Sjel At befrie; thi den truende Død Er nær; ei heller det hjalp,
120	Om en af Gudernes Præster jeg bad Et Offer paa Alter at slagte. *Anden Modstrophe.* O lyste den skinnende Sol For Een, for Phoibos's Søn, Da kom Alkestis forvist
125	Tilbage fra Skyggernes Land Og fra Hades's Port; Thi de Døde han vakte til Liv, Før han selv af den vældige Zeus Blev ramt med glødende Lyn.
130	Men nu, hvad Haab eller Liid har nu Om Dronningens Liv jeg tilbage ? *Halvchor*. Vor Drot har forlængst Gjort Alt, hvad gjøres der kan: Hver Guddom til Priis i rundeligt Maal
135	Bloddryppende Qvæg paa Altrene faldt, Men ei er der Raad mod vor Jammer. Dog see ! en Terne kommer hist fra Huset ud Med Graad i Øiet; hvilket Budskab bringer hun ? Høist billigt, at en Tjener ved sit Herskabs Sorg
140	Sig jamrer; gjerne dog af dig jeg vide vil, Om end din Frue lever, eller hun er død. TERNEN. Man sige kan, hun lever end, men er dog død. CHORET. Hvordan paa eengang baade død og levende ? TERNEN. Det stunder nu mod Enden stærkt; hun drages alt. CHORET.
145	O hvilken Viv du mister, stakkels ædle Drot ! TERNEN. Det vil Admetos føle bedst, naar det er skeet. CHORET. Er der da ei det mindste Haab om hendes Liv ? TERNEN. Nei ! Skjebnens Dag er kommen, og hun rykkes bort. CHORET. Og al behørig Anstalt træffer man vel nu ? TERNEN.
150	Admet har Pynten færdig, hun skal klædes i. CHORET. Som hæderkronet Qvinde gaaer hun i sin Grav, Den bedste Hustrue, Solens Lys har skinnet paa. TERNEN. Den bedste, ja tilvisse ! hvo bestrider det ? Hvad maa en Qvinde være, som skal overgaae
155	Alkestis ? kan en Hustrue give større Tegn Paa Kjærlighed, end villig Død i Mandens Sted ? Dog dette veed det hele Land saa godt som vi. Hør nu hvad hun derinde gjorde, hør og studs ! Saasnart hun mærked, at den visse Dødens Dag
160	Var kommen alt, hun tvættede sin hvide Hud Med Vand fra Bækken, tog af Cederkister frem En prægtig Dragt, og smykked sig som til en Fest; Derpaa hun treen til Hestias Alter hen, og bad: Gudinde ! ned jeg vandrer til de Dødes Land,
165	For sidste Gang jeg knæler da med Bøn til dig: Skjerm mine moderløse Glutter ! giv min Søn En kjærlig Hustrue, giv min Datter en ædel Mand ! Og lad dem ei som deres Moder rykkes bort Af tidlig Død, men lad dem i Lyksalighed
170	I Fædrelandet leve froe til sildig Stund ! Derpaa til hvert et Alter i Admetos' Huus Hun traadte hen, bekrandste det, og gjorde Bøn; Af Myrthegrene hun de fine Lokker brød, Men uden Suk og Taarer; ei den fagre Kind
175	Sin Farve skifted, skjøndt den bittre Stund var nær. Saa gik hun ind i Sovekamret, kasted sig Ned over Leiet, brast i Graad, og talte saa: O Ægteseng, hvor fordum jeg som Møe mig gav Den Mand i Vold, for hvem jeg gaaer i Døden nu !
180	Farvel ! du est mig ei forhadt, thi ene mig Du koster Livet; troe mod dig og mod min Mand Jeg døer; snart hviler i din Favn en anden Viv, Meer ærbar ei, meer lykkelig maaskee end jeg. Da sank hun ned, og kyssed Sengen, mens i Strøm
185	Fra hendes Øine Taarer flød paa Bolsterne. Men da den fromme Qvinde havde grædt sig mæt, Rev hun med bøiet Hoved sig fra Sengen løs, Men vendte tit tilbage dog til Kammeret, Og kasted ned paa Leiet sig hvert Øieblik,
190	Mens Børnene til Moders Kjole klynged sig Med Graad og Hulken. Paa sin Arm hun skifteviis Dem tog, og kyssede de Kjære før sin Død. Fortvivlet græd alt Tyendet i Kongens Huus Af Sorg for deres Frue; venlig Hver især
195	Hun rakte Haanden; Ingen var saa lav, at jo Hun talte til ham eller agted paa hans Ord. Af saadan Jammer hjemsøgt er Admets Palads; Den Qval var spart, var selv han død; nu blev han frelst, Men faaer en Sorg som aldrig han forglemme vil. CHORET.
200	Og Kong Admet begræder vist det haarde Stød, At sin fortræffelige Viv han miste skal ? TERNEN. Med Graad han raaber, mens han holder hendes Haand: Du maa mig ei forlade ! dog umuligt er Hvad han sig ønsker; alt hun tæres synlig hen
205	Af Sygdommen, og i hans Arm hun segner mat. Men dog, skjøndt hendes Aandedræt er end kun svagt, Hun føler Lyst at skue Solens lyse Blik; Thi aldrig meer, men ak ! for sidste Gang idag Den runde straaleblanke Sol hun faaer at see.
210	Nu gaaer jeg, Eders Hidkomst at forkynde strax; Ei Alle har saa kjærligt Sind til Landets Drot, At venlig de ham søge, naar en Sorg ham traf, Men I er Kongens Venner jo fra gammel Tid. (Gaaer).
.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|