Euripides: Alkestis

Euripides: Alkestis

\|\|<<	<<	[968	-1163]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Høit ved Musernes Sange, Høit ved Granskning sig svang min Aand,
970	Thi jeg agted paa Viismænds Ord. Intet dog jeg saa vældigt Fandt som Skjebnens Gudindes Magt, Ei de Urter, som prises Høit i Sange, dem Orpheus
975	Skrev paa Thrakiske Tavler, Ei de Urter, som Phoibos Huldt Asklepios' Sønner gav, Menneskens Qval at lindre. *Første Modstrophe.* Ei som andre Gudinder
980	Skjebnen Alter og Billed har, Aldrig hører hun Offerets Skrig. Send os aldrig, du Høie ! Værre Sorg end vi hidtil leed ! Alt hvad Zeus har besluttet
985	Faaer med dig han iværksat. Kraft du har til at knuse Selv Chalybernes Jernmalm; Aldrig følte dit barske Sind Ringeste Skam og Skaansel. *Anden Strophe.*
990	Ogsaa dig hun bandt med ubrydelig Lænke. Bær da din Kummer med Taal ! ei kalder din Taare Op af Graven den Døde til Liv; Ogsaa Gudernes Børn paa Jorden forgaae. Kjær hun var os i levende Live,
995	Kjær hun er os efter sin Død. Jordens ædleste Qvinde, min Drot ! Havde du kaaret til Hustrue. *Anden Modstrophe.* Ei med andre Dødningegrave skal lignes Høien, som gjemmer din Viv; guddommelig Ære
1000	Vandringsmanden skal yde den fromt; Sige han skal, naar hen ad Stien han gaaer: Fordum gav hun sit Liv for sin Husbond, Nu en salig Guddom hun er; Hil dig, Hulde ! beskær os din Gunst !
1005	Saa vil Alkestis man hilse. Dog hist, Admetos ! hvis mit Syn ei skuffer mig, Alkmenes Søn tilbage kommer til dit Huus. HERAKLES (træder ind med en tilsløret Qvinde). Frimodig bør man tale til en Ven, Admet ! Og ei sin Anke slutte taust i Barmen ind.
1010	Da nu jeg kom i Sorgens Stund, jeg havde helst Mig seet af dig behandlet som en prøvet Ven; Dog ei et Ord du nævned om din Hustrues Død, Men gav endog mig gjæstmildt Herberg i dit Huus, Som om det var en fremmed Sorg, der gik dig nær.
1015	Derfor mit Haar jeg krandsed her i Sørgehuus, Og offred Viin til Guderne med lystigt Sind. Jeg dadler, ja jeg dadler, at du handled saa, Dog i din Sorg jeg ikke dig bedrøve vil. Hør nu, hvi jeg er atter kommen til dit Huus !
1020	Admet ! tag denne Qvinde i din Varetægt, Indtil Bistonerfolkets Drot jeg fældet har, Og kommer hid med Hestene fra Thrakerland ! Men vender mod mit Ønske aldrig meer jeg hjem, Behold da Qvinden til at røgte huuslig Dont !
1025	Først efter en alvorlig Dyst jeg hende vandt: Det traf sig paa min Vandring, at man offentlig En Kampleeg holdt, hvor Seirens Løn var Møien værd, Og denne Qvinde fører jeg som Kamppriis hjem. Enhver, som i de lette Dystspil Mester blev,
1030	To Heste fik, men hvo som vandt i vældig Dyst, I Nævekamp og Brydsmaal, førte Hornqvæg hjem Saavelsom denne Qvinde. Skam det tyktes mig, En Hæderspriis at vrage, som sig tilbød selv; Derfor, som sagt, tag denne Qvinde i din Varetægt !
1035	Ei ranet, vunden blev hun i en møisom Kamp, Og sikkert du med Tiden prise vil min Daad. ADMETOS. Tag ikke for Uvenlighed og Ringeagt, At jeg min Hustrues tunge Skjebne dulgte dig; Men det en Tilvæxt havde været til min Sorg,
1040	Var til et andet Vennehuus du vandret hen, Og Sorgen, som jeg alt begræd, var meer end nok. Dog denne Qvinde maa jeg bede dig betroe Om muligt til en anden Mand, som ikke leed, Hvad jeg har liidt; du har jo Gjæstevenner nok
1045	I dette Land; oprippe maa du ei min Sorg; Dog uden Taarer kunde denne Qvinde her I Huset jeg umulig see; giv saaret Mand Ei flere Saar, haardt nok har Skjebnen hjemsøgt mig. Og hvor i Huset skulde vel en Ungmøe boe ?
1050	Thi Dragt og Smykker vise klart, at hun er ung. Kan Svendestuen være hendes Opholdssted ? Kan hun blandt unge Knøse gaae for Brøde frie ? Ungt Blod, Herakles ! styrer man jo ikke let, Og gjerne jeg din Eiendom vil vogte godt.
1055	Men i den Dødes Kammer kunde hun jo boe ? Dog tør hun leires hvor Alkestis slumred før ? Jeg frygter dobbelt Dadel: deels af Landsmænds Mund, Som om jeg sveg den Qvinde, hvem jeg skylder Tak, Og troløs lefled i en anden Qvindes Arm;
1066	Deels ogsaa af min Hustrue; hellig som en Gud Hun er mig; hun mig aldrig bør af Tanke gaae. Dog, Qvinde ! viid, hvo end du est, du ligner svart Alkestis; det er samme Bygning, samme Væxt. Ved alle Guder ! bring dog denne Qvinde bort
1065	Fra mine Øine ! piin ei den Forpiinte meer ! Seer jeg paa Qvinden, er det mig som om jeg saae Alkestis, Hjertet svulmer og en Taarestrøm Fra Øiets Kilde styrter. Vee mig, arme Mand Hvor hastig dog en bitter Sorg paany mig traf ! CHORET.
1070	Din Lykke jeg i Sandhed ikke rose kan; Dog hvad en Gud tilskikker bør man bære djervt. HERAKLES. O gid jeg mægted, fra de Dødes Bolig op Til Livets Lys at bringe dig din Viv igjen ! Det Venskabsstykke gad jeg gjerne vise dig. ADMETOS.
1075	Du Villien har, men Evnen, hvo besidder den ? Endnu kom aldrig nogen Død til Lyset op. HERAKLES. Gaae ei for vidt ! bær Sorgen som fornuftig Mand ! ADMETOS. Let er det at formane, men at taale svært. HERAKLES. Men hvortil kan bestandig Klage gavne dig ? ADMETOS.
1080	Jeg føler det, dog Veemod sødt mig river hen. HERAKLES. Ja, Kjærlighed til Afdød lokker Taarer frem. ADMETOS. Hvor dybt hun mig har bøiet, Ord ei nævne kan. HERAKLES. Du mistet har en herlig Viv, hvo nægter det ? ADMETOS. Og derfor kan mig Livet aldrig fryde meer. HERAKLES.
1085	Men Tiden dulmer Smerten; nu er Saaret frisk. ADMETOS. Ja Tiden, rigtig ! naar ved Tid du mener Død. HERAKLES. En Brud, et andet Ægteskab vil trøste lidt. ADMETOS. Tie stille ! hvilken Yttring ! sligt jeg vented mindst. HERAKLES. Hvad ? eenlig vil du leve ? aldrig gifte dig ? ADMETOS.
1090	Ei Qvinde lever, som i Arm mig hvile skal. HERAKLES. Men troer du, dette gavne kan din døde Viv ? ADMETOS. Hvor end hun er, hun holdes bør i Ære høit. HERAKLES. Høist priseligt, dog Taabe man dig kalde vil. ADMETOS. Du priser, at jeg aldrig fæster mig en Brud ? HERAKLES.
1095	Jeg priser, at du er din Viv en trofast Ven. ADMETOS. Før døe, end svige hende, skjøndt hun er ei meer. HERAKLES. Men tag dog denne Qvinde til dig i dit Huus ! ADMETOS. Ved Zeus din Fader beder jeg, forlang det ei ! HERAKLES. Fortryde vil du sikkert, hvis du ei det gjør. ADMETOS.
1100	Og gjør jeg det, vil Kummer gnave paa min Sjel. HERAKLES. Viis mig det Venskab, mulig vil det gavne dig. ADMETOS. Gid ei du havde Qvinden ført som Kamppriis hjem ! HERAKLES. Og dog, da jeg vandt Seier, seired ogsaa du. ADMETOS. Du taler smukt; dog Qvinden bort sig fjerne maa. HERAKLES.
1105	Strax, hvis det kan dig gavne, tænk dog først paa det ! ADMETOS. Det gavner mig, naar du blot ikke vorder vred. HERAKLES. Jeg veed en Grund, hvorfor jeg ivrig ønsker det. ADMETOS. Saa skee det da ! dog denne Bøn er ei mig kjær. HERAKLES. Men prise vil du mig engang, adlyd mig blot ! ADMETOS.
1110	Det være maa; hid, Svende ! fører Qvinden ind ! HERAKLES. Den Qvinde, Ven ! betroer jeg ei til Trællehaand. ADMETOS. Bring hende, hvis dig synes, selv i Huset ind ! HERAKLES. I dine Hænder vil jeg lægge hende ned. ADMETOS. Jeg rører hende ikke; selv hun ind kan gaae. HERAKLES.
1115	Din Vennehaand alene jeg min Skat betroer. ADMETOS. Du til et Skridt mig tvinger, som jeg nødig gjør. HERAKLES. Saa stræk da Haanden freidig ud, og bær din Gjæst ! ADMETOS. Det er, som jeg den hovedløse Gorgo bar. HERAKLES. Du holder fast ? ADMETOS. Ja vist. HERAKLES. Behold da Qvinden nu !
1120	Snart vil du kalde Zeus's Søn en ædel Gjæst. Betragt da Qvinden, om hun med Alkestis ei Har Lighed, og lad Lykken jage Sorgen bort ! ADMETOS. O Guder ! hvilket høist uventet Underværk ! Seer virkelig jeg min Alkestis her igjen,
1125	Hvad eller ryster mig en Gud med piinlig Fryd ? HERAKLES. Vist ikke ! virkelig du seer din Hustrue her. ADMETOS. Blot ei det er en Skygge fra de Dødes Hjem ! HERAKLES. Troe ei, du har en Skyggemaner her til Gjæst ! ADMETOS. Min Hustrue, som jeg jorded, seer jeg her igjen ? HERAKLES.
1130	Ja vist ! du tvivler om dit Held; hvor rimeligt ! ADMETOS. Og kan jeg spørge hende som en Levende ? HERAKLES. Ja spørg ! Alt har du hvad dit Hjerte har begjært. ADMETOS. Min elskte Viv ! uventet har jeg dig igjen; Dit hulde Blik jeg aldrig tænkte meer at see. HERAKLES.
1135	Du har din Viv; gid ingen Gud dig vorde nidsk ! ADMETOS. Du priselige Ætling af den høie Zeus ! Held følge dig ! din Fader skjerme huldt sin Søn, Thi du alene frelste mig, da Alt var tabt ! Dog siig, hvordan til Lyset du min Viv har bragt ! HERAKLES.
1140	Jeg overvandt den barske Dødningdrot i Kamp. ADMETOS. Og hvor bestod du denne Kamp med Dødens Gud ? HERAKLES. Ved Graven lured jeg ham op, og greb ham fat. ADMETOS. Dog siig, hvi staaer som maalløs her min frelste Viv ? HERAKLES. Ei er det tilladt, at du hører hendes Røst,
1145	Før hun fra Dødninggudens Magt til Liv igjen Indvies luttret, og den tredie Morgen gryer. Dog gak nu med din Hustrue ind ! vær altid brav, Admet ! og tag med Ærefrygt mod fremmed Mand ! Og nu farvel ! til Vandring kalder mig det Hverv,
1150	Som Kong Eurytheus, Sthenelos's Søn mig gav. ADMETOS. O bliv hos os, og vær vor Gjæst en Tid endnu ! HERAKLES. En anden Gang, Admetos ! nu jeg ile maa. ADMETOS. Held følge dig paa Reisen baade hen og hjem ! Nu vil jeg byde hver en Borger i mit Land,
1155	Med Høitidschor at feire deres Konges Fryd; Og Altrene skal ryge paa vor Takkefest, Thi jeg er vendt tilbage til et bedre Liv, Og ei uskjønsom jeg min Lykke nyde vil. CHORET. Skjebnen mangfoldige Skikkelser bærer;
1160	Guder fuldbyrde, hvad Ingen formoded, Mens det Sandsynligste tit ikke skeer; Guder uventede Veie kan bane; Saaledes denne Begivenhed endte.
					.
		o O o
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|