Euripides: Alkestis

Euripides: Alkestis

\|\|<<	<<	[880-	967]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe*
880	Træd frem ! træd frem ! gak ind i Paladsets Vraae ! ADMETOS. Ak ! ak ! CHORET. Ynkværdig forsand er din Skjebne. ADMETOS. Ak ! ak ! CHORET. Af Qval omspændes din Sjel, Jeg veed det, ADMETOS. Vee ! vee ! CHORET. dog ei du gavner den Døde. ADMETOS. O vee mig ! vee ! CHORET. Forvist er det tungt, at aldrig du meer skal see
885	Din elskede Hustrues Aasyn. ADMETOS. Du nævner et Saar som piner min Sjel ! Hvad bittrere Tab for en Mand end en Viv, Som er kjærlig og troe ? gid jeg aldrig var gift, Gid aldrig med hende jeg her havde boet !
890	Held den, som har aldrig havt Viv eller Børn ! Eet Liv er det kun, og de Sorger det har, Dem bærer man let; Men Børn at skue paa Sotteseng, Og Ægteskabsleiet af Døden knuust,
895	Hvo taaler det Syn, da Manden jo kan Henleve sin Tid uden Børn eller Hustrue ? CHORET. *Første Modstrophe.* Dig traf en sværbekæmpelig Sorg forsand, ADMETOS. Ak ! ak ! CHORET. Ei sætter du Maal for din Klage. ADMETOS. Ak ! ak ! CHORET. Din Sorg er trykkende tung,
900	Dog bær den ADMETOS. Vee ! vee ! CHORET. med Kraft, ei du var den Første, ADMETOS. O vee mig ! vee ! CHORET. Som misted sin Viv; hver Dødelig faaer sin Qval Forskjellig af Skjebnen tildeelt. ADMETOS. O varige Sorg for de Kjære, som drog Dybt ned under Jord !
905	Hvi hindred du mig i at styrte mig ned I den gabende Grav og gange til Roe Med hende, den kjærligste Viv ? To Sjele for een havde Døden da faaet, To trofaste Sjele, naar sammen vi hen
910	Over Acherons Søe vare dragne. CHORET. *Anden Strophe.* En Slægtning jeg havde, Som misted en Søn, det eneste Barn I Huset, en elskelig Søn, Hvis Død var Begrædelse værd.
915	Med Kraft dog Faderen bar den Sorg At miste sit eneste Barn, Endskjøndt han var alt til Aars, Og Lokkerne graae om hans Isse. ADMETOS. O mit Huus ! hvordan betræde dig nu ?
920	Hvordan dig beboe, da Lykken saa grumt Sig har vendt ? aldeles forandret er Alt. Engang med min elskede Viv ved Haand Indtraadte jeg her under Bryllupssang Og Blus af Fakler fra Pelions Aas,
925	Ledsaget af skingrende Chor, Som jublende sang for min Hustrue og mig, Og priste vort Held, at Brudgom og Brud Nedstammed fra kongelig Æt. Da tonede Fryd, nu jamrer man lydt,
930	Min Klædning var hvid, og nu er den sort, Og ind jeg træder i Huus Til et tomt bedrøveligt Leie. CHORET. *Anden* *Modstrophe*. Mens Lykken dig smilte, Blev Ulykken sendt af Skjebnen til dig,
935	Som aldrig til Sorg havde kjendt; Dog selv du jo frelste dit Liv. Din Hustrue døde fra Husbond kjær; Er Sligt saa forbausende nyt ? Alt Døden har mangen Mand
940	Berøvet hans kjærlige Hustrue. ADMETOS. Langt bedre faren, Venner ! er min Hustrue nu, End jeg, det troer jeg, skjøndt det ikke synes saa, Thi hende rammer aldrig nogen Kummer meer, Og bort fra Livets Qvaler hun med Hæder gik.
945	Men jeg, hvis Død var alt bestemt, jeg frelstes kun Til et elendigt Fremtids Liv, det seer jeg nu. Hvor faaer jeg Kraft til at betræde dette Huus ? Hvem har jeg der at tale med ? hvis Hilsen skal Mig glæde ved min Ankomst ? hvorhen vende mig ?
950	Selv Husets Tomhed vil forjage mig igjen, Naar tomt jeg seer det Leie, som hun hvilte paa, Og tom den Stol, hvorpaa hun sad, og Gulvets Fjæl Bedækt med Støv, mens Børnene paa Faders Knæe For elsket Moder græde lydt, og Husets Folk
955	Med dybe Suk bejamre deres Frues Død. Saa vil det hjemme gaae mig; ude vil med Qval Jeg færdes i Forsamling af Thessalske Møer Og Koner, thi mit Hjerte taaler ei at see Den Qvindeslægt, som voxte med Alkestis op.
960	Og da vil mine Fiender tale saa om mig: Der gaaer han ! ræd for Døden lever han med Skam, Thi frelst han blev, den Niding, ved at offre feigt Sin Hustrues Liv, og dog han kalder sig en Mand, Og selv saa feig han skjænder paa Forældrene.
965	Men naar nu saadant Vanrye lægges til min Sorg, O Venner ! kan da Livet have Værd for mig, Hvem Skjebnen martred, og hvis Rygte fik en Plet ?
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|