Euripides: Andromache

Euripides: Andromache

\|\|<<	<<	[117-	273]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Qvinde, som længe har her ved Thetis's hellige Tempel Dvælet, og ei vil vige ! Skjøndt Phthiæter jeg nærmer mig dig, Asiatiske Qvinde !
120	Om jeg maaskee dig yde kan Lindring og Trøst i din svare Sorg, Thi med forfærdeligt Had Hermione dig, Arme ! forfølger, Iversyg paa Slavinden, Hvem tilforn hendes Husbond
125	Achilles's Søn omfavned i Elskov. *Første Modstrophe.* Kjend din Lod, og betænk dog ret din fortvivlede Tilstand ! Du, en Qvinde fra Troia, Vover du Strid med din Frue, den mægtige Spartanerinde ? Flye Nereidens Offerhuus !
130	Kan det dig være til mindste Gavn, Haardt forkuet og stedt i Angst for en bydende Frue, Hen at tæres i Taarer ? Vige maa du for Magten; Afmægtige ! hvi vil længer du stride ? *Anden Strophe.*
135	Skynd dig, forlad det glimrende Huus, som er helliget Thetis ! Husk, at du er i fremmed Land Som Slavinde staaer i fiendtlig Stad, Hvor du ingen Venner skuer, Du forladte stakkels Viv,
140	Som af Jammer trindt omringes ! *Anden Modstrophe.* Veemod mig greb, da du kom til vort Huus, du Troiske Qvinde ! Dybt beklager jeg din Nød, Rolig dog jeg mig forholde maa, Svart jeg bæver for min Frue,
145	Saae Kronions Datterbarn, At jeg ynked dig, da vee mig ! HERMIONE (træder ind). De gyldne Smykker, som jeg bærer paa mit Haar, Og denne Dragt, som blænder ved sin Farveprunk, Er ikke Brudegaver fra Achilles' Søn,
150	Og heller ei har Peleus mig foræret den; Fra Sparta, fra min Hjemstavn, har jeg bragt dem med. Min rige Fader Menelaos gav mig dem Samt kostbart Udstyr, saa jeg vel tør tale frit. Der har I Svar paa hvad I nylig sagde mig.
155	Men du, kun en Slavinde, slæbt af Krigsfolk hid, Du vil af Huset drive mig og herske selv, Du volder mig ved Tryllekunst min Husbonds Had, Og alt mit Haab om Livsfrugt du tilintetgjør. I Qvinder hist fra Asien megen Indsigt har
160	I Sligt; dog snart jeg dine Kunster ende skal; Ei Nereidens Helligdom skal skjerme dig, Ei Alter eller Tempel, Døden er dig vis. Og hvis en Guddom eller Mand vil frelse dig, Aflæg da din sædvanlige Hoffærdighed,
165	Vær underdanig, knæl for mine Fødder ned, Fei mine Stuer, hent fra Acheloos Vand, Og stænk af gylden Kande det paa Tilien ud ! Husk, hvor du er ! thi her er ingen Priamos Og Hektor, intet Troia, men Helleners Land.
170	Dog du Forvorpne drev din Skamløshed saa vidt, At frækt du deler Leie med en Søn af ham, Som dræbte Hektor; ja din Husbonds Banemand Du fødte Børn. Der kjender man Barbarers Viis: Med Datter boler Fader, og med Moder Søn,
175	Med Søster Broder; Slægtning løfter Morderhaand Mod nærmest Slægtning; ingen Lov afværger Sligt. Indfør ei saadan Skik hos os ! een Mand bør ei Med tvende Koner mage sig, det er ei godt; Nei ! hver en Mand, som i sit Huus vil leve vel,
180	Han nøies med en enkelt Hustrues Kjærlighed. CHORET. Af Avindsyge lider alle Qvinders Sjel, Og allermeest er Mandens Frille dem forhadt. ANDROMACHE. Ak ! ak ! Let vorder Ungdom Mennesket til stor Fordærv,
185	Helst naar dens Ild ei dæmpes af Retsindighed. Jeg frygter, at min Trældomsstand formindske vil Min Tales Kraft, og svække mine Grundes Vægt; Selv om jeg seirer, vorder det mig dog til Meen, Thi bitterhed opfylder strax den Stoltes Bryst,
190	Nar Undermand frimodig taler Sandheds Sprog; Dog derfor vil jeg ikke svigte feig min Sag. Siig, Qvinde ! hvad Fortrøstning skulde friste mig Til at fortrænge dig fra lovlig Ægteseng ? Er Sparta bleven underkastet Troias Stad ?
195	Har Lykken huldt mig smilet ? er igjen jeg frie ? Kan Stolthed over Ungdoms friske Fagerhed, Kan Lid til Rigdom eller Haab om Venners Hjelp Mig friste til at drive dig af Huset ud ? Eller at jeg og ikke du her fødte Børn
200	Ak Trællebørn, en Tilvæxt til min Hjertesorg ? Vil nogen Mand i Landet taale mine Børn Som Phthias Konger, selv om Afkom nægtes dig ? Hellenerne vist elske mig for Hektors Skyld, Jeg var ei Troias Dronning, men en ringe Viv !
205	Min Tryllekunst dig volder ei din Husbonds Had, Men ei du ved din Omgang veed at tækkes ham, Og det er Elskovs Tryllemiddel, Qvindens Dyd Er Mandens bedste Glæde, hendes Skjønhed ei, Men naar du vredes, roser du dit Sparta strax,
210	Og haaner Skyros, bryster dig af Rigdom her, Hvor Guld er knapt, og priser Menelaos høit Fremfor Achilles; Sligt opirrer jo din Mand; Thi Qvinden bør, om ogsaa Mandens Færd er slet, Med Taal det bære, ei med Hovmod trodse ham.
215	Hvis du var med en Konge gift i Thrakiens Sneedækte Land, hvor det er Skik, at enkelt Mand Sig mellem mange Koner deler skifteviis, Mon du da vilde dræbe dem ? da bragte du Dit hele Kjøn i Vanrye for Uteerlighed.
220	Thi selv om denne Svaghed plager Qvinden meer End Manden, lad os ærbart da beherske den ! Min Hektor ! for at tækkes dig, jeg venlig var Mod dine Friller, som til Elskov fristed dig, Og tit har dine Slegfredbørn jeg rakt mit Bryst,
225	For ei ved mindste Bitterhed at saare dig; Og derved jeg min Husbonds Kjærlighed mig vandt. Men du, af lutter Ængstelse du taaler knap, At Himlen drysser Duggens Draaber paa din Mand. O Qvinde ! stræb dog ei, i Kjærlighed til Mænd
230	At overgaae din Moder ! Børn med sund Fornuft Bør skye med Rædsel deres slette Moders Feil. CHORET. Min Herskerinde ! hvis du tvinge kan dit Sind, Saa lad dig nu forsone med Andromache ! HERMIONE. Hvortil sligt overmodigt Sprog, slig Dyst med ord,
235	Som om kun du besad Forstand og ikke jeg ! ANDROMACHE. Hvad nu der tales er vel ikke meget viist. HERMIONE. Den Viisdom, du besidder, ønsker jeg mig ei. ANDROMACHE. Du er saa ung, og utilbørlig taler du. HERMIONE. Du taler ei, men handler slet af al din Magt. ANDROMACHE.
240	Men kan du ei bejamre taus din Elskovsqval ? HERMIONE. Hvordan ? er Sligt for Qvinden ei af Vigtighed ? ANDROMACHE. Men mangler Ærbarheden, volder det Foragt. HERMIONE. Hos os i Hellas gjelder ei Barbarers Skik. ANDROMACHE. Det Slette bringer Skjændsel hist saavelsom her. HERMIONE.
245	O viis du er, ja saare viis; dog skal du døe. ANDROMACHE. See ! Thetis' Billed vender her sit Blik mod dig. HERMIONE. Dit Fædreland hun hader for Achilles' Drab. ANDROMACHE. Din Moder Helena har dræbt ham, ikke jeg. HERMIONE. Vedbliver du at vække Qvaler i min Sjel ? ANDROMACHE.
250	Jeg tier brat, og aabner ikke Læben meer. HERMIONE. Svar mig paa det, som drev mig til at komme hid ! ANDROMACHE. Jeg siger, at din Adfærd røber Uforstand. HERMIONE. Vil du forlade Havgudindens Helligdom ? ANDROMACHE. Ja ! hvis mit Liv du sikkrer, ellers gaar jeg ei. HERMIONE.
255	Mit Ord staaer fast, jeg venter ikke paa min Mand. ANDROMACHE. Men før han kommer, overgiver jeg mig ei. HERMIONE. Saa driver jeg dig uden Skaansel ud med Ild. ANDROMACHE. Opbrænd kun Templet ! Guderne din Udaad see. HERMIONE. Dit Legems bittre Pinsler skal ei røre mig. ANDROMACHE.
260	Udøs mit Blod ved Altret ! Thetis hevner mig. HERMIONE. Gjenstridige Barbarerqvinde ! hvilken Trods ! Du modig vil i Døden gaae ? dog snart forsand Du selv godvillig vige skal din sikkre Plads; Jeg har en herlig Lokkemad; min Hensigt skjult
265	Jeg holder, snart min Gjerning skal forklare den. Sid du kun her ! selv om du sad i smeltet Blye, Skal jeg dig dog fortrænge, før Achilles' Søn Tilbage kommer, hvem saa trygt du stoler paa. (Gaaer.) ANDROMACHE. Det gjør jeg, ja ! Hvor frygteligt, at Guder gav
270	Os Lægedom mod vilde Slangers fule Bid, Men mod hvad værre er end Ild og Øglegift, En nedrig Qvinde, søger Midler man omsonst. En saadan Plage Qvinden er for denne Jord.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|