Euripides: Andromache

Euripides: Andromache

\|\|<<	<<	[274-	462]	>>	>>\|\|\|

	CHORET. *Første Strophe.* Stor var tilvisse den Jammer, som frembrød,
275	Da Zeus's og Maias Søn Styred til Ida det prægtige Vognspand, Førende tre Gudinder derhen, Som i den hidsige Skjønhedstvist Hasted afsted paa en glimrende Karm
280	Hen til de qvægrige Stalde, Hen til den eenlige Hytte paa Fjeld, Hvor Ynglingen boede som Hyrde. *Første Modstrophe.* Da de saa kom til den løvrige Skovdal, I Kilden, som springer fra Fjeld,
285	Først deres skinnende Lemmer de baded, Vandred saa hen til Priamos' Søn, Tvistende heftig med ivrig Hu. Kypris bestak ham med listige Ord, Liflig de klang for hans Øre,
290	Men over Troernes Stad og Borg Fordærvelsens Rædsler de bragte. *Anden Strophe.* Havde dog fordum Paris's Moder Kastet Fordærvelsen over hans Hoved, Før han til Toppen af Ida blev bragt,
295	Dengang Kassandra med varslende Stemme Raabte fra Lauren at dræbe det Barn, Som over Troia Fordærv vilde bringe ! Bønlig til Raadets bedagede Mænd Gik hun og bad dem dræbe den Spæde. *Anden Modstrophe.*
300	Da havde Trældoms Aag ikke bøiet Ilions Qvinder, og da var ei heller Du bleven ført til vor Herskers Palads; Da var Hellenernes Folk for de svare Trængsler befriet, som de fristed i Kamp
305	Aaringer ti, mens de færdtes i Troia; Da sad ei Hustrue som Enke forladt, Olding begræd ei mistede Sønner. MENELAOS (træder ind med) MOLOSSOS. Du seer, jeg fundet har din Søn, hvem lønlig du Har mod min Datters Villie skjult i fremmed Huus.
310	Du tænkte stolt, at Thetis skulde frelse dig, Og at din Dreng var tryg hos dem, som fjæled ham, Men snildere dog Menelaos var end du; Og rømmer du ei dette Tempel her paastand, Skal Drengen miste Livet i sin Moders Sted.
315	Betænk dig derfor, om du heller selv vil døe, End see din Søn med Livet bøde for den Synd, Som mod mig selv og mod min Datter du begaaer. ANDROMACHE. O Ære ! Ære ! mange tusind Mennesker, Til Intet fødte, hæved du til Lykkens Tind.
320	Den, som ved sande Dyder vandt Navnkundighed, Ham priser jeg, men den, som løi sig Æren til, Hans Hæder jeg kun agte kan for Lykkens Værk. Har du tilforn som Hærdrot for Hellenske Mænd Forstyrret Priams Kongestad ? du, en Mand saa svag,
325	At paa din unge Datters Ord du bruser op, Og mod en stakkels Qvinde gaaer I Kamp, hvis Lod Blev Slaverie; uværdigt, at en Mand som du Omstyrted Troia, og at Troia faldt for dig. Kun ydre Glands forherliger en indbildt Viis,
330	Men i sit Indre ligner han den store Hob, Kun at hans Rigdom hæver ham, og den er stærk. Vel, Menelaos ! lad os drøfte denne Sag ! Sæt at jeg døer, og af din Datter vorder dræbt, Da vil hun aldrig undgaae Had for blodig Daad,
335	Og dig vil ogsaa Folket strax for dette Mord Til Ansvar kalde, da du jo har Deel deri. Hvis derimod I skaane mig af denne Grund, Men myrde Drengen, vil da Neoptolemos Han Fader rolig finde sig i Sønnens Død ?
340	Nei ! saa umandig kaldes han i Troia ei, Han vandre vil den rette Vei, og ved sin Færd Han Peleus og Achilles ei vil gjøre Skam, Men strax forskyde hende; vil du sige da, Hvis hun paany skal giftes, at dit fromme Barn
345	Er flygtet fra sin onde Mand ? saa løi du jo. Dog hvo vil ægte hende ? skal hun da hos dig Som Enke boe, til Issen graaner ? stakkels Mand ! Seer du ei Uveirsbølgen styrte mod dig løs ? Hvormange Slegfredqvinder vilde du dit Barn
350	Ei ønske heller, end den Lod, jeg her beskrev ? Ei bør man store Sorger volde sig for smaae, Og lad end Qvindekjønnet være nok saa slet, Man Qvindens Sind med Mandens ikke ligne bør. Ifald jeg, som din Datter troer, ved Tryllekunst
355	Forkogler hende, saa hun ikke føder Børn, Da vil jeg ikke søge Skjerm ved Altrets Fod, Men uden Tvang frivillig af din Svigersøn Mig lade dømme, som forvist ei mindre haardt Vil straffe mig som skyldig i hans Barnløshed.
360	Mit Ord er talt; dog een Ting ved dit Sindelag Mig ængster svart; det var jo for en Qvindes Skyld, At du det arme Troia styrted i Fordærv. CHORET. For dristig du, en Qvinde, taled til en Mand, Og i din Iver Sindigheden glipped dig. MENELAOS.
365	Alt dette, Qvinde ! mener du, er Smaating kun, Uværdige for Hellas og min Høvdingmagt, Men viid, at Øieblikkets Krav har større Værd For Mennesket, end at forstyrre Troias Stad. Derfor mit Barn jeg hjelper, thi fra Mandens Seng
370	At stødes bort, er for en Hustrue noget Stort. Al anden Sorg er mindre tung for hendes Sjel, Men ved at røves Manden røves hun sit Liv. Min Svigersøn har over mine Slaver frit At raade, jeg og mine Frender over hans;
375	Thi Venner, som med Sandhed bæreVennenavn, Har intet Særligt, Alt er fælleds Eiendom; Og tøved jeg, til han kom hjem, og fremmed ei Min egen Tarv, da var jeg svag og ikke viis. Viig derfor fra Gudindens Tempel bort paastand,
,80	Thi viid: døer du, da vil jeg skaane Drengen her, Men vil dit Liv du frelse, dræber jeg ham flux, Thi døe maa Een af Eder, det er fast bestemt. ANDROMACHE. O vee mig ! hvilket bittert Valg du giver mig ! Hvis jeg mig døden vælger, er min Jammer stor,
385	Og fuldt saa rædsom, hvis jeg ikke vælger den. O du, som vover store Ting af ringe Grund, Hvad har jeg gjort, at du vil dræbe mig ? hvad Bye Har jeg forraadt, hvad Barn har jeg dig dræbt, hvad Huus I Aske lagt ? min Herre har mit Leie deelt,
390	Men han mig tvang, og dog vil nu du myrde mig, Og ikke ham, som Skylden har ? Begyndelsen Forglemmer du, og stormer vildt mod Enden frem. O vee for Qval jeg lider ! arme Fædreland ! Hvor martres jeg ! hvi blev jeg Moder til en Søn,
395	Og lagde dobbelt Tyngde paa min tunge Sorg ? Dog hvi bejamrer dette jeg, og dvæler ei Med Taarer ved de Sorger, som mig ligge nær ? Jeg som min Hektor slæbes saae som blodigt Lig Paa Fiendens Vogn, og Troia gaae i Flammer op,
400	Og selv jeg som Slavinde blev ved Haaret slæbt Ombord paa et Achaisk Fartøi, og da hid Jeg kom, mig Hektors Morders Søn til Frille tog. Kan Livet end mig glæde ? hvor skal hen jeg see ? Til Fortids Trængsler eller Øieblikkets Nød ?
405	Eet Lys var kun i Livets Mørke levnet mig, En Søn, og ham er man tilsinds at slaae ihjel. Nei ! for sin Moders usle Liv bør han ei døe, Ham levnes Haab tilbage, naar hans Liv er frelst, Mig følger Skjændsel, naar jeg ikke døer for ham.
410	See ! Altret jeg forlader, Eders er jeg nu, Nedhugger, gjennemborer, binder, qvæler mig ! Mit Barn ! din Moder gaaer til Hades, for at du Skal ikke døe; men naar du frelses fra Fordærv, Saa husk din Moder ! husk den grumme Død hun leed !
415	Og naar du slynger Armen om din Faders Hals, Og tysser ham med Graad paa Kind, fortæl ham da Din Moders qval ! - For Mennesket er dog hans Barn Hans Liv, og den, som spotter hvad han ei har følt, Hans Sorg er mindre, men hans Lykke glædeløs. CHORET.
420	Dit Ord mig rører; den Ulykkelige Sorg Opvækker Medynk, kom han end fra fremmed Land. Du, Menelaos ! burde til Forsoning hid Din Datter bragt, og denne Qvindes Jammer endt. MENELAOS. I Svende ! binder denne Qvindes Hænder flux,
425	Thi lidet glædelige Ord hun høre skal ! Med Døden, Qvinde ! trued jeg din Søn, for bort At drive dig fra Helligdommen, og min List Har i min Vold dig lokket til den visse Død. Og hermed har du Dommen hørt, som venter dig.
430	Men om din Søn min Datter selv afgjøre maa, Om hun vil skaane Drengen, eller dræbe ham. Nu ind i Huset ! lære skal Slavinden nok, Herefter ei fribaarne Folk at byde Trods. ANDROMACHE. O vee ! du har besnæret mig med List og Svig. MENELAOS.
435	Forkynd det kun til Alle ! jeg det nægter ei. ANDROMACHE. Hos Eder ved Eurotas kaldes Sligt vil klogt ? MENELAOS. I Troia var det ogsaa klogt at tage Hevn. ANDROMACHE. Troer du ei meer paa Guder og paa Guders Straf ? MENELAOS. Lad komme Straf, jeg bærer den; men du skal døe. ANDROMACHE.
440	Og Barnet, som du river fra min Moderfavn ? MENELAOS. Jeg skaaner ham, men vil min Datter, maa han døe. ANDROMACHE. O vee ! maa jeg da ei bejamre dig, mit Barn ? MENELAOS. Et sikkert Haab om Frelse har han vistnok ei. ANDROMACHE. Vee Eder ! meest forhadte Folk paa denne Jord !
445	Vee Eder, I Spartaner ! I, hvis Lyst er Ondt, I falske Rænkesmedde, Mestre kun i Løgn, I Slanger, som bestandig gaae den krumme Vei, Til Magt og Glands i Hellas kom I ufortjent. Hvad skeer der ei hos Eder ? følger Mord ei Mord ?
450	Afskyer I skjændig Vinding ? har paa Læben I Ei altid Eet, et Andet skjult i Hjertets Vraae ? Vee over Eder ! mig er Døden ei saa tung, Som du vel troer, mit Liv var dog tilintetgjort, Da Troias Stad og den berømte Hektor faldt,
455	Min Husbond, for hvis Landse tit fra Fastlandskamp Du flygted ræd, og søgte Skjul paa Skibene. Men nu mod Qvinder drabelig du gaaer i Strid, Og myrder mig; ja myrd mig ! aldrig skal min Mund Til dig og til din Datter tale Smigerord.
460	Du er tilvisse hædret nu i Spartas Stad, Som jeg tilforn i Troia; Lykken var mig gram, Men trods ei derfor ! samme Lod kan træffe dig.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|