Euripides: Andromache

Euripides: Andromache

\|\|<<	<<	[1142-	1255]	>>	>>\|\|\|
					.
	PELEUS. *Første Strophe*. Vee mig for Jammer mit Øie maa skue, Vee mig for Rædsel mig bringes i Huus ! Sorgen mig knuser, med mig er det ude,
1145	Reent jeg fortvivler, Thessaliens Folk ! Ei blev der levnet mig Barn i mit Huus, Haard var mig Skjebnen. Hvor skal jeg vende mit Blik, for at finde Nogen, som nu kunde glæde min Sjel ?
1150	Venlige Mund og Kinder og Hænder ! Gid dog i Troia ved Simoeis' Bredder Heller en Gud havde dræbt dig ! CHORET. Da var med større Hæder han i Sandhed død, Og større Lykke, Gubbe ! havde du da nydt. PELEUS. *Første Modstrophe.*
1155	Ægteskab ! Ægteskab ! du, som har styrtet Baade mit Huus og mit Land i Fordærv ! Ak ! Neoptolemos ! vee mig, jeg Arme ! Gid Hermiones vanhellige Slægt, Som mine Børn og hele mit Huus
1160	Jammer forvoldte, Ei havde røvet dig Livet, du Kjære ! Gid hun forinden af Lynild var dræbt ! Gid du ei for din herlige Faders Blodige Død havde trodset Apollon,
1165	Dødelig pukket mod Guddom ! CHORET. *Anden Strophe.* O Vee mig ! vee ! Med jamrende Røst en Dødningesang For min mistede Drot jeg vil synge. PELEUS. *Anden Modstrophe.* O vee mig ! vee !
1170	Afvexlende Qval fremlokker min Graad, Baade Sorger og Alder mig bøie. CHORET. *Tredie Strophe.* Din Skjebne, Gubbe ! var en Guds Tilskikkelse. PELEUS. O Kjære ! du vandred bort fra dit Huus, Og barnløs du lod mig Olding tilbage. CHORET.
1175	Før dine Børn du Gamle burde været død. PELEUS. *Fjerde Strophe.* Hvi river jeg ei af Issen mit Haar ? Hvi slaaer jeg ikke med knusende Slag Min Haand mod mit Hoved ? O Fædreneland ! To Sønner har Phoibos Apollon mig Arme berøvet. CHORET. *Femte Strophe.*
1180	Du arme Gubbe, som saa megen Modgang leed. Hvordan skal dit Liv henrinde herefter ? PELEUS. *Femte Modstrophe.* Forladt og barnløs, uden Ende paa min Sorg Hengræmmes jeg skal, til Graven sig aabner. CHORET. *Tredie Modstrophe.* Omsonst velsigned Guderne dit Ægteskab. PELEUS.
1185	Forsvunden er al den Herlighed nu, Nedbøiet er al min stolte Fortrøstning. CHORET. Som eenlig Olding skal i eenligt Huus du boe. PELEUS. *Fjerde Modstrophe.* Ei Land og Rige besidder jeg meer, Min Konningestav jeg slænger i Støv,
1190	Og du, Nereide ! som boer under Hav I Grotternes Vraae, skal strakt paa Jorden mig finde. CHORET. Ha ! Hvad rører sig hist ? hvad guddommeligt Syn Opdager mit Blik ? See ! Piger ! o see !
1195	En Guddom det er, som, svævende frem Gjennem straalende Luft, betræder med Fod Phthioternes hestopfostrende Marker. THETIS (aabenbarer sig). Her seer du Thetis, som af gammel Kjærlighed Til dig, o Peleus ! drog fra Nereus' Bolig hid;
1200	Og først jeg dig formane vil, lad ei den Sorg, Som nys dig traf, dig altfor nær til Hjertet gaae. Jeg som for Modertaarer burde været frie, Jeg misted jo vor fælleds Søn, den rappe Helt Achil, Den første Kæmpe blandt Hellenerne.
1205	Men hør nu, Peleus ! hvad jeg kom at sige dig: Til Jorden først du stede skal Achilles' Søn, Men til Apollons Tempel Liget føres skal, At der, til Skam for Delpherne, hans Gravhøi kan Fortælle, hvilken blodig Daad Orest bedrev.
1210	Den fangne Qvinde, Hektors Viv, Andromache Skal her som hidtil i Molosserlandet boe, Og hun skal ægte Helenos, Kong Priams Søn. Hos Moderen skal Sønnen boe, det sidste Skud Af Aiakos's Stamme, men i mange Led
1215	Hans Ætlinger Molosserne beherske skal Som lykkelige Konger; ikke bør den Slægt Tilgrunde gaae, som stammer ned fra dig, fra mig Og Troias Stad, den Guderne har ei forglelmt, Skjøndt den i Gruus blev styrtet ved Athenes Raad.
1220	Dig, Peleus ! for at vise dig min Kjærlighed, Vil jeg, en Guddoms Datter og Gudinde selv, Fra menneskelig Kummer og Gjenvordighed Befrie, og til en evig Gud omskabe dig. Da skal med mig, med din udødelige Viv
1225	Du boe herefter i min Fader Nereus' Hjem; Og blot du løfter Foden, som ei vædes skal Af Havets Vand, seer du vor dyrebare Søn Achilles, som paa Leuke boer, en deilig Øe, Hvis hvide Kyst beskylles af Euxinos' Vand.
1230	Men bring nu til den gudopbygte Delpherstad Din Sønnesøn; og naar du jordet har hans Liig, Skal til den gamle Klippe Sepias du gaae, Og tøve der i Grotten, til jeg kommer did Fra Havet med halvhundred Nereiders Chor,
1235	Og henter dig; thi hvad af Skjebnen blev bestemt Bør efterkommes, og Kronion vil det saa. Stands da din Klage, græd ei for de Døde meer ! Thi saa har Guder kastet Menneskenes Lod, At for dem Alle Døden er en fælleds Gjeld. PELEUS.
1240	Ærværdige Gudinde ! du min hulde Viv ! Du Barn af Nereus ! hil dig ! værdigt for dig selv Og dine Børn er hvad du her mig har forkyndt; Derfor min Sorg jeg standse vil, som du mig bød, Og efter Jordefærden gaae til Pelions Dal,
1245	Hvor jeg din fagre Skabning fordum tog i Favn. Af Ædlingstamme vælge da den vise Mand Sin Hustrue, og blandt brave Mænd sin Svigersøn ! Ei staae hans Hu til Giftermaal med slette Folk, Hvor rig en Medgift Bruden end ham bringe kan,
1250	Thi da vil aldrig Guderne velsigne ham. CHORET. Skjebnen mangfoldige Skikkelser bærer, Guder fuldbyrde hvad Ingen formoded, Mens det Sandsynligste tit ikke skeer; Guder uventede Veie kan bane.
1255	Saaledes denne Begivenhed endte.
					.
o O o
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|