Euripides: Andromache

Euripides: Andromache

\|\|<<	<<	[985-	1141]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.*
985	O Phoibos ! Stifter af Ilions vældige Borg, Og du, Poseidon ! som kjører paa Hav Med blaagraae Hingster for Karm, Hvi gav I det Værk, I byggede selv, Saa haanlig til Priis for Krigens forstyrrende Gud ?
990	Hvi lod I ham hærge med fiendtlige Spyd Den IliskeBorg, den usalige Kongstad ? *Første Modstrophe.* Hvi jog I mangfoldige Heste for prunkende Vogn Til Strid ved Bredden af Simoeis' Strøm, Og kaldte de dygtige Mænd
995	Til blodige Kampe, men ikke til Seir ? Udryddet af Jorden er Troias Beherskeres Slægt, Ei blusser paa Alter i Troernes Land Den festlige Ild med duftende Røgskye. *Anden Strophe.* Atreiden faldt for sin Hustrues Haand,
1000	Og Død gjengjeldte den blodige Daad, Af sin Søn blev hun dræbt; En Guds Opfordring blev Qvindens Fordærv, De Sønnen fra Argos drog ud, Og betraadte det hellige Huus,
1005	Den hevnende Modermorder Orest. O Gud ! o Phoibos ! hvordan skal jeg troe det ? *Anden Modstrophe.* Alt mange Qvinder for Hellas' Folk Bejamrede svart deres mistede Børn, Og blev revne fra Hjem
1010	Af fremmede Herrer; ei dig og din Slægt Alene har Sorgen forfulgt, Over Hellas den strakte sig vidt; Fra Phrygien drog det knusende Lyn, Og ramte Hellenernes frugtbare Vange. PELEUS (træder ind).
1015	I, Phthias Qvinder ! svarer mig med Sanddruhed ! Et Rygte, som jeg knap tør troe, har mig fortalt, At Menelaos' Datter er af Huset rømt, Og derfor er jeg ilet hid, at spørge her, Om det er sandt; thi naar en Slægtning bort er reist,
1020	Maae Frenderne derhjemme sørge for hans Tarv. CHORET. Hvad du har hørt, er Sandhed, og det var ei Ret, Om vi den Sorg fordulgte, som er hændet os; Ja ! Dronningen er flygtet fra Paladset bort. PELEUS. Men siig, hvad Frygt bevæged hende til at flye ! CHORET.
1025	Frygt for at jages af en opbragt Husbond bort. PELEUS. Paa Grund af Mordanslaget mod hans Søn; ei saa ? CHORET. Ja vist; men ogsaa for Slavinden skjælved hun. PELEUS. Med hvem er bort hun flygtet ? med sin Fader vel ? CHORET. Atreidens Søn Orestes førte hende bort. PELEUS.
1030	Hvad er hans Agt ? vil han med hende gifte sig ? CHORET. Og Undergang han har beredt din Sønnesøn. PELEUS. Ved lønligt Baghold, eller Mand mod Mand i Kamp ? CHORET. Med Delphers Bistand paa Apollons Høitidsfest. PELEUS. O vee mig ! hvilken Rædsel ! vil et Bud ei flux
1035	Til Delphoi ile til Apollons Helligdom, Og melde mine Venner der, hvad her er skeet, Før Fiendehaand ombringer min Achilles' Søn ? ET BUD (kommer). O vee mig ! vee ! O hvilket rædsomt Budskab maa jeg bringe dig,
1040	Du Gamle ! og min Herres Venner ! vee mig, vee ! PELEUS. Mit Hjerte spaaer mig forud, hvad der venter mig. BUDET. Du Gamle ! viid, din Sønnesøn er ikke meer, Saa mange Saar slog nogle Delpher ham med Sværd, Som med en Fremmed fra Mykenai anfaldt ham. CHORET.
1045	Hvad gjør du, Olding ! hold dig opreist, styrt ei ned Paa Jorden ! PELEUS. Det er ude med mig, jeg forgaaer ! Mit Mæle svigter, mine Knæe har ingen kraft. BUDET. Stat op, og hør mig ! hvis det ellers er din Agt Din Sønnesøn at hædre ved at hevne ham. PELEUS.
1050	O Skjebne, Skjebne ! hvor du haardt hjemsøger mig, En Olding, nær ved Alderdommens sidste Maal ! Hvad Død fik min eenbaarne Søns eenbaarne Søn ? Tael ! høre vil jeg, hvad jeg aldrig burde hørt. BUDET. Da vi var komne til Apols berømte Stad,
1055	Tilbragte vi til megen Fryd og Øienslyst Tre lyse Solemærker med at see os om; Det fandt man vel mistænkeligt, og Gudens Folk Vi saae i Klynger flokke sig snart hist snart her. Da vandred gjennem Staden Agamemnons Søn,
1060	Og fyldte Hvermands Øren med Forræderord: Seer I den Mand, hvis Fod betræder Gudens Huus, Et Hjemmested for helligt Guld og verdslig Skat ? Af samme Grund som fordum er han nu paany Hidkommen; han vil hærge Phoibos' Helligdom.
1065	Da blev paastand den hele Stad i Røre bragt: Til Raadsforsamling stimled Øvrigheden hen, Mens Tempelskattens Opsynsmand af egen Drift Med Vagt besatte Helligdommens Søilegang. Men vi, som Intet havde hørt, fik nogle Faar,
1070	Som havde græsset paa Parnas, og vandred hen Til Altret; vore Gjæstevenner vare med, Og Pythiske Propheter gjorde Følgeskab. Da var der Een, som raabte: Yngling ! siig, hvad skal For dig vi bede Guden om ? hvi kom du hid ?
1075	Strax svared Neoptolemos: jeg sone vil Min fordums Synd mod Phoibos; thi formastelig Jeg kræved ham til Ansvar for min Faders Blod. Daa saae man klart, hvor megen Magt Orestes' Ord Besad, idet han paastod, at min Herre løi,
1080	Og pønsed paa en Udaad. Dog i Templet ind Min Herre treen, at holde Bøn, før Gudens Svar Blev givet ham; alt Offerilden han besaae; Men nogle Mænd i Baghold stod med blanke Sværd I Skyggen af et Laurbærtræe, og Ophavsmand
1085	Til denne Svig var ene Klytaimnestras Søn. For Alles Øine gjorde nu min Herre Bøn, Men Hine, som var væbnede med hvasse Sværd, Foer lumsk imod Achilles' værgeløse Søn; Tilbage sprang han saaret, dog tilfældigviis
1090	Ei dødelig; da trak han Sværdet, rev af Kmap Sin Rustning ned, som hang paa en af Søilerne, Treen væbnet som en Stridsmand, der er Fiendens Skræk, Til Altret hen, og raabte høit til Delpherne: Hvorfor vil I mig myrde ? jeg er vandret hid
1095	Ad Fromheds Vei; hvormed har jeg min Død forskyldt ? Dog Ingen af den store Sværm gav ham et Ord Til Svar; men Steen paa Steen fra deres Hænder fløi. Der stod han trindt omfyget som af Sneens Duun, Og værged med sin Rustning sig mod deres Kast,
1100	Og svang sit Skjold snart hid snart did med hurtig Arm; Dog intet hjalp det; thi paa eengang foer et Mylr Af alskens Vaaben, Pile, Landser, løse Spid Og hvasse Offerknive for hans Fødder ned. Du skulde seet hans frygtelige Vaabendands,
1105	Mens han sig værged; men da Flokken stimled trindt Omkring ham, saa han mægted knap at aande meer, Da foer paastand fra Gudens Alterild han bort, Sprang det berømte Troerspring med kraftig Fod, Og styrted sig mod Sværmen ind, der flygted brat
1110	Som bange Duer, naar de see den glubske Høg. En Mængde faldt for Heltens Glavind, Andre blev I Trængslen i den snevre Udgang klemt ihjel; Og gjennem Helligdommen lød et rædsomt Skrig, Saa det i Klippen gjalded; men min Herre stod
1115	I blanke Vaaben straalende som Solskinsveir, Indtil med Eet fra Helligdommens indre Vraae En stærk og rædsom Stemme lød, som vendte dem Paany til Angreb; og til Jorden segned nu Achilles' Søn, i Siden stungen med et slebet Sværd,
1120	Hvormed en Delpher i den store Flok ham gav Sit Banesaar; og da han saa til Jorden faldt, Hvo var der da, som spared Glavind eller Steen, Og ikke kasted eller hug ? af vilde Saar Blev nu hans fagre Legem ganske sønderflængt;
1125	Saa tog de Liget, som ved Gudens Alter laae, Og kasted det af Helligdommen haanlig ud. Men vi bar flux den Faldne bort, og nu til dig Vi bringe ham, at du med Graad bejamre kan Din Sønnesøn, og hædre ham med Jordefærd.
1130	Saaledes handled mod Achilles' Søn den Gud, Som giver Sandsagn, og forkynder Ret og Skjel For Jordens Børn: hevngjerrig straffed han af Nag En gammel Brøde, ret som onde Mennesker; Hvorledes kan en saadan Gud dog være viis ? CHORET.
1135	See ! hist alt bringes vor myrdede Drot Fra Delphernes Land til Paladset hjem. Usalig er han, usalig er du, Min gubbe ! tilbage du faaer til dit Huus Achilles's Søn, men ei som du vented.
1140	Den grusomme Lod, som din Sønnesøn traf, Ogsaa dig nedstyrted i Jammer.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|