Euripides: Iphigeneia i Aulis

Euripides: Iphigeneia i Aulis

\|\|<<	<<	[545-	757]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Strophe.*
545	Held Enhver, som med sindig Hu Veed at nyde med Maadehold Elskovs himmelske Glæder ! Frie for rasende Lysters Braad Seiler tryg han paa Livets Hav.
550	Eros, Guden med gyldent Haar, Skyder med tvende Kjærlighedsbuer; Een os kalder til salig Fryd, Een forstyrrer al Livets Lykke. Fagre Kypris ! beskjerm mit Bryst
555	Huldt mod den farlige Bues Piil ! Skjenk mig Fryd i beskedent Maal ! Kydskhed luttre mit Hjertes Trang ! Elskovs Glæder jeg nyde froe, Aldrig dog til Umaadelighed ! *Modstrophe.*
560	Høist forskjellig af Lyst og Hu Er vi Mennesker; altid dog Sees hvad virkelig godt er. Ogsaa Dannelsens Magt er stor, Kraftig leder den frem til Dyd.
565	Agt for Pligt er et Viisdoms Tegn, Og med Forstand at skue det Rette Høster Tak, som er velfortjent, Naar omkring den Værdiges Isse Æren snoer en uvisnelig Krands.
570	Ivrig at stræbe til Dyd er stort; Qvinden virker i Stilhed kun, Mandens Sjel kan paa tusind Viis Præge Dyden i skjøn Bedrift, Fædrelandet til Storhed og Glands. *Eftersang.*
575	Paris ! var du dog aldrig til Ida Kommen, og havde som Hyrde der Vogtet Faarenes hvide Flok, Hvor din Fløites barbariske Spil Lød, naar du blæste paa Phrygisk Rør
580	Stykker, som fordum Olympos Spilled, Mens med Yveret spændt af Melk Køerne bøged paa Græsgang. Der du fældte den Skjønhedsdom, Som dig førte til Hellas' Kyst,
585	Hen til det filsbeensmykkede Huus, Hvor du Helenas Øiekast Kjælent mødte med Blik, som gjød Elskovslængsel i Qvindens Barm, Selv fortumlet af Elskov.
590	Derfor drager til Strid Hele Hellas med Skib og Spyd Troias Borg at forstyrre. *Halvchor.* O hvor stor er de Stores Lyksalighed dog ! See hist den høie Beherskers Barn
595	Iphigeneia, den kongelige Møe, Og Klytaimnestra, Kong Tyndareus' Datter ! Ophøiet er Stammen, af hvilken de randt, Og høi er den Lykke de naaede. Som velsignende Guder forsand
600	Betragtes de Store paa Jord Af de Stakler, som Lykken har svigtet. *Halvchor.* Kom ! Qvinder fra Chalkis ! nu hjelpe vi maae Fyrstinden af Karm, hun ellers jo let Snubled, naar Foden hun satte til Jord !
605	Varligt og mildt vi paa Haand hende bære, At ei ved sin Ankomst forskrækkes hun skal, Agamemnons ophøiede Datter. Vi er Fremmede selv, lad os ei Forstyrre ved Tummel og Angst
610	Disse fremmede Gjæster fra Argos ! KLYTAIMNESTRA (træder ind med Iphigeneia.) Din vennehulde Hilsen og din blide Røst Jeg for et Varsel holder, som bebuder Held, Derfor jeg haaber, at til frydfuld Bryllupsfest Som Brudeførerske jeg kom. Saa tager da
615	De Gaver ud af Vognen, jeg til Brudestyr Har bragt, og bærer dem forsigtig under Tag. Stig ud, min datter ! af den hestbespændte Vogn, Og sæt din spæde Jomfrufod paa Jorden ned ! I unge Qvinder ! tager venligen mit Barn
620	I Favn, og hjelper hende ud af Vognens Stol, Men ogsaa mig til Støtte række man en Haand, At jeg beqvemt af Agestol kan stige ned. Men nogle maae sig stille foran Gangerne; En Hest er slem at styre, let den vorder skye.
625	Og Glutten her, Orestes, Agamemnons Søn, Ham maae I bære, han er hjelpeløs endnu. Sover du, Barn ! har Vognens Rysten dysset dig ? Vaagn op til Glæde, til din Søsters Bryllupsfest, Thi runden selv af ædelt Blod en ædel Mand
630	Du faaer til Svoger, Nereidens Søn Achil. Og du, Iphigeneia ! stil dig her hos mig, At disse Fremmede maae see, hvor lykkelig Din Moder er, naar du ved hendes Side staaer. Dog see ! der er din Fader ! op at hilse ham ! IPHIGENEIA.
635	O Moder ! vredes ikke ! lad mig ile hen, At jeg mit Bryst kan trykke til min Faders Bryst ! KLYTAIMNESTRA. Hil dig, Kong Agamemnon ! du mit Hæderslys ! Dit Bud vi lydig efterkom, og reiste hid. IPHIGENEIA. Ja hen til dig, men elskte Fader ! iler jeg
640	Mit Bryst til dit at trykke efter rum Tids Frist; Dit Øie svart jeg længtes efter, vredes ei ! KLYTAIMNESTRA. Ja fryd dig, kjære Datter ! du var altid den Af mine Børn som elsked deres Fader meest. IPHIGENEIA. Omsider seer jeg dig igjen: hvor jeg er glad ! AGAMEMNON.
645	Din Fader ogsaa, kjære Barn ! dit Ord er mit. IPHIGENEIA. Hvor det var smukt af dig, at du mig hente lod. AGAMEMNON. Jeg veed ei rigtig selv, hvad jeg det kalde skal. IPHIGENEIA. Ak ! ak ! Mit Syn dig fryder, dog uroligt er dit Blik. AGAMEMNON.
650	En Konge og en Hærdrot har Bekymring nok. IPHIGENEIA. Vær nu hos mig, og tænk ei paa Beymringer ! AGAMEMNON. Ja, kun hos dig, ei andensteds er nu min Hu. IPHIGENEIA. Saa glat din Pande ! slaae dit Øie kjærligt op ! AGAMEMNON. Jeg er saa glad som altid naar jeg seer mit Barn. IPHIGENEIA.
655	Og Taarer fra dit Øie rinde ligefuldt ? AGAMEMNON. Skilsmissen, som os forestaaer, er jo saa lang. IPHIGENEIA. Hvad mener du min Fader ! jeg forstaaer dig ei. AGAMEMNON. Forstandig taler du, desmeer jeg ynker dig. IPHIGENEIA. Saa vil jeg snakke tosset, kan det muntre dig. AGAMEMNON.
660	O Qval at tie ! du har ganske Ret, mit Barn ! IPHIGENEIA. Bliv hjemme, Fader ! i dit Huus hos dine Børn ! AGAMEMNON. Jeg gjerne blev, men kan det ei, det smerter mig. IPHIGENEIA. Bort Krig og Spyd og Alt hvad Menelaos leed ! AGAMEMNON. Først Andre bort de rykke her hvor mig de traf. IPHIGENEIA.
665	Hvor du har ligget længe her i Aulis' Bugt ! AGAMEMNON. Og ny Forhindring sinker nu vort Ledingstog. IPHIGENEIA. Hvor siger man, at disse slemme Phryger boe ? AGAMEMNON. Hist hvor jeg ønsker Paris aldrig havde boet. IPHIGENEIA. Vidt over Havet reiser du, langt bort fra mig. AGAMEMNON.
670	Du fjernes ogsaa langt fra mig, vor Lod er eens. IPHIGENEIA. Ak ! Blot det gik an, at paa dit Skib jeg seiled med. AGAMEMNON. Dig forestaaer en Fart, hvor du vil mindes mig. IPHIGENEIA. Gaaer jeg alene eller seiler Moder med ? AGAMEMNON.
675	Alene, fra din Moder og din Fader skilt. IPHIGENEIA. Du vil dog ei til fremmed Huus mig føre hen ? AGAMEMNON. Spørg ei derom ! en Pige maa ei vide Sligt. IPHIGENEIA. Kom snart og med forønsket Held fra Phrygien hjem ! AGAMEMNON. Jeg har endnu et Offer først at bringe her. IPHIGENEIA.
680	Da maa du paasee Festens Skik med Præsters Raad. AGAMEMNON. Du skal ved Tvætningkarret staae og see den Færd. IPHIGENEIA. Saa skal vi vel om Altret træde Dands i Chor ? AGAMEMNON. Held dig, som veed af Intet, jeg misunder dig. Træd nu i Teltet til de andre Piger ind !
685	O Barn ! dit Haandtryk smerter, bittert er dit Kys, Da du for lang Tid drager fra din Fader bort. O Barm ! o fagre Kinder ! lysegule Haar ! O hvilken Piinsel Helena og Priams Stad For Eder blev ! dog slutte maa jeg; Øiets Strøm
690	Opsvulmer hastig, nu jeg holder dig i Favn. Gak ind i Teltet ! - Men du, min Hustrue ! Ledas Barn ! Tilgiv, om altfor hjertegreben du mig fandt, Nu jeg min Datter til Achilles giver bort ! Vel gaaer hun til sin Lykke, men Forældres Bryst
695	Det smerter dog naar Faderen til fremmed Huus Bortsender Barnet, som han med Besvær opdrog. KLYTAIMNESTRA. Saa svag er jeg vel ikke, dog vil ogsaa jeg Vist røres - din Formaning gjordes ei behov - Naar jeg mit Barn paa Bryllupsfesten fører frem;
700	Men Skik og Tid vil i Forening dulme Sorg. Om Pigens Beiler veed jeg kun hvad Navn han har, Fortæl mig derfor noget om hans Slægt og Hjem ! AGAMEMNON. Aigina, Datter af Asopos, kjender du ? KLYTAIMNESTRA. Men hvilken Jordisk eller Gud nød hendes Gunst ? AGAMEMNON.
705	Zeus; deres Søn var Aiakos, Oinones Drot. KLYTAIMNESTRA. Til hvilken Søn gik Aiakos's Huus i Arv ? AGAMEMNON. Til Peleus; Havgudinden Thetis blev hans Viv. KLYTAIMNESTRA. Med Nereus' Villie, eller Guderne til Trods ? AGAMEMNON. Med Zeus's Minde Nereus gav sin Datter bort. KLYTAIMNESTRA.
710	Hvor holdtes deres Bryllup ? dybt i Havets Svælg ? AGAMEMNON. Nei ! ved det høie Pelions Fod, hvor Cheiron boer. KLYTAIMNESTRA. Og hvor Kentaurerne har hjemme, siger man ? AGAMEMNON. Der feired alle Guder Peleus' Bryllupsfest. KLYTAIMNESTRA. Opfostred Thetis eller Faderen Achil ? AGAMEMNON.
715	Nei ! fjernt fra Verdens Laster Cheiron drog ham op. KLYTAIMNESTRA. Viis var forsand hans Lærer, visere dog den, Som overgav ham til den vise Lærers Tugt. AGAMEMNON. En saadan Mand udkaared jeg til Svigersøn. KLYTAIMNESTRA. Al Ære værd; men hvor i Hellas er hans Hjem ? AGAMEMNON.
720	Ved Floden Apidanos han i Phthia boer. KLYTAIMNESTRA. Og derhen fører han vor Datter hjem som Brud ? AGAMEMNON. Det overlade vi til ham, naar hun er hans. KLYTAIMNESTRA. Held følge dem ! hvad Dag skal Bryllupsfesten staae ? AGAMEMNON. Naar Maanens Skive vorder fuld, og varsler Held. KLYTAIMNESTRA.
725	Har Bryllupsoffret til Gudinden alt du bragt ? AGAMEMNON. Det snart skal skee; jeg er just nu ifærd dermed. KLYTAIMNESTRA. Og strax derefter skal vor Datters Bryllup staae ? AGAMEMNON. Ja, naar jeg først har Guderne mit Offer bragt. KLYTAIMNESTRA. Men hvor skal Qvindegildet staae paa Festens Dag ? AGAMEMNON.
730	Her ved Achaias stolte Snekker skal det staae. KLYTAIMNESTRA. Vel ! Nøden tvinger. Gid det være maa til Held ! AGAMEMNON. Hør nu hvad du at gjøre har, men lyd mit Ord ! KLYTAIMNESTRA. Siig frem ! du veed, jeg har for Skik at lyde dig. AGAMEMNON. Jeg vil, da Beileren er her . . . . KLYTAIMNESTRA. Hvad skal der skee
735	Foruden mig, der kommer mig som Moder til ? AGAMEMNON. I Hærens Paasyn giver jeg min Datter bort. KLYTAIMNESTRA. Og hvor skal jeg imidlertid opholde mig ? AGAMEMNON. Drag hjem til Argos ! sørg for dine Piger der ! KLYTAIMNESTRA. Mit Barn forlade ? hvo skal Faklen bære da ? AGAMEMNON.
740	Jeg selv, og værdigt lyse skal det Brudeblus. KLYTAIMNESTRA. Mod Skik det strider, eller ændser ei du Sligt ? AGAMEMNON. Ei smukt for dig, at færdes her i Krigersværm. KLYTAIMNESTRA. Men smukt, at Moder feirer Datters Bryllupsfest. AGAMEMNON. Mens uden opsigt hendes Døttre hjemme gaae ? KLYTAIMNESTRA.
745	I lukket Jomfrukammer de bevogtes vel. AGAMEMNON. Adlyd mig ! KLYTAIMNESTRA. Nei ! ved Argos' Skytsgudinde, nei ! Herude varetager du din Skyldighed, I Huset sørger jeg for Bryllupsfestens Tarv. (gaaer.) AGAMEMNON. Vee mig ! forgjeves streed jeg, svundet er mit Haab,
750	At faae min Hustrue fjernet fra mit Aasyn bort. Jeg grubler, snildt jeg spinder Rænker op mod dem, Jeg elsker meest, og kommer overalt tilkort. Dog vil jeg hen til Kalchas gaae, og spørge ham Til Raads, om hvad der er Gudinden til Behag,
755	Mig til Fordærv, og hele Hellas til Besvær. Den vise Mand en Qvinde from og føielig Til viv bør tage, eller aldrig gifte sig.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|