Euripides: Iphigeneia i Aulis
||<<
<<
[758-
 1042]
>>
>>|||
CHORET.
Strophe.
Did, hvor Simoeis' sølvgraae Flod 
Vælter rask sine Bølger,
760 Did hendrager med Skib og Spyd 
Krigerskaren fra hele Hellas, 
Hen til Troia, til Ilions Stad, 
Helliget Phoibos Apollon, 
Hvor Kassandra, saa blev mig sagt,
765 Slaaer sine gule Lokker ud, 
Smykket med Laurens grønne Krands, 
Naar hun, dreven af Gudens Aand, 
Læben aabner til Sandsagn. 

Modstrophe.
Hist paa Ilions Borg og Muur
770 Vil da Troerne flokkes, 
Naar Hellenernes Kæmpehær, 
Veludrustet med Kobberskjolde, 
Rask paa Snekker med kneisende Stavn 
Kaasen mod Simoeis styrer,
775 Hjem at hente med Skjold og Spær, 
Hjem til Achaia fra Troias Kyst, 
Helena, hun, hvis Brødre to
Hist paa Himlen som Stjerner staae, 
Dioskurerne kaldte. 

Eftersang.
780 Nar den blodige Krigsgud da 
Slaaer et Hegn af blinkende Spyd 
Rundt om Pergamos' Steenmuur, 
Nar han Kæmpernes Hoved fra Hals 
Hugger og slæber i Støv,
785 Og naar han Ilion styrter i Gruus, 
Mange Taarer forvolder han da 
Troias Piger og Priams Hustrue. 
Dog vil Helena, Zeus's Barn, 
Ogsaa føle med Graad og Suk,
790 At hun forlod sit Hjem og sin Husbond. 
Aldrig jeg eller Børnebørn 
Friste saadan en piinlig Angst, 
Som de guldrige Qvinder vist 
Baade fra Lyders og Phrygers Land
795 Snart vil føle, mens Væven de slaae, 
Og til hverandre de sige: 
Hvo afklipper mit lokkede Haar ? 
Hvo afriver mit Slør, som af Graad 
Vædes ved Fædrenelandets Fald,
800 Alt for din Skyld du Svanebarn ! 
Hvis forresten det Sagn er sandt 
At til en vinget Fugl omskabt 
Zeus omfavnede Leda, 
Og det er ei en daarlig og tom
805
Fabel, fra Musernes Tavler bragt 
Blandt os jordiske Slægter i Omløb. 

ACHILLEUS       (træder op.)
Hvor træffer man Achaierhærens Overdrot ? 
En Svend gaae ind og melde ham, at Peleus' Søn 
Achil ved Døren staaer og spørger efter ham.
810 Ei eens tilsinds vi dvæle ved Euripos' Sund; 
En Deel af os, som ligge her ved Strand, er end 
Ugifte Mænd, som drog fra tomme Huse bort, 
Men Andre baade Viv og Børn tilbage lod; 
Saa svar en Lyst til dette Tog Achaias Folk
815 Henrev, ei uden mægtig Guddoms Styrelse. 
Jeg kan da billig fordre hvad der er min Ret, 
Og hvo som ellers lyster, tale selv sin Sag. 
Fra Pharsalos og fra min Fader drog jeg hid, 
Hvor Vindens svage Luftning er vor Fart imod,
820 Og knap jeg mine Myrmidoner styre kan, 
Som idelig mig spørge: hvorfor nøle vi ? 
Hvor længe skal vort Tog til Troia sættes op ? 
Gjør snart hvad du vil gjøre, eller før os hjem, 
Og bryd dig intet om Atreiders Nølerie ! 

KLYTAIMNESTRA     (kommer.)
825 Du Søn af Havgudinden Thetis, jeg fornam 
Din Røst derinde, derfor kom jeg ud til dig. 

ACHILLEUS.
O hvilken ædel Anstand ! hvilken Værdighed ! 
Hvem er den fagre Qvinde, som jeg skuer her ? 

KLYTAIMNESTRA.
Ei sært, at ei du kjender mig, da du tilforn
830 Mig aldrig saae; din Agt for Ærbarhed er skjøn. 

ACHILLEUS.
Dog hvem er du ? hvi kom du til Achaias Hær ? 
Hvad vil en Qvinde blandt de skjoldbedækte Mænd ? 

KLYTAIMNESTRA.
Jeg Datter er af Leda, Klytaimnestra er 
Mit Navn, og Drotten Agamemnon er min Gemal. 

ACHILLEUS.
835 Dit korte Svar har sagt mig Alt; dog bort jeg gaaer, 
Med Qvinder Ord at vexle klædte mig kun slet. 

KLYTAIMNESTRA.
Nei ! bliv ! hvi flyer du ? læg din høire Haand i min 
Som første Pant paa lykkelig Trolovelse ! 

ACHILLEUS.
Min Haand i din ? Atreiden ærer jeg for høit
840 Til at berøre hvad sig sømmer ei for mig. 

KLYTAIMNESTRA.
Tilfulde, havgudindens Søn ! det sømmer sig 
For dig, da med min Datter du trolovet blev. 

ACHILLEUS.
Trolovet ? fast jeg maalløs vorder ved dit Ord, 
Med mindre, Qvinde ! du har talt i Vildelse. 

KLYTAIMNESTRA.
845 Det er os medfødt, naar vi nye Frænder see, 
At rødme, helst naar Talen er om Ægteskab. 

ACHILLEUS.
Jeg aldrig, Qvinde ! beiled til din Datters Haand, 
Og aldrig har Atreiden talt til mig om Sligt. 

KLYTAIMNESTRA.
Hvad er dog dette ? nu min Tale maa igjen
850 Forbause dig, som jeg forbauses over din. 

ACHILLEUS.
Lad os da eftertænke Sagens Sammenhæng ! 
Vel muligt vi har begge sagt hvad Sandhed er. 

KLYTAIMNESTRA.
O Skjændselsfærd ! jeg kobler her et Ægteskab, 
Som vistnok ei var paatænkt; jeg forgaaer af Skam. 

ACHILLEUS.
855 En Spøg forvist man har havt for med dig og mig, 
Dog lad det ei anfægte dig, men slaae det hen ! 

KLYTAIMNESTRA.
Farvel ! ei meer jeg kan dig stivt i Øiet see, 
Da jeg ved nedrig Medfart til en Løgner blev. 

ACHILLEUS.
Jeg byder ogsaa dig Farvel; nu maa jeg ind
860 I dette Telt; med Atreus' Søn jeg tale skal. 

EN OLDING            (træder ud.)
Aiakide ! bliv og hør mig ! dig, du Havgudindes Søn ! 
Og vor Dronning, Ledas Datter, jeg et Ord at sige har. 

ACHILLEUS.
Hvem er det, som aabner Døren halvt og kalder ud med Angst ? 

OLDINGEN.
Kun en Slave, stolt i Sandhed skal min Stand ei gjøre mig. 

ACHILLEUS.
865 Hvis ? min est du ei; hvad angaaer Agamemnons Slaver mig ? 

OLDINGEN.
Hendes der; selv Tyndareus mig kaared til sin Datters Svend. 

ACHILLEUS.
Vel ! her staae vi; siig hvad vil du ! hvorfor standser du min Gang ? 

OLDINGEN.
I er dog vel her alene udenfor Atreidens Telt ? 

ACHILLEUS.
Tael du kun ! vi er alene; træd af Kongeteltet ud ! 

OLDINGEN.
870 O Forsigtighed og Lykke ! frels hvem nu jeg frelse vil ! 

ACHILLEUS.
Talen tyder hen paa Fremtid; vigtig den mig tykkes dog. 

KLYTAIMNESTRA.
Nøl ei længer, jeg dig beder; siig hvad du paa Hjertet har. 

OLDINGEN.
Veed du, hvem jeg er, hvor trofast jeg er dig og dine Børn ? 

KLYTAIMNESTRA.
Ja som ærlig gammel Tjener af vort Huus jeg kjender dig. 

OLDINGEN.
875 Og jeg hørte til den Medgift, Agamemnon fik med dig. 

KLYTAIMNESTRA.
Ja med mig du kom til Argos, hvor du stedse tjente mig. 

OLDINGEN.
Rigtig; derfor meer hengiven dig jeg er end din Gemal. 

KLYTAIMNESTRA.
Men saa siig os uden Omsvøb, hvad du os forkynde vil ! 

OLDINGEN.
Myrdes skal din Datter, myrdes af sin Faders egen Haand. 

KLYTAIMNESTRA.
880 Hvor afskyeligt du taler ! gamle Mand ! du raser vist. 

OLDINGEN.
I den arme Piges hvide Hals han støde vil sit Sværd. 

KLYTAIMNESTRA.
Jeg usaligste blandt Qvinder ! Vanvid slog da min Gemal. 

OLDINGEN.
Nei, hans Sjel er karsk, han raser kun mod dig og mod dit Barn. 

KLYTAIMNESTRA.
Hvad er Grunden ? hvilken blodig Dæmon skjød ham Sligt i Hu ? 

OLDINGEN.
885 Guders Bud, som Kalchas paastaaer, at vor Hær kan komme bort. 

KLYTAIMNESTRA.
Bort ? hvorhen ? vee mig og hende, som skal døe for Faderhaand ! 

OLDINGEN.
Til Dardanien, at hans Broder vinde kan sin Helena. 

KLYTAIMNESTRA.
Paa min datters Død beroer da Helenas Tilbagekomst ? 

OLDINGEN.
Alt du veed; sin Datter offrer Faderen til Artemis. 

KLYTAIMNESTRA.
890 Dog, hvi digted han det Bryllup, som mig kaldte fra mit Hjem ? 

OLDINGEN.
At du skulde glad din Datter bringe hid, naar hun var Brud. 

KLYTAIMNESTRA.
Datter ! ak du drog til Døden, og din Moder følger dig. 

OLDINGEN.
Ynkelig er Begges Skjebne, rædsom Agamemnons Id. 

KLYTAIMNESTRA.
Alt er tabt ! mit Øie mægter ei at standse Taarens Strøm. 

OLDINGEN.
895 Bitter er en Moders Taare, som berøves sine Børn. 

KLYTAIMNESTRA.
Men hvad du fortalte, Gamle ! hvoraf veed du det saa vist ? 

OLDINGEN.
Brev du fik, men snart et andet skulde jeg dig have bragt. 

KLYTAIMNESTRA.
Var det Afbud, eller bød han bringe Pigen flux til Død ? 

OLDINGEN.
Det var Afbud, han var dengang kommen til Fornuft igjen. 

KLYTAIMNESTRA.
900 Men hvi bragte du mig ikke Brevet, man dig havde flyet ? 

OLDINGEN.
Menelaos rev det fra mig; han er Skyld i denne Qval. 

KLYTAIMNESTRA.
Søn af Havgudinden Thetis ! Peleus' Arving ! hører du ? 

ACHILLEUS. 
Din Elendighed jeg hører, og jeg selv har Grund til Harm. 

KLYTAIMNESTRA.
For at myrde lumsk min Datter, digted man hun var din Brud. 

ACHILLEUS.
905 Ogsaa mig Atreiden krænked, og jeg slaaer ei Sagen hen. 

KLYTAIMNESTRA.
Ei jeg blues ved at knæle, du Gudindesøn ! for dig, 
Jeg er kun en jordisk Qvinde, har jeg Grund at være stolt ? 
Hvad kan mig saa varmt paa Hjertet ligge som min Datters Liv ? 
Hjelp os da i denne Vaande, Moderen og hendes Barn,
910 Hun som kaldet blev din Hustrue; Ak ! omsonst, men dog for dig 
Jeg med Krandse hende smykked, og som Brud dig bragte hid, 
Nu til Mord jeg hende bringer. Vanrye blev forvist din Lod, 
Hvis du nægted her din Bistand, thi skjøndt ei hun blev din Viv, 
Saa blev du dog idetmindste kaldt min stakkels Datters Mand.
915 Ved din Hage, ved din Høire, ved din Moder beder jeg, 
I Fordærv dit Navn mig styrted, og dit Navn du hævde bør. 
Jeg har intet andet Alter end dit Knæe at flygte til, 
Jeg har ingen Ven i Nøden; Agamemnons grumme Færd 
Hører du, og jeg en Qvinde staaer nu her, som selv du seer,
920 Midt blandt tøilesløse Krigsfolk, dristige til alskens Ondt, 
Brave kun, naar det dem lyster. Har du Mod at skjerme mig 
Med din Arm, da er vi frelste, men forlorne, vil du ei. 

CHORET. 
Hvor selsomt mødres Kjærlighed med Tryllekraft 
Til Alt dem driver, naar det gjelder deres Børn ! 

ACHILLEUS.
925 Dybt i min Barm mit kjække Hjerte rører sig, 
Men det forstaaer med Sindighed at bære Sorg 
Og dæmpe Glædens Udbrud under Lykkens Smiil; 
Thi hvo som Sligt indprenter sig, kan regne paa 
Med sikkre Fjed at vandre Livets rette Vei.
930 Godt er det stundom, ei at være altfor klog, 
Dog er til andre Tider Kløgt af megen Værd. 
Jeg, som blev fostret i den fromme Cheirons Huus, 
Har lært at være ligefrem i al min Færd; 
Befale mig Atreiderne hvad billigt er,
935 Da lyder jeg, men Skjændselsbud jeg lystrer ei; 
Nei ! her som hist i Troia vil jeg være frie, 
Og efter Evne hædre Krigens Gud ved Daad. 
Men du, hvem dine Nærmeste mishandle svart, 
Dig lover jeg, saavidt en Ynglings Arm kan naae,
940 Min Hjelp og Bistand, thi din Jammer rører mig. 
Dit Barn skal aldrig af sin Fader vorde dræbt, 
Da hun min Brud blev kaldet; aldrig skal Achil 
Af Agamemnon vikles i hans Rænker ind. 
Mit Navn vil jo, skjøndt ei det løfted Morderstaal,
945 Din Datter koste Livet; vel er din Gemal 
Den Skyldige, men reen for Plet stod jeg dog ei, 
Hvis jeg og min opdigtede Trolovelse 
Blev hendes Død, den arme Møe, som kaldtes hid 
Til uhørt Qval og mageløs Beskjæmmelse.
950 Den største Kryster var jeg blandt Argeierne, 
Jeg var en Usling, Menelaos var en Mand, 
Ei Peleus' Søn, en blodig Stiemands Søn jeg var, 
Saafremt mit Navn Atreiden hjalp ved dette Mord. 
Ved ham, som lever i de vaade Bølgers Skjød,
955 Ved Nereus, ved min Moders Fader sværger jeg, 
Ei skal Kong Agamemnon røre ved dit Barn, 
Ei lægge Fingerspids paa hendes Klædemon; 
Før skal Atreideslægtens Hjemstavn Sipylos
Hist blandt Barbarer blomstre som en mægtig Stad,
960 Og Phthias Navn i evig Glemsel synke ned. 
Beesk skal for Kalchas vorde baade Tvætningsvand 
Og Offermeel; hvad er en Seer for en Mand ? 
En, som forkynder lidet Sandt og megen Løgn 
Paa Slumpetræf, og slaaer det feil, er snart det glemt.
965 Ei just for Ægteskabets Skyld jeg taler saa, 
Thi tusind Piger ønske sig Achil til Mand, 
Men haanlig Agamemnon har beskjæmmet mig. 
Til mig dog først han burde talt, før ved mit Navn 
Han Pigen lokked; selv om Klytaimnestra kun
970 For min Skyld sendte villig ham sin Datter hid, 
Jeg havde dog, kom Troertoget an derpaa, 
Samtykket vist for mine Landsmænds Skyld, og ei 
Mig vægret ved at fremme Vaabenbrødres Tarv; 
Men nu jeg intet gjelder; Hærens Førere
975 Kun ændse lidt, om godt man handler eller slet; 
Dog snart skal Sværdet dømme, som med røden Blod 
Jeg farve skal, før Toget gaaer til Phrygiens land, 
Hvis Nogen her din Datter mig frarive vil. 
Vær rolig ! som en vældig Gud jeg mødte dig,
980 Skjøndt Dødelig, jeg vorder dog for dig en Gud. 

CHORET.
Du talte som for Peleus' Søn det værdigt er, 
Og værdigt for den høie Havgudindes Søn. 

KLYTAIMNESTRA.
Ak ! 
Hvor findes Ord, at jeg forspilder ei din Gunst
985 Ved altfor karrig eller altfor ødsel Roes ? 
Thi naar man roser ædle Mænd, da væmmes de, 
Naar altfor vidt man driver sin Berømmelse, 
Jeg blues ogsaa ved at klage dig min Nød, 
Thi Smerten er min egen, dig den rammer ei.
990 Dog ædel Mand det klæder smukt at yde Hjelp, 
Hvor fjernt han end fra den Ulykkelige staaer. 
Forbarm dig da ! paa Medynk har jeg billigt Krav, 
Thi først det tomme Haab jeg næred, dig at faae 
Til Svigersøn, og dernæst jo min Datters Død
995 Dig maatte vorde for dit Fremtids Giftermaal 
Et ilde Varsel, som du bør dig vogte for. 
Alt hvad du sagde var saa smukt fra først til sidst, 
Naar du blot vil, saa er min arme Datter frelst. 
Forlanger du, hun bønlig favne skal dit Knæe,
1000 Vel er det ei jomfrueligt, men vil du det, 
Da vil med frit man ærbart Blik hun træde hid, 
Hvad eller kan jeg, uden hende, bøie dig ? 

ACHILLEUS.
Lad hende blive, Ærbarhed er Ære værd. 

KLYTAIMNESTRA.
Dog kan Undseeligheden ogsaa gaae for vidt. 

ACHILLEUS.
1005 Lad ei din Datter for mit Aasyn komme mig, 
At du som jeg kan undgaae dum Bagtalelse, 
En talrig Hær, som er for Hjemmets Sysler frie, 
Er klaffersyg og elsker onde Tungers Snak. 
Hvad enten I mig trygle bønlig eller ei,
1010 Er ligemeget, Alt hvad nu jeg kæmper for 
Er kun, at rive Eder ud af Eders Nød. 
Hør blot et Ord, og troe mig, Løgn jeg taler ei, 
Thi lyver jeg og spotter dig med tomme Ord, 
Da vil jeg døe, men leve, frelser jeg dit Barn. 

KLYTAIMNESTRA.
1015 O lev ! og vær bestandig de Betrængtes Hjelp ! 

ACHILLEUS.
Saa hør, hvorledes Sagen bedst udføres kan. 

KLYTAIMNESTRA.
Hvad er din Mening ? gjerne hører jeg dit Ord. 

ACHILLEUS.
Vi Faderen paa bedre Tanker bringe maae. 

KLYTAIMNESTRA.
Men han er feig, og altfor angst for Hærens Mænd. 

ACHILLEUS.
1020 Men Grunde man ved Grunde jo bekæmpe kan. 

KLYTAIMNESTRA.
Mit Haab er koldt, dog siig mig hvad jeg gjøre bør ! 

ACHILLEUS.
Beed først ham bønlig, at han sparer Pigens Liv, 
Men hvis han er urokkelig, kom da til mig ! 
Ifald I nu bevæge ham, da gjøres ei
1025 Min Hjelp behov, da Bønnen alt har Frelse bragt, 
Jeg undgaaer Fiendskab med en Mand, som har mig kjær, 
Og Hæren vil ei laste mig, naar denne Sag 
Jeg meer ved gode Raad bedriver, end ved Magt; 
Og lykkes Alt, er Glæden lige stor for dig
1030 Og dine Venner, skjøndt min Arm blev ikke brugt. 

KLYTAIMNESTRA.
Hvor viist du taler ! hvad du raader mig skal skee. 
Dog hvis det ikke lykkes mig at naae mit Maal, 
Hvor sees vi da ? hvor finder da jeg arme Viv 
Den Haand igjen, som skal i Nøden staae mig bi ? 

ACHILLEUS.
1035 Med vaagent Øie dine Fjed jeg vogte vil, 
At Ingen seer dig ile gjennem Leiren hen 
Med ængsteligt forstyrret Blik, Dit Fædrehuus 
Til Skam; din Fader Tyndareus fortjener ei 
At han beskjæmmes, stort i Hellas er hans Navn. 

KLYTAIMNESTRA.
1040 Velan ! du har at byde, jeg dig lyde maa. 
Hvis der er Guder, maa din Bravhed høste Løn, 
Og er der ingen, hvad er al vor Stræben da ? 
(Begge gaae.) 
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||