Euripides: Bacchantinderne
||<<
<<
[367-
 511]
>>
>>|||
.
CHORET.
Første Strophe.
Hellighed ! himmelske Møe ! 
Hellighed ! du som til Jord 
Svæver paa Vinger af Guld,
370 Hører du Pentheus' Ord ? 
Hører du, hvordan han frækt 
Spotter Semeles Søn, 
Som ved de blomsterbekrandsede Gilder 
Hyldes med Fryd som den ypperste Gud ?
375 Herligt er Bromios' Kald: 
Lystig han sværmer i Dands, 
Smiler til Fløiternes Lyd, 
Standser Bekymring og Sorg, 
Hvergang ved Gudernes Maaltid
380 Druen udbreder sin Fryd, 
Eller de vedbendkrandsede Mænd 
Dysses i Blund af Pokalen ved Gilde. 

Første Modstrophe.
Tøilesløs Kaadhed i Ord, 
Lovløs og taabelig Daad
385 Endes med Jammer og Grue, 
Medens det rolige Liv 
Styret af sindig Forstand 
Staaer sig i Uveir og Storm, 
Slægten til Held, og Huset til Støtte.
390 Guderne fjernt i Himmelen boe, 
Skue dog Menneskens Færd. 
Viisdom bestaaer ei i Kløgt, 
Grublen paa himmelske Ting 
Korter vort Liv, og Enhver,
395 Som vil udgrunde det Høie, 
Taber sin Lykke paa Jord. 
Saadan en Færd, det troer jeg forvist, 
Egner sig kun for en Galning og Daare. 

Anden Strophe.
Gjerne til Kypros jeg drog,
400 Til Aphrodites Øe,
Hist hvor de hjertefortryllende 
Kjærlighedsguder Paphos beboe, 
Som den barbariske Flods
Aldrig af Regn opsvulmede Vand
405 Med fine hundrede Strømme befrugter; 
Eller til Musernes deilige Hjem, 
Høien Olymp, det hellige Bjerg 
I det Pieriske Land ! 
Didhen, o Bromios ! føre du mig,
410 Du Bacchantindernes Gud ! 
Der er Chariter, der Kjærligheds Længsel, 
Der maae Mænaderne juble for Bacchos. 

Anden Modstrophe.
Gildernes lystige Fryd 
Glæder Kronions Søn,
415 Og den velsignende, fostrende 
Fredens Gudinde elsker han høit. 
Venlig mod Fattig og Rig 
Under han Begge sin qvægende Viins 
Kummerbedøvende Glæder at nyde,
420 Hader kun den, hvis Lyst det ei er, 
Glad og fornøiet at leve sit Liv 
Baade ved Dag og ved Nat. 
Bort med den Viisdom, bort med den Kløgt 
Som er Spidsfindigheds Værk !
425 Men hvad den menige Mand uden Lærdom 
Hylder og troer, er tilvisse det Bedste. 

EN SLAVE         (træder ind).
Her er vi, Pentheus ! Jagten, som du paabød os, 
Var ei forgjeves; her vi bringe dig vor Fangst. 
Men venligt var det Vildt, vi jaged; ei til Flugt
430 Han vendte Fod, men gav sig villig i vor Vold. 
Ei mindste Skræk jog Farven fra hans røde Kind, 
Med Latter han sig binde lod og føre bort 
Saa føielig, at Sagen faldt mig ganske let; 
Da sagde jeg undseelig, Skylden var ei min,
435 Men Pentheus havde sendt mig for at gribe ham. 
Dog viid: de Bacchosqvinder, som du fanged nys, 
Og bundne lod i Stadens Fængsel sætte fast, 
Er slupne løs, og hoppe nu paa Bjerget om, 
Lovprisende med Jubelskrig Gud Bromios;
440 Lænkerne faldt af deres Fødder af sig selv, 
Og uberørt af jordisk Haand sprang Døren op. 
Med Kraft til mangt et Underværk er denne Mand 
Til Theben kommen; gjør nu hvad dig tykkes bedst ! 

PENTHEUS.
Løslader Fangens Hænder ! hildet her i Garn
445 Er han vil ikke rap nok til at undflye mig. 
Nu, Fremmede ! din Skabning egner sig ei slet 
Til Qvindegunst, og derfor du til Theben kom. 
Dit Haar, som aldrig filtret blev ved Brydningsdyst, 
I lange Lokker kjelent gynger om din Kind;
450 Og dertil har du vogtet Huden fiin og hvid, 
Thi ei i Solens Straaler, men i Skyggens Læe 
Du med din Skjønhed jager efter Elskovs Fryd. 
Men siig mig først, fra hvilket Folk nedstammer du ? 

DIONYSOS.
Det kan jeg uden Ordbram let fortælle dig.
455 Det blomsterklædte Tmolos kjender du maaskee ? 

PENTHEUS.
Det Bjerg, som rundt omgiver Sardes, mener du. 

DIONYSOS.
Der har jeg hjemme, Lydien er mit Fødeland. 

PENTHEUS.
Hvor lærte du de Fester, som du hid har bragt ? 

DIONYSOS.
Gud Dionysos, Zeus's Søn, begeistred mig. 

PENTHEUS.
460 Er hist en Zeus, som nye Guder avler os ? 

DIONYSOS.
Nei ! her i Theben han Semeles Elsker var. 

PENTHEUS.
Blev du ved Drøm opfordret, eller saae du ham ? 

DIONYSOS.
Jeg saae ham selv, og Festerne han lærte mig. 

PENTHEUS.
Men disse Fester, hvad Betydning har de da ? 

DIONYSOS.
465 Det maa fordølges for den Uindviede. 

PENTHEUS.
Hvad Gavn har Festerne for den, som feirer dem ? 

DIONYSOS.
Det maa forties, men det er værd at kjende dem. 

PENTHEUS.
Du snildt forblommer hvad jeg ønsker Kundskab om. 

DIONYSOS.
Hvo Gudens Fest bespotter, vorder ham forhadt. 

PENTHEUS.
470 Du har da selv seet Guden, hvordan han saae ud ? 

DIONYSOS.
Som det ham selv behaged, ei som jeg det bød. 

PENTHEUS.
Ret snildt undveg du atter, for at undgaae Svar. 

DIONYSOS.
Ukyndig Mand betragter Viismands Ord som Snak. 

PENTHEUS.
Er vi det første Folk, hvem du har Guden bragt ? 

DIONYSOS.
475 Rundt i Barbareres Lande hylder man ham alt. 

PENTHEUS. 
Ei sært, da mindre Kløgt de har end Hellas' Folk. 

DIONYSOS. 
Dog heri meer; men andre Skikke følge de. 

PENTHEUS. 
Bli'er Dagen eller Natten brugt til denne Fest ? 

DIONYSOS. 
Helst Natten; Mørket har en egen Hellighed. 

PENTHEUS.
480 Men er tillige farligt for en Qvindes Dyd. 

DIONYSOS.
Ved Dagens Lys man ogsaa let bedriver Synd. 

PENTHEUS.
Men viid, for din Spidsfindighed du bøde skal. 

DIONYSOS.
Og du for din Daarskab og for Spot mod Dionys. 

PENTHEUS.
Hvor fræk og stærk i Ordstrid denne Bacchos er ! 

DIONYSOS.
485 Saa nævn mig da, hvad rædsom Straf jeg lide skal. 

PENTHEUS.
Jeg dine bløde Lokker først afklippe vil. 

DIONYSOS.
Mit Haar er helligt, derfor hævder jeg dets Væxt. 

PENTHEUS.
Slip Thyrsosstaven, som du holder der i Haand ! 

DIONYSOS.
Vel ! tag den selv, thi Dionysos gav mig den ! 

PENTHEUS.
490 Og i et Fængsel vil jeg strengt forvare dig. 

DIONYSOS.
Og selv skal Guden løse mig, naar jeg det vil. 

PENTHEUS.
Naar du blandt Bacchantinderne paakalder ham ? 

DIONYSOS.
Han seer endog hvad jeg nu lider; han er her. 

PENTHEUS.
Hvor er han da ? mit Øie seer ham ingensteds. 

DIONYSOS.
495 Hos mig, men du Vanhellige ! kan ei ham see. 

PENTHEUS.
Flux griber ham ! han haaner mig og Thebens Stad. 

DIONYSOS.
Jeg siger: Daarer ! kommer ei den Vise nær ! 

PENTHEUS.
Og jeg, som Magten har, jeg siger: griber ham ! 

DIONYSOS.
Du veed ei, hvad du er, du seer ei, hvem du er. 

PENTHEUS.
500 Jeg Pentheus er, Agaues og Echions Søn. 

DIONYSOS.
Dit Navn antyder, at du er en Sorgens Mand. 

PENTHEUS.
Bort ! - Svende ! fængsler ham ved Hestekrybberne, 
At han det sorte Mulm kan see ! Saa dands du der, 
Men denne Flok af Qvinder, som du hid har bragt,
505 Og som din Brøde dele, sælger jeg maaskee; 
Hvis ei, da skal de som Slavinder Væven slaae, 
Og bruge Haand til andet end til Paukeslag. 

DIONYSOS.
Jeg gaaer; ei skal jeg lide, hvad af Skjebnen ei 
Mig blev bestemt; men for den Spot, du mig har viist,
510 Vil Dionys, hvem du fornægter, straffe dig, 
Thi det er ham du fængsler, mens du krænker mig. 
(Han føres bort.   Pentheus gaaer.)
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||