Euripides: Bacchantinderne
||<<
<<
[512-
 852]
>>
>>|||
.
CHORET.
Strophe.
O Dirke, huldsalige Møe ! 
Du Barn af den Flod Acheloos ! 
Du som tilforn i din Kilde
515 Optog Kronions nyfødte Barn, 
Da Zeus af den hellige Ild 
Udrev sin Søn og gjemte ham trygt 
I sin Lænd, mens lydt han raabte: 
Kom her, Dithyrambos ! gak ind !
520 I min Lænd skal som Foster du modnes. 
Men Theben, o Bacchos ! skal see dig engang, 
Og hilse dig froe med dit Navn Dithyrambos. 
Og nu, livsalige Dirke ! 
Forskyder du mig, som med Krandse paa Haar
525 I jublende Chor omsværmer din Kilde. 
Hvi skyer du mig ? hvi fornægter du mig ? 
Engang forvist, ved Druernes Fryd, 
Som voxe paa Bacchos's Ranker, 
Engang skal du Bromios elske. 

Modstrophe.
530 Klart røber nu Pentheus sin Æt; 
Jordsønnen Echion ham avled. 
Fra Jorden, fra Slanger han stammer, 
Det seer man grandt af hans Idræt nu. 
Et vildt Uhyre han er,
535 Ei Menneske, nei ! som en blodig Gigant 
Han til Kamp mod Guderne træder. 
Ret snart han mig lægger i Baand, 
Fordi jeg Gud Bromios hylder. 
Hiin Yngling, som sværmede glad i vor Kreds,
540 Har han alt grebet og ført til Paladset, 
Og gjemt i Fængselets Mørke. 
O Bacchos ! du Søn af den vældige Zeus ! 
O seer du den Nød, som dine Propheter 
Er stedt' i, o seer du den Kamp, de bestaae ?
545 Kom, Drot ! fra Olymp med din gyldene Stav, 
Sving Staven og stands denne Konges 
Blodtørstige haanlige Fremfærd ! 

Eftersang.
O Gud Dionysos ! hvor svinger du nu 
I festlige Dandse din Stav ?
550 Paa Nysa, det vildtopfostrende Fjeld ? 
Hvad eller paa Korykos' Tind ? 
Eller og maaskee paa Olymp, 
Det kløftede, skovrige Bjerg, 
Hvor Orpheus ved Citharens Klang
555 Fik Lundenes Træer og Dyr 
Til at samles ved Strengenes Toner. 
O Pieria ! stor er din Lykke ! 
Dig Evios elsker, og snart 
Med jublende Fryd til festlige Chor
560 Han kommer til dig; saa drager han hen 
Over Axios' rullende Strøm, 
Og fører Mænadernes dandsende Sværm 
Til Lydiasfloden, som Mændenes Slægt
Velsignelse bringer,
565 Og faderlig huld, saa haver jeg hørt, 
Med sit deilige Vand 
Befrugter de hestrige Marker. 

DIONYSOS       (indenfor).
Op, op ! 
Hører mig, hører mit Raab !
570 Bacchantinder ! hører mig dog ! 

Første Halvchor.
Hvem er det ? hvor kom den Stemme fra, som raaber paa mig ? 

DIONYSOS.
Jeg raaber igjen; det er mig, 
Semeles og Zeus's Søn. 

Andet Halvchor.
Ha ! ha ! vældige Herre !
575 Kom, Dionysos ! kom til vor Kreds ! 
Ja ! det er Bromios; Jorden bæver, 
Guden den ryster med Kraft. 
Vee ! vee ! 
Snart vil Pentheus's Borg
580 Styrte med Bragen i Gruus. 

Første Halvchor.
Ja ! Dionysos er i Paladset ! 
Ærer ham ! 

Andet halvchor.
                    Ja ! ham ære vi, ja ! 
See Steensøilerne, see, hvor de ryste ! 
O det er Bromios, ja det er ham;
585 Snart skal i Borgen han juble. 

DIONYSOS.
Tænder den lynende, blussende Fakkel, 
Stikker i Brand Kong Pentheus' Borg ! 

CHORET
Ha ! ha ! 
See I ei Ilden ! see I den ei
590 Hist om Semeles hellige Grav, 
Flammen af Himmelens Ild, som tilbage hun lod, 
Da hun af Lynet blev dræbt ? 
Kaster i Støv Eders bævende Lemmer ! 
Kaster, Mænader ! til Jord Eder ned,
595 Thi Dionysos, Kronions Søn, 
Gaar mod Paladset, at styrte det om ! 

DIONYSOS.
Qvinder fra Barbarers Lande ! blev I slagne saa af Skræk, 
At I ned til Jorden segned ? Sikkert I fornam, at nys 
Bacchos rysted Pentheus' Bolig; reiser Eder da paastand,
600 Fatter Mod, og jager Angsten ud igjen af Lemmerne ! 

CHORET.
O du Lys, som straaler skjønnest i Bacchantisk Jubelchor ! 
Hvilken Fryd, for os at see dig ! saa forladte stod vi her. 

DIONYSOS.
Reent I tabte Mod og Fatning, da I saae mig føres bort, 
Efter Pentheus' Bud at kastes i hans mørke Fængsel ned. 

CHORET.
605 Ja ! hvad andet ? hvo beskjermer os, naar Uheld rammer dig ? 
Men hvordan blev du befriet fra den Ryggesløses Vold ? 

DIONYSOS.
Selv jeg satte mig i Frihed uden Umag og Besvær. 

CHORET.
Bandt han da med Fangelænker selv ei dine hænder fast ? 

DIONYSOS.
Ogsaa deri jeg ham gjekked, thi han troede han mig bandt,
610 Og var glad ved denne Tanke, skjøndt han ei berørte mig. 
Hist, hvor han mig vilde fængsle, fandt ved Krybben han en Tyr, 
Og om dennes Knæe og Klover knyttede han Lænken fast; 
Sveden drypped fra hans Lemmer, af Forbittrelse han fnøs, 
Og i Læberne han beed sig; ganske rolig sad jeg der
615 Og betragtede hans Adfærd; da kom Bacchos til imens, 
Rysted Kongens Huus og tændte Flammer paa sin Moders Grav. 
Men da Pentheus saa det, troede han at Huset var i Brand, 
Foer omkring til alle Sider, og befoel sin Trælleflok 
Vand at hente; men forgjeves strengte Slaverne sig an.
620 Nu lod denne Sag han fare, greb et rædsomt Sværd og foer 
Ind i Huset i den Tanke, at jeg alt var flygtet bort. 
Men i Gaarden trylled Bacchos strax et Flammebilled frem, 
Jeg fortæller som jeg saae det; ind mod dette Pentheus foer, 
Og den blanke Luft han saared i den Troe at myrde mig.
625 Men desuden krænked Bacchos Kongen paa en anden Viis, 
Thi hans Huus i Støv han styrted; knust er Borgen af den Gud, 
Som i haarde Lænker saae mig; Pentheus slap af Haand sit Sværd, 
Mat af Kamp, og faldt til Jorden, han, som skjøndt en Dødelig, 
Mod en Gud i strid sig voved, og fra Drottens faldne Huus
630 Kommer rolig jeg til Eder, ubekymret om hans Harm. 
Dog fra Huset kan jeg høre Lyd af Fodtrin, og forvist 
Træder strax han ud af Porten; hvad mon nu han sige vil ? 
Let jeg skal hans Vrede bære, fnyser han end nok saa vildt; 
Thi Sagtmodighed sig egner stedse for den vise Mand. 

PENTHEUS.       (kommer).
635 O hvilken Skjændsel ! flygtet er den Fremmede, 
Som nys i Baand og Lænker i mit Fængsel laae ! 
Ha ! 
Der staaer jo Manden ! hvad er det ? hvorledes slap 
Du løs og viser dig nu her ved Husets Port ? 

DIONYSOS.
Stands dine Fjed ! tag ei af Harm saa vildt paa Vei ! 

PENTHEUS.
640 Hvorledes er du sluppen ud og kommen hid ? 

DIONYSOS.
Har ei du hørt mig sige: jeg skal vorde løst ? 

PENTHEUS.
Af hvem ? bestandig taler du om noget Nyt. 

DIONYSOS.
Af ham, som Ranken voxe lod til Jordens Fryd. 

PENTHEUS.
For dette Held du altsaa priser Dionys ? 

                         * * * * * * *
645 Jeg lader Murens Porte Lukke rundtomkring. 

DIONYSOS.
Hvad ? kan ei Guder overstige høiest Muur ? 

PENTHEUS.
Viis est du, kun ei hvor du burde være viis. 

DIONYSOS. 
Jeg er det netop hvor man meest bør være det. 
Dog hør nu først, hvad denne Mand at melde har,
650 Som ned fra Bjerget kommer med et Bud til dig; 
Saa skal jeg blive her imens, og ikke flye. 

ET BUD          (kommer). 
Kong Pentheus ! du som hersker her i Thebens Land ! 
Jeg kommer fra Kithairon, hvor den hvide Snee, 
Som aldrig smelter, ligger høit i lyse Lag. 

PENTHEUS.
655 Hvad vigtigt Ærind drev dig hid med saadan Iil ? 

BUDET.
Jeg som har selv de vilde Bacchantinder seet, 
Der flygtede som bremsestukne fra vort Land, 
Jeg kommer for at melde dig og denne Stad, 
Hvor rædsomt, hvor utroligt de sig hist betee.
660 Men sig mig først, om jeg min Tale mildne skal, 
Hvad eller frit fortælle, hvad der drives hist, 
Thi svart jeg bæver for din Hidsighed, min Drot ! 
Naar du fortørnes, er du streng og bydende. 

PENTHEUS.
Tael frit ! af mig du Intet at befrygte har,
665 Thi man bør ikke vredes paa uskyldig Mand. 
Jo værre du mig skildrer disse Qvinders Færd, 
Des haardere kan jeg jo straffe denne Mand, 
Som alle hine Bacchoskunster lærte dem. 

BUDET.
Nys drev jeg mine Hjorder op ad Fjeldets Steen,
670 Og naaede Toppen, just som Solen reiste sig 
Med sine straaler for at varme Jordens Muld. 
Da blev med Eet jeg trende Qvindeskarer vaer, 
Og Førere for hvert af trende Chor 
Var Ino og Agaue samt Autonoe.
675 End slumred Alle, Søvnen favnede dem sødt, 
Hist lænede de Ryggen til en dusket Fyrr, 
Her laae de ned med Hovedet paa Egeløv, 
Henstrakte frit, men ærbart, ei som du har sagt, 
Berust' af Viin og lokkede ved Fløitens Lyd
680 Til kaad og lønlig Elskovsjagt i Skovens Skjul. 
Da stod blandt Bacchantinderne din Moder frem, 
Og vakte dem af deres Søvn med stærke Skrig, 
Saasnart hun hørte vore Tyres hule Brøl. 
Flux rysted de den dybe Søvn af Øiets Laag,
685 Og med en selsom Anstand, som forbaused os, 
Sprang Unge, Gamle, Piger op paastand.
Først slog de deres Lokker ned om Skuldrene, 
Saa bandt de Daaskindspelsen fast, naar Beltets Baand 
Sig havde løsnet, og om spættet Dyreskind
690 De Slanger snoede, som paa Kinden slikked dem. 
Men Andre tog paa Armen spæde Dyrelam 
Og Ulveunger, og af deres spændte Bryst 
Gav Mødre dem den hvide Melk, som egne Børn 
Imens derhjemme savned, og bekrandsed sig
695 Med Vedbend, Egeløv og frodig Bønneblomst. 
Nu slog en Qvinde med sin Stav paa Klippens Steen, 
Og Kildevand fremsprudled klart som Himlens Dug; 
En Anden drev sin Thyrsosstav i Jorden ned, 
Og flux lod Guden springe frem et Væld af Viin.
700 Men de, som længtes efter Melkens hvide Drik, 
Med Fingerspidsen kradsed blot i Jordens Muld, 
Og Melk fremvælded; men den søde Honning randt 
I Draaber ned ad Thyrsosstavens Vedbendblad. 
Ja ! hvis du havde seet det, Drot ! da havde selv
705 Du fromt den Guddom dyrket, som du haaner nu. 
Imidlertid forsamlede vi Hyrder os, 
Og vexled med hverandre mangt et tvistigt Ord 
Om de vidunderlige Ting, som her vi saae. 
Da stod en Flygtning fra vor Stad, en ordsnild Mand,
710 I Kredsen frem og talte saa: I som beboe 
De hellige Klipper ! har I Lyst, saa snappe vi 
Agaue, Pentheus' Moder, ud af denne Sværm, 
For derved os at vinde Kongens Gunst og Tak. 
Hans Ord vandt Bifald, og i Skjul bag Krattets Løv
715 Vi os i Baghold lagde; men da Tiden kom, 
Svang Qvinderne til Gudens Priis den grønne Stav, 
Og kaldte høit paa Bacchos, Bromios, Zeus's Søn, 
Mens Fjeld og Skovens Vildt istemte Jublens Fryd, 
Og Alting rysted vidt og bredt af Sværmens Løb.
720 Da kom Agaue dandsende mig tæt forbi; 
Flux fra det Leie, hvor jeg havde ligget skjult, 
Jeg frem nu styrted, for at gribe Dronningen, 
Men høit hun skreg: frem ! mine rappe Hunde ! frem ! 
Ha ! disse Mænd os fange vil ! op ! følger mig,
725 I Qvinder ! væbner Eders Haand med Thyrsosstav ! 
Da flygted vi, for ei af disse Rasende 
At sønderslides; strax dog uden Staal i Haand 
De styrted ind mod Oxerne, som græssed trygt. 
Du skulde seet, hvorledes Een i Haanden holdt
730 En fedet Kalv, som brøled, mens hun i den sled, 
Og andre Qvinder sønderflænged Qvierne. 
Du skulde seet, hvorledes Bov og kløftet Fod 
Snart op snart ned blev kastet, og paa Fyrretræer 
Hang sønderrevne Lemmer dryppende med blod.
735 De kjække Tyre, som af Harme trued først 
Med deres Horn, blev kastede til Jorden ned, 
Og slæbte bort af tusind unge Pigers Haand, 
Som Huden rask af Kroppen trak i større Hast, 
End dine kongelige Øine blinke kan.
740 Derpaa som Fugle, der i Løbet hæves op, 
De styrted ned til Sletten ved Asopos' Strøm, 
Som rundelig ernærer Thebens Folk med Korn. 
Saa drog de til Erythrai og til Hysiai
I Dalen ved Kithairons Fod, og anfaldt dem
745 Paa fiendtlig Viis, og snart udbredtes overalt 
Forstyrrelsen; fra Husene de røved Børn, 
Og naar de dem paa Skuldren tog, hang Glutterne 
Fast uden Baand, og Ingen faldt til sorten Jord. 
Ei blinked Jern og Kobber, men paa deres Haar
750 De bar en Ild, som ei fortæred. Harmfuld løb 
Hver Borger nu til Vaaben mod den Røverflok, 
Og troe mig, Drot ! det var et rædsomt Syn at see. 
Der var ei Mand, som ramte Qvinde med sit Spyd,
Mens Qvinderne, som kasted kun med Thyrsosstav,
755 Slog mange Saar, og drev den hele Skare Mænd 
Med Skam paa Flugt, ei uden Bistand af en Gud. 
Saa vandrede de hjem igen den Vei de kom 
Til Kilderne, som Guden havde skjenket dem, 
At vaske Blodet sig af Hud, mens Slangerne
760 Med Tungen slikked Draaberne, som randt paa Kind. 
Derfor, min Drot ! optag i Landet denne Gud, 
Hvo han end er, thi stor i Sandhed er hans Magt, 
Og som jeg hører, han os Druen givet har, 
Den søde Frugt, som dulmer Dødeliges Sorg.
765 Fratag os Vinen, saa har Menneskenes Slægt 
Tabt Elskovs Lyst og hver en anden jordisk Fryd. 

CHORET. 
Med Skjælven jeg fordrister mig at tale frit 
Til Landets Drot; men tale vil og bør jeg dog: 
Ei Dionys tilbage staar for nogen Gud. 

PENTHEUS.
770 Alt griber dette Bacchantinderaserie 
Som Ild omkring sig, Hellas' Folk til Skam og Spot. 
Thi Haand paa Værket ! Skynd dig til Elektras Port, 
Og byd alt Mandskab samle sig, Skjolddragerne, 
Vognkæmperne, som tumle Stridens raske Hingst,
775 Samt alle dem, som svinge Spyd og kaste Piil 
Fra Buestrengen; thi mod Bacchantinderne 
Vi maae tilfelts; den værste Skjændsel det jo var, 
Om længer vi af Qvinder taalte saadan Færd. 

DIONYSOS.
Du vil ei høre, Pentheus ! hvad jeg sagde dig;
780 Dog skjøndt du grovt fornærmed mig, vil jeg et Raad 
Dog give dig: løft ikke Vaaben mod en Gud ! 
Forhold dig rolig ! Bromios tillader ei, 
At du fra Bjerget driver Bacchantinderne. 

PENTHEUS.
Spar dine Raad ! vær glad, at du er sluppen ud
785 Af Fængslet ! ellers skal jeg siden tugte dig. 

DIONYSOS.
Jeg offred heller til ham, end jeg harmoptændt 
Mod Braaden stamped, jordisk Mand imod en Gud. 

PENTHEUS.
Ja ! offre vil jeg; Qvindeblod skal som forskyldt 
Udøses i Kithairons Kløfter strømmeviis. 

DIONYSOS.
790 Nei ! I skal flye; med Kobberskjold skal dine Mænd 
Med Skam afbøde Bacchantindernes Thyrsosstav. 

PENTHEUS.
Stort Bryderie mig volder denne Fremmede; 
Han raster aldrig, hverken fængslet eller frie. 

DIONYSOS.
Endnu kan du med Æren ende denne Sag. 

PENTHEUS.
795 Hvordan ? ved slavisk Adfærd mod Slavinderne ? 

DIONYSOS.
Jeg Qvinderne vil uden Vaaben bringe hid. 

PENTHEUS.
Ha ! der du pønser allerede paa en Svig. 

DIONYSOS.
Hvad ? Svig ! just som jeg vil dig frelse ved min Kunst. 

PENTHEUS.
Det har I aftalt; atter en Bacchantisk List. 

DIONYSOS.
800 Sandtnok, jeg har det aftalt, men med Guden selv. 

PENTHEUS.
Hør op at tale ! - Henter mine Vaaben flux ! 

DIONYSOS.
Siig ! ønsker du at see dem hist paa Bjergets Tind ? 

PENTHEUS.
Ja, meget Guld jeg gjerne gav for dette Syn. 

DIONYSOS.
Hvordan opstod saa heftig Attraae i dit Bryst ? 

PENTHEUS.
805 De skulde bøde, saae jeg dem berusede. 

DIONYSOS.
Dog vil du see hvad til Fordærv dig vorde kan ? 

PENTHEUS.
I Stilhed bag et Fyrretræe jeg speide vil. 

DIONYSOS.
Men let de dig opspore, selv i lønligt Skjul. 

PENTHEUS.
Vel talt ! derfor jeg aabenlyst vil gaae tilværks. 

DIONYSOS.
810 Skal jeg din Fører være ? vil du snart paa Vei ? 

PENTHEUS.
Ja strax ! dog skal behørig Tid forundes dig. 

DIONYSOS.
Ifør dig da et Klædemon af finest Hør ! 

PENTHEUS.
Hvi saa ? skal jeg fra Mand til Qvinde skabes om ? 

DIONYSOS.
Ja ! naar som Mand de see dig, slaae de dig ihjel. 

PENTHEUS.
815 Fornuftig talt ! du regnes kan til vise Mænd. 

DIONYSOS.
Al denne Kundskab Dionysos selv mig gav. 

PENTHEUS.
Hvorledes sætte vi nu bedst dit Raad i Værk ? 

DIONYSOS.
Gak ind i Huset ! saa vil jeg forklæde dig. 

PENTHEUS.
I hvad for Dragt ? i Qvindedragt ? jeg rødmer alt. 

DIONYSOS.
820 Har alt du Lysten tabt at see Mænaderne ? 

PENTHEUS.
Hvad Klædemon forlanger du jeg bære skal ? 

DIONYSOS.
Lad dine Lokker bølge frit fra Issen ned ! 

PENTHEUS.
Hvad Brydelser har du fremdeles mig bestemt ? 

DIONYSOS.
Et Slør, som naer til Foden og et Diadem. 

PENTHEUS.
825 Og har endnu du flere Ting at nævne mig ? 

DIONYSOS.
Et spættet Daaskind, og en Thyrsosstav i Haand. 

PENTHEUS.
Umuligt jeg i Qvindedragt mig hylle kan. 

DIONYSOS.
Dog vil i Kamp du offre Bacchantinders Blod ? 

PENTHEUS.
Sandtnok ! men først jeg vil derhen som Speider gaae. 

DIONYSOS.
830 Langt heller det, end om du dynged Ondt paa Ondt. 

PENTHEUS.
Hvorledes gaaer jeg gjennem Byen ubemærkt ? 

DIONYSOS.
Vi gaae ad øde Stier; jeg skal vise Vei. 

PENTHEUS.
Alt heller, end at spottes af Mænaderne. 

DIONYSOS.
Lad os gaae ind og raadslaae nærmere derom ! 

PENTHEUS.
835 Ja gjerne ! villig skal du finde mig til Alt. 
Jeg maa til Bjerget, enten saa jeg gaaer derhen 
Bevæbnet, eller handler efter dine Raad. 
(gaaer ind.) 
DIONYSOS.
O Qvinder ! Kongen hilder sig i Garnet selv; 
Hen til Mænaderne han gaaer at døe til Straf.
840 Nu, Dionys ! fuldbyrd dit Værk, du er ei fjern. 
Nu faae vi Hevn ! men først med let Vanvittighed 
Du maa hans Sjel forvirre, thi med sund Forstand 
Vil aldrig han iføre sig en Qvindedragt, 
Men kun, naar Eftertanken du berøver ham.
845 For Thebens Folk jeg latterlig ham gjøre vil, 
Naar han i Qvindeklæder gjennem Byen gaaer, 
Fordi han før mig trued saa formastelig. 
Nu gaaer jeg ind at klæde Pentheus i den Dragt, 
I hvilken han til Hades' Rige vandre skal,
850 Dræbt af sin egen Moders Haand; omsider han 
Fornemme skal, at Bacchos er for Mennesket 
Den frygteligste Guddom, og den mildeste. 
(gaaer.)
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||