Euripides: Bacchantinderne
||<<
<<
[1160-
1187]
>>
>>|||
.
AGAUE.
Strophe.
1160 Asiatiske Qvinder ! 

CHORET.
                    Hvi kalder du mig ? 

AGAUE.
Fra Bjerget jeg bringer 
Til Borgen en lykkelig Fangst; 
Nys skar jeg det Løv, som sig snoer om min Stav. 

CHORET.
Det seer jeg, og jeg hilser dig, vor Søster ! hil ! 

AGAUE.

1165 Og uden Snare fanged jeg 
Den unge Løve, 
Som du kan see. 

CHORET. 
I hvilken Ørk ? 

AGAUE. 
Kithairon . . . 

CHORET. 
                    Hvad, Kithairon ? 

AGAUE.

1170 Har fældet dette Vildt. 

CHORET.
Hvo ramte først ? 

AGAUE.
                    Den Ære jeg mig indlagt har. 
Agaues Lykke prises skal i Bacchisk Chor. 

CHORET.
Hvo dernæst ? 

AGAUE.
             Kadmos . . . 

CHORET.
                      Kadmos ? siig, hvad mener du ! 

AGAUE.
To Døttre har; næst efter mig

1175 De traf det unge Vildt. 

CHORET.
                              Din Fangst var heldig. 

AGAUE.
Modstrophe.
Op ! Gildet at dele ! 

CHORET.
                        Hvad dele vi da ? 

AGAUE.
Et Kid, som for nylig 
Fik Skjæg; fra Hovedet ned 
Blødt bølger sig Haaret som Busk fra en Hjelm. 

CHORET. 

1180 Ja, som et Rovdyrs Manke ruller Haaret ned. 

AGAUE.
Den snilde Jæger Bacchos snildt 
Mod Vildtet hidsed 
Mænaders Sværm. 

CHORET. 
Han elsker Jagt. 

AGAUE.

1185 Du priser ham ? 

CHORET. 
                        Tilvisse. 

AGAUE. 
Snart ogsaa Thebens Folk . . . 

CHORET. 
Og Sønnen Pentheus skal sin Moder . . . 

AGAUE.
                          Prise høit, 
Fordi jeg dette løvefødte Bytte vandt. 

CHORET.
En herlig Fangst. 

AGAUE.
                    Ja visselig ! 

CHORET.
                             Hoverer du ? 

AGAUE.

1190 Ja høit jeg frydes; min Bedrift 
Er stor, og ligger klar for Alles Øine. 

CHORET.
Ulykkelige Qvinde ! viis nu Byens Folk 
Det stolte Bytte, du fra Jagten bringer hjem ! 

AGAUE.
I Mænd, som Thebens muuromkrandste Stad beboe !

1195 Nu kommer hid, saa skal I see det vilde Dyr, 
Som Kadmos' Døttre fælded paa Kithairons Bjerg, 
Ei med Thessalske Kastespyd og ei med Næt, 
Men kun med hvide Qvindearmes egen Kraft, 
Og stoltelig herefter vi da sige kan,
1200 At Landsesmedens Vaaben ei behøves meer, 
Thi jeg har fældet dette Dyr med denne Haand, 
Ja blot med Haanden jeg dets Lemmer sønderrev. 
Hvor er min gamle Fader ? lad ham komme hid ! 
Og hvor er min Søn, min Pentheus ? lad en Stige flux
1205 Med stærke Trin ham stille mod Paladsets Muur, 
Og nagle paa Triglyphen dette Hoved fast 
Af Løven, som jeg bringer med mig hjem fra Jagt. 

KADMOS          (kommer med Slaver).
Kom, Svende ! sætter foran Kongeborgen her 
Den sørgelige Byrde, som I bragte hid,

1210 Kong Pentheus' døde Legem, som jeg efter lang 
Og møisom Søgen i Kithairons Kløfter fandt; 
Thi spredte der de sønderrevne Lemmer laae, 
Og vanskelig vi fandt dem mellem Krat og Busk. 
Alt var jeg med min gamle Ven Teiresias
1215 Fra Bacchosfesten kommen ind i Thebens Stad, 
Da mine Døttres Udaad mig for Øre kom, 
Strax vendte jeg til Bjerget om, og bringer nu 
Min Dattersøn, som Bacchantinderne har dræbt. 
I Skoven traf jeg Ino og Autonoe,
1220 Som gift med Aristaios fordum fødte ham 
Aktaion; vanvidslagne stod de der endnu, 
Men, som jeg hørte, var Agaue hastet hid 
Med vildt Bacchantisk Fodtrin; og jeg hørte sandt, 
Thi der hun for mit Øie staaer, o Rædselssyn ! 

AGAUE.

1225 Min Fader ! nu med Føie stolt du sige kan, 
At ingen Mand saa bolde Døttre har som du; 
Thi Kjækhed har vi Søstre viist, og jeg især. 
Jeg Væverstol og Teen forlod, til større Daad 
Stod al min Hu, at bede Skovens vilde Dyr,
1230 Og som du seer, jeg i min Arm hjembringer her 
Fra Jagt mit stolte Bytte, som paa Borgens Muur 
Ophænges skal som Seierstegn; o Fader ! tag 
Din Datters Fangst, og lad et Gilde tolke høit 
Din Fryd, at dine Venner kan din Lykke see,
1235 Thi lykkelig du være maa ved vor Bedrift. 

KADMOS.
O Rædsel for mit Øie, grændseløse Sorg, 
O grumme Mord, ulykkelige Hænders Værk ! 
Et herligt Offer har du Himlens Guder bragt 
Og byder nu til Gilde Thebens Mænd og mig.

1240 O vee mig for vor Jammer, baade din og min ! 
Ei uretfærdig Dionysos straffed os, 
Dog altfor haardt, da Guden er med os i Slægt. 

AGAUE.
Hvor vrantent og fortrædeligt dog Mennesket 
I Alderdommen vorder ! maatte dog min Søn

1245 Engang faae Lyst, med Thebens unge Mænd paa Jagt 
At gaae, og heldig som hans Moder komme hjem 
Med herligt Bytte ! dog til Kamp mod Guder staaer 
Hans hele Hu; lad derfor os advare ham 
Mod Daareviisdom, som maa føre til Fordærv !
1250 Hvor er han ? er der Ingen, som vil hente ham ? 
Sin glade Moder maa han see, og jeg min Søn. 

KADMOS.
Ak ! vaagner du til Indsigt om hvad du har gjort, 
Da vee din Qval ! men bliver du dit hele Liv 
Hvad du er nu, da vil du aldrig føle dig

1255 Ulykkelig, dog heller aldrig lykkelig. 

AGAUE.
Hvad er der skeet, som ei er skjønt ? hvad volder Sorg ? 

KADMOS.
Slaae Øiet op, og vend dit Blik mod Luftens Blaae ! 

AGAUE.
Velan ! men siig, hvi bød du mig at see derop ? 

KADMOS.
Er den forandret, eller seer den ud som før ? 

AGAUE.

1260 Meer klar og gjennemsigtig den mig tykkes nu. 

KADMOS.
Er end af denne Vildelse din Sjel besat ? 

AGAUE.
Jeg fatter ei din Tale, dog forandret er 
Min fordums Stemning, og jeg vorder mig bevidst. 

KADMOS.
Kan du da høre ? kan du svare med Forstand ? 

AGAUE.

1265 Hvad før jeg sagde, Fader ! har jeg nu forglemt. 

KADMOS.
Til hvilket Huus blev fordum du som Brud ført hjem ? 

AGAUE.
Echion, kaldet Slangens Søn, min Husbond blev. 

KADMOS.
Og Moder blev du til en Søn; hvad var hans Navn ? 

AGAUE.
Han hedder Pentheus, Frugten af vor Kjærlighed. 

KADMOS.

1270 Hvis er det Hoved, du med Arm opløfter der ? 

AGAUE.
Et Løvehoved, sagde Jægerpigerne. 

KADMOS.
Betragt det grandt ! den Umag er jo saare let. 

AGAUE.
Hvad seer jeg ? hvad er det, jeg holder i min Haand ? 

KADMOS.
See nøie til, og overtyd dig fuldelig ! 

AGAUE.

1275 Det sørgeligste Rædselssyn jeg Arme seer. 

KADMOS.
Og lighed med en Løve finder du endnu ? 

AGAUE.
Nei ! det er Pentheus' Hoved; vee mig arme Viv ! 

KADMOS.
Hans Blod blev udøst, før du kjendte ham igjen. 

AGAUE.
Hvo dræbte ham ? hvorledes kom han i min Haand ? 

KADMOS.

1280 O bittre Sandhed ! hvilken Stund afslører dig ? 

AGAUE.
O tael ! mit Hjerte bæver for den næste Stund ! 

KADMOS.
Du selv og begge dine Søstre dræbte ham. 

AGAUE.
Hvor omkom han ? i Hjemmet, eller andensteds ? 

KADMOS.
Hist, hvor Aktaion blev af Hunde sønderslidt. 

AGAUE.

1285 Hvi vandrede den Arme til Kithairons Fjeld ? 

KADMOS.
Han gik at haane Guden og din Bacchosfest. 

AGAUE.
Men siig, hvorledes vandred vi til Fjeldet ud ? 

KADMOS.
I Vanvid; Bacchisk Raserie betog vor Stad. 

AGAUE.
Nu mærker jeg det, Bacchos har den Jammer voldt. 

KADMOS.

1290 Han var fornærmet; ei som Gud I hylded ham. 

AGAUE.
Men, Fader ! hvor er Pentheus' dyrebare Liig ? 

KADMOS.
Jeg bringer her hans møisomt fundne Levninger. 

AGAUE.
Har Liget heelt og holdent sine Ledemod ? 

* * * * * * * 
Hvi bøded Pentheus for en Daarskab jeg begik ? 

KADMOS.

1295 Han ligned Eder; ei han hædred Dionys, 
Som derfor traf os Alle med det samme Slag, 
Din Søn og Eder, saa vort Huus tilgrunde gaaer, 
Saavelsom jeg, som uden mandligt Afkom selv 
Nu seer den Søn, som du, min arme Datter, bar,
1300 Bortrykkes af den skjændigste, den værste Død. 
O Barn ! til dig saae Slægten op; du var mit Huus 
En trofast Støtte, du min elskte Dattersøn ! 
Dig frygted Folket, og jeg gamle Mand var tryg 
For Krænkelser, thi hvo, som blot dit Ansigt saae,
1305 Han følte godt, at Straf var kommen som forskyldt. 
Men nu vil man af Huset haanlig jage mig, 
Den store Kadmos, som har saaet det første Frøe 
Til Thebens Folk, og høstet en saa herlig Høst. 
Du kjæreste blandt Kjære ! skjøndt du ei er meer,
1310 Jeg dog mit elskeligste Barn dig kalde maa. 
Ak ! aldrig meer du skal om Hagen klappe mig, 
Og kjærlig trykke Bedstefader til dit Bryst, 
Og sige: Gamle ! har man viist dig Ringeagt, 
Har man ved haanlig Adfærd voldt dit Hjerte Sorg,
1315 Saa siig det, at Fornærmeren jeg tugte kan. 
Men nu er jeg ulykkelig som du, min Søn, 
Din Moder dog og hendes Søstre meer end vi. 
Hvis derfor Nogen lader haant om Guderne, 
Lad Pentheus' Død forvisse ham om deres Magt ! 

CHORET.

1320 O Kadmos ! jeg beklager dig; din Dattersøn 
Sin Straf fortjente, men for dig hans Straf var haard. 

AGAUE.
Endt er min Sindsforvirring, Fader ! som du seer; 
Min Haand berører hvad der fylder mig med Grue. 

* * * * * * * 
DIONYSOS.       (træder frem).

* * * * * * * 
Kong Kadmos ! til en Slange du forvandles skal

1325 Med samt Harmonia, hvem du, skjøndt jordisk Mand, 
Til Hustrue fik af hendes Fader, Krigens Gud. 
Paa Vogn bespændt med Oxer - saa har Zeus forkyndt - 
I kjøre skal, og som Barbarers Drot skal du 
Forstyrre mange Stæder med en talrig Hær.
1330 Men naar Apols Orakelsted I hærget har, 
Skal Hæren faae et sørgeligt Tilbagetog; 
Dig selv dog og din Hustrue Ares frelse skal, 
Og føre Begge til Lyksalighedens Land. 
Ei taler her en jordisk Mand, men Bacchos selv,
1335 Kronions Søn; o hvis I havde handlet viist, 
Hvad I ei vilde, lykkelige var I da, 
Thi Zeus's Søn I havde til Beskytter havt. 

AGAUE.
O Bacchos ! dig bønfalde vi, vor Synd var stor. 

DIONYSOS.
I burde før erkjendt mig, nu er det for seent. 

AGAUE.

1340 Det har jeg indseet; dog for haardt du straffer os. 

DIONYSOS.
Jeg krænket var af Eder, jeg, en Guddoms Søn. 

AGAUE.
En Gud bør ikke harmes lig et Menneske. 

DIONYSOS.
Forlængst min Fader Zeus sit Minde gav dertil. 

AGAUE.
Ak, Fader ! Landsforviisning er din tunge Lod ! 

DIONYSOS.

1345 Hvi nøler I ? Nødvendigheden kalder jo. 
(forsvinder.) 
 KADMOS.
Mit arme Barn ! i hvilken Jammer sank vi ned 
Tilhobe, du og dine kjære Sødskende. 
Og nu skal jeg som Olding drage landsforviist 
Til Fremmede; ja med en raae barbarisk Hær
1350 Skal efter Guders Villie jeg mod Hellas gaae; 
Og Ares' Barn, Harmonia, min Ægteviv, 
Forvandlet til en hæslig Slange som jeg selv 
Skal hun til Altre som til Grave følge mig 
Omkring i Hellas paa mit Krigstog; aldrig dog
1355 Ophøre vil min Jammer; neppe stedes jeg 
Til Roe, naar jeg er seilet ned ad Acheron. 

AGAUE.
O Fader ! jeg skal rømme Landet,  skilt fra dig. 

KADMOS.
Hvi knuger du mig i din Favn, mit arme Barn ! 
Som Svaneungen til den Gamle klynger sig ? 

AGAUE.

1360 Hvor tyer jeg hen, udjagen af mit Fædreland ? 

KADMOS. 
Det veed jeg ei; kun ringe Hjelp jeg yde kan. 

AGAUE.
Farvel, mit Huus ! min fædrene Stad ! 
Farvel ! i Trængsel og Nød 
Jeg forlader som Flygtning mit Hjem. 

KADMOS.

1365 Mit Barn ! opsøg Aristaios's Land

* * * * * * * 
AGAUE. 
For min Fader jeg jamrer. 

KADMOS. 
                                  Som jeg for mit Barn, 
Og for dine Søstre jeg græder. 

AGAUE. 
Ja græde du maa, thi frygtelig Straf

1370 Har Gud Dionysos i Harm 
Bragt over dit Huus og din Slægt. 

KADMOS. 
Men svart af Eder fornærmet han var, 
Hans Navn blev ei hædret i Theben. 

AGAUE. 
O Farvel, min Fader ! 

KADMOS, 
                               Farvel, mit Barn !

1375
Dog vel skal du vanskelig fare. 

AGAUE. 
Op, Svende ! nu fører mig til mine Søstre ! 
Landflygtigheds Kummer med mig de skal dele. 
O gid jeg dog kom til et Land, 
Hvor aldrig Kithairon mig seer,

1380 Og mit Blik ei møder det rædsomme Bjerg, 
Og hvor Intet mig minder om Vedbendstav: 
Lad andre Mænader den svinge ! 

CHORET. 
Skjebnen mangfoldige Skikkelser bærer; 
Guder fuldbyrde hvad Ingen formoded,

1385 Mens det Sandsynligste tit ikke skeer; 
Guder uventede Veie kan bane. 
Saaledes denne Begivenhed endte. 
.
 
o O o
.
||<<
<<
Wil
ster
>>
>>|||