| ||<< |
|
[971-
|
1159] |
|
>>||| |
|
.
|
|||||
| CHORET.
Strophe. Op ! I rasende Hunde ! til Bjerget afsted ! Hvor Kong Kadmos' Døtre til Fest sig forsamled; Hidser dem op mod den Mand, Som, for Mænadernes Færd at bespeide, |
|||||
| 975 | Vanvittig
klædte sig ud som en Qvinde.
Først vil hans Moder fra Klippernes Skraaning Eller fra kneisende Pynt ham see Ligge paa Luur, og til Qvinderne raabe: Hvem er den Speider, hvis hastige Fødder |
||||
| 980 | Førte
fra Theben til Bjerget dem op ?
Hvem har til Verden ham bragt ? Ei er han runden af Qvindernes Blod, Viselig har en Løvinde ham født, Eller og Een af Lydiens trende Gorgoner. |
||||
| 985 | Kom,
Retfærdighed ! viis dig klart !
Kom med Glavind i Haand, Stik dets Od i Forbryderens Strube, Dræb Jordsønnen Echions Søn ! Guderne, Loven og Retten han krænked. Modstrophe. |
||||
| 990 | Fuld
af lovløs Begjær og formastelig Harm
Drog med taabelig Hu og rasende Hjerte Pentheus til Festen paa Fjeld, Fiendsk imod Bacchos og fiendsk mod sin Moder, Tvinge han vil hvad Magt ikke tvinger. |
||||
| 995 | Sindighed,
som man uvægerlig øver
Baade mod Guder og dødelig Mand, Sikkrer vort Liv mod megen Bekymring. Glad, uden Nid, efter Viisdom jeg tragter; Dog noget Andet i Menneskets Liv |
||||
| 1000 | Straaler
bestandig som stort,
Nemlig med Fromhed og Reenhed i Hjerte Og med Foragt for Uret og Synd Tidlig og sildig at ære de salige Guder. Kom, Retfærdighed ! viis dig klart ! |
||||
| 1005 | Kom
med Glavind i Haand,
Stik dets Od i Forbryderens Strube, Dræb Jordsønnen Echions Søn ! Guderne, Loven og Retten han krænked. Eftersang.
|
||||
| 1010 | Viis
dig som flammesprudlende Løve,
Eller som Drage med Hoveder mange ! Kast om Speiderens Hals en Slynge, Spodsk Bacchantindernes Chor han beloe; Dog sig selv til Fordærv |
||||
| 1015 | Ind
i Mænadernes Sværm han sig kasted.
ET BUD
(kommer).
|
||||
| 1020 | Men
trofast Træl bedrøves ved sin Herres Fald.
CHORET.
BUDET.
CHORET.
BUDET.
|
||||
| 1025 | Kan
ved min Herres Undergang du fryde dig ?
CHORET.
BUDET.
CHORET.
|
||||
| 1030 | Øver
nu Magt over mig.
BUDET.
CHORET.
BUDET. |
||||
| 1035 | Alt
havde vi Thebens Enemærker vi forladt,
Og Veien langs Asopos var tilbagelagt, Da naaede vi omsider til Kithairons Fjeld, Kong Pentheus og den Fremmede, som viste Vei Til Festen, og jeg selv som Kongens Følgesvend. |
||||
| 1040 | Først
paa en grønklædt Bakke vi os leired nu
Med sagte Fjed og intet Ord fra Læben faldt, At frit vi kunde speide, uden selv at sees. Der var en fjeldomhegnet, kildevædet Dal, Hvis Graner spredte Skygge, hvor Mænaderne |
||||
| 1045 | Sad
sammen, og med lette Sysler mored sig.
En Deel opsmykked deres visne Thyrsosstav Med friske Vedbendqviste, medens Andre, froe Som unge Føl, der rev sig løs af Aagets Baand, I Vexelsange jublede til Bacchos' Priis. |
||||
| 1050 | Men
da Kong Pentheus intet saae til Qvinderne,
Udbrød den Arme: Fremmede ! hvor nu vi staae, Seer jeg, saavidt jeg øiner, ei Mænaderne; Men steg jeg op paa Høien i en mægtig Fyrr, Da kunde grandt jeg skue deres Skjændselsfærd |
||||
| 1055 | Nu
saae jeg flux et Under af den Fremmede:
En Fyrregren, som raged høit mod Skye, han greb, Den bøied han mod sorten Jord, og krummed den, Som naar en Bue krummes, eller og et Hjul, Naar Fælgens Kreds omsvinges efter Passermaal; |
||||
| 1060 | Saaledes
drog han Grenen ned fra Bjergets Top
Til Jord med Haanden; sligt gjør ingen Dødelig. Men da han havde Pentheus sat paa Grenen fast, Slap han igjen det seige Skud, dog lempelig, At Manden ikke skulde slynges brat mod Skye; |
||||
| 1065 | Og
høit mod høien Himmel Fyrretræet steg,
Opløftende min Herre paa sin stærke Ryg. Da blev han seet, før selv han saae Mænaderne, Og neppe var han synlig paa sin høie Plads, Da saae man heller ikke meer den Fremmede. |
||||
| 1070 | Men
gjennem Luften lød et Raab, sandsynligvis
Det kom fra Dionysos: Her, I Unge Møer ! Den Mand jeg bringer, som bespotted Eder, mig Og mine Helligdomme; tugter ham til Hevn ! Og medens end han taled saa, udslynged han |
||||
| 1075 | Mod
Luft og Jord en hellig Ild, som blussed stærkt.
Strax Æthren taug, hvert Blad blev tyst i Dal og Eng, Og ikke mindste Lyd blev hørt fra Skovens Dyr. Dog Qvinderne, som ikke ret begreb hans Raab, Stod lyttende, men kasted Øiet hid og did; |
||||
| 1080 | Da
raabte Guden atter; og da tydelig
Nu Kadmos' Døttre kjendte Dionysos' Røst, Da foer de frem med anstrengt Løb og med en Fod Saa hurtig som en Due flyver gjennem Skov, Agaue, Pentheus' Moder, hendes Søskende |
||||
| 1085 | Og
hele Skaren; over Dalens Bæk de sprang
Og Klippens Steen, af Gudens Aand begiestrede. Men da de Pentheus sidde saae paa Fyrrens Green, Besteg de først en Bakke ligeoverfor, Og kasted mod hans Hoved store Kampesteen, |
||||
| 1090 | Mens
Andre slynged Thyrsosstave høit i Luft
Mod det ulykkelige Maal; dog ei de traf, Thi altfor høit for deres Iver var det Træe, Paa hvilket den forladte Drot sad hjelpeløs, Og slynged Fyrreqviste ned paa Qvinderne. |
||||
| 1095 | Nu
Egegrene løs de brak, og vilde saa
Med slige Stænger uden Jern fra Roden af Oprykke Fyrren, men da Værket slog dem feil, Udbrød Agaue: slaaer en Kreds om Træet flux, Og griber fat om Stammen, at vi fange kan |
||||
| 1100 | Det
Vildt, som sidder høit deroppe, for at ei
Han Gudens hemmelige Skikke røbe skal. Flux tusind Hænder greb i Træet, og det faldt, Og Pentheus, som sad høit tilveirs, fra Høiden ned Til Jorden faldt, med tusind ynkelige Skrig |
||||
| 1105 | Da
han fornam, at Jammerstimen stunded til.
Hans Moder som Præstinde først til Offring skred, Og faldt ham an; da kasted han sit Diadem Af Hoved, at Agaue skulde spare ham, Naar hun ham kjendte; med sin Haand han hende strøg |
||||
| 1110 | Om
Kind og raabte: Moder ! det er mig, din Søn,
Din Pentheus, som du i Echions Huus har født. O Moder ! vær barmhjertig ! lad din egen Søn Ei for sit Feiltrin bløde for din Moderhaand ! Dog ei hun rørtes; hendes Øine rulled vildt, |
||||
| 1115 | Mens
Munden fraaded, og al Sands for Ret og Pligt
Var svunden bort, thi Gudens Magt rev hende hen. Med begge Hænder greb hun Sønnens venstre Arm, Og ved at sætte Foden mod hans Sidebeen, Rev hun den løs fra Skuldren, ei ved Styrke just, |
||||
| 1120 | Men
Bacchos skjenked hendes Arm Behændighed.
Flux Ino paa den anden Side søndersled Hans Kjød, og hele Sværmen med Autonoe Foer frem til blodig Idræt under blandet Skrig, Thi Pentheus stønned indtil Aanden ham forlod, |
||||
| 1125 | Og
Qvindeskaren jubled lydt; Een Armen tog,
En Anden Benet med Sandalen paa; alt Kjød Blev revet af hans Ribbeen, og med blodstænkt Haand De kastede hans Lemmer som en Bold omkring. Adsplittet ligger Drottens Liig; et Ledemod |
||||
| 1130 | Paa
Klippens Top, et andet skjult i Skovens Krat,
Ei let at finde; men hans arme Hoved ,som Hans Moder just i Haanden holdt, befæsted hun Paa Enden af sin Thyrsos, og som om det var En bjergfød Løves Hoved, bærer hun det nu |
||||
| 1135 | Ad
Fjeldet hen, og har Mænaderne forladt.
Stolt over sligt usaligt Bytte drager hun I Staden ind, lovprisende Gud Bromios, Stalbroderen paa Jagten, der hjalp med til Fangst Og herlig Seir, som Taarer hende volde skal. |
||||
| 1140 |
Nu vil jeg for det Rædselssyn unddrage mig,
At see Agaue komme hjem til dette Huus. Besindighed og Ærefrygt for Guderne Er viselig for Mennesket det Skjønneste Og Viseste, naar han beflitter sig derpaa. CHORET. |
||||
| 1145 | Lader
os Bacchos prise med Dands,
Jublende høit for den Skjebne, som traf Pentheus, hiin Ætling af Dragen, Han som iførte sig qvindelig Dragt, Og i sin Haand tog Vedbendstav, |
||||
| 1150 | Som
maatte vorde hans visse Fordærv,
Da han af Tyren paa Vei sig lod føre ! Thebens Mænader ! Seirens hoverende Sang Har I forvandlet til Jamren og Taarer. |
||||
| 1155 | Skjøn
er den Kamp, paa sin Søn
Haanden at lægge, som drypper af Blod. Dog hist jeg alt Agaue, Pentheus' Moder, seer Mod Kongeborgen ivrig haste hen med vildt Fordreiet Blik; op ! hilser Gudens Jubeltog ! |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Wil
|
ster |
|
|