Euripides: Medeia

Euripides: Medeia

\|\|<<	<<	[1-	147]	>>	>>\|\|\|
					.
	MEDEIAS AMME. Gid aldrig Skibet Argo paa sin rappe Kjøl Var gjennem Sundet ved de blaagraae Holme trængt ! Gid aldrig Gran i Pelions Skove falden var For Øxens Slag til Aarer, dem med kraftfuld Arm
5	De Helte roede, som for Pelias drog ud, At hente ham det gyldne Skind ! thi da var ei Medeia, min Frue, tændt af heftig Kjærlighed Til Iason, dragen med ham hjem til Iolkos' Borg; Ei Pelias's Døttre da til Fadermord
10	Hun havde lokket; heller ei med Mand og Børn Sig bosat i Korinthos her, hvor Flygtningen Snart Yndest vandt hos Folket, som hun tyede til, Og deelte Sorg og Glæde kjærlig med sin Mand. Og det er dog den største Lykke her paa Jord,
15	Naar Mand og Viv samdrægtig hos hinanden boe. Dog nu er Kjærligheden slukt og Had udbrudt, Thi nu har Iason baade Børn og Viv forraadt, Og hviler sødt i Kongeseng hos Kongebarn Som Svigersøn af Kreon, dette Riges Drot.
20	Men krænket dybt min stakkels Frue skriger vildt Om Eed og Haandslag, som til Troskabspant han gav, Og høit hun kræver Guderne til Vidner paa, Hvad Løn hun faaer af Iason for sin Kjærlighed. Og siden hun sin Husbonds Troløshed erfoer,
25	Hun faster reent, og sunken ganske hen i Sorg Hun al den Tid i bittre Taarer smelter hen; Ei løfter hun sit Aasyn op, men fæster stivt Sit Blik paa Jord; og kommer Ven med Trøst og Raad, Da er hun døv som Havets Bølger, Klippens Steen;
30	Og løfter hun en enkelt Gang sin hvide Hals, Da jamrer lydt hun for sig selv om Fader kjær, Om Land og Huus, dem hun forraadte for at flye Bort med en Mand, som hende nu vanærer saa. Nu har ved egen Modgang selv den Arme lært,
35	Hvad Løn det bringer at forlade Fædreland. Ved sine Børn hun glædes ei, hun afskyer dem, Og jeg er bange, hun paany optænker Ondt; Et Sind saa heftigt bærer ei sin Qval med Taal, Jeg kjender hande; derfor gruer jeg, at i Løn
40	Hun sniger sig i Kamret ind, hvor hendes Seng Staaer redt, og støder skarpen Sværdsod i sit Bryst, Eller hun myrder Kongen og hans Svigersøn, Og end langt større Jammer sig bereder selv; Det er en rædsom Qvinde; kommer En i Strid
45	Med hende, vorder Seiren sandelig ei let. Dog see ! der har vi Børnene fra Veddeløb; For deres Moders Lidelser de har ei Sands, Det unge Hjerte hænger ei ved Sorgen fast. BØRNEVOGTEREN (træder ind med Børnene). Du Skat fra fordums Tider i min Frues Huus !
50	Hvi staaer du saa alene dog ved Døren her, Og for dig selv opregner al Medeias Sorg ? Hvordan tillod hun, at du bort fra hende gik ? AMMEN. Du gamle Svend, som Iasons Børn veileder troe ! Den brave Tjener græmmes ogsaa dybt i Sind,
55	Naar i Fordærv hans Herskabs Huus nedstyrter brat. Jeg var af Sorg saa overvældet, at herud Jeg gik, henreven af en Trang at jamre lydt For Jord og Himmel om min Frues Lidelser. BØRNEVOGTEREN. Saa har hun ei hørt op at græde ? stakkels Viv ! AMMEN.
60	Hørt op ? nei ! ung er Smerten staaer endnu i Væxt. BØRNEVOGTEREN. Den Daare ! - tør en Tjener ellers tale saa - Hun veed dog ei, hvad nye Fortræd hun friste skal. AMMEN. Hvad er det ? Gamle ! gjem ei Ordet i dit Bryst ! BØRNEVOGTEREN. Slet intet ! alt jeg angrer hvad min Mund har talt. AMMEN.
65	O ved dit Sølvskjæg ! dølg ei Sagen for en troe Medtjener ! tie skal jeg, gjøres det behov. BØRNEVOGTEREN. Jeg kom just til Peirenes hellige Væld, hvor tit De gamle Bymænd more sig med Terningspil; Der hørte jeg fortælle, men man mærked ei,
70	At jeg det hørte: Drotten Kreon, blev der sagt, Vil disse Børn med deres Moder jage snart Ud af sit Land Korinthos; om det nu er sandt, Det veed jeg ikke, men jeg ønsked det var Snak. AMMEN. Og mon vel Iason taale vil, at man hans Børn
75	Behandler saa, skjøndt Moderen er ham forhadt ? BØRNEVOGTEREN. Heel let fortrænges gammelt Svogerskab af nyt, Og Iason er ei venlig stemt mod dette Huus. AMMEN. Saa er vi da forlorne, hvis nye Gjenvordighed Os ramme skal foruden den, vi drages med. BØRNEVOGTEREN.
80	Men Tand for Tunge, hører du ! lad Fruen ei Faae Nys derom, thi det var neppe raadeligt. AMMEN. Hører I, Børn ! hvad Niding I til Fader har ? Han er min Herre, jeg tør ei forbande ham, Men slet han er mod sine Kjære, det er vist. BØRNEVOGTEREN.
85	Og hvo er anderledes ? lærer du først nu, Fordi du seer en Fader glemme Børn for Brud, At Ingen elsker sine Venner som sig selv, Han være brav af Hjertet, eller vindesyg ? AMMEN. Saa gaaer dog ind, det har I bedst af, kjære Børn !
90	Men du, hold disse Glutter fjernt, saavidt du kan ! Lad Moderen ei see dem ! hendes Sind er tungt. Alt saae jeg hende stirre vildt paa Børnene Med Blik, som Ondt bebuded, og jeg veed, at ei Sig Vreden lægger, før den som et Lyn har ramt.
95	Gid den da træffe Fiende, fare Ven forbi ! MEDEIA (indenfor). Ak ! Vee mig, jeg Arme, Kummerforfulgte ! Vee mig, ja vee mig ! gid jeg var død ! AMMEN. Kom, mine Glutter ! som jeg har sagt, Moder er vred og heftig bevæget,
100	Skynder i Huset da flux Eder ind ! Træder dog ikke Moder for Øie ! Skyer hende, Børn ! og vogter Jer vel ! Hovmodig Sjel har rædsomme Tanker, Vold er dens Færd.
105	Bort da ! gaaer ind saa hurtig I kan ! Klagernes Skye alt truer med Uveir, Snart vil den briste med vildere Harm, Det er jo klart. Hvad kan da ventes Af en saa hidsig, ubøielig Sjel,
110	Som er af Lidelser martret ? MEDEIA. Vee mig, jeg Arme ! Vel maa jeg jamre, svart har jeg liidt Vee Eder, Børn af en Moder, som hades ! Værer forbandede samt Eders Fader !
115	Gange tilgrunde det samtlige Huus ! AMMEN. Vee mig, jeg stakkels elendige Qvinde ! Har dine Børn da i Faderens Brøde Ringeste Deel ? hvi hader du dem ? Glutter ! jeg gruer, at Ondt Eder rammer.
120	Rædsomt er Fyrsternes Sind; Ei vil de lyde, stedse befale, Vanskelig dæmpe de Vreden i Bryst. Bedre man lever i ringere Stand. Derfor jeg haaber, om end i det Lave,
125	Rolig at leve min Alderdom hen. Middelvei seirer blot ved sit Navn, Den er for Mennesket Veien til Lykke; Aldrig endnu har umaadelig Høihed Været til Held for dødelig Mand,
130	Og naar en Gud optændtes til Harme, Dybere kun han faldt med sin Slægt. CHORET. Jamren jeg hørte og Skrig af den arme Kolchiske Viv; endnu kan hun ikke Slaae sig tiltaals. Gamle ! fortæl !
135	Inde fra Huset hørte jeg Skriget, Ud gjennem Dørenes Fløie det lød. Husets Gjenvordighed maa jeg beklage, Mig hun bestandig var venlig og huld. AMMEN. Ei har vi Huus meer; Alt er forsvundet.
140	Husbond jo hviler paa kongeligt Leie; Fruen i Kummer hengræder sit Liv; Selv ei ved Vennernes kjærligste Tale Føler hun ringeste Trøst. MEDEIA (indenfor). Vilde dog Himmelen knuse mit Hoved
145	Brat med sit Lyn; hvad baader mig Livet ? Døden af Qval udløse mig Arme ! Gjerne forlod jeg saa uselt et Liv.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|