Euripides: Medeia

Euripides: Medeia

\|\|<<	<<	[148-	409]	>>	>>\|\|\|

	CHORET. *Strophe.* O Zeus ! o Jord ! o lysende Sol ! Kan du høre de Suk, som saa ynkelig lyde
150	Fra den arme fortvivlede Qvinde ? Du Forblændede ! ha ! hvilken Higen Efter Leiet, din Mage forlod ! Den vil stærkt din Død fremskynde, Beed dog ikke saa !
155	Favner end din Mand Anden Viv paa Leiet, Harmes dog ei saa paa Manden, Zeus vil dig en Hevner vorde, Smelt ei hen i Graad for Iason ! MEDEIA.
160	O vældige Themis, og Artemis høie ! Mine Qvaler I see; min Mage jeg bandt Med de helligste Eder, og forbander ham nu; Gid jeg ham engang og hans Brud kunde see Med den styrtende Borg vorde knuste;
165	Det er dem, som har først fornærmet mig grusomt ! O min Fader ! o Fædrenestad, som saa frækt Jeg forlod, da min Broder jeg først havde myrdet. AMMEN. Har I hørt hendes Ord ! hun raaber til Themis, Som Forbandelser sætter iværk,
170	Og til Zeus, som er Hevner af Meeneed. Ei i ringeste Maal kan hun dæmpe sin Harm, Min stakkels usalige Frue. CHORET. *Modstrophe.* O kunde vi blot Medeia formaae Til at træde herud, og villig hun Øre
175	Vilde laane vor kjærlige Tale, Om maaskee i det hidsige Hjerte Kunde dæmpes den nagende Harm ! Aldrig skal min Omhu svigte Ven i Sorg og Nød.
180	Gamle ! gak da ind ! Kald af Huus din Frue ! Venlig hende beed at ile, Før hun øver Vold derinde; Slig en Sorg er vild som Vanvid. AMMEN.
185	Jeg prøve det vil, dog frygter jeg for, At min Frue mig ikke vil høre; Den Tak jeg skylder din Omhu, Skjøndt vredt som Løvinden, der skjermer sit Kuld, Paa Svend eller Terne hun kaster sit Blik,
190	Naar de driste sig nær for at tale. Vore Fædre med Føie man kunde forsand Kalde Daarer istedenfor Viismænd: Til Fester og Gilder og yppige Lag Opfandt de mangfoldige Sange,
195	Som Menneskens Øren forlyste; Men ei opfandt nogen dødelig Mand, Ved Sange til Strengenes Toner at standse De rædsomme Sorger, som friste til Mord, Og Fordærv over Slægterne bringe.
200	Og dog, hvilken Vinding for Menneskens Børn, Kunde Sorgerne læges ved Sange ! Men hvi anstrenger man Stemmen ved Fest ? Det behøves jo ei, da det yppige Lag Af sig selv bringer Gjæsterne Sammen ! (Gaaer ind.) CHORET. *Eftersang.*
205	Hendes jamrende Skrig jeg hører endnu; Sine Qvaler hun nævner, og kalder sin Mand En Forræder mod Ægteskabsleiet; Og for Themis, hiin Datter af Zeus, Hiin Edens Gudinde, hun klager sin Nød,
210	Som hen over Bølgen paa natlige Fart Gjennem Sundet, som skyller ad vildene Hav, Hende førte til Kysten af Hellas. MEDEIA. (træder ud). Til Eder, Qvinder af Korinthos ! treen jeg ud, At undgaae Eders Dadel. Mange veed jeg vandt
215	Et hædret Navn, deels ved at færdes rask blandt Folk, Deels ved at skye dem; Andre for det stille Liv, De førte, blev bagvaskede for Lediggang; Thi menneskenes Øine dømme jo kun slet, Naar Nogen paa det blotte Syn mod fredsæl Mand
220	Sig fiendsk beteer, før han har prøvet mandens Sind. I Meget bør en Fremmed føie Landsens Skik, Ei heller dog en Indfød roses kan, naar stolt Medborgere han krænker, som han kjender ei. Uventet denne Kummer traf mig; dybt min Sjel
225	Den bøied; det er ude med mig; alt sit Værd Har Livet mistet, og til Døden staaer min Hu. Thi han, hos hvem jeg alle skjønne Dyder fandt, Min Husbond, han er bleven Jordens største Skurk. Af alle Verdens Skabninger med Liv og Aand
230	Er dog den arme Qvinde den usaligste. Først hun for store Skatte kjøbe maa sin Mand, Og hvad der end er meget værre, denne Mand Er ogsaa Herren, hvem hun slavisk lyde maa; Og det er farligt Vovespil, om han er brav,
235	Hvad eller ond; Skilsmisse kaldes jo en Plet For Qvinden, og forskyde Manden kan hun ei. Til nye Forhold, nye Skikke gaer hun ind, Og eier hun ei Spaadomskraft, da kan hun ei I Forveien ahne, hvad Slags Ægtemand hun faaer.
240	Har hun nu Kraft at bære slige Kaar med Taal, Er Manden blid og Aaget let, Held hende da, Hvis ei, da er hun bedre faren ved at døe. Saa tit en Mand af huusligt Bryderie er kjed, Saa gaaer han ud af Huset, og forvinder snart
245	Sin Kjedsomhed i Venners eller Frenders Kreds; Men kun til Een vi Stakler vende maae vort Blik. For Farer frit, saa siger man, er Qvindens Liv, Vi hjemme boe, mens Mændene med Spyd maa slaaes; Eenfoldig Snak ! jeg vilde før tre Gange staae
250	I Kamp bag Skjoldet, end blot eengang føde Barn. Dog dine Kaar med mine Kaar ei lignes kan, Thi Fædreland og Fædrehuus har du jo her, Og du har Venners Samqvem, du har Livets Fryd, Men jeg staaer ene, hjemløs, af min Husbond dybt
255	Fornærmet, som fra fremmed Land mig førte bort; Og hverken Moder, Broder eller Slægt jeg har, At lodse mig i dette Stormveir ind i Havn. Og derfor jeg om een Ting bønlig beder dig: Ifald jeg Vei og Middel mulig finde kan,
260	At hevne mig for disse bittre Krænkelser Paa Iason, Brudens Fader, og paa Bruden selv, Da tie ! forsagt er ellers Qvinden, ei til Kamp Hun duer, ja ræd hun vorder blot hun Staalet seer, Men krænker Manden hendes Ret som Ægteviv,
265	Da gives ei der nogen meer blodtørstig Sjel. CHORET. Det lover jeg; Hevn over Iason finder jeg Retfærdig, og mig undrer ei din dybe Sorg. Dog see, der kommer Kreon, dette Riges Drot, Sin seneste Beslutning selv at melde dig. KREON (træder ind.)
270	Medeia ! du hvis skumle Blik bebuder Harm, Som truer Iason; flux du rømme skal mit Land, Og tage med dig begge dine Børn; nøl ei ! Saa er mit Bud; hvad jeg har sagt, skal sættes strax I Værk, og ei tilbage til mit Huus jeg gaaer,
275	Før over Landets Grændser jeg har jaget dig. MEDEIA. O vee ! saa gaaer jeg Arme reent tilgrunde da ! Al deres Kraft har mine Fiender jo budt op, Og i min Jammer ingen Hjelp jeg øine kan. Dog skjøndt jeg svart mishandles, jeg dig spørge tør,
280	Hvorfor, o Kreon ! vil du landsforvise mig ? KREON. Jeg uden Omsvøb tale vil; jeg frygter stærkt, At du min Datter styrte skal i dyb Fordærv, Og mange Ting i denne Frygt bestyrke mig. Du Mester er i Skjændselsdaad, og du est snild;
285	Nu jamrer du dig over Tabet af din Mand, Men truer ogsaa, efter hvad mig er fortalt, At du mod Svigerfader, Brudgom og mod Brud Vil vove Noget; Sligt afværges maa betids. Langt heller, Qvinde ! vil af dig jeg hades nu,
290	End siden for utidig Svaghed bøde dyrt. MEDEIA. Ak, vee mig ! Ei første Gang, Kong Kreon ! er det nu, men tit Har Folks Formening om mig voldt mig meget Ondt. Den Fader handler ikke viist, som sine Børn
295	Opdrage vil til overdreven kloge Folk. Ei nok, at man for Ørkesløshed dadler dem, Men Landsmænds Had og Avind vorder deres Lod; Thi naar man lærer Daarer noget Nyt og Viist, Da vorder strax man et unyttigt Væsen kaldt;
300	Og den, hvis Viisdom staaer i Rye, er til Besvær For dem, som selv sig tiltroe Kløgt til alskens Ting. Og denne haarde Skjebne rammer ogsaa mig; Thi for min Viisdom vækker jeg hos Mange Nid; Snart lastes jeg for Træghed, snart for modsat Færd,
305	Og stærkt jeg hades; stor er dog min Viisdom ei. Du, Kreon ! frygter ogsaa noget Ondt af mig; Dog spar din Angst ! min Stilling er jo ikke saa, At jeg mod Konger skulde vove syndig Daad. Hvormed har du vel krænket mig ? til Svigersøn
310	Du kaared hvem du fandt for godt; nei ! men min Mand, Ham hader jeg; du handled, troer jeg, ret og klogt, Og ikke meer misunder jeg dig nu dit Held. Ja ! holder Bryllup ! lever høit ! men lader mig I dette Land forblive ! skjøndt fornærmet dybt,
315	Jeg vide skal at tie for min Overmand. KREON. Ret fagert klinge dine Ord, men i min Barm Der boer en Frygt, at noget Ondt du har i Værk, Og derfor jeg langt mindre nu dig troer end før, Thi hidsig Qvinde, ja vel ogsa hidsig Mand,
320	Er ei saa slem at passe paa, som snild og taus. Thi spar vidtløftig Tale ! skynd dig flux afsted ! Fast staaer mit Bud, og du skal ei med al din Kunst Forlænge her dig Ophold, thi du er mig fiendsk. MEDEIA. Ved dine Knæe, og ved dit Barn, den unge Brud ! KREON.
325	Dit Ord er spildt, du mægter ei at bøie mig. MEDEIA. Du bort mig driver uden Blue for Bønnerne. KREON. Mit eget Huus jeg elske maa jo meer end dig. MEDEIA. O Fødeland ! hvor mindes jeg saa stærkt dig nu ! KREON. Mig er mit Land det Kjæreste næst mine Børn. MEDEIA.
330	Ha hvilket rædsomt Onde Kjærlighed dog er ! KREON. Ja det er ganske som det saa kan falde sig. MEDEIA. Zeus ! mærk dig nøie denne Jammers Ophavsmand ! KREON. Bort ! taabelige Qvinde ! piin mig ikke meer ! MEDEIA. Det er jo mig som pines og har Pinsler nok. KREON.
335	Ret strax skal mine Svende drive dig herfra. MEDEIA. Nei ! Kreon ! gjør det ikke ! jeg dig beder blot . . . . KREON. Du, som det lader, Bryderie mig volde vil. MEDEIA. Nei ! jeg vil flye; en anden Gunst jeg beder om. KREON. Hvi trodser du, og rømmer ikke flux mit Land ? MEDEIA.
340	Blot for idag du lade mig forblive her, I Mag at overveie, hvor jeg hen skal tye, Og Livsophold forskaffe mine stakkels Børn, Da deres Fader ingen Hjelp dem yde vil. Forbarm dig over disse ! du har selv jo Børn,
345	Og det er billigt, at du viser Mildhed nu, Thi naar vi rømme Landet, skal min egen Lod Ei græmme mig, men mine Børns vil gaae mig nær. KREON. Tyranisk er i Sandhed ei mit Sindelag, Men ofte for min Mildhed har jeg bødet dyrt
350	Og selv jeg indseer, at jeg uklogt handler nu, Dog skal din Bøn opfyldes dig; men, Qvinde ! viid, Hvis Lysets Gud imorgen med sit klare Blus Beskinner dig og dine Børn i Landet her, Da skal du døe; mit Ord er talt, det brydes ei;
355	Og da det saa skal være, bliv en Dag endnu, Ei skal befrygtet Udaad lykkes dig idag. (Gaaer.) CHORET. Usalige Qvinde, Som haardt er af Trængsler forpiint ! Hvorhen skal du tye ? hvor finder du vel
360	Enten Land eller Huus eller gjæstmildt Tag, Fra Sorg og Nød dig at frelse ? Som ned i et svælgende Dyb af Qval Har en Gud, Medeia ! dig styrtet. MEDEIA. Ulykker rundt omkring mig ! hvo kan nægte det ?
365	Men troer blot ei, at Sagen gaaer som Hine vil ! End skal det unge Brudepar en Dyst bestaae, Og alle Frender døie Ting, som ei er Skjemt. Siig, troer du, jeg for Kreon havde krøbet saa, Naar ei det gjaldt min Fordeel og en snedig Plan ?
370	Nei ! hverken rørt hans Hænder, eller talt til ham. Og han saavidt sin Daarskab drev, at skjøndt med Eet Han mine Rænker kunde have knust, naar strax Jeg bort var slæbt, gav han mig Frist at blive her Idag, og tre af mine Fiender jeg idag
375	Ombringe skal, min Mand, hans Brud og Faderen. Dog er der mange Veie jo til deres Død, Thi gjælder det at træffe her det rette Valg; Om helst jeg Brudehuset stikke skal ibrand, Eller snige mig i Kamret ind, hvor Brudens Seng
380	Er redt, og støde sleben Dolk i hendes Bryst. Dog een Ting er i Veien; overrumples jeg, Naar ind jeg træder, eller midt i Gjerningen, Da maa jeg døe, og mine Fiender ville lee. Bedst derfor, at den slagne Vei jeg gaaer, som bedst
385	Er mig bekjendt, og ender deres Liv med Gift. Saa være det ! Dog, sæt de døe ! hvad Bye vil da modtage mig ? Hvad Gjæsteven vil yde mig et Tilflugtssted, Et sikkert Huus, i hvilket trygt jeg kunde boe ? Slet Ingen. Derfor tøver jeg en liden Stund,
390	Om mulig jeg et Redningssted opdage kan, Og derpaa skrider jeg til Mordet snildt og tyst. Men hvis et mægtigt Uheld driver mig derfra, Da Sværd i Haand at myrde dem, om end jeg selv Skal døe, thi jeg har dristigt Mod til svar Bedrift.
395	Ja ! ved den høie Frue, som jeg hylder meest Af alle Guder, og til Bistand kaared mig, Ved Hekate, som boer i Husets indre Vraae, Hvo Hjerteqval mig voldte, skal ei glæde sig, Jeg beesk og rædsomt deres Bryllup gjøre vil,
400	Beesk min Forviisning, beesk det nye Svogerskab. Velan da ! rask ! Medeia ! spar ei nogen Kunst, Som du forstaaer, læg snildt din Plan, og viis din Kløgt ! Snig lumsk dig til den grumme Daad, nu kræves Mod ! Du seer din Jammer ! Ei bør Sisyphos's Slægt,
405	Ei Gjæsterne ved Iasons Bryllup lee dig ud, Du est en ædel Faders Barn, Solgudens Æt, Og du est snild; desuden af Naturen jo Vi Qvinder har ei rigtigt Greb paa ædel Daad, Men hvor det gjælder Udaad, er vi Mestere.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|