Euripides: Medeia

Euripides: Medeia

\|\|<<	<<	[808-	951]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Erechtheider ! et lykkeligt Folk var I før ! I er Børn af salige Guder !
810	I det hellige Land, som for Plyndring var frit, Blev den herlige Viisdom en Næring for Eder; I den klareste Luft I vandre med Lyst, Hvor de hellige ni Pieridiske Muser Efter Sagnet blev født af den blonde Harmonie. *Første Modstrophe.*
815	Og da Kypris engang havde øst det Vand, Som saa skjønt i Kephissos sig bølger, Med et sagteligt Pust af en duftende Vind Eders Land hun beaanded; og smykket bestandig Med en duftende Krands af Roser om Haar
820	Hun Eroterne bød sig til Viisdommen slutte, For at yde den Hjelp til de herligste Dyder. *Anden Strophe.* Siig, hvordan skal et Fredens Land Og de hellige Floders Stad Blandt sit Folk dig forunde Hjem,
825	Naar du øver den grumme Daad, Barnemorderske ! siig hvordan ? Overvei da Børnenes Mord ! Overvei det blodige Skridt ! Ved dit Knæe vi besværge dig,
830	Bønlig Alle vi bede dig, Dræb dog ei dine Børn ! *Anden Modstrophe.* Hvor vil Hjertet du skaffe Mod, Eller Haanden forvovenhed, Naar mod Børnenes Bryst du frækt
835	Dolk opløfter til voldsom Daad ? Og naar Øiet du kaster ned, Kan da Taaren standse sit Løb, Nar du seer de myrdede Børn ? Nei ! naar bønlig de segne ned,
840	Da kan ei du med dristig Hu Farve Haanden med Blod. IASON (træder ind.) Jeg kommer, da du kaldte mig; du hader mig, Dog ei din Bøn jeg afslog, villig hører jeg Hvad Hverv til mig du paa dit Hjerte har endnu. MEDEIA.
845	Jeg beder, Iason ! tilgiv hvad jeg sagde før ! Bær over med min Harme, det er billigt jo, Da vi har viist hinanden megen Kjærlighed. Jeg rolig overveied Alt, og paa mig selv Jeg skjændte saa: Jeg Arme ! hvorfor raser jeg
850	Harmtændt mod dem, som satte klogt og gavnligt Raad ? Hvi staaer jeg fiendsk mod Landets Drot og al hans Slægt Og mod min Mand, som fremmer kun mit eget Vel Ved Giftermaal med Kongeslægt, naar mine Børn Han Brødre skjenker ? vil min Harm ei lægge sig ?
855	Hvi græmmes jeg, mens Guderne velsigne mig ? Er jeg da ikke Moder ? har jeg glemt den Tid, Da vi fra Iolkos venneløse maatte flye ? Ved slig Betragtning følte jeg, at al min Færd Var ufornuftig, og min Harm foruden Grund;
860	Jeg derfor nu maa prise dig, du handled viist, Da ind i dette Svogerskab du bragte mig, Men jeg var ret en Daare, jeg som burde deelt Dit Raad, lagt Haand paa Værket, ja ved Brudens Seng Mig stillet, og med Glæde hende vartet op.
865	Men ak ! vi er jo hvad vi er, ei onde just, Dog Qvinder er vi; vær da du ei heller ond, Løn Daarskab ei med Daarskab ! nei ! det bør du ei. Jeg tilstaaer og erklærer dig, jeg feiled før, Men nu jeg hele Sagen bedre har betænkt.
870	O kommer ud af Huset, Børn ! ja kommer Børn ! Omfavner Eders Fader, som I see jeg gjør, Og taler til ham ! Glemmer Naget, som I før Med Eders Moder næred til vor bedste Ven; Alt Nag er svundet, vi har sluttet Fred igjen !
875	Saa griber dog hans høire Haand ! - o hvilken Qval, Naar Tanken dvæler ved den skjulte Rædselsdaad ! - Ja ! saadan, Børn ! I længe vist end leve gad Og række Fader kjærlig Haand ? Jeg arme Viv ! Hvor ængstelig, hvor grædenem jeg er endnu !
880	Dog da min Tvist med Fader endelig blev endt, Da styrted Taarestrømme ned ad bløden Kind. CHORET. Mig brister ogsaa Taaren frisk af Øiet ud, Gid intet Værre vilde skee, end alt er skeet ! IASON. Nu priser jeg din Adfærd, og din Harme før
885	Jeg dadler ei; til Vrede har en Hustrue Grund, Naar Manden lønlig beiler til en anden Viv. Dog nu har til det Bedre sig det Hjerte vendt, Og du har selv, skjøndt silde, følt de Grundes Kraft, Der drev mig, som sig egner en fornuftig Viv.
890	Og ømt har Eders Fader, Børn ! paa Eder tænkt, Med Guders Hjelp hans Omhue bringer Eder Held. Engang skal I med Eders Brødre, haaber jeg, Beklæde Kongemagten i Korinthos her. Ja ! trives, Børn ! og voxer ! alt det Øvrige
895	Skal Fader og en naadig Guddom sørge for. O gid jeg Eder maatte see opblomstre karsk Til Manddoms Aar, og tugte Fienden, naar han kom ! Men du, hvi vender du de blege Kinder bort ? Hvi væder du med Taarers Strøm dit Øiepar,
900	Og hører ei med Glæde hvad jeg taler her ? MEDEIA. Jeg veed ei selv, jeg tænkte just paa vore Børn. IASON. Slaae dig tiltaals ! jeg trolig for dem sørge skal. MEDEIA. Det vil jeg da; jeg tvivler ikke paa dit Ord, Men Qvindens Taarer hænge løse, hun er svag. IASON.
905	Hvi sukker da du Stakkel saa for vore Børn ? MEDEIA. Jeg fødte dem, og da du nys dem ønsked Liv, Da tænkte jeg med Veemod: vil det ogsaa skee ? Dog hvad du kom at tale med mig om, har nu Tildeels jeg sagt, men Noget end jeg sige maa:
910	Da Kongen her i Landet helst mig ønsker bort, Saa seer jeg ogsaa selv tilfulde, det er bedst, At hverken dig i Veien eller Kongens Slægt Jeg staaer, da man for Husets Fiende seer mig an. Jeg selv vil derfor rømme dette Land og flye,
915	Men skal du fostre vore Børn med egen Haand, Da beed Kong Kreon, ei at landsforvise dem. IASON. Forsøges bør det; om det lykkes, veed jeg ei. MEDEIA. Beed blot din Brud i Forbøn hos sin Fader gaae For vore Børn, at ei han landsforviser dem. IASON.
920	Det vil jeg, og jeg tænker, hun bevæges nok, Saasandt hun er en Kvinde, Een af Eders Kjøn. MEDEIA. Jeg selv vil understøtte dig i denne Sag; Jeg Gaver hende sende vil, som overgaae I Skjønhed Alt hvad nutildags man seer af Sligt,
925	Et Slør af sjelden Fiinhed og en Krands af Guld. Og mine Børn skal overbringe hende dem; Flux skal en Terne hente disse Smykker hid. Ja ! tusindfold lyksalig hun jo vorde maa; Til Ægtefælle har hun dig, den bedste Mand,
930	Og nu hun skal det Smykke faae, som Solens Gud, Min Faders Fader, fordum skjenkede sin Æt. Vel, Børn ! saa tager disse Brudegaver flux, Og bringer til den lykkelige Brud dem hen, Kong Kreons Datter; ringe just er Gaven ei. IASON.
935	Hvi røver du letsindig Smykket fra dig selv ? Troer du maaskee, det skorter Kongens Huus paa Guld Og skjønne Klæder ? nei ! behold dem ! spar din Skjenk ! Thi hvis min Hustrue skatter mig, saa veed jeg vist, At hun mit Ord vil agte meer end kostbar Pynt. MEDEIA.
940	Nei ! Guder selv ved Gaver bøies, siger man, Og Guld er meer for Mennesket end tusind Ord. Nu er hun Lykkens Yndling; ved en Guddoms Gunst Hun Dronning blev; men ei blot Guld, mit Liv jeg gav, Fra Landsforviisning mine Børn at kjøbe frie.
945	Nu, Børn ! gaaer ind i Kongens rige Huus paastand Til Eders Faders nye Viv med ydmyg Bøn, At ei man jager Eder ud af dette Land, Og rækker hende Smykkerne, men glemmer ei Det Vigtigste, hun selv i Haand dem tage maa.
950	Nu skynder Jer, og bringer snart det glade Bud, At Alting gik som Eders Moder ønsked det ! (Iason gaaer.)
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|