Euripides: Medeia

Euripides: Medeia

\|\|<<	<<	[619-	807]	>>	>>\|\|\|

	CHORET. *Første Strophe.* Umaadelig Elskov, som griber et Menneskes Hjerte,
620	Er farlig for Dyd som for Ære; men kommer med Lempe Den deilige Kypris, er ingen Gudinde saa yndig som hun. Du Høie ! den rammende Piil, som du dypper i Længsel, Udskyde du aldrig mod mig fra din gyldene Bue ! *Første Modstrophe.* Mig Sindighed fryde, den skjønneste Gave fra Guder !
625	Ei Kypris forvolde mig Qval ved at hidse mit Hjerte Til Harm og umættelig Kiv, naar min Husbond forglemmer sin Troe. Høit skatter Gudinden et fredeligt Ægteskabsleie, Grandt dømme hun selv, naar Hustruens Ret bliver krænket ! *Anden Strophe.* O min Fødestavn ! mit Hjem !
630	Gid den Lod mig aldrig ramme, Landsforviist i trange Kaar Med et Hjerte fuldt af Kummer Livets Tid at slide hen ! Heller ønsked jeg at døe,
635	End en saadan Dag opleve; Ingen Sorg er stor som den, At forvises Fædrelandet. *Anden Modstrophe.* Selv jeg Øienvidne var, Andres Ord er ei min Hjemmel:
640	Ingen Stad og ingen Ven Medynk føler, o Medeia ! Med den bittre Qval du leed. Uden Ynk forgaae hver den, Som for Vennen ei kan aabne
645	Hjertet reent og brødefrit; Ham jeg aldrig kjær kan vinde. AIGEUS (træder op). Hil dig, Medeia ! bedre Hilsen gives ei, Hvormed sin Tale til en Ven man aabne kan. MEDEIA. Og Aigeus ! Søn af Pandion, den vise Drot !
650	Hil ogsaa dig ! hvor kom du fra til dette Land ? AIGEUS. Jeg har besøgt Apollons gamle Tempelhal. MEDEIA. Hvad drev dig da til Jordens hellige Midtpunkt hen ? AIGEUS. At spørge Guden, om jeg Afkom haabe tør. MEDEIA. Ved Guderne ! du var da hidtil barnløs Mand ? AIGEUS.
655	Saa vilde det en fiendtlig Gud, jeg barnløs er. MEDEIA. Har du en Hustrue, eller fører eensomt Liv ? AIGEUS. Ei er med Ægtesengens Fryd jeg ubekjendt. MEDEIA. Og hvilket Svar om Afkom gav Apollon dig ? AIGEUS. Saa vise Ord, at Dødelig dem fatter ei. MEDEIA.
660	Tør vel Apollons Sandsagn du til mig betroe ? AIGEUS. Saameget meer, som Viisdom just udkræves her. MEDEIA. Nævn mig da Svaret, siden jeg det høre tør ! AIGEUS. Han mig forbød at løse Fod af Lædersæk . . . MEDEIA. Før hvad var skeet, og selv du kommen var hvorhen ? AIGEUS.
665	Før hjem jeg kom til Arnen i mit Fædrehuus. MEDEIA. Men siig mig, hvi du seiled hid til dette Land ! AIGEUS. Jeg gaaer til Pittheus, Kongen af Troizenerland. MEDEIA. En Søn af Pelops, høist gudfrygtig, har man sagt. AIGEUS. Ham ønsker jeg Apollons Sandsagn at betroe. MEDEIA.
670	Ja viis er Manden, og bevandret vel i Sligt. AIGEUS. Og ei er nogen Gjæsteven mig kjær som han. MEDEIA. Held følge dig, og Alting efter Ønske gaae ! AIGEUS. Hvi seer dit Blik og Ansigt saa forgræmmet ud ? MEDEIA. Den største Skurk paa Jorden, Aigeus ! er min Mand. AIGEUS.
675	Hvad siger du ? forklar mig tydelig din Sorg ! MEDEIA. Mig Iason krænker, intet har jeg dog forbrudt. AIGEUS. Hvorved ? fortæl mig Sagen mere tydelig. MEDEIA. En anden Ægtehustrue tog han sig endnu. AIGEUS. Har virkelig han vovet slig en Skjændselsdaad ? MEDEIA.
680	Ja ! jeg, hans fordums elskte Viv, vanæres nu. AIGEUS. Var han forelsket ? eller var din Seng ham leed ? MEDEIA. Han rasende forelsket var, og sveg sin Troe. AIGEUS. Er han saa nedrig som du siger, bort med ham ! MEDEIA. Paa Svogerskab med Kongen satte høit han Priis. AIGEUS.
685	Hvo gav sin Datter ham til Viv ? fuldend dit Ord ! MEDEIA. Det gjorde Kreon, Kongen i Korinthos her. AIGEUS. Da er din Sorg, o Qvinde ! høist tilgivelig. MEDEIA. Stor er min Qval; desuden er jeg landsforviist. AIGEUS. Af hvem ? en nye Gjenvordighed du nævnte der. MEDEIA.
690	Kong Kreon selv mig jager af Korinthos ud. AIGEUS. Tillader Iason dette ? det er ikke smukt. MEDEIA. Just ei med Ord, men i sit Hjerte desto meer. Og nu jeg dig besværger høit ved dine Knæe, Og ved dit Skjæg, og beder ydmyg dig om Hjelp,
695	Forbarm dig, jeg er grændseløs ulykkelig ! Og see ei koldt paa en Forladt og Landsforviist, Men und mig Skjerm og Bopæl i dit Land og Huus ! Saasandt opfylde Guderne dit Haab om Børn, Og selv du til din Dødsdag leve lykkelig !
700	Det var et Held, du ahner ei, at du mig traf, Jeg ende kan din Barnløshed; en kraftig Urt Jeg kjender, og med Afkom du velsignes skal. AIGEUS. Af mange Grunde, Qvinde ! vil jeg denne Gunst Dig gjerne vise; først for høie Guders Skyld,
705	Saa for de Børn, hvis Fødsel du forjætted mig, Thi al min Hu og Tanke staaer til denne Fryd. Saa er jeg stedt og faren. Tyer du til mit Land, Da skal jeg Venskab vise dig som ærlig Drot; Dog dette maa jeg forud dig erklære strax,
710	Ei vil jeg selv fra dette Land dig føre bort, Men er du til min Bolig kommen, skal du der Forblive trygt, og aldrig skal jeg svigte dig; Men selv du fra Korinthos Foden flytte maa, For Skyld mod Gjæstevenner jeg mig vogte bør. MEDEIA.
715	Det er et Ord ! og herligt var i Sandhed Alt, Saafremt jeg paa dit Løfte kunde stole trygt. AIGEUS. Du troer mig ikke ? hvad kan ellers ængste dig ? MEDEIA. Jeg troer dig, ja ! dog Kreon og Pelias's Slægt Mig hade; bind dig da ved Eed, saa er jeg tryg,
720	Ifald mig disse fra dit Land vil føre bort; Dog naar du Løfte giver uden hellig Eed, Da føied let du deres Fordring, for som Ven At tjene dem; min Lod jo blev Afmægtighed, Men dem omstraaler Herlighed og Fyrsteglands. AIGEUS.
725	Din Tale, Qvinde ! røber klog Forsigtighed, Og gjerne vil jeg gjøre hvad du har forlangt, Thi vistnok er det baade tjenligst for mig selv At kunne vise dine Fiender skjellig Grund, Og du vil selv betrygges. Siig da Eden frem ! MEDEIA.
730	Sværg mig ved Jordens Flade, ved den høie Sol, Min Faders Fader, og den hele Gudeslægt ! AIGEUS. At jeg vil gjøre eller lade hvad ? tael ud ! MEDEIA. At du vil aldrig jage fra dit Land mig bort, Og aldrig, mens du lever, med forsætlig Hu
735	Tillade mine Fiender bort at føre mig. AIGEUS. Jeg sværger dig ved Jorden, ved den blanke Sol Og ved alle Guder, holde skal jeg hvad du bød. MEDEIA.
740	Saa Lykke til din Reise ! Nu er Alting godt. Jeg kommer snarest mulig til dit Land, dog ei Før jeg min Id har sat i Værk, og naaet mit Maal. (Aigeus gaaer.) CHORET. Maias beskjermende Søn føre dig atter Hjem til dit Huus ! Held til at naae
745	Ønsket, som heftig drev dig til Reise ! Thi som en Mand, ædel som Faa, Aigeus ! du staaer for mit Blik. MEDEIA. O Zeus ! o Zeus's Datter Hevn ! o Solens Lys ! Nu skal jeg over mine Fiender feire stolt,
750	O Qvinder ! jeg er allerede godt paa Vei; Nu haaber jeg de bøde skal tilgavns for Alt, Thi hvad jeg savned allermeest, bød Aigeus mig, En Havn at tye til, naar min Id var sat iværk. Thi kommer til Athenes Stad og Borg jeg først,
755	Da kan jeg freidig surre Bagstavnslinen fast. Og nu jeg vil mit Anslag heelt meddele dig, Dog ei du noget Lysteligt dig vente maa ! Jeg skikke vil af Husets Folk et Sendebud Til Iason, for at bede ham at komme hid.
760	Saasnart han kommer, siger jeg med venlig Røst, At Sagen har mit Bifald, at Forbindelsen Med Kongens Huus var rigtig, skjøndt jeg blev forskudt, Og at det Hele var til Gavn og klogt betænkt. Saa beder jeg, at mine Børn maae blive her,
765	Ei i den Agt at lade dem i Fiendeland Tilbage her til mine Fienders Haan og Spot, Men for at Kongens Datter dræbes kan ved List. Jeg Børnene vil sende med en kostbar Skjenk Til Bruden op, saa landsforviser man dem ei,
770	Et Slør af sjelden Fiinhed og en Krands af Guld. Men naar med disse Prydelser hun smykker sig, Da døer hun selv og Hver, som kommer hende nær, Med saadan Gift jeg min Foræring salve skal. Dog her jeg denne min Fortælling slippe vil.
775	Men bittert jeg mig vaander ved den Daad, jeg strax Derefter selv udøve skal - jeg mine Børn Maa dræbe, ingen Dødelig skal frelse dem. Men naar jeg saa har styrtet Iasons hele Huus, Da flyer jeg bort fra mine kjære Glutters Blod,
780	Bort fra det Land, hvor syndig Gjerning jeg bedrev, Thi vorde Fienders Latter, nei ! det taales ei ! Vel da ! hvad gavner Livet mig ? ei Fædreland Jeg har, ei Hus, ei Tilflugtssted i Sorgens Stund, Alt dette jeg forspildte, dengang jeg forlod
785	Mit Fædrehuus, i Lid til en Helleners Ord, Som snart med Guders Bistand bøde skal for Alt; Thi aldrig skal ilive meer han see de Børn, Jeg fødte ham, ei heller skal hans nye Brud Ham Skjenke Børn, nei ! skjændigt maa den Skjændige
790	Aldeles uden Redning ved min Gift forgaae. Ei skal mig Nogen kalde kraftløs eller feig, Og ørkesløs ei heller just, nei tvertimod, Mod mine Fiender grusom, men mod Venner huld, Thi det er slige Mennesker som vinde Rye. CHORET.
795	Medeia ! da du denne Sag os har betroet, Maa jeg, af Agt for menneskelig Lov og Ret Og Omhue for dit eget Vel, fraraade den. MEDEIA. Fast staaer mit Ord, undskyldeligt er dog dit Raad, Du prøved ei de Lidelser, som martre mig. CHORET.
800	Men dine Børn, o Qvinde ! kan du dræbe dem ? MEDEIA. Saaledes bliver Iason saaret smerteligst. CHORET. Men grændseløs ulykkelig du selv. MEDEIA. Det faaer saa være ! spildt er al Indsigelse ! Hør, Amme ! gak til Iason flux og hent ham hid !
805	Dig har til hvert et vigtigt Hverv jeg altid brugt, Og vist du min Beslutning ei forraade vil, Saasandt du est en Qvinde, og din Frue troe.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|