Euripides: Phønikerinderne

Euripides: Phønikerinderne

\|\|<<	<<	[142-	167]	>>	>>\|\|\|
.
	Barnevogteren Skjoldmærkerne jeg fik at se og vide før, Da jeg med Bud om Lejde til din Broder gik; Paa dem jeg nu kan kjende, hvem hver Kæmpe er. Antigone.
	Saa síg mig, hvem gaar over hist ved Zethos' Grav, Med de bølgende Lokker, det bistre Blik, En Ungersvend at se? En Høvding maa det være; the der følger ham Hørsom en væbnet Flok. Barnevogteren.
	Det er Parthenopæos, Atalantes Søn. Antigone. Ha! gid da Artemis, som med hans Moder paa Bjærgene strejfer omkring, med sin Pil ham kue og øde, Ham, som hid stævned min Stad til Mén. Barnevogteren. Saa ske det Barn; dog komme de med skjellig Grund;
	Derfor jeg frygter, Guderne vil dømme ret. Antigone. Men hvor er han, som - ak! - baaren af samme Skjød som jeg, fødtes til Sorg? Síg, kjære Gamle, hvor er Polynejkes dog? Barnevogteren. Ved Højen hist, som gjemmer Støvet af de syv
	Niobedøtre, der han hos Adrastos staar. Ser du? Antigone. Vel ser jeg, ikke grant, dog saa omtrent Jeg ser hans Skabnings Omrids, Formen af hans Bryst. O, kunde med Skyernes vindsnare Fart Gjennem Luften jeg ile paa lette Fod
	Did i min Broders Favn, kunde min Arm jeg sno Atter engang, skjøndt sent, stakkels forviste Svend, Ømt om din kjære Hals!
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.8	>>	>>\|\|\|