Phønikerinderne

Euripides: Phønikerinderne

\|\|<<	<<	[421-	445]	>>	>>\|\|\|
.
	Polynejkes. Fordi vi kom om Lejet der i hidsig Kamp. Iokaste. Da fatted altsaa Talaos' Søn hint Guddomsord? Polynejkes. Og gav os to til Ægte sine Døtre to. Iokaste. Og har det Bryllup Glæde eller Sorg dig voldt? Polynejkes.
425	Ej kan jeg laste hidtildags mit Giftermaal. Iokaste. Men síg, hvor fik du Stridsmænd, dig at følge hid? Polynejkes. Med Ed Adrastos loved sine Dattermænd, Mig selv og Tydevs, som jo nu min Svoger er, At føre hjem os begge, og først mig, igjen.
430	Og mangen Helt fra Argos og Mykenæ drog I Leding med, at vise mig en Gunst, som jeg Maa attraa skjøndt med Smerte; thi det gjælder jo Min Fødeby. Højt sværger jeg ved Guderne: Min Broder Striden yppet har, og ikke jeg.
435	Din Sag nu er det, Moder, om du stille kan Vor Tvist, sambaarne Frænder bringe til Forlig Og fri for Nød mig og dig selv og al vor Stad. Et gammelt Kvad vel er mit Ord, dog siger jeg, At intet gaar os Mennesker for Gods og Guld,
440	Og det af Alt i Verden har den største Magt. Det vil jeg vinde; derfor er jeg dragen hid Med talløs Hær; thi fattig Ædling Intet er. Choret. Se, til Forlig hist stævner Eteokles frem. Nu, Iokaste, du som Moder tale bør
445	De Ord, hvorved du dine Børn forlige kan.
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.18	>>	>>\|\|\|