Phønikerinderne

Euripides: Phønikerinderne

\|\|<<	<<	[578-	601]	>>	>>\|\|\|
.
	Men sejrer han, og du maa vige, síg, hvordan Vil du i Argos drage ind med halvspildt Hær?
580	Da vil man sige: Ilde fik Adrastos Mænd Til sine Børn; én Piges Bryllup har forødt Vort Folk. To onde Ting, mit Barn, du stunder til, At miste hint, og falde, før du dette naar. O, farer ej saa voldsomt frem; værst er af Alt,
585	Naar Tvendes Daarskab higer til det samme Maal. Choret. Afvender, høje Guder, naadigt denne Nød Og under, at Ødipus' Børn forliges maa! Eteokles. Ej det nytter mer at tale, Moder; spildt forgjæves kun Er den Tid, som gaar, og Intet virker al din Ivrighed.
590	Ej paa andre kaar vi enes dog end dem, som jeg har nævnt, At for Spiret jeg alene raade maa som Landets Drot. Skaan mig da for dine lange Taler og Formaninger - Og far du i Hast af Staden, eller Død skal ramme dig. Polynejkes. Af hvis Haand? Hvem er saa saarfri, at paa mig til Banehug
595	Han sit Glavind kunde fæste og ej lide samme Skjel? Eteokles. Nær han er, ej staar du fjærn ham; kan du mine Hænder se? Polynejkes. Vel kan jeg; men fejg er Rigdom, véd jeg, og har Livet kjært. Eteokles. Dog er du med store Skarer dragen hid mod kampræd Mand. Polynejkes. Bedre er det, naar en Høvding varsom er, end alt for kjæk. Eteokles.
600	Paa den Fred, som beskytter, stoler du og brovter frækt. Polynejkes. Anden Gang af dig jeg kræver Spiret og min Landepart.
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.23	>>	>>\|\|\|