|
|
|
[943-
|
973] |
|
|
|
.
|
|||||
| Paa Faders Side som
paa Moders ægte født,
Samt dine Sønner. Hæmon frir hans Ægteskab |
|||||
|
|
For Offerdøden;
thi han er ej længer Svend;
Vel er hans Leje enligt end, dog har han Brud. Men gives denne Yngling hen for Stadens Vel, Da ved sin Død han frelse vil sit Fædreland, Og bitter Hjemfærd vil Adrast og Argos' Hær |
||||
|
|
Han volde, hylle deres
Blik i Dødens Mulm,
Men løfte Theben. Vælg blandt disse tvende Kaar, Om du din Søn vil frelse eller og din Stad. Det er, hvad jeg kan sige. Led mig hjem, mit Barn. Daarlig maa kaldes, hvo som øver Spaadomskunst; |
||||
|
|
Thi hænder det
sig, at han Ondt bebude maa,
Da krænker dem han, som han tyder Varsler for, Og lyver han af Ynk med dem, som spørge ham, Mod Guderne han synder. Ene Loxias, Som frygter Ingen, burde kvæde Sandsagnskvad. (Gaar med sin Datter).
Kreon. Menøkevs. Choret. Choret. |
||||
|
|
Hvi staar
saa tavs du, Kreon, og forstummer plat?
Ja, ogsaa jeg er greben af Forfærdelse. Kreon.
|
||||
|
|
Hver Mand jo, mens han
lever, elsker sine Børn,
Og Ingen giver vel sin Søn i Døden hen. Nej, aldrig kjøber Ros jeg mig for Sønneblod. Selv er jeg rede - jeg er moden dog dertil - At gaa i Døden, om mit Land det frelse kan. |
||||
|
|
Men skynd dig, Barn;
før hele Byen hører det,
Lad fare disse Spaamænds frække Sandsagnsord Og giv som snarest ud af landet dig paa Flugt. Thi til hver Port, hver Høvedsmand han vist vil gaa, |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.39 |
|
|