|
|
|
[989-
|
1021] |
|
|
|
.
|
|||||
| Naar det er gjort, jeg gaar og frelser flux mit Liv. | |||||
|
|
Gaa Fader, skynd dig,
ej forsinke du min Færd.
(Kreon gaar.)
Hvor snildt, I Kvinder, stilled
jeg min Faders Frygt
|
||||
|
|
En gammel Mand; men
aldrig jeg undskyldes kan,
Om jeg forraader Landet, som mig baaret har. Saa hører da: Jeg gaar og frelser flux min Stad Og giver Livet for mit Land i Døden hen. Ha, Skjændsel! Skulde Andre, hvem ej Varsler traf, |
||||
|
|
Som ej ved Guders Vilje
stedes udi Tvang,
I Skjolderaden stande, vove Livet kjækt I Kamp for Fædrelandet under Byens Mur, Og jeg af Landet skulde rømme fejg og ræd, Mens jeg forraadte Fader, Broder, Fosterstad, |
||||
|
|
Og vorde hver Mands
Niding, hvor jeg saa kom frem!
Nej, nej, ved Zevs i Himlen! nej, ved Kampens Gud, Som satte fordum Sparterne, der spired frem Af Jordens Skjød, til Herrer udi dette Land! Nej, jeg vil gaa og træde højt paa Murens Tind |
||||
|
|
Og styrte mig, som Varseltolkeren
befol,
Med Sværd i Bryst i Ormekulens skumle Svælg, At Fædrelandet frelses maa. Talt er mit Ord. Jeg gaar, mit Liv at ofre; ej usømmelig Skal Gaven kaldes, og for Brøst jeg Landet frir. |
||||
|
|
Tog hver og øved
kun hvad Godt han mægtede,
Og gav det hen til Fædrelandets fælles Tarv, Da vilde Jordens Riger friste mindre Ondt Herefterdags, og Lykke vorde deres Lod. (Gaar.)
|
||||
| Choret.
Du kom, du kom |
|||||
|
|
Barn af Jorden og Echidna,
Som i Dybet bygger, En vinget Folkeranerske, |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.41 |
|
|