Euripides: Iphigeneia i Tauroi

Euripides: Iphigeneia i Tauroi

\|\|<<	<<	[632-	1062]	>>	>>\|\|\|
					.
	*Første Halvchor.* O hvor beklager jeg dig, hvis Isse Snart skal bestænkes med Vand, For at vies til blodig Død. ORESTES.
635	Nei ! fryder Eder, Qvinder ! ynker ei min Lod ! *Andet Halvchor.* Men jeg maa prise dit Held, du Yngling, Du som igjen med din Fod Skal betræde dit Fædreland. PYLADES. Sligt har ei Værd for Vennen, naar hans Ven er død. *Første Halvchor.*
640	Usalige Hjemfart ! *Andet Halvchor.* Din Død er dig vis. *Første Halvchor.* O vee ! vee ! *Andet Halvchor.* Ja vee ! vee ! *Eftersang.* Hvis Jammer er størst ? Tvivlraadig jeg er endnu i mit Sind,
645	Enten dig eller dig jeg meest skal beklage. ORESTES. Siig, Pylades ! jeg beder, gaaer det dig som mig ? PYLADES. Det veed jeg ikke; jeg dit Spørgsmaal ei forstaaer. ORESTES. Hvem er dog denne Jomfrue ? hvor Hellenisk hun Udfritted os om Krigsbesvær i Troias Land,
650	Achaierfolkets Hjemfart, Fugletyderen Den snilde Kalchas, og Achilles, og med Suk Beklaged Agamemnons Lod; selv om hans Børn Og Hustrue hun jo spurgte mig; hun være maa Fra Argos, denne Jomfrue, ellers havde Brev
655	Ei did hun sendt, og spurgt om Alt, som om hun selv Var lykkelig, stod blot i Argos alting vel. PYLADES. Du forekom mig; samme Troe har ogsaa jeg; Dog huske maa man, Kongers Skjebne spørges snart Blandt alle Folk, som Samqvem har med Fremmede.
660	Men ogsaa om en anden Sag hun talte jo. ORESTES. Om hvilken ? tael ! da klarer Tingen sig maaskee. PYLADES. En Skjændsel var det, døde du, og leved jeg; Med dig jeg Bølgen pløied, døe jeg vil med dig. En Kryster og en Niding man mig kalde vil
665	I Argos og i Phokis' klippefulde Land, Og Mange, thi der gives mange slette Folk, Vil troe, jeg sveg dig, for at bjerge selv mig hjem, Ja myrded dig, hvis Fædrehuus alt stod for Fald, Og rydded dig af Veien for din Thrones Skyld,
670	Da ei din Søster nogen Medgift bragte mig. Paa denne Skjændsel tænker jeg med Frygt og Skam. See ! derfor maa nødvendigviis jeg døe med dig, Og samme Baal fortære skal mit Liig og dit, Jeg er din Ven, og gyser svart for Folkespot. ORESTES.
675	Vogt dine Læber ! kjækt jeg bære vil min Qval, Men ei en dobbelt, naar jeg slippe kan med een; Thi al den Sorg og Klaffer, som du taler om, Den rammer mig, naar Død jeg volder dig, som troe Min Kummer deelte. For en Mand, hjemsøgt som jeg
680	Af Guderne, kan Livets Tab ei være tungt; Dig smiler Lykken, sundt og pletfrit er dit Huus, Men Synd og Guders Vrede hviler over mit. Og naar dit Liv du frelser, kan min Søster jo, Hvem jeg dig gav til Hustrue, glæde dig med Børn,
685	Da vorder ei mit Navn forglemt, og da forgaaer Min Faders Huus ei heller uden Efterslægt. Nei lev ! drag bort og boe hist i din Faders Huus. Men ved din høire Haand jeg beder, kommer du Til Hellas og det gangerrige Argos hjem,
690	Opkast mig da en Gravhøi med et Mindetegn ! Sit Haar, sin Taare vil min Søster offre den. Fortæl, at en Argeiisk Qvinde vied mig Til Offerdød, og at mit Blod paa Altret randt. Og aldrig du min Søster troløs svigte maa,
695	Naar frendeløst og tomt min Faders Huus du seer. Og saa farvel ! min kjæreste, min bedste Ven ! Jagtfælle, Fosterbroder fra vor Barndoms Aar, Som deelte mine mange tunge Lidelser ! Men mig bedrog Apollon, Spaadomskunstens Gud,
700	Og drev mig underfundig langt fra Hellas bort, Selv skamfuld over hvad han fordum spaaede mig, Han, hvem jeg gav mig heelt i Vold, og paa hvis Ord Jeg Modermord begik, og nu til Gjengjeld døer. PYLADES. En Gravhøi jeg dig tue skal, og ære troe
705	Din Søsters Seng, jeg Arme, naar en bedre Ven Jeg har i Graven end jeg finde kan paa Jord. Dog ei endnu har Gudens Spaadomsord dit Liv Tilintetgjort, hvor nær endog dig Døden staaer; Thi stundom, stundom seer man at den største Nød
710	Omskiftes til det største Held, naar Skjebnen vil. ORESTES. O tie ! ei kan Apollons Ord mig baade nu, Alt træder jo Præstinden hist af Templet ud. IPHIGENEIA (kommer tilbage). I Svende ! gaaer i Templet ind og hjelper dem, Hvis kald det er at paasee Offrets Tarv og Skik.
715	I Fremmede ! her er mit sammenlagte Brev, Dog hører hvad jeg Eder end at sige har ! Ei Nogen er i Nødens Stund den samme Mand, Som naar fra Frygt han hæver sig til freidigt Haab, Og derfor jeg befrygter i mit bange Sind,
720	At den, som skal til Argos bringe dette Brev, Sit Løfte glemmer, naar han først er vel herfra. ORESTES. Hvad vil du da ? hvad har du paa dit Hjerte meer ? IPHIGENEIA. Med Eed han love, dette Brev at bringe mig Til Argos til den Frende, hvem jeg sender det. ORESTES.
725	Og vil den samme Sikkerhed du give ham ? IPHIGENEIA. Hvad mener du ? hvad vil du jeg skal gjøre ? tael ! ORESTES. Lad levende ham drage fra Barbarers Land ! IPHIGENEIA. Forstaaer sig, siden han med Budskab drage skal. ORESTES. Mon ogsaa Kongen giver sin Tilladelse ? IPHIGENEIA.
730	Ja ! Han bøies vist; selv fører jeg din Ven ombord. ORESTES. Saa sværg ! - Men du siig frem den Eed, han sværge skal ! IPHIGENEIA. Lov, at du til min Frende bringe vil mit Brev. PYLADES. Din Frende jeg dit Brevskab overbringe skal. IPHIGENEIA.
735	Og jeg dig frelser fra de blaagraa Klippers Sund. PYLADES. Ved hvilken Guddom sværger du mig denne Eed ? IPHEGENEIA. Ved Artemis, til hvis Præstinde jeg blev sat. PYLADES. Og jeg ved Himlens Konge, ved den høie Zeus. IPHIGENEIA. Men hvis mod mig ved Meeneed du forsynder dig ? PYLADES.
740	Da gid jeg aldrig see mit hjem ! men sviger du ? IPHIGENEIA. Da gid jeg aldrig sætte Fod i Argos meer ! PYLADES. Men hør nu Noget, som jeg før ei fik dig sagt ! IPHIGENEIA. Hvis det er godt, da kommer det til rette Tid. PYLADES. Undtag blot dette; hvis jeg strander med mit Skib,
745	Og hvis dit Brev med alt det Gods jeg har ombord Forgaaer i Bølgen, og jeg bjerger kun mit Liv, Lad da mit Eedsord ikke længer staae ved Magt ! IPHIGENEIA. Hør veed du hvad ! tilstøde kan saa mange Ting, Jeg derfor dig til mundtlig Melding vil betroe
750	Hvad i mit sammenlagte Brevskab skrevet staaer, Saa er det mere sikkert; bjerger du mit Brev, Da kundgjør det sit Indhold selv ved stumme Ord, Men gaaer det tabt i Bølgerne, da redder du For mig dets Indhold, hvis du redder selv dit Liv. PYLADES.
755	Vel talt ! saa krænkes hverken Guder eller jeg. Siig da, hvem jeg i Argos bringe skal dit Brev, Og hvad til mundtlig Melding mig betroes maa. IPHIGENEIA. Meld dette til Orestes, Agamemnons Søn: " Iphigeneia som i Aulis offret blev,
760	" Dig sender dette Brev; hun lever, hvem I holdt for død. ORESTES. Hvor er hun ? er den Døde levet op igjen ? IPHIGENEIA. Her staaer hun for dit Aasyn; dog forstyr mig ei ! " O Broder ! hent mig hjem til Aragos før du døer " Bort fra Barbarerlandet, hvor det Hæderskald
765	" Jeg fik at offre Fremmede til Artemis. ORESTES. Hvad skal jeg sige ? Pylades ! hvor kom vi hen ? IPHIGENEIA. " Dit Huus jeg ellers vorder en Forbandelse, " Orestes !" - Husk det Navn, to Gange blev det nævnt. ORESTES. O Guder ! IPHIGENEIA. Hvi paakalde Guderne for mig ? ORESTES.
770	O Intet ! bliv kun ved ! min Hu var andensteds. IPHIGENEIA. Fortæl, at Artemis mig frelste; i mit Sted En Hind hun satte, som min Fader offred selv, Dog i den Troe, at Staalet traf hans Datters Bryst, Hvorpaa Gudinden førte mig til dette Land.
775	See her er dit Hverv, som skrevet staaer i dette Brev. PYLADES. O du, som bandt mig ved en Eed, der er mig let, Og selv har svoret mig til Held; ei længer jeg Kan nøle, strax opfyldes maa den Eed jeg svor. See der, Orestes ! her jeg overrækker dig
780	Fra denne Jomfrue, fra din Søster, dette Brev. ORESTES. Og jeg det tager, dog dets Skrift jeg ændser ei, Min første Fryd jeg nyde vil med Ord; O du min elskte Søster ! med Forbauselse Jeg favner dig med vantroe Arm, og styrter frem
785	Til Glæde ved at høre hvad jeg knap kan troe. CHORET. O Fremmede ! din Adfærd er formastelig, Din Haand vanhelliger Præstindens Klædebon. ORESTES. O du min søster ! samme Faders Barn som jeg, Kong Agamemnons Datter ! vend dig ikke bort,
790	Du har din Broder, hvem du troede tabt for dig. IPHIGENEIA. Min Broder du ? saa hør dog op at tale saa ! Min Broder er i Argos eller Nauplia. ORESTES. Nei ! arme Møe ! der er forsand din Broder ei. IPHIGENEIA. Var da din Moder Datter af Kong Tyndareus ? ORESTES.
795	Ja ! og min Fader var en Søn af Pelops' Søn. IPHIGENEIA. Hvad siger du ? kan du bevise dine Ord ? ORESTES. Ja ! spørg om Noget hjemme fra din Faders Huus ! IPHIGENEIA. Nei ! du maa tale, jeg opmærksom høre til. ORESTES. Saa hør da først hvad mig Elektra har fortalt. IPHIGENEIA.
800	Nu faaer jeg uden Spørgsmaal Vished i min Tvivl. ORESTES. Du kjender Striden mellem Atreus og Thyest ? IPHIGENEIA. Ja jeg har hørt de stredes om det gyldne Lam. ORESTES. Den Strid har selv du smukt baldyret, veed du det ? IPHIGENEIA. Du Kjære ! mod mit Hjerte retter du dit Ord. ORESTES.
805	Og Billedet du vov paa Væv, Solgudens Flugt ? IPHIGENEIA. Det Billed vov jeg ogsaa med den fine Traad. ORESTES. Din Moder baded dig, da du til Aulis gik ? IPHIGENEIA. Ja ! et usaligt Bryllup rev mig fra mit Hjem. ORESTES. Og dine Lokker til din Moder sendte du ? IPHIGENEIA.
810	Til Minde, da mit Legem ei blev gjemt i Grav. ORESTES. Nu vil jeg Tegn dig nævne, som jeg selv har seet. I Faders Huus staaer Landsen end, som Pelops svang, Da fordum han i Pisa vandt den fagre Møe Hippodameia efter Oinomaos' Fald;
815	Hist i dit Jomfrukammer gjemmes den endnu. IPHIGENEIA. Du Dyrebare ! ja tilvisse dyrebar ! Jeg har min Orestes, min eneste Broder er her, Fra mit Argos han kom, fra min fædrene Hjemstavn. ORESTES. Og jeg har dig, min Søster, som vi troede død !
820	Taarer, som ei ere Taarer, Hulken, som blandes med Fryd, Væder os Øinenes Vipper, dine som mine. IPHIGENEIA. Som spæd i dit fædrene Huus, Som et diende Noer jeg dig fordum forlod, O Lykke ! som ei udtales med Ord !
825	Hvad siger jeg dog ? det er meer, End Tanke kan troe, eller Læbe kan sige. ORESTES. Gid vi herefter med hinanden leve froe ! IPHIGENEIA. I Qvinder ! ufattelig stor er min Fryd, Men jeg frygter, han flyver mig ud af min Arm,
830	Og svinger mod Himlen sig op. O Kyklopiske Muur ! o fædrene Stad, Mykenai ! hav Tak For det Liv, for den Tugt, du mig gav, Til et Lys for vort fædrene Huus
835	Du huldt opfostred min Broder ! ORESTES. Hvad Herkomst angaaer, Søster ! var os Skjebnen god, Forresten har Gjenvordighed forfulgt vort Liv. IPHIGENEIA. Det følte jeg Arme, da Sværdet mod Hals Min afsindige Fader mig holdt. ORESTES.
840	Jeg saae det ei, dog synes mig jeg seer dig hist. IPHIGENEIA. Da med Svig til et Bryllupsleie jeg bort Blev ført, dog ei blev Achilles's Brud, Om Alteret trindt lød Hulken og Graad. Vee Renselsesvandet, som der blev udgydt ! ORESTES.
845	Jeg ogsaa har bejamret Faders grumme Daad. IPHIGENEIA. Ufaderlig Medfart jeg leed, Og Qval udspringer af Qval. ORESTES. Ja, stakkels Søster ! hvis af Skjebnens Magt forført Du din Broder havde dræbt. IPHIGENEIA.
850	Rædsomme Daad ! oprørende grum var min Id, Vee mig, jeg Arme ! Broder ! nær var du død en ugudelig Død, Myrdet af Søsters Haand. Dog, hvordan skal dette sig ende ?
855	Tør jeg vente mig Held ? Hvor skal en Vei jeg finde, som føre dig kan Bort fra Staden og bort fra Mord Hjem til det fædrene Argos, Førend dit Blod udøses med Sværd;
860	Dette, ja dette, bekymrede Sjel ! Først udtænke du maa, Om du dig styrter i Døden, naar ei paa et Skib, Men over Land med kraftige Fjed Hen ad uveisomme Stier du gaaer
865	Og blandt barbariske Folk; men flyer du tilsøes, Lang er da Veien igjennem det Sund Mellem de blaanende Klipper. O jeg usalige Qvinde ! Hvem, enten Gud eller dødelig Mand,
870	Eller hvad uventet Held Aabner os Vei, og frelser af Nød Broder og Søster, de eneste To, Som af Atreidernes Slægt er tilbage ? CHORET. Et Underværk, som ikke tolkes kan med Ord,
875	Har her jeg seet, og ikke hørt af Andens Mund. PYLADES. At Venner, naar de sees igjen, hinanden ømt Omfavne, det er høist naturligt, min Orest ! Men nu maa Klagen standse, nu vi tænke maae, Hvordan det stolte Frelsensværk bedrives bedst,
880	At fra Barbarers Lande vi kan slippe bort. Den vise Mand forsager aldrig Lykkens Vei, Som aabner sig, og jager efter anden Fryd. ORESTES. Fornuftig talt ! dog heri troer jeg Lykken os Sin Hjelp vil yde; blot man er ved freidigt Mod,
885	Da virker Guders Bistand med forøget Kraft. IPHIGENEIA. Men mig afholder Intet; tie kan jeg ei, Før jeg har først erfaret, hvad Elektras Lod I Livet blev; det ligger mig paa Hjertet tungt. ORESTES. Hun lever vel, hjemført som Brud af denne Mand. IPHIGENEIA.
890	Men hvem er han ? fra hvilken Slægt nedstammer han ? ORESTES. Hans Fader hedder Strophios fra Phokerland. IPHIGENEIA. Saa er han jo min Slægtning, Atreus' Dattersøn ? ORESTES. Din Fætter, og min sande Ven, min eneste. IPHIGENEIA. Han var ei fød dengang min Fader offred mig. ORESTES.
895	Nei ! Strophios var barnløs Mand i flere Aar. IPHIGENEIA. Saa vær mig venlig hilset, du min Søsters Mand ! ORESTES. Og mig ei blot en Frende, men en Redningsmand. IPHIGENEIA. Men Moders Drab ? hvor kunde du slig Daad begaae ? ORESTES. Tael ei derom ! jeg hevnede min Faders Blod. IPHIGENEIA.
900	Og hvi forgreb sig Moder paa sin Husbonds Liv ? ORESTES. Ei meer om Moder ! bedst du ei erfarer det. IPHIGENEIA. Jeg tier. - Argos vender nu mod dig sit Blik ? ORESTES. Nei ! Menelaos raader; jeg er landsforviist. IPHIGENEIA. Har Faders Broder haanet saa vort sjunkne Huus ? ORESTES.
905	Erinnyernes Rædsler drev mig fra mit Hjem. IPHIGENEIA. Derfor blev meldt, at du ved Stranden rased hist. ORESTES. Ei har idag man første Gang min Jammer seet. IPHIGENEIA. Gudinderne dig martre vist for Moders Skyld. ORESTES. Et blodigt Bidsel har de mig i Munden lagt. IPHIGENEIA.
910	Men siig mig, hvi du seiled til dette Land. ORESTES. Mig drev Apollons Sandsagn til at drage hid. IPHIGENEIA. I hvilken Hensigt ? tør det nævnes, eller ei ? ORESTES. Jo ! hør nu mine Lidelser fra første Færd ! Da denne Haand mod Moder havde vovet frækt
915	Hvad jeg fortier, blev jeg af Erinnyerne Forfulgt, og dreven som en Flygtning fra mit Hjem; Da sendte mig Apollon til Athenes Stad Til Regnskab for Gudinderne, hvis Navn er Grue, Thi der en hellig Domstol er, som blev af Zeus
920	Mod Ares stiftet, da hans Haand var rød af Blod. Da did jeg kom, jeg ingen Gjæstven villig fandt At huse mig, den Guderne forhadte Mand; De som sig skammed, satte Mad for deres Gjæst Paa særskilt Bord, dog under samme Tag som jeg,
925	Men maged det ved deres Taushed saa, at stum Jeg sad og drak og spiste, skilt fra deres Lag. I særlig Skaal de skjenked Viin til Hver især I lige Maal, og mored sig paa bedste Viis, Dog ei min Vært jeg turde laste for hans Færd,
930	Men taus jeg sørged, sukked dybt, og lod som om Jeg selv ei vidste, jeg en Modermorder var. Nu hører jeg, at i Athen man ved en Fest End mindes mine Qvaler, thi man hævder der Den Skik, hver Gjæst at give særlig Drikkeskaal.
935	Da jeg for Retten traadte frem paa Ares' Høi, Anviste man mig Sæde paa den ene Bænk; Den ældste Eumenide paa den anden sad. Apollon hørte Mordanklagen, talte selv, Og frelste mig fra Brøde ved sit Vidnesbyrd;
940	Thi lige Stemmer talte mig Athenes Haand, Og frikjendt gik jeg fra det strenge Blodforhør. De Eumenider, som i Sagen havde dømt, Betinged sig et Tempel bygt paa Stedet selv, De derimod, som ændsed ei hvad Loven bød,
945	Forfulgte mig bestandig uden Rast og Roe, Indtil jeg atter naaede Phoibos' Helligdom, Og fastende mig kasted for hans Tempel ned, Og svor at ende flux mit Liv, naar Phoibos ei, Som i Fordærv mig havde styrtet, frelste mig.
950	Da bød Apollon fra den gyldne Trefod mig At drage hid, og føre bort fra Templet her Gudindens himmelfaldne Billed til Athen. Saa hjelp mig til den Redning, Phoibos os har viist, Thi naar Gudindens Billed i min Vold jeg har,
955	Da har mit Vanvid Ende, dig jeg fører ud Paa Skibet, og Mykenai seer du glad igjen. O du min Søster ! du min Dyrebareste ! Frels mig, din Broder, frels med mig vort Fædrehuus ! Thi mit og alle Pelopiders Held gaar tabt,
960	Naar ei det himmelfaldne Billed vorder mit. CHORET. Ulykken haardt forfølger Tantaliderne, De vrede Guder kasted Had paa deres Slægt. IPHIGENEIA. Alt længe før din Ankomst brændte jeg af Lyst At komme hjem til Argos og min Broder see.
965	Jeg vil som du, vil ende dine Lidelser, Vil glemme Had og Nag til dem, som offred mig, Og gjenopreise vore Fædres sjunkne Huus. Uplettet vorder da min Haand af Broderblod Og Huset frelst; men kan min Gjerning blive skjult
970	For Artemis og Landets Konge, naar den Steen Han finder tom, paa hvilken Billedstøtten stod ? Ei sandt ? da maa jeg døe; hvad kan undskylde mig ? Ja, kan det skee paa eengang, kan til samme Tid Du bringe mig og Billedet paa Skibet ud,
975	Da kan vel Vovestykket løbe heldigt af, Men uden dette venter mig den visse Død; Dog du maaskee dig bjerge kan og drage hjem. Ei skyer jeg nogen Fare, selv om jeg maa døe, Blot dig jeg frelser, naar en Mand døer fra sin Slægt,
980	Da savnes han, en Qvinde savnes ikke stort. ORESTES. Nei ! nok at jeg har dræbt min Moder, lad mig ei Min Søster dræbe ! fælleds Lod os ramme bør, Med dig jeg enten lever eller døer med dig. Dog hjem forvist, med mindre selv jeg falder her,
985	Jeg kommer, eller bliver her og døer med dig. Og hør min Mening ! var det Artemis imod, Hvorledes kunde Phoibos da tilskynde mig At bringe Billedstøtten til Athenes Stad Og see dit Aasyn ? nei ! alt dette sammenlagt,
990	Jeg nærer glad det bedste Haab at see mit Hjem. IPHIGENEIA. Men nu, hvordan bemestre vi os Billedet Og undflye Døden ? deri seer det misligt ud Med Farten hjem til Argos; Villien mangler ei. ORESTES. Kan ei af Veien vi rydde dette Riges Drot ? IPHIGENEIA.
995	O Rædsel, om en Fremmed myrdede sin Vært ! ORESTES. Men voves maa det, hvis det frelser dig og mig. IPHIGENEIA. Jeg kan det ikke, men din Kjækhed priser jeg. ORESTES. Hvad om du lønlig skjulte mig i Templet hist ? IPHIGENEIA. At vi ved Hjelp af Mørket kunde flygte bort ? ORESTES.
1000	Ja ! Tyven bruger Natten, Sandhed elsker Lys. IPHIGENEIA. Umulig kan vi undgaae Tempelvogterne. ORESTES. O vee ! saa er jo Alting tabt ! hvad frelser os ? IPHIGENEIA. Jeg troer, at jeg udfundet har en anden Vei. ORESTES. Hvad mener du ? gjør mig deelagtig i dit Raad ! IPHIGENEIA.
1005	Jeg til en List vil nytte dine Lidelser. ORESTES. I Snedighed I Qvinder Eders Styrke har. IPHIGENEIA. Jeg siger du fra Argos drog for Modermord. ORESTES. Benyt kun mine Qvaler, hvis det gavne kan ! IPHIGENEIA. Og at man til Gudinden ei tør offre dig. ORESTES.
1010	Af hvilken Grund ? dog noget nær jeg veed den alt. IPHIGENEIA. Du er besmittet; kun hvad reent er offrer jeg. ORESTES. Hvad hjelper dette til at vinde Billedet ? IPHIGENEIA. Jeg siger, jeg vil rense dig i Havets Strøm. ORESTES. Men det forønskte Billed staaer i Templet end. IPHIGENEIA.
1015	Du har berørt det, paastaaer jeg, det tvættes maa. ORESTES. Men hvor dog ? der hvor Havet skyller lavt mod Strand ? IPHIGENEIA. Nei ! hvor dit Skib er bundet fast med Hampetoug. ORESTES. Men hvo skal bære Billedet ? du selv maaskee ? IPHIGENEIA. Jeg selv, thi jeg alene tør berøre det. ORESTES.
1020	Hvad Deel i dette snilde Værk faaer Pylades ? IPHIGENEIA. Hans Haand er ogsaa blodbesudlet, siger jeg. ORESTES. Skal det for Kongen skjules, eller siges ham ? IPHIGENEIA. Jeg vil ham overtale, skjules kan det ei. ORESTES. Paa Skibet ligger Aaren klar til raske Slag. IPHIGENEIA.
1025	Du sørge maa for slige Ting paa bedste Viis. ORESTES. Eet mangler kun: at disse Qvinder tie vil. Derfor besværg dem, brug din Overtalelse ! Magt har jo Qvinden til at røre Hjerterne; Alt andet kan da mulig efter Ønske gaae. IPHIGENEIA.
1030	Til Eder, kjære Qvinder ! vender jeg mit Blik, I Eders Hænder staaer det, om jeg frelses skal, Hvad eller sønderknuses, naar jeg mister Alt, Min Broder og min Søster og mit Fædreland. Saa hører hvad jeg først og fremmest sige vil.
1035	Vi Qvinder holde sammen med et kjærligt Sind, Og yde troe hverandre Hjelp i Farens Stund. Bevarer derfor Taushed, og forhjelper os Til Flugt; en trofast Tunge har sin Roes og Løn. See ! samme Skjebne venter nu tre Slægtninger,
1040	Tilbagekomst til Fædrelandet, eller Død. Og frelses jeg, skal samme Lykke times dig, Thi hjem til Hellas jeg dig fører. Ved din Haand Jeg beder dig, og dig, du Milde ! ved din Kind, Ved dine Knæe, ved Alt hvad Hjemmet eier kjært,
1045	Ved Fader, Moder og ved Børn, hvis du har Børn, Hvad svarer I ? hvo siger ja ? hvo vægrer sig ? Saa taler dog ! naar ei I billige mit Ord, Er jeg forloren, og min arme Broder med. CHORET. Vær ubekymret, ædle Jomfrue ! frels dig kun !
1050	Alt hvad du os fortie bød skal ei vor Mund Forraade; ved den høie Zeus vi love det. IPHIGENEIA. Gid Held og Glæde lønne Jer for dette Ord ! Men du og du, nu skal i Templet ind I gaae, Thi snart forvist vil Landets Konge komme hid,
1055	At see, om alt de Fremmede vi offret har. O Artemis ! du som tilforn ved Aulis' Bugt Mig frelste fra min grumme Faders Morderhaand, Bevar nu ogsaa mig og disse ! ellers selv Du Phoibos' Mund berøver al Troværdighed.
1060	Gudinde ! drag da naadig fra Barbarers Land Hen til Athen ! en Skam for dig at dvæle her, Naar til saa lykkelig en Stad du komme kan.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|