<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> | |
Iliaden 3. Sang | |
Eedspagten. Udsigten fra Muren. Tvekampen mellem Alexandros og Menelaos. | |
1 | Da nu med Høvdinger Hærene stod opstilte til Feltslag, |
2 | Rykkede Troerne frem med Larm og Skrigen som Fugle; |
3 | Ligesom Skriget af Tranernes Flok høit lyder i Luften, |
4 | Som, naar de flye for Vinterens Kuld og evige Regnskyl, |
5 | Flyve med skingrende Skrig afsted til Okeanos' Vande, |
6 | Død og Fordærv at bringe Pygmaiernes Puslingeslægter, |
7 | Alt i det dæmrende Gry deres mordiske Kamp de begynde; |
8 | Men det Achæiske Folk gik taust, besjelet af Kjækhed, |
9 | Svart af Iver de brændte, hinanden i Striden at bistaae. |
10 | Som naar om Fjeldenes Top Sydvinden udbreder en Taage, |
11 | Ei for Hyrderne kjær, men bedre for Tyven end Natten, |
12 | Naar man kun skimter saa vidt, som en Steen man mægter at kaste, |
13 | Saaledes steg en rygende Støv fra Kæmpernes Fødder, |
14 | Altsom de rykkede frem, og rask de drog over Sletten. |
15 | Men da de skridende frem hverandre var traadt under Øine, |
16 | Forrest blandt Troerne gik da den deilige Helt Alexandros; |
17 | Parderens Skind bedækked hans Ryg, hans Sværd og den krumme |
18 | Bue paa Skuldrene hang, to malmbevæbnede Landser |
19 | Svang han i Haand, og æsked Argeiernes boldeste Helte, |
20 | Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang. |
21 | Ham opdagede flux den krigerske Drot Menelaos, |
22 | Just som med mægtige Skridt han vandrede fremmest i Skaren. |
23 | Ret som en Løve sig fryder i Hu, naar den træffer et vældigt |
24 | Vildt, en Hjort med grenede Horn, hvad eller en Steenbuk, |
25 | Naar den er hungrig, og gridsk den sluger sit Rov, om endogsaa |
26 | Blomstrende Knøse forfølge den skarpt med hurtige Hunde, |
27 | Saa Menelaos sig fryded, saasnart han den Helt Alexandros |
28 | Saae for sit Øie, thi nu han Forbryderen haabed at tugte; |
29 | Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridsvogn. |
30 | Men da den deilige Helt Alexandros opdaged Atreiden |
31 | Forrest i Kæmpernes Rad, skrækslagen da blev han i Hjertet; |
32 | Hen til Landsmandskaren han veeg, for Døden at undflye. |
33 | Som naar en Mand, der i Bjergenes Dal opdager en Hugorm, |
34 | Farer tilbage paastand, gjennem Lemmerne løber en Gysen, |
35 | Ræd han skynder sig bort, og Kinderne vorde saa blege, |
36 | Saaledes foer Alexandros nu ind i de freidige Troers |
37 | Stimmel, betagen af Skræk for Atreus's Søn Menelaos. |
38 | Strax blev Hektor ham vaer, og med haanlige Ord han ham lasted: |
39 | Ulykkens Paris! du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker! |
40 | Gid du aldrig var fød, eller ugift kommen af Dage! |
41 | Ja! det vilde jeg ønske, langt bedre det var dog i Sandhed, |
42 | End saaledes at gange til Spot, foragtet af Andre. |
43 | Skoggrende maae de jo lee, de haarfagre Mænd af Achaia, |
44 | Som for en ypperlig Kæmpe dig holdt, fordi du af Skabning |
45 | Est saa fager, men ei har du Kraft, ei Mod i dit Hjerte. |
46 | Hvor har en Mand som du paa havbefarende Skibe |
47 | Dristet at gange tilsøes, og sanke dig villige Svende, |
48 | Færdes blandt fremmede Folk, og fra langtbortliggende Lande |
49 | Rane den deiligste Viv, som er Frænke til dygtige Helte, |
50 | Baade din Fader og Staden og hele vort Folk til Kummer, |
51 | Fienderne kun til Fryd og dig selv til Spee og til Skjændsel |
52 | Ei for Atreiden du voved at staae? snart havde han lært dig, |
53 | Hvad for en Mand det er, hvis blomstrende Viv du har ranet; |
54 | Baade da skulde din Cithar dig ei, og ei Aphrodites |
55 | Gaver, dit Haar og din Skabning, naar strakt i Støv du dig vælted; |
56 | Dog forknyt er Troernes Folk, forlængst var du ellers |
57 | Klædt i en Kjortel af Steen for al den Fortræd du har voldt os. |
58 | Ham gjensvared paastand den deilige Helt Alexandros: |
59 | Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie, - |
60 | Dog i din Barm er Hjertet bestandig saa haardt som en Øxe, |
61 | Som udi Huggerens Haand gjennem Tømmeret gaaer, naar til Skibsbygst |
62 | Snildt han danner en Planke, og svart den forøger hans Svingkraft, |
63 | Saaledes har du i Barmen et Mod, som aldrig forfærdes. |
64 | Last for de Gaver mig ei, som mig gav Aphrodite den gyldne, |
65 | Gudernes herlige Gaver er visselig ei at forkaste, |
66 | Dem de naadigen give, dem Ingen sig selv kan forhverve! |
67 | Dog, hvis du ønsker, at nu til standende Strid jeg skal træde, |
68 | Skik da til Plads det øvrige Folk, Achaier og Troer, |
69 | Og udi Kredsen mig stil med den krigerske Drot Menelaos |
70 | Frem til en Dyst om Helena selv og om samtlige Skatte; |
71 | Hvo der af os med Seier gaaer bort, og vinder i Striden, |
72 | Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie; |
73 | Slutte da skal I andre Forlig og paalidelig Eedspagt, |
74 | I skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive |
75 | Hine sig hjem og Achaia det Land med de deilige Qvinder! |
76 | Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte; |
77 | Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker, |
78 | Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage. |
79 | Ham beskjød nu med Pile de haarfagre Mænd af Achaia, |
80 | Hist de sigted med Spyd, her Stene de slyngede mod ham. |
81 | Høit da hæved sin Røst Krigsfolkenes Drot Agamemnon: |
82 | Standser, Argeier! Achaiske Mænd, holder inde med Spydkast! |
83 | Vist har et Ord os at sige den hjelmomstraalede Hektor. |
84 | Saa han taled, og disse paastand holdt inde med Striden; |
85 | Tause tilhobe de blev, da mælede Hektor til Begge: |
86 | Hører af mig, I Troer og pandsrede Mænd af Achaia! |
87 | Hvad Alexandros forkynder, som først gav Løsen til Krigen. |
88 | Alle de øvrige Troer og Mænd af Achaia tilhobe |
89 | Byder han ned paa den nærende Jord deres Vaaben at lægge, |
90 | Selv vil i Kredsen han frem med den krigerske Drot Menelaos |
91 | Træde til Kamp om Helena selv og om samtlige Skatte; |
92 | Hvo der af Begge med Seier gaaer bort, og vinder i Striden, |
93 | Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie, |
94 | Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt. |
95 | Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe. |
96 | Ordet i Kredsen da tog den vældige Helt Menelaos: |
97 | Mig I høre nu ogsaa, thi mig jo gaaer denne Kummer |
98 | Nærmest til Hjerte; jeg haaber forvist, at Achaier og Troer |
99 | Nu skulle skilles i Fred efter al den Qual I har fristet |
100 | For min Uenigheds Skyld, den først Alexandros afstedkom. |
101 | Hvilken af os nu Skjebnen bestemte til Død og til Henfart, |
102 | Vel, han døe, men i Fred adskilles I andre som snarest! |
103 | Henter nu hid et Par Lam, et Gimmerlam sort og en Vædder |
104 | Hvid til Solen og Jorden, selv hente vi et til Kronion. |
105 | Kalder den kraftige Priamos hid, at han Pagten kan slutte |
106 | Selv, thi hans Sønner er frække, ei Troe og Love de holde, |
107 | At ikke Nogen den hellige Pagt skal krænke ved Eedsbrud; |
108 | Altid er Sindet hos yngere Mænd ustadigt som Luften, |
109 | Men er en Gubbe tilstede, da seer han i Nutid og Fremtid |
110 | Dybt, hvorledes det bedst til Tarv kan vorde for Begge. |
111 | Saa han taled, da glæded sig høit Achaier og Troer, |
112 | Froe ved det Haab at befries omsider fra sørgelig Krigsfærd. |
113 | Gangerne rykked i Rader de hen, selv sprang de fra Stridsvogn, |
114 | Førte sig Vaabnene af, og lagde dem hos sig paa Jorden, |
115 | Tæt laae Rustning ved Rustning, kun smalt var Rummet imellem. |
116 | Hektor til Byen nu strax afskikkede tvende Herolder, |
117 | Priamos flux at kalde derud og Lammene hente; |
118 | Men til de bugede Skibe den mægtige Drot Agamemnon |
119 | Bød sin Herold Talthybios gaae, for Lammet at hente; |
120 | Ufortøvet han lød den Helt Agamemnons Befaling. |
121 | Men til den haarfagre Helena kom nu Iris med Budskab, |
122 | Ganske livagtigen lig hendes Svigerske, Antenoridens |
123 | Viv Laodike, den skjønneste blandt Kong Priamos' Døttre, |
124 | Som med den Drot Helikaon var gift, en Søn af Antenor. |
125 | Hende hun traf i sit Kammer, paa Væven hun vov sig en Kaabe, |
126 | Prægtig og stor, af Skarlagens Garn, og virked til Islæt |
127 | Mangen en Kamp, som Troer og malmklædte Mænd af Achaia |
128 | Havde for hende bestaaet saa suurt under Krigsgudens Hænder; |
129 | Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris: |
130 | Elskede Pige! saa kom dog og see, hvad synderlig Idræt |
131 | Troernes Kæmper har for og de malmklædte Mænd af Achaia, |
132 | Hvilke hinanden tilforn paaførte den grusomme Kampfærd |
133 | Ude paa Sletten med hidsig Begjær efter drabelig Feide; |
134 | Nu de sidde saa tyst, i Mag paa Skjold de sig læne, |
135 | Striden er endt, og de mægtige Spyd staae plantede rundtom; |
136 | Men Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos |
137 | Træde til Dyst om dig med vældige Landser ihænde, |
138 | Hvo der da seirer i Striden, hans elskede Viv skal du kaldes. |
139 | Talt, og i Helenas Barm den sødeste Længsel hun vakte |
140 | Efter den forrige Mand, efter Fader og Moder og Hjemstavn; |
141 | Flux hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og af Kamret |
142 | Iled hun ud, mens Taarene randt blidt ned over Kinden; |
143 | Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte, |
144 | Aithre, Pitheus's Barn og den øienfagre Klymene, |
145 | Og i en Fart til den Skæiske Port de samtlige naaede. |
146 | Oppe hos Priamos der, hos Panthoos og hos Thymoites, |
147 | Klytios, Lampos med samt Hiketaon, en Ætling af Ares, |
148 | Sad Ukalegon nu med Antenor, forstandige Begge. |
149 | Der ved den Skæiske Port sad Folkets bedagede Drotter, |
150 | Alderen hvile dem bød med krigersk Bedrift, men paa Thinget |
151 | Vare de dygtige Mænd; Græshopperne lig, som i Skoven |
152 | Sidde paa Træernes Løv og qviddre med livlige Stemmer, |
153 | Saaledes sad nu her de Troiske Fyrster paa Taarnet. |
154 | Men da de nu blev Helena vaer, som Taarnet sig nærmed, |
155 | Taled de saa halv høit med bevingede Ord til hverandre: |
156 | Ei er det sært, at Troer og pandsrede Mænd af Achaia |
157 | Friste Besvær langsommelig Tid for saadan en Qvinde, |
158 | Ganske forbausende ligner hun jo Gudinder af Aasyn; |
159 | Dog ihvor deilig hun er, maa hun hjem paa Skibene drage, |
160 | Ei forblive hun her til Jammer for os og vor Afkom. |
161 | Saa de taled, og Priamos selv paa Helena kaldte: |
162 | Kom kun hid, og sæt dig hos mig, min elskede Datter! |
163 | At du kan see din forrige Mand, dine Venner og Frænder. |
164 | Du har mig Intet forskyldt, al Skyld hos Guderne hviler, |
165 | Som den usalige Krig med Achaiernes Sønner mig voldte; |
166 | Kom og nævn mig Navnet paa denne forbausende Kæmpe! |
167 | Hvem er dog hiin Achæiske Mand saa høi og saa kraftig? |
168 | Vel er der Andre, som kneise med Hovedet høit over denne, |
169 | Men for mit Øie jeg aldrig endnu har skuet saa fager, |
170 | Aldrig saa værdig en Mand, forsand han ligner en Konning. |
171 | Ham gjensvarede Helena flux, den deilige Qvinde: |
172 | Elskede Fader! ærværdig forsand og hellig du est mig! |
173 | Gid dog den rædsomme Død havde huet mig, dengang jeg fulgte |
174 | Hid med din Søn, og forlod baade Huus og min elskede Datter, |
175 | Venner og Slægt og den elskede Kreds jevnaldrende Piger! |
176 | Dog, det skete nu ei, og derfor jeg smelter i Taarer. |
177 | Dette jeg sige dig vil, hvorom du mig spørger og fritter, |
178 | Det er Kong Atreus's Søn, den mægtige Drot Agamemnon, |
179 | Baade fortrinlig som Konning, og flink til at bruge sin Landse, |
180 | Fordum en Svoger til mig, jeg Forvorpne, ja fordum han var det. |
181 | Saa hun talte, men Gubben beundrede Drotten og udbrød: |
182 | Atreus's salige Søn! du Signede! Gudernes Yndling! |
183 | Talrigt forsand er Achaiernes Folk, som lyder dit Herskab; |
184 | Fordum til Phrygien drog jeg engang, det yppige Viinland, |
185 | Der en Mængde jeg saae af de gangerbetvingende Phryger, |
186 | Folk, som stod under Otreus og Mygdon, en Helt som en Guddom, |
187 | Dengang i Leir de laae ved Floden Sangarios' Bredder; |
188 | Selv var jeg med i Kæmpernes Tal, som yded dem Bistand, |
189 | Just den Dag Amazonerne kom, de mandhaftige Qvindfolk, |
190 | Færre de var dog i Tal, end Achaiernes freidige Krigshær. |
191 | Atter nu spurgte den aldrende Drot, da han skued Odysseus: |
192 | Hør min elskede Datter! fortæl mig nu ogsaa, hvem hiin er, |
193 | Vel er han mindre paa Væxten, end Atreus's Søn Agamemnon, |
194 | Bredere dog over Brystet han er og af Hærder at skue; |
195 | Ned paa den alternærende Jord har han lagt sine Vaaben, |
196 | Men som en Vædder gaaer selv han omkring i Mændenes Rækker, |
197 | Ja med den pelsede Vædder jeg ligne ham maa, naar den vanker |
198 | Gjennem en stimlende Flok hviduldede Faar udi Vangen. |
199 | Ham gjensvarede Helena flux, hiint Barn af Kronion: |
200 | Det er Laertes's Søn, den snedige Konning Odysseus, |
201 | Fostret han blev i Ithakas Land, som kun er en Fjeldøe, |
202 | Og han er snild til at hitte paa Raad og listige Anslag. |
203 | Strax Antenor, den kløgtige Drot, gav hende til Gjensvar: |
204 | Fuldkommen sandt er det Ord, du der fortæller os, Qvinde! |
205 | Hid jo kom allerede tilforn den Ædling Odysseus, |
206 | Skikket i Ærind om Dig med den krigerske Drot Menelaos; |
207 | Dem herberged jeg da, og gjæsted dem mildt i min Vaaning, |
208 | Begge jeg lærte da kjende af Kløgt saavelsom af Aasyn. |
209 | Var de da begge tilstede blandt Troiske Mænd i Forsamling, |
210 | Hæved Atreiden sig frem, naar de stod, med bredere Skuldre, |
211 | Men naar de sad, var Odysseus langt meer ærværdig at see til; |
212 | Toge de derpaa til Orde, og Hver udvikled sin Mening, |
213 | Rapt som et Hjul løb Ordene da Menelaos fra Tungen, |
214 | Faa, men med klingende Røst, thi ødsel med Ord var han ikke, |
215 | Skeied ei heller fra Sagen, hvorvel han af Aar var den yngste; |
216 | Men naar Odysses, den snedige Drot, sprang op fra sit Sæde, |
217 | Stod han og stirrede ned, og fæstede Blikket paa Gulvet, |
218 | Ei han Staven i Haand bevægede frem og tilbage, |
219 | Nei! urokkelig fast han den holdt, og ligned en Taabe, |
220 | Hartad skulde man troe, han var vred eller slagen med Vanvid, |
221 | Men naar han hæved sin kraftige Røst, og Ordene foer ham |
222 | Styrtende ud af hans Bryst lig Snee, naar den fyger om Vintren, |
223 | Ei skulde da nogen dødelig Mand med Odysses sig maale, |
224 | Ei med Forundring betragted vi nu hans Aasyn og Adfærd. |
225 | Tredie Gang, der Aias han saae, tog Gubben til Orde: |
226 | Hvem er den anden Achæiske Mand, saa høi og saa kraftig? |
227 | Frem han rager i Skaren med Hoved og mægtige Skuldre. |
228 | Atter ham Helena svared, den Viv langsløret og deilig: |
229 | Det er den vældige Aias, et Værn for Achaiernes Sønner. |
230 | Hist blandt Kreterne staaer Idomeneus, ret som en Guddom; |
231 | Rundt omkring ham i Hob har Kreternes Drotter sig samlet. |
232 | Fordum har mangen en Gang den krigerske Drot Menelaos |
233 | Gjæsted ham hist i vor Borg, naar han kom paa Reiser fra Kreta. |
234 | Ogsaa jeg skuer nu hist enhver blankøiet Achaier, |
235 | Som er mig vel bekjendt, og hvem jeg ved Navn kunde nævne, |
236 | To Krigshøvdinger dog er jeg ei istand til at øine, |
237 | Hestebetvingeren Kastor og Baxeren djærv Polydeukes, |
238 | Samkuldbrødre til mig, een Moder har bragt os til Verden, |
239 | Enten ei fulgte de med fra det yndige Land Lakedaimon, |
240 | Eller maaskee de kom med de havbefarende Skibe, |
241 | Men udi Heltenes Færd nu ei har Lyst sig at vise, |
242 | Bange for al den Skjændsel og Haan, som jeg dem forvolder. |
243 | Saa hun talte, dem gjemte den nærende Jord allerede |
244 | Hist i det Land Lakedaimon i Fædrenes elskede Hjemstavn. |
245 | Hen gjennem Byen Herolderne nu til den hellige Eedspagt |
246 | Bar to Lam og qvægende Viin, Afgrøden af Landet, |
247 | Fyldt paa en Gedeskinds Dunk, og selv Herolden Idaios |
248 | Bar den skinnende Kumme saavelsom de gyldene Bægre. |
249 | Trædende hen til Gubben han vakte ham saa med sin Tale: |
250 | Op! Laomedons Søn! dig byde de ypperste Kæmper, |
251 | Hestebetvingende Troer og malmbedækte Danaer, |
252 | Ned paa Sletten at gaae for at slutte paalidelig Eedspagt, |
253 | Thi Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos |
254 | Træde til Dyst om Qvinden med mægtige Landser ihænde. |
255 | Hvo der da seirer i Striden, ham Qvinden og Skattene følge, |
256 | Slutte da ville de Andre Forlig og paalidelig Eedspagt, |
257 | Vi skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive |
258 | Hine sig hjem og Achaia, det Land med de deilige Qvinder. |
259 | Saa han taled, men Oldingen gjøs og bød sine Svende, |
260 | Flux at spænde for Karm, og ufortrødne de lød ham. |
261 | Op steg Priamos strax og rykkede Tømmen tilbage, |
262 | Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol; |
263 | Gjennem den Skæiske Port saa Hestene traved til Sletten. |
264 | Men da de kom til Troerne hen og Achaiernes Sønner, |
265 | Steg af Vognen de ned paa den alternærende Jordbund; |
266 | Derpaa begav de sig ind midt mellem Achaier og Troer. |
267 | Flux fra sit Sæde da sprang Krigsfolkenes Drot Agamemnon, |
268 | Ogsaa Odysses, den snilde, stod op; de vakkre Herolder |
269 | Samled nu Alt til den hellige Pagt; i Kummen de Vinen |
270 | Blandede først, saa heldte de Vand over Kongernes Hænder. |
271 | Atreus's Søn, uddragende flux med Haanden en Daggert, |
272 | Som ved hans Hofte bestandigen hang ved den mægtige Sværdbalg, |
273 | Totter af Lammenes Hoveder skar, og Herolderne derpaa |
274 | Deelte dem om til de ypperste Mænd af Achaia og Troia, |
275 | Høit i Kredsen Atreiden da bad med oprakte Hænder: |
276 | Zeus Alfader, Idæiske Drot, priisværdige, høie! |
277 | Helios! lysende Sol, som Alt baade skuer og hører! |
278 | Floder og Jord, og I Tvende, som dybt under Muld efter Døden |
279 | Straffe hvert Menneskens Barn, som svor i Livet en Meeneed, |
280 | Værer os Vidner, og holder i Hævd den hellige Eedspagt! |
281 | Hvis Alexandros nu fælder den Guldhaars Drot Menelaos, |
282 | Da skal han Helena selv og samtlige Skatte beholde, |
283 | Hjem vi Andre da gaae med de havbefarende Skibe; |
284 | Hvis derimod Menelaos i Kamp Alexandros ihjelslaaer, |
285 | Da skal Troerne strax baade Godset og Helena afstaae, |
286 | Dertil de give saa klækkelig Bod, som Billighed kræver, |
287 | Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter; |
288 | Dog hvis Priamos selv og Priamos' Sønner sig vægre |
289 | Bod at erlægge til os, saafremt Alexandros er fældet, |
290 | Strax da farer med Feide jeg fort, den Bod mig at vinde, |
291 | Blivende her saalænge, til Maalet jeg naaer for mit Krigstog. |
292 | Talt, med den grusomme Kniv skar Lammenes Struber han over, |
293 | Tog saa og lagde paa Jorden dem ned, end gisped de begge, |
294 | Skjøndt deres Liv var forbi, al Kraft havde Kniven dem røvet. |
295 | Derpaa man øste den liflige Viin af Kummen med Bægre, |
296 | Gjød til Offer den ud, og bad til de evige Guder; |
297 | Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde: |
298 | Zeus! priisværdige, høie! I salige Guder tilhobe! |
299 | Hvo af os Begge der først overtræder den hellige Eedspagt, |
300 | Gid hans Hjerne maa flyde til Jord, som Vinen nu flyder, |
301 | Hans saavelsom hans Børns, og hans Viv vorde skjændet af Fiender! |
302 | Bedende taled de saa, men Zeus bønhørte dem ikke. |
303 | Ordet i Kredsen nu Priamos tog, hiin Dardanos' Ætling: |
304 | Hører mig, Troer! og I malmpandsrede Mænd af Achaia! |
305 | Hjem jeg drage nu vil til det stormomsusede Troia; |
306 | Ei udholde jeg kan at see for mit Øie den Tvekamp |
307 | Mellem min elskede Søn og den krigerske Drot Menelaos; |
308 | Zeus alene dog veed med alle de salige Guder |
309 | Hvem af Begge den sluttende Død er af Skjebnen berammet. |
310 | Talt; den herlige Drot strax Lammene kasted i Vognen, |
311 | Selv saa steg han tilvogns, og rykkede Tømmen tilbage, |
312 | Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol, |
313 | Atter til Ilios hjem i en Fart saa rulled de Begge. |
314 | Hektor, Priamos' Søn og den snedige Konning Odysseus |
315 | Maalte nu Pladsen, hvor Dyst skulde staae, saa toge de Begges |
316 | Lodder, og rysted dem om i en Malmhjelm, for at bestemme, |
317 | Hvo der af Kæmperne først det kobberne Spær skulde slynge. |
318 | Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder; |
319 | Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde: |
320 | Zeus Alfader! Idæiske Drot, priisværdige, høie! |
321 | Hvo blandt disse der først denne Splid mellem Folkene reiste, |
322 | Gid han maa lade sit Liv og vandre til Hades's Bolig! |
323 | Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt. |
324 | Saa de taled; med bortvendt Blik den straalende Hektor |
325 | Rystede Hjelmen, og Paris's Lod sprang ud i det samme. |
326 | Folket sig satte paa Rad, hvor Enhvers fodløftende Heste |
327 | Stode for Karm, og hvor Vaabnene laae og glimred paa Jorden. |
328 | Derpaa den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond, |
329 | Skyndte sig strax med at axle den prægtige Rustning om Skulder. |
330 | Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen, |
331 | Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder; |
332 | Videre tog han og lagde sin kjødelig Broder Lykaons |
333 | Prægtige Pandser omkring sit Bryst, og det passed ham ganske, |
334 | Kasted dernæst over Axel sit sølvbenaglede Slagsværd, |
335 | Smeddet af Malm, tog Skjoldet paa Arm, baade stort og forsvarligt, |
336 | Og paa det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm, |
337 | Smykket med Hestehaarssvæv, vildt vaiede Busken foroven, |
338 | Greb saa tilsidst sit dygtige Spær, og det passed i Næven. |
339 | Ogsaa paa lignende Viis den Helt Menelaos sig rusted. |
340 | Men da nu Hver især til Dyst havde axlet sin Rustning, |
341 | Treen i Kredsen de frem, ind mellem Achaier og Troer, |
342 | Med et forfærdeligt Blik, til Gru for Alle, som saae det, |
343 | Hestebetvingende Troer og pladebedækte Danaer. |
344 | Nær ved hinanden de stod paa den nysafmaalede Dystplads, |
345 | Svingende hver sit Spyd, opfyldte med Harm mod hinanden. |
346 | Først udslynged den Helt Alexandros sin mægtige Spydstang |
347 | Mod Menelaos, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold; |
348 | Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied |
349 | Mod det forsvarlige Skjold; da stormede frem med sin Landse |
350 | Atreus's Søn Menelaos med Bøn til Fader Kronion: |
351 | Mægtige Zeus! skaf mig Hevn over ham, som først mig fornærmed, |
352 | Giv ham sin Helsot for denne min Haand, den Helt Alexandros, |
353 | At man i kommende Slægter endog en Gysen maa føle |
354 | Ved at fornærme den Vært, som sin Gjæst venskabelig modtog. |
355 | Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang |
356 | Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold; |
357 | Gjennem det skinnende Skjold den holdige Landse sig trængte, |
358 | Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser, |
359 | Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker; |
360 | Dog, han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap. |
361 | Flux Atreiden nu drog sit sølvbenaglede Slagsværd, |
362 | Løfted det høit og hug mod Spolen af Hjelmen, men Klingen |
363 | Sprang, da mod Hjelmen den slog, og i Stumper den faldt ham af Haanden; |
364 | Jamrende skreg Atreiden med Øinene vendte mod Himlen: |
365 | Fader Kronion! saa arg som Du er Ingen af Guder! |
366 | Paris jeg vented saa vist for hans nedrige Gjerning af tugte, |
367 | Men i min Haand sprang Klingen i Qvag, og Landsen tillige |
368 | Foer omsonst af Næven mig ud, jeg ramte ham ikke. |
369 | Talt, og styrtende frem han greb i den Hestehaars Hjelmbusk |
370 | Fat, og trak ham afsted mod de pladebedækte Danaer, |
371 | Og den baldyrede Rem, der var spændt under Hagen som Hjelmbaand, |
372 | Snæred saa hardt den buttede Hals, at den fast havde qvalt ham. |
373 | Nu havde bort han slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder, |
374 | Hvis Aphrodite, hiin Datter af Zeus, ei grandt havde seet det, |
375 | Remmen hun rev itu af den vældigen slagtede Oxe, |
376 | Tom da fulgte den buskede Hjelm hans senede Næve, |
377 | Og med et slyngende Kast mod de malmbeklædte Danaer |
378 | Kylede Hjelmen han hen, og de troe Stalbrødre den optog. |
379 | Atter saa stormed han frem med ivrig Begjær ham at styrte |
380 | Ned med sit kobberne Spyd, men bort Aphrodite ham snapped |
381 | Let, en Gudinde hun var jo, og hyllede tæt ham i Taage; |
382 | Derpaa hun førte ham hjem til hans virakduftende Kammer, |
383 | Bort saa gik hun at kalde paa Helena; hist paa det høie |
384 | Taarn hun snart hende traf, omringet af Troiske Qvinder; |
385 | Fat hun tog i det yndige Slør og rykked med Haanden, |
386 | Og til en gammel Moerlil omskabt hun til Helena taled, |
387 | Som hende karted og spandt den skjønneste Uld, da hun boede |
388 | I Lakedaimon endnu, og hvem hun elskede saare; |
389 | Hende livagtigen lig nu tog Aphrodite til Orde: |
390 | Kom! Alexandros dig byder, igjen dig hjem at forføie; |
391 | Hist paa den snørklede Seng har han nu i Kammeret sat sig |
392 | Straalende fager i prunkende Dragt, ei skulde man tænke, |
393 | At han var kommen fra Dyst med en Helt, men før, at han ilte |
394 | Hen til en Dands, eller nys efter Dands havde sat sig til Hvile. |
395 | Saa hun taled, og Hjertet i Helenas Bryst hun bevæged, |
396 | Men da hun saa blev vaer Gudindens fortryllende Nakke, |
397 | Og hendes yndige Barm og begge de funklende Øine, |
398 | Blev af en Gysen hun greben, tog Ordet og taled saalunde: |
399 | Slemme! hvi staaer nu atter din Hu til med Svig mig at daare, |
400 | Vil du nu føre mig længere bort til en af de store |
401 | Stæder i Phrygien eller Maioniens yndige Landskab, |
402 | Hvis blandt mælende Menneskens Børn du der har en Yndling? |
403 | Mon fordi Menelaos gik af med Seiren i Tvekamp |
404 | Med Alexandros, og agter at føre mig hjem, jeg forhadte, |
405 | Kommer du derfor nu hid til mig med Rænker i Hjertet? |
406 | Gak til Paris nu hen, forsag reent Gudernes Veie, |
407 | Sæt ei mere din Fod igjen paa høien Olympos, |
408 | Nei men klynk bestandig om ham, og beskjerm ham med Omhu, |
409 | Indtil han enten dig gjør til sin Viv eller og til sin Terne. |
410 | Ikke jeg agter nu did at gaae, at bepryde hans Leie, |
411 | Skjændigt det vilde jo være, mig vilde da Troernes Qvinder |
412 | Spotte herefter, og alt af utallige Sorger jeg martres. |
413 | Hende da svared med Harm Aphrodite, den høie Gudinde: |
414 | Trodsige! tir mig ei, at i Vrede jeg ei dig forlader, |
415 | Vorder dig ligesaa fiendsk, som jeg nu dig høiligen elsker, |
416 | Og mellem begge de feidende Folk, Danaer og Troer |
417 | Vækker et grueligt Had, saa dig times en ynkelig Henfart. |
418 | Saa hun taled, og Helena skjalv, hiint Barn af Kronion; |
419 | Tæt hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og med Taushed |
420 | Vandred hun bort, ubemærket af Qvinderne, ført af Gudinden. |
421 | Men da de saa havde naaet Alexandros's prægtige Vaaning, |
422 | Skyndte sig Ternerne flux, og begave sig Alle til Arbeid. |
423 | Ind i Høienloftskammeret treen den deilige Qvinde, |
424 | Strax Aphrodite, den smilende Viv, en Stol hende hented, |
425 | Selv Gudinden den bar, og foran Alexandros den satte. |
426 | Der tog Helena Plads, Aigidebeherskerens Datter, |
427 | Bort hun vendte sit Blik, og talede spodsk til sin Husbond: |
428 | Hjem fra Striden du kommer, gid der du din Død havde fundet, |
429 | Dræbt af den vældige Mand, som i fordums Tid var min Husbond! |
430 | Pralet du har jo tilforn, at over den Helt Menelaos |
431 | Høit i Styrke du stod, i Armenes Kraft og i Spydkunst; |
432 | Gak da nu hen og æsk den krigerske Drot Menelaos |
433 | Ud paany til standende Strid; dog nei! jeg vil heller |
434 | Raade dig ganske fra Kamp; prøv ei slig taabelig Gjerning, |
435 | Frem at træde til Dyst med den Guldhaars Drot Menelaos |
436 | Mand mod Mand, at du ei skal lade dit Liv for hans Landse. |
437 | Paris til Orde nu tog, og gav sin Hustru til Gjensvar: |
438 | Kone! hør op at krænke mit Sind med smædelig Tale! |
439 | Seiret har nu Menelaos ved Pallas's Hjelp, men med Tiden |
440 | Seirer vel jeg over ham, ogsaa mig er der Guder til Bistand. |
441 | Nu lad os hvile tilsammen og ømt forenes i Elskov! |
442 | Aldrig tilforn har saa brændende Lyst omhyllet mit Hjerte, |
443 | Ei engang da jeg først fra det yndige Land Lakedaimon |
444 | Havde dig røvet, og seiled paa havbefarende Skibe, |
445 | Dengang paa Kranaes Øe jeg først dig favned i Elskov, |
446 | Som jeg for dig nu blusser, og sødt henrives af Længsel. |
447 | Talt; selv først han Leiet besteg, ham fulgte hans Hustrue, |
448 | Og paa den snørklede Seng de der sig leirede begge. |
449 | Men som et glubende Dyr foer Atreus's Søn gjennem Stimlen, |
450 | Om han etsteds maaskee kunde øine den Helt Alexandros. |
451 | Ingen af Troerne dog og de dygtige Ledtogskæmper |
452 | Mægted Atreiden at sige, hvorhen Alexandros var sluppen. |
453 | Ei dog af Yndest de havde ham skjult, havde Nogen ham øinet, |
454 | Thi han var samtlige Mænd saa forhadt som Døden den sorte. |
455 | Ordet i Kredsen da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon: |
456 | Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper! |
457 | Seier skinbarlig jo vandt den krigerske Drot Menelaos, |
458 | Derfor I Godset og Helena selv den Argeiiske Qvinde |
459 | Give til os med saa klækkelig Bod, som Billighed kræver, |
460 | Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter. |
461 | Saaledes taled Atreiden, ham jubled Achaierne Bifald. |
<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >> |