<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>

 Iliaden  3. Sang      
  
 Eedspagten. Udsigten fra Muren. Tvekampen mellem Alexandros og Menelaos.

1        Da nu med Høvdinger Hærene stod opstilte til Feltslag,
2    Rykkede Troerne frem med Larm og Skrigen som Fugle;
3    Ligesom Skriget af Tranernes Flok høit lyder i Luften,
4    Som, naar de flye for Vinterens Kuld og evige Regnskyl,
5    Flyve med skingrende Skrig afsted til Okeanos' Vande,
6    Død og Fordærv at bringe Pygmaiernes Puslingeslægter,
7    Alt i det dæmrende Gry deres mordiske Kamp de begynde;
8    Men det Achæiske Folk gik taust, besjelet af Kjækhed,
9    Svart af Iver de brændte, hinanden i Striden at bistaae.
10        Som naar om Fjeldenes Top Sydvinden udbreder en Taage,
11    Ei for Hyrderne kjær, men bedre for Tyven end Natten,
12    Naar man kun skimter saa vidt, som en Steen man mægter at kaste,
13    Saaledes steg en rygende Støv fra Kæmpernes Fødder,
14    Altsom de rykkede frem, og rask de drog over Sletten.
15        Men da de skridende frem hverandre var traadt under Øine,
16    Forrest blandt Troerne gik da den deilige Helt Alexandros;
17    Parderens Skind bedækked hans Ryg, hans Sværd og den krumme
18    Bue paa Skuldrene hang, to malmbevæbnede Landser
19    Svang han i Haand, og æsked Argeiernes boldeste Helte,
20    Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang.
21        Ham opdagede flux den krigerske Drot Menelaos,
22    Just som med mægtige Skridt han vandrede fremmest i Skaren.
23    Ret som en Løve sig fryder i Hu, naar den træffer et vældigt
24    Vildt, en Hjort med grenede Horn, hvad eller en Steenbuk,
25    Naar den er hungrig, og gridsk den sluger sit Rov, om endogsaa
26    Blomstrende Knøse forfølge den skarpt med hurtige Hunde,
27    Saa Menelaos sig fryded, saasnart han den Helt Alexandros
28    Saae for sit Øie, thi nu han Forbryderen haabed at tugte;
29    Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridsvogn.
30        Men da den deilige Helt Alexandros opdaged Atreiden
31    Forrest i Kæmpernes Rad, skrækslagen da blev han i Hjertet;
32    Hen til Landsmandskaren han veeg, for Døden at undflye.
33    Som naar en Mand, der i Bjergenes Dal opdager en Hugorm,
34    Farer tilbage paastand, gjennem Lemmerne løber en Gysen,
35    Ræd han skynder sig bort, og Kinderne vorde saa blege,
36    Saaledes foer Alexandros nu ind i de freidige Troers
37    Stimmel, betagen af Skræk for Atreus's Søn Menelaos.
38    Strax blev Hektor ham vaer, og med haanlige Ord han ham lasted:
39        Ulykkens Paris! du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker!
40    Gid du aldrig var fød, eller ugift kommen af Dage!
41    Ja! det vilde jeg ønske, langt bedre det var dog i Sandhed,
42    End saaledes at gange til Spot, foragtet af Andre.
43    Skoggrende maae de jo lee, de haarfagre Mænd af Achaia,
44    Som for en ypperlig Kæmpe dig holdt, fordi du af Skabning
45    Est saa fager, men ei har du Kraft, ei Mod i dit Hjerte.
46    Hvor har en Mand som du paa havbefarende Skibe
47    Dristet at gange tilsøes, og sanke dig villige Svende,
48    Færdes blandt fremmede Folk, og fra langtbortliggende Lande
49    Rane den deiligste Viv, som er Frænke til dygtige Helte,
50    Baade din Fader og Staden og hele vort Folk til Kummer,
51    Fienderne kun til Fryd og dig selv til Spee og til Skjændsel
52    Ei for Atreiden du voved at staae? snart havde han lært dig,
53    Hvad for en Mand det er, hvis blomstrende Viv du har ranet;
54    Baade da skulde din Cithar dig ei, og ei Aphrodites
55    Gaver, dit Haar og din Skabning, naar strakt i Støv du dig vælted;
56    Dog forknyt er Troernes Folk, forlængst var du ellers
57    Klædt i en Kjortel af Steen for al den Fortræd du har voldt os.
58        Ham gjensvared paastand den deilige Helt Alexandros:
59    Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie, -
60    Dog i din Barm er Hjertet bestandig saa haardt som en Øxe,
61    Som udi Huggerens Haand gjennem Tømmeret gaaer, naar til Skibsbygst
62    Snildt han danner en Planke, og svart den forøger hans Svingkraft,
63    Saaledes har du i Barmen et Mod, som aldrig forfærdes.
64    Last for de Gaver mig ei, som mig gav Aphrodite den gyldne,
65    Gudernes herlige Gaver er visselig ei at forkaste,
66    Dem de naadigen give, dem Ingen sig selv kan forhverve!
67    Dog, hvis du ønsker, at nu til standende Strid jeg skal træde,
68    Skik da til Plads det øvrige Folk, Achaier og Troer,
69    Og udi Kredsen mig stil med den krigerske Drot Menelaos
70    Frem til en Dyst om Helena selv og om samtlige Skatte;
71    Hvo der af os med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
72    Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie;
73    Slutte da skal I andre Forlig og paalidelig Eedspagt,
74    I skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
75    Hine sig hjem og Achaia det Land med de deilige Qvinder!
76        Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte;
77    Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker,
78    Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage.
79    Ham beskjød nu med Pile de haarfagre Mænd af Achaia,
80    Hist de sigted med Spyd, her Stene de slyngede mod ham.
81    Høit da hæved sin Røst Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
82        Standser, Argeier! Achaiske Mænd, holder inde med Spydkast!
83    Vist har et Ord os at sige den hjelmomstraalede Hektor.
84        Saa han taled, og disse paastand holdt inde med Striden;
85    Tause tilhobe de blev, da mælede Hektor til Begge:
86        Hører af mig, I Troer og pandsrede Mænd af Achaia!
87    Hvad Alexandros forkynder, som først gav Løsen til Krigen.
88    Alle de øvrige Troer og Mænd af Achaia tilhobe
89    Byder han ned paa den nærende Jord deres Vaaben at lægge,
90    Selv vil i Kredsen han frem med den krigerske Drot Menelaos
91    Træde til Kamp om Helena selv og om samtlige Skatte;
92    Hvo der af Begge med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
93    Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie,
94    Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt.
95        Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
96    Ordet i Kredsen da tog den vældige Helt Menelaos:
97        Mig I høre nu ogsaa, thi mig jo gaaer denne Kummer
98    Nærmest til Hjerte; jeg haaber forvist, at Achaier og Troer
99    Nu skulle skilles i Fred efter al den Qual I har fristet
100    For min Uenigheds Skyld, den først Alexandros afstedkom.
101        Hvilken af os nu Skjebnen bestemte til Død og til Henfart,
102    Vel, han døe, men i Fred adskilles I andre som snarest!
103    Henter nu hid et Par Lam, et Gimmerlam sort og en Vædder
104    Hvid til Solen og Jorden, selv hente vi et til Kronion.
105    Kalder den kraftige Priamos hid, at han Pagten kan slutte
106    Selv, thi hans Sønner er frække, ei Troe og Love de holde,
107    At ikke Nogen den hellige Pagt skal krænke ved Eedsbrud;
108    Altid er Sindet hos yngere Mænd ustadigt som Luften,
109    Men er en Gubbe tilstede, da seer han i Nutid og Fremtid
110    Dybt, hvorledes det bedst til Tarv kan vorde for Begge.
111        Saa han taled, da glæded sig høit Achaier og Troer,
112    Froe ved det Haab at befries omsider fra sørgelig Krigsfærd.
113    Gangerne rykked i Rader de hen, selv sprang de fra Stridsvogn,
114    Førte sig Vaabnene af, og lagde dem hos sig paa Jorden,
115    Tæt laae Rustning ved Rustning, kun smalt var Rummet imellem.
116        Hektor til Byen nu strax afskikkede tvende Herolder,
117    Priamos flux at kalde derud og Lammene hente;
118    Men til de bugede Skibe den mægtige Drot Agamemnon
119    Bød sin Herold Talthybios gaae, for Lammet at hente;
120    Ufortøvet han lød den Helt Agamemnons Befaling.
121        Men til den haarfagre Helena kom nu Iris med Budskab,
122    Ganske livagtigen lig hendes Svigerske, Antenoridens
123    Viv Laodike, den skjønneste blandt Kong Priamos' Døttre,
124    Som med den Drot Helikaon var gift, en Søn af Antenor.
125    Hende hun traf i sit Kammer, paa Væven hun vov sig en Kaabe,
126    Prægtig og stor, af Skarlagens Garn, og virked til Islæt
127    Mangen en Kamp, som Troer og malmklædte Mænd af Achaia
128    Havde for hende bestaaet saa suurt under Krigsgudens Hænder;
129    Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:
130        Elskede Pige! saa kom dog og see, hvad synderlig Idræt
131    Troernes Kæmper har for og de malmklædte Mænd af Achaia,
132    Hvilke hinanden tilforn paaførte den grusomme Kampfærd
133    Ude paa Sletten med hidsig Begjær efter drabelig Feide;
134    Nu de sidde saa tyst, i Mag paa Skjold de sig læne,
135    Striden er endt, og de mægtige Spyd staae plantede rundtom;
136    Men Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
137    Træde til Dyst om dig med vældige Landser ihænde,
138    Hvo der da seirer i Striden, hans elskede Viv skal du kaldes.
139        Talt, og i Helenas Barm den sødeste Længsel hun vakte
140    Efter den forrige Mand, efter Fader og Moder og Hjemstavn;
141    Flux hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og af Kamret
142    Iled hun ud, mens Taarene randt blidt ned over Kinden;
143    Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
144    Aithre, Pitheus's Barn og den øienfagre Klymene,
145    Og i en Fart til den Skæiske Port de samtlige naaede.
146        Oppe hos Priamos der, hos Panthoos og hos Thymoites,
147    Klytios, Lampos med samt Hiketaon, en Ætling af Ares,
148    Sad Ukalegon nu med Antenor, forstandige Begge.
149    Der ved den Skæiske Port sad Folkets bedagede Drotter,
150    Alderen hvile dem bød med krigersk Bedrift, men paa Thinget
151    Vare de dygtige Mænd; Græshopperne lig, som i Skoven
152    Sidde paa Træernes Løv og qviddre med livlige Stemmer,
153    Saaledes sad nu her de Troiske Fyrster paa Taarnet.
154    Men da de nu blev Helena vaer, som Taarnet sig nærmed,
155    Taled de saa halv høit med bevingede Ord til hverandre:
156        Ei er det sært, at Troer og pandsrede Mænd af Achaia
157    Friste Besvær langsommelig Tid for saadan en Qvinde,
158    Ganske forbausende ligner hun jo Gudinder af Aasyn;
159    Dog ihvor deilig hun er, maa hun hjem paa Skibene drage,
160    Ei forblive hun her til Jammer for os og vor Afkom.
161        Saa de taled, og Priamos selv paa Helena kaldte:
162    Kom kun hid, og sæt dig hos mig, min elskede Datter!
163    At du kan see din forrige Mand, dine Venner og Frænder.
164    Du har mig Intet forskyldt, al Skyld hos Guderne hviler,
165    Som den usalige Krig med Achaiernes Sønner mig voldte;
166    Kom og nævn mig Navnet paa denne forbausende Kæmpe!
167    Hvem er dog hiin Achæiske Mand saa høi og saa kraftig?
168    Vel er der Andre, som kneise med Hovedet høit over denne,
169    Men for mit Øie jeg aldrig endnu har skuet saa fager,
170    Aldrig saa værdig en Mand, forsand han ligner en Konning.
171        Ham gjensvarede Helena flux, den deilige Qvinde:
172    Elskede Fader! ærværdig forsand og hellig du est mig!
173    Gid dog den rædsomme Død havde huet mig, dengang jeg fulgte
174    Hid med din Søn, og forlod baade Huus og min elskede Datter,
175    Venner og Slægt og den elskede Kreds jevnaldrende Piger!
176    Dog, det skete nu ei, og derfor jeg smelter i Taarer.
177    Dette jeg sige dig vil, hvorom du mig spørger og fritter,
178    Det er Kong Atreus's Søn, den mægtige Drot Agamemnon,
179    Baade fortrinlig som Konning, og flink til at bruge sin Landse,
180    Fordum en Svoger til mig, jeg Forvorpne, ja fordum han var det.
181        Saa hun talte, men Gubben beundrede Drotten og udbrød:
182    Atreus's salige Søn! du Signede! Gudernes Yndling!
183    Talrigt forsand er Achaiernes Folk, som lyder dit Herskab;
184    Fordum til Phrygien drog jeg engang, det yppige Viinland,
185    Der en Mængde jeg saae af de gangerbetvingende Phryger,
186    Folk, som stod under Otreus og Mygdon, en Helt som en Guddom,
187    Dengang i Leir de laae ved Floden Sangarios' Bredder;
188    Selv var jeg med i Kæmpernes Tal, som yded dem Bistand,
189    Just den Dag Amazonerne kom, de mandhaftige Qvindfolk,
190    Færre de var dog i Tal, end Achaiernes freidige Krigshær.
191        Atter nu spurgte den aldrende Drot, da han skued Odysseus:
192    Hør min elskede Datter! fortæl mig nu ogsaa, hvem hiin er,
193    Vel er han mindre paa Væxten, end Atreus's Søn Agamemnon,
194    Bredere dog over Brystet han er og af Hærder at skue;
195    Ned paa den alternærende Jord har han lagt sine Vaaben,
196    Men som en Vædder gaaer selv han omkring i Mændenes Rækker,
197    Ja med den pelsede Vædder jeg ligne ham maa, naar den vanker
198    Gjennem en stimlende Flok hviduldede Faar udi Vangen.
199        Ham gjensvarede Helena flux, hiint Barn af Kronion:
200    Det er Laertes's Søn, den snedige Konning Odysseus,
201    Fostret han blev i Ithakas Land, som kun er en Fjeldøe,
202    Og han er snild til at hitte paa Raad og listige Anslag.
203        Strax Antenor, den kløgtige Drot, gav hende til Gjensvar:
204    Fuldkommen sandt er det Ord, du der fortæller os, Qvinde!
205    Hid jo kom allerede tilforn den Ædling Odysseus,
206    Skikket i Ærind om Dig med den krigerske Drot Menelaos;
207    Dem herberged jeg da, og gjæsted dem mildt i min Vaaning,
208    Begge jeg lærte da kjende af Kløgt saavelsom af Aasyn.
209    Var de da begge tilstede blandt Troiske Mænd i Forsamling,
210    Hæved Atreiden sig frem, naar de stod, med bredere Skuldre,
211    Men naar de sad, var Odysseus langt meer ærværdig at see til;
212    Toge de derpaa til Orde, og Hver udvikled sin Mening,
213    Rapt som et Hjul løb Ordene da Menelaos fra Tungen,
214    Faa, men med klingende Røst, thi ødsel med Ord var han ikke,
215    Skeied ei heller fra Sagen, hvorvel han af Aar var den yngste;
216    Men naar Odysses, den snedige Drot, sprang op fra sit Sæde,
217    Stod han og stirrede ned, og fæstede Blikket paa Gulvet,
218    Ei han Staven i Haand bevægede frem og tilbage,
219    Nei! urokkelig fast han den holdt, og ligned en Taabe,
220    Hartad skulde man troe, han var vred eller slagen med Vanvid,
221    Men naar han hæved sin kraftige Røst, og Ordene foer ham
222    Styrtende ud af hans Bryst lig Snee, naar den fyger om Vintren,
223    Ei skulde da nogen dødelig Mand med Odysses sig maale,
224    Ei med Forundring betragted vi nu hans Aasyn og Adfærd.
225        Tredie Gang, der Aias han saae, tog Gubben til Orde:
226    Hvem er den anden Achæiske Mand, saa høi og saa kraftig?
227    Frem han rager i Skaren med Hoved og mægtige Skuldre.
228        Atter ham Helena svared, den Viv langsløret og deilig:
229    Det er den vældige Aias, et Værn for Achaiernes Sønner.
230    Hist blandt Kreterne staaer Idomeneus, ret som en Guddom;
231    Rundt omkring ham i Hob har Kreternes Drotter sig samlet.
232    Fordum har mangen en Gang den krigerske Drot Menelaos
233    Gjæsted ham hist i vor Borg, naar han kom paa Reiser fra Kreta.
234    Ogsaa jeg skuer nu hist enhver blankøiet Achaier,
235    Som er mig vel bekjendt, og hvem jeg ved Navn kunde nævne,
236    To Krigshøvdinger dog er jeg ei istand til at øine,
237    Hestebetvingeren Kastor og Baxeren djærv Polydeukes,
238    Samkuldbrødre til mig, een Moder har bragt os til Verden,
239    Enten ei fulgte de med fra det yndige Land Lakedaimon,
240    Eller maaskee de kom med de havbefarende Skibe,
241    Men udi Heltenes Færd nu ei har Lyst sig at vise,
242    Bange for al den Skjændsel og Haan, som jeg dem forvolder.
243        Saa hun talte, dem gjemte den nærende Jord allerede
244    Hist i det Land Lakedaimon i Fædrenes elskede Hjemstavn.
245        Hen gjennem Byen Herolderne nu til den hellige Eedspagt
246    Bar to Lam og qvægende Viin, Afgrøden af Landet,
247    Fyldt paa en Gedeskinds Dunk, og selv Herolden Idaios
248    Bar den skinnende Kumme saavelsom de gyldene Bægre.
249    Trædende hen til Gubben han vakte ham saa med sin Tale:
250        Op! Laomedons Søn! dig byde de ypperste Kæmper,
251    Hestebetvingende Troer og malmbedækte Danaer,
252    Ned paa Sletten at gaae for at slutte paalidelig Eedspagt,
253    Thi Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
254    Træde til Dyst om Qvinden med mægtige Landser ihænde.
255    Hvo der da seirer i Striden, ham Qvinden og Skattene følge,
256    Slutte da ville de Andre Forlig og paalidelig Eedspagt,
257    Vi skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
258    Hine sig hjem og Achaia, det Land med de deilige Qvinder.
259        Saa han taled, men Oldingen gjøs og bød sine Svende,
260    Flux at spænde for Karm, og ufortrødne de lød ham.
261    Op steg Priamos strax og rykkede Tømmen tilbage,
262    Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol;
263    Gjennem den Skæiske Port saa Hestene traved til Sletten.
264        Men da de kom til Troerne hen og Achaiernes Sønner,
265    Steg af Vognen de ned paa den alternærende Jordbund;
266    Derpaa begav de sig ind midt mellem Achaier og Troer.
267    Flux fra sit Sæde da sprang Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
268    Ogsaa Odysses, den snilde, stod op; de vakkre Herolder
269    Samled nu Alt til den hellige Pagt; i Kummen de Vinen
270    Blandede først, saa heldte de Vand over Kongernes Hænder.
271    Atreus's Søn, uddragende flux med Haanden en Daggert,
272    Som ved hans Hofte bestandigen hang ved den mægtige Sværdbalg,
273    Totter af Lammenes Hoveder skar, og Herolderne derpaa
274    Deelte dem om til de ypperste Mænd af Achaia og Troia,
275    Høit i Kredsen Atreiden da bad med oprakte Hænder:
276        Zeus Alfader, Idæiske Drot, priisværdige, høie!
277    Helios! lysende Sol, som Alt baade skuer og hører!
278    Floder og Jord, og I Tvende, som dybt under Muld efter Døden
279    Straffe hvert Menneskens Barn, som svor i Livet en Meeneed,
280    Værer os Vidner, og holder i Hævd den hellige Eedspagt!
281    Hvis Alexandros nu fælder den Guldhaars Drot Menelaos,
282    Da skal han Helena selv og samtlige Skatte beholde,
283    Hjem vi Andre da gaae med de havbefarende Skibe;
284    Hvis derimod Menelaos i Kamp Alexandros ihjelslaaer,
285    Da skal Troerne strax baade Godset og Helena afstaae,
286    Dertil de give saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
287    Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter;
288    Dog hvis Priamos selv og Priamos' Sønner sig vægre
289    Bod at erlægge til os, saafremt Alexandros er fældet,
290    Strax da farer med Feide jeg fort, den Bod mig at vinde,
291    Blivende her saalænge, til Maalet jeg naaer for mit Krigstog.
292        Talt, med den grusomme Kniv skar Lammenes Struber han over,
293    Tog saa og lagde paa Jorden dem ned, end gisped de begge,
294    Skjøndt deres Liv var forbi, al Kraft havde Kniven dem røvet.
295    Derpaa man øste den liflige Viin af Kummen med Bægre,
296    Gjød til Offer den ud, og bad til de evige Guder;
297    Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
298        Zeus! priisværdige, høie! I salige Guder tilhobe!
299    Hvo af os Begge der først overtræder den hellige Eedspagt,
300    Gid hans Hjerne maa flyde til Jord, som Vinen nu flyder,
301    Hans saavelsom hans Børns, og hans Viv vorde skjændet af Fiender!
302        Bedende taled de saa, men Zeus bønhørte dem ikke.
303    Ordet i Kredsen nu Priamos tog, hiin Dardanos' Ætling:
304        Hører mig, Troer! og I malmpandsrede Mænd af Achaia!
305    Hjem jeg drage nu vil til det stormomsusede Troia;
306    Ei udholde jeg kan at see for mit Øie den Tvekamp
307    Mellem min elskede Søn og den krigerske Drot Menelaos;
308    Zeus alene dog veed med alle de salige Guder
309    Hvem af Begge den sluttende Død er af Skjebnen berammet.
310        Talt; den herlige Drot strax Lammene kasted i Vognen,
311    Selv saa steg han tilvogns, og rykkede Tømmen tilbage,
312    Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol,
313    Atter til Ilios hjem i en Fart saa rulled de Begge.
314        Hektor, Priamos' Søn og den snedige Konning Odysseus
315    Maalte nu Pladsen, hvor Dyst skulde staae, saa toge de Begges
316    Lodder, og rysted dem om i en Malmhjelm, for at bestemme,
317    Hvo der af Kæmperne først det kobberne Spær skulde slynge.
318    Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder;
319    Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
320        Zeus Alfader! Idæiske Drot, priisværdige, høie!
321    Hvo blandt disse der først denne Splid mellem Folkene reiste,
322    Gid han maa lade sit Liv og vandre til Hades's Bolig!
323    Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt.
324        Saa de taled; med bortvendt Blik den straalende Hektor
325    Rystede Hjelmen, og Paris's Lod sprang ud i det samme.
326    Folket sig satte paa Rad, hvor Enhvers fodløftende Heste
327    Stode for Karm, og hvor Vaabnene laae og glimred paa Jorden.
328    Derpaa den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,
329    Skyndte sig strax med at axle den prægtige Rustning om Skulder.
330    Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
331    Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
332    Videre tog han og lagde sin kjødelig Broder Lykaons
333    Prægtige Pandser omkring sit Bryst, og det passed ham ganske,
334    Kasted dernæst over Axel sit sølvbenaglede Slagsværd,
335    Smeddet af Malm, tog Skjoldet paa Arm, baade stort og forsvarligt,
336    Og paa det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
337    Smykket med Hestehaarssvæv, vildt vaiede Busken foroven,
338    Greb saa tilsidst sit dygtige Spær, og det passed i Næven.
339    Ogsaa paa lignende Viis den Helt Menelaos sig rusted.
340        Men da nu Hver især til Dyst havde axlet sin Rustning,
341    Treen i Kredsen de frem, ind mellem Achaier og Troer,
342    Med et forfærdeligt Blik, til Gru for Alle, som saae det,
343    Hestebetvingende Troer og pladebedækte Danaer.
344    Nær ved hinanden de stod paa den nysafmaalede Dystplads,
345    Svingende hver sit Spyd, opfyldte med Harm mod hinanden.
346    Først udslynged den Helt Alexandros sin mægtige Spydstang
347    Mod Menelaos, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
348    Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied
349    Mod det forsvarlige Skjold; da stormede frem med sin Landse
350    Atreus's Søn Menelaos med Bøn til Fader Kronion:
351    Mægtige Zeus! skaf mig Hevn over ham, som først mig fornærmed,
352    Giv ham sin Helsot for denne min Haand, den Helt Alexandros,
353    At man i kommende Slægter endog en Gysen maa føle
354    Ved at fornærme den Vært, som sin Gjæst venskabelig modtog.
355        Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang
356    Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
357    Gjennem det skinnende Skjold den holdige Landse sig trængte,
358    Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser,
359    Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker;
360    Dog, han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap.
361    Flux Atreiden nu drog sit sølvbenaglede Slagsværd,
362    Løfted det høit og hug mod Spolen af Hjelmen, men Klingen
363    Sprang, da mod Hjelmen den slog, og i Stumper den faldt ham af Haanden;
364    Jamrende skreg Atreiden med Øinene vendte mod Himlen:
365        Fader Kronion! saa arg som Du er Ingen af Guder!
366    Paris jeg vented saa vist for hans nedrige Gjerning af tugte,
367    Men i min Haand sprang Klingen i Qvag, og Landsen tillige
368    Foer omsonst af Næven mig ud, jeg ramte ham ikke.
369        Talt, og styrtende frem han greb i den Hestehaars Hjelmbusk
370    Fat, og trak ham afsted mod de pladebedækte Danaer,
371    Og den baldyrede Rem, der var spændt under Hagen som Hjelmbaand,
372    Snæred saa hardt den buttede Hals, at den fast havde qvalt ham.
373    Nu havde bort han slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder,
374    Hvis Aphrodite, hiin Datter af Zeus, ei grandt havde seet det,
375    Remmen hun rev itu af den vældigen slagtede Oxe,
376    Tom da fulgte den buskede Hjelm hans senede Næve,
377    Og med et slyngende Kast mod de malmbeklædte Danaer
378    Kylede Hjelmen han hen, og de troe Stalbrødre den optog.
379    Atter saa stormed han frem med ivrig Begjær ham at styrte
380    Ned med sit kobberne Spyd, men bort Aphrodite ham snapped
381    Let, en Gudinde hun var jo, og hyllede tæt ham i Taage;
382    Derpaa hun førte ham hjem til hans virakduftende Kammer,
383    Bort saa gik hun at kalde paa Helena; hist paa det høie
384    Taarn hun snart hende traf, omringet af Troiske Qvinder;
385    Fat hun tog i det yndige Slør og rykked med Haanden,
386    Og til en gammel Moerlil omskabt hun til Helena taled,
387    Som hende karted og spandt den skjønneste Uld, da hun boede
388    I Lakedaimon endnu, og hvem hun elskede saare;
389    Hende livagtigen lig nu tog Aphrodite til Orde:
390        Kom! Alexandros dig byder, igjen dig hjem at forføie;
391    Hist paa den snørklede Seng har han nu i Kammeret sat sig
392    Straalende fager i prunkende Dragt, ei skulde man tænke,
393    At han var kommen fra Dyst med en Helt, men før, at han ilte
394    Hen til en Dands, eller nys efter Dands havde sat sig til Hvile.
395        Saa hun taled, og Hjertet i Helenas Bryst hun bevæged,
396    Men da hun saa blev vaer Gudindens fortryllende Nakke,
397    Og hendes yndige Barm og begge de funklende Øine,
398    Blev af en Gysen hun greben, tog Ordet og taled saalunde:
399        Slemme! hvi staaer nu atter din Hu til med Svig mig at daare,
400    Vil du nu føre mig længere bort til en af de store
401    Stæder i Phrygien eller Maioniens yndige Landskab,
402    Hvis blandt mælende Menneskens Børn du der har en Yndling?
403    Mon fordi Menelaos gik af med Seiren i Tvekamp
404    Med Alexandros, og agter at føre mig hjem, jeg forhadte,
405    Kommer du derfor nu hid til mig med Rænker i Hjertet?
406    Gak til Paris nu hen, forsag reent Gudernes Veie,
407    Sæt ei mere din Fod igjen paa høien Olympos,
408    Nei men klynk bestandig om ham, og beskjerm ham med Omhu,
409    Indtil han enten dig gjør til sin Viv eller og til sin Terne.
410    Ikke jeg agter nu did at gaae, at bepryde hans Leie,
411    Skjændigt det vilde jo være, mig vilde da Troernes Qvinder
412    Spotte herefter, og alt af utallige Sorger jeg martres.
413        Hende da svared med Harm Aphrodite, den høie Gudinde:
414    Trodsige! tir mig ei, at i Vrede jeg ei dig forlader,
415    Vorder dig ligesaa fiendsk, som jeg nu dig høiligen elsker,
416    Og mellem begge de feidende Folk, Danaer og Troer
417    Vækker et grueligt Had, saa dig times en ynkelig Henfart.
418        Saa hun taled, og Helena skjalv, hiint Barn af Kronion;
419    Tæt hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og med Taushed
420    Vandred hun bort, ubemærket af Qvinderne, ført af Gudinden.
421        Men da de saa havde naaet Alexandros's prægtige Vaaning,
422    Skyndte sig Ternerne flux, og begave sig Alle til Arbeid.
423    Ind i Høienloftskammeret treen den deilige Qvinde,
424    Strax Aphrodite, den smilende Viv, en Stol hende hented,
425    Selv Gudinden den bar, og foran Alexandros den satte.
426    Der tog Helena Plads, Aigidebeherskerens Datter,
427    Bort hun vendte sit Blik, og talede spodsk til sin Husbond:
428        Hjem fra Striden du kommer, gid der du din Død havde fundet,
429    Dræbt af den vældige Mand, som i fordums Tid var min Husbond!
430    Pralet du har jo tilforn, at over den Helt Menelaos
431    Høit i Styrke du stod, i Armenes Kraft og i Spydkunst;
432    Gak da nu hen og æsk den krigerske Drot Menelaos
433    Ud paany til standende Strid; dog nei! jeg vil heller
434    Raade dig ganske fra Kamp; prøv ei slig taabelig Gjerning,
435    Frem at træde til Dyst med den Guldhaars Drot Menelaos
436    Mand mod Mand, at du ei skal lade dit Liv for hans Landse.
437        Paris til Orde nu tog, og gav sin Hustru til Gjensvar:
438    Kone! hør op at krænke mit Sind med smædelig Tale!
439    Seiret har nu Menelaos ved Pallas's Hjelp, men med Tiden
440    Seirer vel jeg over ham, ogsaa mig er der Guder til Bistand.
441    Nu lad os hvile tilsammen og ømt forenes i Elskov!
442    Aldrig tilforn har saa brændende Lyst omhyllet mit Hjerte,
443    Ei engang da jeg først fra det yndige Land Lakedaimon
444    Havde dig røvet, og seiled paa havbefarende Skibe,
445    Dengang paa Kranaes Øe jeg først dig favned i Elskov,
446    Som jeg for dig nu blusser, og sødt henrives af Længsel.
447        Talt; selv først han Leiet besteg, ham fulgte hans Hustrue,
448    Og paa den snørklede Seng de der sig leirede begge.
449        Men som et glubende Dyr foer Atreus's Søn gjennem Stimlen,
450    Om han etsteds maaskee kunde øine den Helt Alexandros.
451    Ingen af Troerne dog og de dygtige Ledtogskæmper
452    Mægted Atreiden at sige, hvorhen Alexandros var sluppen.
453    Ei dog af Yndest de havde ham skjult, havde Nogen ham øinet,
454    Thi han var samtlige Mænd saa forhadt som Døden den sorte.
455    Ordet i Kredsen da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
456        Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
457    Seier skinbarlig jo vandt den krigerske Drot Menelaos,
458    Derfor I Godset og Helena selv den Argeiiske Qvinde
459    Give til os med saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
460    Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter.
461        Saaledes taled Atreiden, ham jubled Achaierne Bifald.
 

<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>