<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>
	Iliaden  3. Sang
	Eedspagten. Udsigten fra Muren. Tvekampen mellem Alexandros og Menelaos.
1	Da nu med Høvdinger Hærene stod opstilte til Feltslag,
2	Rykkede Troerne frem med Larm og Skrigen som Fugle;
3	Ligesom Skriget af Tranernes Flok høit lyder i Luften,
4	Som, naar de flye for Vinterens Kuld og evige Regnskyl,
5	Flyve med skingrende Skrig afsted til Okeanos' Vande,
6	Død og Fordærv at bringe Pygmaiernes Puslingeslægter,
7	Alt i det dæmrende Gry deres mordiske Kamp de begynde;
8	Men det Achæiske Folk gik taust, besjelet af Kjækhed,
9	Svart af Iver de brændte, hinanden i Striden at bistaae.
10	Som naar om Fjeldenes Top Sydvinden udbreder en Taage,
11	Ei for Hyrderne kjær, men bedre for Tyven end Natten,
12	Naar man kun skimter saa vidt, som en Steen man mægter at kaste,
13	Saaledes steg en rygende Støv fra Kæmpernes Fødder,
14	Altsom de rykkede frem, og rask de drog over Sletten.
15	Men da de skridende frem hverandre var traadt under Øine,
16	Forrest blandt Troerne gik da den deilige Helt Alexandros;
17	Parderens Skind bedækked hans Ryg, hans Sværd og den krumme
18	Bue paa Skuldrene hang, to malmbevæbnede Landser
19	Svang han i Haand, og æsked Argeiernes boldeste Helte,
20	Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang.
21	Ham opdagede flux den krigerske Drot Menelaos,
22	Just som med mægtige Skridt han vandrede fremmest i Skaren.
23	Ret som en Løve sig fryder i Hu, naar den træffer et vældigt
24	Vildt, en Hjort med grenede Horn, hvad eller en Steenbuk,
25	Naar den er hungrig, og gridsk den sluger sit Rov, om endogsaa
26	Blomstrende Knøse forfølge den skarpt med hurtige Hunde,
27	Saa Menelaos sig fryded, saasnart han den Helt Alexandros
28	Saae for sit Øie, thi nu han Forbryderen haabed at tugte;
29	Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridsvogn.
30	Men da den deilige Helt Alexandros opdaged Atreiden
31	Forrest i Kæmpernes Rad, skrækslagen da blev han i Hjertet;
32	Hen til Landsmandskaren han veeg, for Døden at undflye.
33	Som naar en Mand, der i Bjergenes Dal opdager en Hugorm,
34	Farer tilbage paastand, gjennem Lemmerne løber en Gysen,
35	Ræd han skynder sig bort, og Kinderne vorde saa blege,
36	Saaledes foer Alexandros nu ind i de freidige Troers
37	Stimmel, betagen af Skræk for Atreus's Søn Menelaos.
38	Strax blev Hektor ham vaer, og med haanlige Ord han ham lasted:
39	Ulykkens Paris! du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker!
40	Gid du aldrig var fød, eller ugift kommen af Dage!
41	Ja! det vilde jeg ønske, langt bedre det var dog i Sandhed,
42	End saaledes at gange til Spot, foragtet af Andre.
43	Skoggrende maae de jo lee, de haarfagre Mænd af Achaia,
44	Som for en ypperlig Kæmpe dig holdt, fordi du af Skabning
45	Est saa fager, men ei har du Kraft, ei Mod i dit Hjerte.
46	Hvor har en Mand som du paa havbefarende Skibe
47	Dristet at gange tilsøes, og sanke dig villige Svende,
48	Færdes blandt fremmede Folk, og fra langtbortliggende Lande
49	Rane den deiligste Viv, som er Frænke til dygtige Helte,
50	Baade din Fader og Staden og hele vort Folk til Kummer,
51	Fienderne kun til Fryd og dig selv til Spee og til Skjændsel
52	Ei for Atreiden du voved at staae? snart havde han lært dig,
53	Hvad for en Mand det er, hvis blomstrende Viv du har ranet;
54	Baade da skulde din Cithar dig ei, og ei Aphrodites
55	Gaver, dit Haar og din Skabning, naar strakt i Støv du dig vælted;
56	Dog forknyt er Troernes Folk, forlængst var du ellers
57	Klædt i en Kjortel af Steen for al den Fortræd du har voldt os.
58	Ham gjensvared paastand den deilige Helt Alexandros:
59	Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie, -
60	Dog i din Barm er Hjertet bestandig saa haardt som en Øxe,
61	Som udi Huggerens Haand gjennem Tømmeret gaaer, naar til Skibsbygst
62	Snildt han danner en Planke, og svart den forøger hans Svingkraft,
63	Saaledes har du i Barmen et Mod, som aldrig forfærdes.
64	Last for de Gaver mig ei, som mig gav Aphrodite den gyldne,
65	Gudernes herlige Gaver er visselig ei at forkaste,
66	Dem de naadigen give, dem Ingen sig selv kan forhverve!
67	Dog, hvis du ønsker, at nu til standende Strid jeg skal træde,
68	Skik da til Plads det øvrige Folk, Achaier og Troer,
69	Og udi Kredsen mig stil med den krigerske Drot Menelaos
70	Frem til en Dyst om Helena selv og om samtlige Skatte;
71	Hvo der af os med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
72	Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie;
73	Slutte da skal I andre Forlig og paalidelig Eedspagt,
74	I skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
75	Hine sig hjem og Achaia det Land med de deilige Qvinder!
76	Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte;
77	Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker,
78	Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage.
79	Ham beskjød nu med Pile de haarfagre Mænd af Achaia,
80	Hist de sigted med Spyd, her Stene de slyngede mod ham.
81	Høit da hæved sin Røst Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
82	Standser, Argeier! Achaiske Mænd, holder inde med Spydkast!
83	Vist har et Ord os at sige den hjelmomstraalede Hektor.
84	Saa han taled, og disse paastand holdt inde med Striden;
85	Tause tilhobe de blev, da mælede Hektor til Begge:
86	Hører af mig, I Troer og pandsrede Mænd af Achaia!
87	Hvad Alexandros forkynder, som først gav Løsen til Krigen.
88	Alle de øvrige Troer og Mænd af Achaia tilhobe
89	Byder han ned paa den nærende Jord deres Vaaben at lægge,
90	Selv vil i Kredsen han frem med den krigerske Drot Menelaos
91	Træde til Kamp om Helena selv og om samtlige Skatte;
92	Hvo der af Begge med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
93	Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie,
94	Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt.
95	Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
96	Ordet i Kredsen da tog den vældige Helt Menelaos:
97	Mig I høre nu ogsaa, thi mig jo gaaer denne Kummer
98	Nærmest til Hjerte; jeg haaber forvist, at Achaier og Troer
99	Nu skulle skilles i Fred efter al den Qual I har fristet
100	For min Uenigheds Skyld, den først Alexandros afstedkom.
101	Hvilken af os nu Skjebnen bestemte til Død og til Henfart,
102	Vel, han døe, men i Fred adskilles I andre som snarest!
103	Henter nu hid et Par Lam, et Gimmerlam sort og en Vædder
104	Hvid til Solen og Jorden, selv hente vi et til Kronion.
105	Kalder den kraftige Priamos hid, at han Pagten kan slutte
106	Selv, thi hans Sønner er frække, ei Troe og Love de holde,
107	At ikke Nogen den hellige Pagt skal krænke ved Eedsbrud;
108	Altid er Sindet hos yngere Mænd ustadigt som Luften,
109	Men er en Gubbe tilstede, da seer han i Nutid og Fremtid
110	Dybt, hvorledes det bedst til Tarv kan vorde for Begge.
111	Saa han taled, da glæded sig høit Achaier og Troer,
112	Froe ved det Haab at befries omsider fra sørgelig Krigsfærd.
113	Gangerne rykked i Rader de hen, selv sprang de fra Stridsvogn,
114	Førte sig Vaabnene af, og lagde dem hos sig paa Jorden,
115	Tæt laae Rustning ved Rustning, kun smalt var Rummet imellem.
116	Hektor til Byen nu strax afskikkede tvende Herolder,
117	Priamos flux at kalde derud og Lammene hente;
118	Men til de bugede Skibe den mægtige Drot Agamemnon
119	Bød sin Herold Talthybios gaae, for Lammet at hente;
120	Ufortøvet han lød den Helt Agamemnons Befaling.
121	Men til den haarfagre Helena kom nu Iris med Budskab,
122	Ganske livagtigen lig hendes Svigerske, Antenoridens
123	Viv Laodike, den skjønneste blandt Kong Priamos' Døttre,
124	Som med den Drot Helikaon var gift, en Søn af Antenor.
125	Hende hun traf i sit Kammer, paa Væven hun vov sig en Kaabe,
126	Prægtig og stor, af Skarlagens Garn, og virked til Islæt
127	Mangen en Kamp, som Troer og malmklædte Mænd af Achaia
128	Havde for hende bestaaet saa suurt under Krigsgudens Hænder;
129	Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:
130	Elskede Pige! saa kom dog og see, hvad synderlig Idræt
131	Troernes Kæmper har for og de malmklædte Mænd af Achaia,
132	Hvilke hinanden tilforn paaførte den grusomme Kampfærd
133	Ude paa Sletten med hidsig Begjær efter drabelig Feide;
134	Nu de sidde saa tyst, i Mag paa Skjold de sig læne,
135	Striden er endt, og de mægtige Spyd staae plantede rundtom;
136	Men Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
137	Træde til Dyst om dig med vældige Landser ihænde,
138	Hvo der da seirer i Striden, hans elskede Viv skal du kaldes.
139	Talt, og i Helenas Barm den sødeste Længsel hun vakte
140	Efter den forrige Mand, efter Fader og Moder og Hjemstavn;
141	Flux hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og af Kamret
142	Iled hun ud, mens Taarene randt blidt ned over Kinden;
143	Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
144	Aithre, Pitheus's Barn og den øienfagre Klymene,
145	Og i en Fart til den Skæiske Port de samtlige naaede.
146	Oppe hos Priamos der, hos Panthoos og hos Thymoites,
147	Klytios, Lampos med samt Hiketaon, en Ætling af Ares,
148	Sad Ukalegon nu med Antenor, forstandige Begge.
149	Der ved den Skæiske Port sad Folkets bedagede Drotter,
150	Alderen hvile dem bød med krigersk Bedrift, men paa Thinget
151	Vare de dygtige Mænd; Græshopperne lig, som i Skoven
152	Sidde paa Træernes Løv og qviddre med livlige Stemmer,
153	Saaledes sad nu her de Troiske Fyrster paa Taarnet.
154	Men da de nu blev Helena vaer, som Taarnet sig nærmed,
155	Taled de saa halv høit med bevingede Ord til hverandre:
156	Ei er det sært, at Troer og pandsrede Mænd af Achaia
157	Friste Besvær langsommelig Tid for saadan en Qvinde,
158	Ganske forbausende ligner hun jo Gudinder af Aasyn;
159	Dog ihvor deilig hun er, maa hun hjem paa Skibene drage,
160	Ei forblive hun her til Jammer for os og vor Afkom.
161	Saa de taled, og Priamos selv paa Helena kaldte:
162	Kom kun hid, og sæt dig hos mig, min elskede Datter!
163	At du kan see din forrige Mand, dine Venner og Frænder.
164	Du har mig Intet forskyldt, al Skyld hos Guderne hviler,
165	Som den usalige Krig med Achaiernes Sønner mig voldte;
166	Kom og nævn mig Navnet paa denne forbausende Kæmpe!
167	Hvem er dog hiin Achæiske Mand saa høi og saa kraftig?
168	Vel er der Andre, som kneise med Hovedet høit over denne,
169	Men for mit Øie jeg aldrig endnu har skuet saa fager,
170	Aldrig saa værdig en Mand, forsand han ligner en Konning.
171	Ham gjensvarede Helena flux, den deilige Qvinde:
172	Elskede Fader! ærværdig forsand og hellig du est mig!
173	Gid dog den rædsomme Død havde huet mig, dengang jeg fulgte
174	Hid med din Søn, og forlod baade Huus og min elskede Datter,
175	Venner og Slægt og den elskede Kreds jevnaldrende Piger!
176	Dog, det skete nu ei, og derfor jeg smelter i Taarer.
177	Dette jeg sige dig vil, hvorom du mig spørger og fritter,
178	Det er Kong Atreus's Søn, den mægtige Drot Agamemnon,
179	Baade fortrinlig som Konning, og flink til at bruge sin Landse,
180	Fordum en Svoger til mig, jeg Forvorpne, ja fordum han var det.
181	Saa hun talte, men Gubben beundrede Drotten og udbrød:
182	Atreus's salige Søn! du Signede! Gudernes Yndling!
183	Talrigt forsand er Achaiernes Folk, som lyder dit Herskab;
184	Fordum til Phrygien drog jeg engang, det yppige Viinland,
185	Der en Mængde jeg saae af de gangerbetvingende Phryger,
186	Folk, som stod under Otreus og Mygdon, en Helt som en Guddom,
187	Dengang i Leir de laae ved Floden Sangarios' Bredder;
188	Selv var jeg med i Kæmpernes Tal, som yded dem Bistand,
189	Just den Dag Amazonerne kom, de mandhaftige Qvindfolk,
190	Færre de var dog i Tal, end Achaiernes freidige Krigshær.
191	Atter nu spurgte den aldrende Drot, da han skued Odysseus:
192	Hør min elskede Datter! fortæl mig nu ogsaa, hvem hiin er,
193	Vel er han mindre paa Væxten, end Atreus's Søn Agamemnon,
194	Bredere dog over Brystet han er og af Hærder at skue;
195	Ned paa den alternærende Jord har han lagt sine Vaaben,
196	Men som en Vædder gaaer selv han omkring i Mændenes Rækker,
197	Ja med den pelsede Vædder jeg ligne ham maa, naar den vanker
198	Gjennem en stimlende Flok hviduldede Faar udi Vangen.
199	Ham gjensvarede Helena flux, hiint Barn af Kronion:
200	Det er Laertes's Søn, den snedige Konning Odysseus,
201	Fostret han blev i Ithakas Land, som kun er en Fjeldøe,
202	Og han er snild til at hitte paa Raad og listige Anslag.
203	Strax Antenor, den kløgtige Drot, gav hende til Gjensvar:
204	Fuldkommen sandt er det Ord, du der fortæller os, Qvinde!
205	Hid jo kom allerede tilforn den Ædling Odysseus,
206	Skikket i Ærind om Dig med den krigerske Drot Menelaos;
207	Dem herberged jeg da, og gjæsted dem mildt i min Vaaning,
208	Begge jeg lærte da kjende af Kløgt saavelsom af Aasyn.
209	Var de da begge tilstede blandt Troiske Mænd i Forsamling,
210	Hæved Atreiden sig frem, naar de stod, med bredere Skuldre,
211	Men naar de sad, var Odysseus langt meer ærværdig at see til;
212	Toge de derpaa til Orde, og Hver udvikled sin Mening,
213	Rapt som et Hjul løb Ordene da Menelaos fra Tungen,
214	Faa, men med klingende Røst, thi ødsel med Ord var han ikke,
215	Skeied ei heller fra Sagen, hvorvel han af Aar var den yngste;
216	Men naar Odysses, den snedige Drot, sprang op fra sit Sæde,
217	Stod han og stirrede ned, og fæstede Blikket paa Gulvet,
218	Ei han Staven i Haand bevægede frem og tilbage,
219	Nei! urokkelig fast han den holdt, og ligned en Taabe,
220	Hartad skulde man troe, han var vred eller slagen med Vanvid,
221	Men naar han hæved sin kraftige Røst, og Ordene foer ham
222	Styrtende ud af hans Bryst lig Snee, naar den fyger om Vintren,
223	Ei skulde da nogen dødelig Mand med Odysses sig maale,
224	Ei med Forundring betragted vi nu hans Aasyn og Adfærd.
225	Tredie Gang, der Aias han saae, tog Gubben til Orde:
226	Hvem er den anden Achæiske Mand, saa høi og saa kraftig?
227	Frem han rager i Skaren med Hoved og mægtige Skuldre.
228	Atter ham Helena svared, den Viv langsløret og deilig:
229	Det er den vældige Aias, et Værn for Achaiernes Sønner.
230	Hist blandt Kreterne staaer Idomeneus, ret som en Guddom;
231	Rundt omkring ham i Hob har Kreternes Drotter sig samlet.
232	Fordum har mangen en Gang den krigerske Drot Menelaos
233	Gjæsted ham hist i vor Borg, naar han kom paa Reiser fra Kreta.
234	Ogsaa jeg skuer nu hist enhver blankøiet Achaier,
235	Som er mig vel bekjendt, og hvem jeg ved Navn kunde nævne,
236	To Krigshøvdinger dog er jeg ei istand til at øine,
237	Hestebetvingeren Kastor og Baxeren djærv Polydeukes,
238	Samkuldbrødre til mig, een Moder har bragt os til Verden,
239	Enten ei fulgte de med fra det yndige Land Lakedaimon,
240	Eller maaskee de kom med de havbefarende Skibe,
241	Men udi Heltenes Færd nu ei har Lyst sig at vise,
242	Bange for al den Skjændsel og Haan, som jeg dem forvolder.
243	Saa hun talte, dem gjemte den nærende Jord allerede
244	Hist i det Land Lakedaimon i Fædrenes elskede Hjemstavn.
245	Hen gjennem Byen Herolderne nu til den hellige Eedspagt
246	Bar to Lam og qvægende Viin, Afgrøden af Landet,
247	Fyldt paa en Gedeskinds Dunk, og selv Herolden Idaios
248	Bar den skinnende Kumme saavelsom de gyldene Bægre.
249	Trædende hen til Gubben han vakte ham saa med sin Tale:
250	Op! Laomedons Søn! dig byde de ypperste Kæmper,
251	Hestebetvingende Troer og malmbedækte Danaer,
252	Ned paa Sletten at gaae for at slutte paalidelig Eedspagt,
253	Thi Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
254	Træde til Dyst om Qvinden med mægtige Landser ihænde.
255	Hvo der da seirer i Striden, ham Qvinden og Skattene følge,
256	Slutte da ville de Andre Forlig og paalidelig Eedspagt,
257	Vi skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
258	Hine sig hjem og Achaia, det Land med de deilige Qvinder.
259	Saa han taled, men Oldingen gjøs og bød sine Svende,
260	Flux at spænde for Karm, og ufortrødne de lød ham.
261	Op steg Priamos strax og rykkede Tømmen tilbage,
262	Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol;
263	Gjennem den Skæiske Port saa Hestene traved til Sletten.
264	Men da de kom til Troerne hen og Achaiernes Sønner,
265	Steg af Vognen de ned paa den alternærende Jordbund;
266	Derpaa begav de sig ind midt mellem Achaier og Troer.
267	Flux fra sit Sæde da sprang Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
268	Ogsaa Odysses, den snilde, stod op; de vakkre Herolder
269	Samled nu Alt til den hellige Pagt; i Kummen de Vinen
270	Blandede først, saa heldte de Vand over Kongernes Hænder.
271	Atreus's Søn, uddragende flux med Haanden en Daggert,
272	Som ved hans Hofte bestandigen hang ved den mægtige Sværdbalg,
273	Totter af Lammenes Hoveder skar, og Herolderne derpaa
274	Deelte dem om til de ypperste Mænd af Achaia og Troia,
275	Høit i Kredsen Atreiden da bad med oprakte Hænder:
276	Zeus Alfader, Idæiske Drot, priisværdige, høie!
277	Helios! lysende Sol, som Alt baade skuer og hører!
278	Floder og Jord, og I Tvende, som dybt under Muld efter Døden
279	Straffe hvert Menneskens Barn, som svor i Livet en Meeneed,
280	Værer os Vidner, og holder i Hævd den hellige Eedspagt!
281	Hvis Alexandros nu fælder den Guldhaars Drot Menelaos,
282	Da skal han Helena selv og samtlige Skatte beholde,
283	Hjem vi Andre da gaae med de havbefarende Skibe;
284	Hvis derimod Menelaos i Kamp Alexandros ihjelslaaer,
285	Da skal Troerne strax baade Godset og Helena afstaae,
286	Dertil de give saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
287	Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter;
288	Dog hvis Priamos selv og Priamos' Sønner sig vægre
289	Bod at erlægge til os, saafremt Alexandros er fældet,
290	Strax da farer med Feide jeg fort, den Bod mig at vinde,
291	Blivende her saalænge, til Maalet jeg naaer for mit Krigstog.
292	Talt, med den grusomme Kniv skar Lammenes Struber han over,
293	Tog saa og lagde paa Jorden dem ned, end gisped de begge,
294	Skjøndt deres Liv var forbi, al Kraft havde Kniven dem røvet.
295	Derpaa man øste den liflige Viin af Kummen med Bægre,
296	Gjød til Offer den ud, og bad til de evige Guder;
297	Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
298	Zeus! priisværdige, høie! I salige Guder tilhobe!
299	Hvo af os Begge der først overtræder den hellige Eedspagt,
300	Gid hans Hjerne maa flyde til Jord, som Vinen nu flyder,
301	Hans saavelsom hans Børns, og hans Viv vorde skjændet af Fiender!
302	Bedende taled de saa, men Zeus bønhørte dem ikke.
303	Ordet i Kredsen nu Priamos tog, hiin Dardanos' Ætling:
304	Hører mig, Troer! og I malmpandsrede Mænd af Achaia!
305	Hjem jeg drage nu vil til det stormomsusede Troia;
306	Ei udholde jeg kan at see for mit Øie den Tvekamp
307	Mellem min elskede Søn og den krigerske Drot Menelaos;
308	Zeus alene dog veed med alle de salige Guder
309	Hvem af Begge den sluttende Død er af Skjebnen berammet.
310	Talt; den herlige Drot strax Lammene kasted i Vognen,
311	Selv saa steg han tilvogns, og rykkede Tømmen tilbage,
312	Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol,
313	Atter til Ilios hjem i en Fart saa rulled de Begge.
314	Hektor, Priamos' Søn og den snedige Konning Odysseus
315	Maalte nu Pladsen, hvor Dyst skulde staae, saa toge de Begges
316	Lodder, og rysted dem om i en Malmhjelm, for at bestemme,
317	Hvo der af Kæmperne først det kobberne Spær skulde slynge.
318	Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder;
319	Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
320	Zeus Alfader! Idæiske Drot, priisværdige, høie!
321	Hvo blandt disse der først denne Splid mellem Folkene reiste,
322	Gid han maa lade sit Liv og vandre til Hades's Bolig!
323	Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt.
324	Saa de taled; med bortvendt Blik den straalende Hektor
325	Rystede Hjelmen, og Paris's Lod sprang ud i det samme.
326	Folket sig satte paa Rad, hvor Enhvers fodløftende Heste
327	Stode for Karm, og hvor Vaabnene laae og glimred paa Jorden.
328	Derpaa den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,
329	Skyndte sig strax med at axle den prægtige Rustning om Skulder.
330	Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
331	Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
332	Videre tog han og lagde sin kjødelig Broder Lykaons
333	Prægtige Pandser omkring sit Bryst, og det passed ham ganske,
334	Kasted dernæst over Axel sit sølvbenaglede Slagsværd,
335	Smeddet af Malm, tog Skjoldet paa Arm, baade stort og forsvarligt,
336	Og paa det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
337	Smykket med Hestehaarssvæv, vildt vaiede Busken foroven,
338	Greb saa tilsidst sit dygtige Spær, og det passed i Næven.
339	Ogsaa paa lignende Viis den Helt Menelaos sig rusted.
340	Men da nu Hver især til Dyst havde axlet sin Rustning,
341	Treen i Kredsen de frem, ind mellem Achaier og Troer,
342	Med et forfærdeligt Blik, til Gru for Alle, som saae det,
343	Hestebetvingende Troer og pladebedækte Danaer.
344	Nær ved hinanden de stod paa den nysafmaalede Dystplads,
345	Svingende hver sit Spyd, opfyldte med Harm mod hinanden.
346	Først udslynged den Helt Alexandros sin mægtige Spydstang
347	Mod Menelaos, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
348	Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied
349	Mod det forsvarlige Skjold; da stormede frem med sin Landse
350	Atreus's Søn Menelaos med Bøn til Fader Kronion:
351	Mægtige Zeus! skaf mig Hevn over ham, som først mig fornærmed,
352	Giv ham sin Helsot for denne min Haand, den Helt Alexandros,
353	At man i kommende Slægter endog en Gysen maa føle
354	Ved at fornærme den Vært, som sin Gjæst venskabelig modtog.
355	Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang
356	Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
357	Gjennem det skinnende Skjold den holdige Landse sig trængte,
358	Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser,
359	Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker;
360	Dog, han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap.
361	Flux Atreiden nu drog sit sølvbenaglede Slagsværd,
362	Løfted det høit og hug mod Spolen af Hjelmen, men Klingen
363	Sprang, da mod Hjelmen den slog, og i Stumper den faldt ham af Haanden;
364	Jamrende skreg Atreiden med Øinene vendte mod Himlen:
365	Fader Kronion! saa arg som Du er Ingen af Guder!
366	Paris jeg vented saa vist for hans nedrige Gjerning af tugte,
367	Men i min Haand sprang Klingen i Qvag, og Landsen tillige
368	Foer omsonst af Næven mig ud, jeg ramte ham ikke.
369	Talt, og styrtende frem han greb i den Hestehaars Hjelmbusk
370	Fat, og trak ham afsted mod de pladebedækte Danaer,
371	Og den baldyrede Rem, der var spændt under Hagen som Hjelmbaand,
372	Snæred saa hardt den buttede Hals, at den fast havde qvalt ham.
373	Nu havde bort han slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder,
374	Hvis Aphrodite, hiin Datter af Zeus, ei grandt havde seet det,
375	Remmen hun rev itu af den vældigen slagtede Oxe,
376	Tom da fulgte den buskede Hjelm hans senede Næve,
377	Og med et slyngende Kast mod de malmbeklædte Danaer
378	Kylede Hjelmen han hen, og de troe Stalbrødre den optog.
379	Atter saa stormed han frem med ivrig Begjær ham at styrte
380	Ned med sit kobberne Spyd, men bort Aphrodite ham snapped
381	Let, en Gudinde hun var jo, og hyllede tæt ham i Taage;
382	Derpaa hun førte ham hjem til hans virakduftende Kammer,
383	Bort saa gik hun at kalde paa Helena; hist paa det høie
384	Taarn hun snart hende traf, omringet af Troiske Qvinder;
385	Fat hun tog i det yndige Slør og rykked med Haanden,
386	Og til en gammel Moerlil omskabt hun til Helena taled,
387	Som hende karted og spandt den skjønneste Uld, da hun boede
388	I Lakedaimon endnu, og hvem hun elskede saare;
389	Hende livagtigen lig nu tog Aphrodite til Orde:
390	Kom! Alexandros dig byder, igjen dig hjem at forføie;
391	Hist paa den snørklede Seng har han nu i Kammeret sat sig
392	Straalende fager i prunkende Dragt, ei skulde man tænke,
393	At han var kommen fra Dyst med en Helt, men før, at han ilte
394	Hen til en Dands, eller nys efter Dands havde sat sig til Hvile.
395	Saa hun taled, og Hjertet i Helenas Bryst hun bevæged,
396	Men da hun saa blev vaer Gudindens fortryllende Nakke,
397	Og hendes yndige Barm og begge de funklende Øine,
398	Blev af en Gysen hun greben, tog Ordet og taled saalunde:
399	Slemme! hvi staaer nu atter din Hu til med Svig mig at daare,
400	Vil du nu føre mig længere bort til en af de store
401	Stæder i Phrygien eller Maioniens yndige Landskab,
402	Hvis blandt mælende Menneskens Børn du der har en Yndling?
403	Mon fordi Menelaos gik af med Seiren i Tvekamp
404	Med Alexandros, og agter at føre mig hjem, jeg forhadte,
405	Kommer du derfor nu hid til mig med Rænker i Hjertet?
406	Gak til Paris nu hen, forsag reent Gudernes Veie,
407	Sæt ei mere din Fod igjen paa høien Olympos,
408	Nei men klynk bestandig om ham, og beskjerm ham med Omhu,
409	Indtil han enten dig gjør til sin Viv eller og til sin Terne.
410	Ikke jeg agter nu did at gaae, at bepryde hans Leie,
411	Skjændigt det vilde jo være, mig vilde da Troernes Qvinder
412	Spotte herefter, og alt af utallige Sorger jeg martres.
413	Hende da svared med Harm Aphrodite, den høie Gudinde:
414	Trodsige! tir mig ei, at i Vrede jeg ei dig forlader,
415	Vorder dig ligesaa fiendsk, som jeg nu dig høiligen elsker,
416	Og mellem begge de feidende Folk, Danaer og Troer
417	Vækker et grueligt Had, saa dig times en ynkelig Henfart.
418	Saa hun taled, og Helena skjalv, hiint Barn af Kronion;
419	Tæt hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og med Taushed
420	Vandred hun bort, ubemærket af Qvinderne, ført af Gudinden.
421	Men da de saa havde naaet Alexandros's prægtige Vaaning,
422	Skyndte sig Ternerne flux, og begave sig Alle til Arbeid.
423	Ind i Høienloftskammeret treen den deilige Qvinde,
424	Strax Aphrodite, den smilende Viv, en Stol hende hented,
425	Selv Gudinden den bar, og foran Alexandros den satte.
426	Der tog Helena Plads, Aigidebeherskerens Datter,
427	Bort hun vendte sit Blik, og talede spodsk til sin Husbond:
428	Hjem fra Striden du kommer, gid der du din Død havde fundet,
429	Dræbt af den vældige Mand, som i fordums Tid var min Husbond!
430	Pralet du har jo tilforn, at over den Helt Menelaos
431	Høit i Styrke du stod, i Armenes Kraft og i Spydkunst;
432	Gak da nu hen og æsk den krigerske Drot Menelaos
433	Ud paany til standende Strid; dog nei! jeg vil heller
434	Raade dig ganske fra Kamp; prøv ei slig taabelig Gjerning,
435	Frem at træde til Dyst med den Guldhaars Drot Menelaos
436	Mand mod Mand, at du ei skal lade dit Liv for hans Landse.
437	Paris til Orde nu tog, og gav sin Hustru til Gjensvar:
438	Kone! hør op at krænke mit Sind med smædelig Tale!
439	Seiret har nu Menelaos ved Pallas's Hjelp, men med Tiden
440	Seirer vel jeg over ham, ogsaa mig er der Guder til Bistand.
441	Nu lad os hvile tilsammen og ømt forenes i Elskov!
442	Aldrig tilforn har saa brændende Lyst omhyllet mit Hjerte,
443	Ei engang da jeg først fra det yndige Land Lakedaimon
444	Havde dig røvet, og seiled paa havbefarende Skibe,
445	Dengang paa Kranaes Øe jeg først dig favned i Elskov,
446	Som jeg for dig nu blusser, og sødt henrives af Længsel.
447	Talt; selv først han Leiet besteg, ham fulgte hans Hustrue,
448	Og paa den snørklede Seng de der sig leirede begge.
449	Men som et glubende Dyr foer Atreus's Søn gjennem Stimlen,
450	Om han etsteds maaskee kunde øine den Helt Alexandros.
451	Ingen af Troerne dog og de dygtige Ledtogskæmper
452	Mægted Atreiden at sige, hvorhen Alexandros var sluppen.
453	Ei dog af Yndest de havde ham skjult, havde Nogen ham øinet,
454	Thi han var samtlige Mænd saa forhadt som Døden den sorte.
455	Ordet i Kredsen da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
456	Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
457	Seier skinbarlig jo vandt den krigerske Drot Menelaos,
458	Derfor I Godset og Helena selv den Argeiiske Qvinde
459	Give til os med saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
460	Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter.
461	Saaledes taled Atreiden, ham jubled Achaierne Bifald.
	<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>