<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>
	Odysseen  10. Sang
	Aiolos. Laistrygonerne. Kirke.
1
2	Aiolos, S
3
4	L
5	Steil imod Skye; i stolten Palads tolv B
6	Sex livsalige S
7	Og sine S
8	Hos deres elskede Fader og kj
9	Leve de h
10	Fl
11	Lyder om Dagen, om Natten Enhver hos sin tugtige Hustrue
12	S
13	Disses anseelige Stad og skj
14	Venlig han hused en Maaned mig der, og spurgte mig n
15	Ud om Ilions Stad, om Achaiernes Snekker og Hjemfart,
16	Og jeg fortalte ham da omst
17	Da jeg saa taled om Reisen, og bad ham, hjem mig at skaffe,
18	V
19	Gav han en S
20	Hvori de susende Vinde han tvang, og sp
21	Thi af den m
22	Altsom ham lyster, at l
23	S
24	Fast, at ikke det ringeste Pust sig ud kunde tr
25	Men til min Fart udflyve han lod en f
26	Snekker og Folk at f
27	Naae sit Meed, thi Jammer os traf ved Svendenes Daarskab.
28
29	Men paa den tiende Dag vore f
30	Ild derovre vi tydelig saae, saa n
31	Dog jeg var tr
32	Selv havde Roret jeg dreiet paa hele vor Fart, og til ingen
33	Anden det villet betroe, for at komme desf
34	Midlertid sad mine M
35	St
36	Bragte fra Aiolos hjem, den behjertede S
37	Mangen da talte saalunde med
38
39	Menneskens S
40	Meget og kosteligt Gods, som han fik af det Troiske Bytte,
41	Bringer han med sig paa Skib, mens vi, som deelte hans Reise,
42	Hjem til vort F
43	Dertil har Aiolos nys denne Venskabsfor
44	Lader os da see efter paastand, hvad dette kan v
45	Hvad for en Skjenk af Guld og S
46
47	Strax de l
48	Og i en rivende Fart Orkanen dem drev over Havet
49	Bort fra den f
50	Op af S
51	Om jeg fra Skib skulde styrte mig ud og sluges af B
52	Eller med Taal det b
53	Dog taalmodig jeg bar det og blev, men sv
54	Ned jeg i Skibet mig lagde, mens Stormen igjen vore Snekker
55	Til den Aioliske
56
57	Strax ved de hurtige Skibe nu Mandskabet tog sig et Maaltid,
58	Men da ved Mad og Drikke vi der havde gjort os tilgode,
59	Tog en Herold og en Svend jeg med, og begav mig med disse
60	Hen til Aiolos' glimrende Borg, og Konningen traf vi
61	Siddende froe tilbords med samt sine B
62	Men da til Salen vi kom, paa T
63	Lige ved Stolpen, da studsed de svart, og spurgte saalunde:
64
65	Trolig vi s
66	Hjem til dit Land og dit Huus, eller og hvorhen det dig lysted.
67
68	Mig har mit nedrige Folk, og dertil ulykkelig Slummer
69	Bragt i Ford
70
71	Dog tilhobe de taug, men Faderen gav mig til Gjensvar:
72
73	Ei har jeg Lov til at huse, ei heller paa Vei at befordre
74	Slig en Mand, som har gjort sig forhadt af de salige Guder.
75	Pak dig, da hid du est kommen, forfulgt af Gudernes Vrede.
76
77	Videre seiled vi nu med dybtbedr
78	Modet hos Folkene sank, som nu til Straf for vor Daarskab
79	Maatte m
80
81	Syvende Dagen vi kom til Telepylos, Lamos's Fjeldstad
82	I Laistrygonernes Land, hvor den hjemadvandrende Hyrde
83	Raaber til Hyrden, som drager tilvangs, og denne ham svarer;
84	Og ved at offre sin S
85	F
86	Da baade Dag og Nat t
87	Da vi nu kom til den herlige Havn, om hvilken en Klippe
88	Svimlende h
89	Men ved dens Munding sig b
90	Ind mod hinanden, saa Gabet er smalt til Skibenes Indl
91	Styred mit Folk derind med de toradaarede Snekker,
92	Og i den dybtudbugtede Havn de strax dem fort
93	T
94	H
95	Selv derimod jeg lagde til Land med mit tj
96	Ude ved Enden af Bugten, og Linerne bandt jeg til Klippen.
97	Derpaa det knudrede Fjeld jeg besteg, og skued omkring mig,
98	Dog hverken Menneskers Dont var at see, eller Gjerning af Plovdyr,
99	R
100	Tvende jeg kaared af Folket, og gav en Herold dem til Ledtog,
101	Disse jeg skikked forud, og befoel dem, grandt at bespeide,
102	Hvad Slags Folk her leved, og Markernes Gr
103	Bort de vandred, og kom til en Vei, som var banet, ad hvilken
104	Vogne fra Bjergenes Skov hjemagede Br
105	T
106	Som var paa Vei efter Vand, Laistrygonen Antiphates' Datter,
107	Just som paa Vandring hun var til Artakias yndige Kilde
108	Ned, hvor Vand til Byen Indvaanerne pleied at hente.
109	Hen til Pigen de treen, og strax udspurgte de hende,
110	Hvem der var Konning i Landet, og raaded som Drot over Folket,
111	Og hun betegned dem strax sin Faders anseelige Vaaning.
112	Ind i det stolte Palads de treen, der traf de hans Hustrue;
113	Svart de grued for Qvinden, thi stor hun var som en Fjeldaas.
114	Hjem fra Forsamling paa Torv hun sin Mand Antiphates kaldte,
115	Og en forsm
116	Selv den ene han greb, og beredte ham flux til et Maaltid,
117	Bort dog styrted de To, og til Skibene ned de sig bjerged.
118	Larm i Staden han gjorde paastand, og da dette de h
119	Str
120	Sammen; ei M
121	Stene fra Klippen saa tunge, som knap nogen Mand kunde sl
122	Kasted de ned, og et frygteligt Gnye fra Skibene d
123	Vraalet af d
124	Ligesom Fisk de dem spidded, og bar dem til gr
125	Mens Laistrygonerne myrded mit Folk i Havnen den dybe,
126	Rev jeg mit hv
127	Hvormed til Klippen var bunden mit Skibs blaamalede Forstavn,
128	Muntrede flux mine M
129	Rask deres Aarer at roe, for at bjerges af denne vor Qvide;
130	Angsten for D
131	Ud paa Dybet da slap fra den skakfremragende Klippe
132	Heldig mit Skib, men alle de
133
134	For vore Venner vi misted, men froe at D
135	Derpaa til
136	Kirke, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme.
137	Kj
138	Begge de have til Fader den jordoplysende Solgud,
139	Og deres Moder er Perse, Okeanos' yndige Datter.
140	Der vi roede mod Kysten vort Skib, og styred i Stilhed
141	Ind i den skjermende Bugt, en Gud ledsagede Farten.
142	Strax vi skibed os ud, og forblev to N
143	Rastende der, af Kummer og Slid i Hjertet forpiinte;
144	Men da den haarfagre Dagning det tredie Grye havde frembragt,
145	Tog jeg i Haand mit Spyd og ved Hofte mit v
146	Skyndte fra Skibet mig bort, og besteg en H
147	Om der var Menneskers Gjerning at see, eller Stemmer at h
148	Op jeg klattred, og som jeg nu stod paa den knudrede Bakke,
149	Saae jeg en R
150	Op fra Kirkes Palads gjennem Skovenes Tr
151	Og i mit Sind jeg veiede dybt, om jeg did skulde gange
152	Selv, og bespeide det Sted, hvor jeg saae den blaalige R
153	Medens paa dette jeg grunded i Sind, det tyktes mig tjenligst,
154	F
155	Give mit Folk deres Kost, og M
156	Men da jeg n
157	Da forbarmed en Gud sig over mig eensomme Vandrer;
158	Ind paa min Vei han skikked en stor strunkkneisende Kronhjort,
159	Inde fra Gr
160	Ned, for at drikke, thi svart af den br
161	Just som paa Veien den springende kom, jeg midt i dens Rygrad
162	Traf den med Spyd, og den kobberne Od l
163	Ned i St
164	S
165	Kastede Hjorten tilgulvs igjen, og lod den saa ligge,
166	Medens jeg smidige Qviste mig rev af Vidiebuske,
167	Hvoraf jeg dreied et Baand paa en Favn med Knuder for Enden.
168	Derpaa med dette jeg L
169	Tog det paa Nakken, og vandrede ned til mit tj
170	St
171	Haand det paa Skuldren at b
172	T
173	Traadte saa frem, og talte med kj
174
175	F
176	Vel da! saal
177	Lader os t
178
179	Frem af de hyllende Kapper de sprang, og paa Bredden af Havet
180	Saae de med Studsen min Hjort, thi stort var Dyret jeg f
181	Men da Enhver ved det herlige Syn havde gottet sit
182	Tv
183	Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
184	Sad vi og n
185	Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
186	Ginge vi alle til Roe paa den havbeskyllede Strandbred;
187	Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
188	Kaldte jeg sammen mit Folk, og talede saa til dem Alle:
189
190	Hverken vi veed, mine Venner! hvor Dagningen er eller M
191	Ei hvor den lysudbredende Sol gaaer ned under Jorden,
192	Ei hvor den atter sig reiser, thi lader os n
193	Om vi forresten kan hitte paa Raad, dog troer jeg det neppe;
194	Thi da paa Toppen jeg stod af den knudrede Bakke, da saae jeg,
195	At vi er her paa en
196	Fladt den ligger i Havet, og op fra Midten af
197	H
198
199	Strax i Tanker dem randt Laistrygonen Antiphates' Udaad,
200	Og den uvorne Kyklop, den v
201	Lydt tilhobe de gr
202	Dog deres Jamren og Graad kunde jo slet intet dem baade.
203
204	Deelte jeg flux i to Afdelinger, hver med sin H
205	Een anf
206
207	Helt Eurylochos' Lod sprang ud af den rystede Malmhjelm.
208	Strax han gav sig paa Vei, og tyve og to af mit Mandskab
209	Fulgte med Taarer, os Andre de lod i Kummer tilbage.
210
211	Bygget af glattede Steen paa en Plads med den frieste Udsigt.
212	Rundt om Huset de saae bjergfostrede L
213	Hvilke hun havde fortryllet med Saft af forkoglende Urter;
214	Ei dog foer de paa M
215	Og med de viftende Haler de logrede venlig omkring dem.
216	Ligesom Hundene logre for Herren, som kommer fra Maaltid
217	Hjem, thi en Bid, som smager dem godt, medbringer han gjerne,
218	Saaledes logred nu her st
219	Om mine M
220	Ude ved D
221	Kunde de h
222	Medens om V
223	Stort, uforgj
224	F
225	Som var mig meest hengiven og kj
226
227	Medens om V
228	D
229
230	Flux hun aabned sin straalende D
231	Ud, og kaldte dem ind, og Taaberne fulgte tilhobe,
232	Kun Eurylochos blev, thi strax han ahnede Uraad.
233	Ind hun dem f
234	Hented saa lyseguul Honning og Ost og Meel, som hun sammen
235	R
236	Kom hun deri, at M
237	Dette hun b
238	Gav dem et Rap, og i Svinenes Stie hun st
239	Thi baade Hoved og Skabning som Sviin og B
240	Havde de nu, men Forstanden beholdt de ganske som forhen.
241	H
242	Olden hun kastede for dem, og Agern og r
243	Som er de jordoprodende Sviins s
244
245	Bringende Bud om den Lod, som saa haardt havde ramt mine Svende;
246	Ei at sige han m
247	Thi han var ramt af ulidelig Sorg, og begge hans
248	Fyldtes af Taarernes Vand; hans Sind kun t
249	Men da vi Alle med st
250	Da fortalte han os, at de
251
252	Ned i Dalen vi kom, der fandt vi en prunkende Vaaning,
253	Bygget af glattede Steen paa en Plads med den frieste Udsigt.
254	Der var en Qvinde, som sang, mens ved V
255	D
256	Flux hun aabned sin straalende D
257	Ud, og kaldte dem ind, og Taaberne fulgte tilhobe.
258	Jeg blev ene tilbage, thi strax jeg ahnede Uraad,
259	Alle de Andre forsvandt, og ei en Eneste saae jeg
260	Siden, hvorvel jeg en Stund blev siddende der for at speide.
261
262	S
263	Derpaa jeg b
264	Dog sine Arme han slog om mit Kn
265	Og med bevingede Ord han jamrende talte saalunde:
266
267	Fuldt jeg veed, du kommer ei hjem, eller bringer tilbage
268	Nogen af M
269	Flygte herfra, endnu vi maaskee Ford
270
271	Vel, Eurylochos! bliv da du paa Pladsen tilbage
272	Her ved det tj
273	Selv maae jeg bort, thi mig den haarde N
274
275	Just som jeg nu paa min Vei hen gjennem de hellige Dale
276	Kom til det stolte Palads, som Forkoglersken Kirke beboede,
277	Treen med sin gyldene Stav i Haand mig Hermes im
278	Inden jeg naaede Paladset, omskabt til en blomstrende Yngling,
279	Duunbed
280	Fast han trykked min Haand, tog Ordet og talte saalunde:
281
282	Reent med Egnen ukjendt? dine M
283	Hun har forgjort dem til Sviin, og forsvarligen staldet dem inde.
284	Kommer du hid, at befrie dem maaskee? dog selv vil du neppe,
285	Frygter jeg, slippe derfra, du bliver vist der som de Andre.
286	Dog fra den truende Jammer jeg frelse dig vil og bevare.
287	Der! denne kraftige Urt til Kirkes Palads skal du med dig
288	Tage, Ford
289	Ogsaa jeg n
290	Mundgodt vil f
291	Dog endda skal hun ikke forkogle dig, dette forbyder
292	Ganske den kraftige Urt, du faaer; dog h
293	Naar med sin v
294	Da skal du drage fra L
295	Kirke tilllivs, som var det din Agt at myrde Gudinden;
296	Da vil hun gribes af Skr
297	Ei haardnakket du v
298	At hun maa give dig Svendene l
299	F
300	Ei at p
301	Eller dig r
302
303	Op han af Jorden den rykked, og grandt han dens V
304	Roden er sort, men hvid som Melk er Blomsten paa Stengel,
305	Guderne kalde den Moly, for d
306	Lykkes at grave den op, men Alt er for Guderne muligt.
307
308	Gjennem den skovrige
309	Dog underveis kom Hjertet i Barm mig st
310	Og ved den haarfagre Kirkes Palads jeg ude ved D
311	Standsed min Gang, saa raabte jeg h
312	Flux hun aabned sin straalende D
313	Ud, og kaldte mig ind, og jeg fulgte, bedr
314	Ind hun mig f
315	Rigt benaglet med S
316	Strax i en gylden Pokal til Drikke hun laved mig Mundgodt,
317	Dog arglistig i Sind hun beblandede Drikken med Seidgift;
318	Dette hun gav mig, jeg drak, men Drikken forkogled mig ikke.
319	Derpaa hun slog mig med Stav, tog Ordet og talte saalunde:
320
321	Saa hun talte, da drog jeg min hv
322	Kirke tillivs, som var det min Agt at myrde Gudinden.
323	H
324	Og med bevingede Ord hun jamrende talte saalunde:
325
326	Svart forbauser det mig, at min Drik dig ei har forkoglet,
327	Aldrig endnu har en Mand dens tryllende Kraft kunnet modstaae,
328	Drak han den f
329	Dog i din Barm et Hjerte du har, som ei kan forkogles.
330	Saa est du vist Odysseus, den vidtbefarne, hvem ofte
331	Guldstavsvingeren Hermes fortalte mig, hid skulde komme,
332	Naar paa det tj
333	Vel! saa stik i Balgen dit Sv
334	Begge bestige min Seng, at hvilende sammen i Elskov
335	Huldt forenes vi kan, og hinandens Fortrolighed vinde!
336
337	Kirke! hvordan? du begj
338	Du som her i dit Huus til Sviin har forgjort mine Svende,
339	Og da mig selv du har faaet i Vold, du mig lumskelig byder,
340	Ind i dit Kammer at gaae, og hos dig at hvile paa Leiet,
341	At du kan r
342	Thi er jeg ikke tilsinds, hos dig at hvile paa Leiet,
343	F
344	Ei at p
345
346	Men da hun saa havde svoret, og fuldelig givet mig Eedsord,
347	Op da steg jeg paastand paa Kirkes fortryllende Leie.
348
349	Disse var fire, som r
350	D
351	Og af de hellige Floder, som ud i Havet sig styrte.
352	Een af Ternerne lagde nu f
353	Hynder af Skarlagens Skind, og linnede T
354	Derpaa den Anden for Stolene frem to s
355	Rykked, dem slog hun ud, og paa Bord Guldkurve hun satte.
356	Men i en Skaal af S
357	Qv
358	Medens den Fjerde til Bad f
359	Fyrede st
360	Men da saa Vandet var sydende hedt i det skinnende Malmkar,
361	Satte hun selv mig i Karret, og baded mig Hoved og Skuldre,
362	Blandende Vandet af Kjedlen, for ret til Behag det at kuldslaae,
363	Indtil hun reent mig af Lemmerne jog den slappende Tr
364	Men da hun havde mig badet, og salvet med glindsende Olie,
365	Gav hun en Kjortel mig paa, og om Axel en prunkende Kappe,
366	F
367	Rigt benaglet med S
368	Een af Ternerne bragte nu Vand i en pr
369	Kande, som stod paa et B
370	Gj
371	Ogsaa den v
372	Hvilke hun stilled paa Bord, frems
373	Derpaa hun spise mig b
374	Dybt hensunken i Tanker jeg sad, thi jeg ahnede Uraad.
375
376	Langed til Maden paa Disk, men at Sorg mit Hjerte betynged,
377	Talte hun saa med bevingede Ord, idet hun sig n
378
379	Nagende Hjertet i Barm, hverken Mad eller Drikke du r
380	Svig paany du formoder maaskee, dog ei du beh
381	L
382
383	Kan nogen Mand, o Kirke! som Ret og Billighed agter,
384	Bringe det over sit Sind, at r
385	F
386	Derfor, hvis venlig i Sind du Mad og Drikke mig byder,
387	Slip dem da l
388
389	Stav i sin Haand, og flux Staldd
390	Ud, og de lignede grandt niaarige m
391	Frem for Gudinden de traadte paa Rad, da gik hun til Alle
392	Rundt, og bestr
393	Brat fra Lemmerne svandt de B
394	Drik vare voxede frem, som Kirke dem nys havde givet.
395	Atter de bleve til M
396	St
397	Strax gjenkjendte de mig, og
398	Dog Veemodighed faldt dem paa Sind, og gjennem Paladset
399	L
400	Tr
401
402	Gak nu ned til dit hurtige Skib ved Bredden af Havet!
403	F
404	Saa skal i Klippernes Huler I gjemme Jert Gods og Jert Skibst
405	Kom saa tilbage til mig med samt dine trofaste Svende!
406
407	Ned jeg gik til mit hurtige Skib ved Bredden af Havet,
408	Og ved det hurtige Skib jeg fandt mine trofaste Svende,
409	Ynkelig jamred de sig, og Taarerne rulled saa stride.
410	Ret som naar Kalvene hjemme paa Stald, naar K
411	M
412	Springe dem heftig im
413	Og med evindelig Br
414	Saaledes str
415	Rundtomkring mig med Taarer, i Sind det tyktes dem hartad,
416	Som om de alt vare komne tilbage til Ithakas Fjeld
417	Hjem til den F
418	Og med bevingede Ord de talte veemodigen til mig:
419
420	Som om vi alt paa Ithaka stod, vor elskede Hjemstavn.
421	Dog fort
422
423	F
424	Saa vil i Klippernes Huler vi gjemme vort Gods og vort Skibst
425	Laver saa strax Eder til, og f
426	Da skal I Vennerne see i den hellige Bolig hos Kirke
427	Sidde ved Mad og Drikke; fuldtop der vanker af Alting.
428
429	Dog Eurylochos pr
430	Og med bevingede Ord han talede saa til dem Alle:
431
432	At I vil gange til Kirkes Palads? hun skaber os Alle
433	Visselig om til Sviin eller Ulve maaskee eller L
434	Tvinges da vil vi med Magt, hendes h
435	Saaledes gjorde Kyklopen, dengang vore Br
436	Gj
437	Det var jo hans fremfusende F
438
439	Om jeg fra L
440	Hugge hans Hoved fra Hals, og ned i St
441	Skj
442	Styrtede frem, med venlige Ord at standse min Idr
443
444	Blive tilbage ved Stranden, vort toftede Skib at bevogte;
445	Os derimod du f
446
447	Dog ei heller Eurylochos blev ved det bugede Fart
448	Men med os Andre han gik, thi han gj
449
450	Ladet omhyggelig bade og salve med glindsende Olie,
451	Dertil i Kjortler dem kl
452	Siddende froe ved Gilde vi traf i Salen dem Alle,
453	Men da hverandre de saae, og Ansigt til Ansigt de kjendtes,
454	Jamred og gr
455	Tr
456
457	V
458	Alt hvad I d
459	Og hvad Ford
460	Vel! saa spiser af Maden da nu, og drikker af Vinen,
461	Indtil I atter i Barm gjenvinde det freidige Mandsmod,
462	Som I besad den Stund I f
463	Ithakas bjergrige
464	Altid I kommer ihu den besv
465	Gl
466
467	Saaledes her Dag ud Dag ind, til Aaret var omme,
468	Sad vi og n
469	Men da et Aar var forbi og Aarsens Tider forl
470	Maaned paa Maaned forsvunden, og Dagenes R
471	Kaldte de trofaste M
472
473	Blev det dig ellers beskikket, at frelse dit Liv og at komme
474	Hjem igjen til dit F
475
476	Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
477	Sad vi og n
478	Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
479	Gik mine M
480	Jeg derimod steg op paa det pr
481	Favned med B
482	Og med bevingede Ord jeg talede saa til Gudinden:
483
484	Hjem til mit Land mig at sende, mit Sind alt drives af L
485	Og mine Folks tillige, som idelig martre mit Hjerte
486	Med deres Klynken og Graad, hvergang du ei er tilstede.
487
488
489	Mod Eders Villie skal ei i mit Huus I l
490	F
491	Ned til Hades's Hjem og den r
492	Der skal Teiresias' Sjel, den blinde Thebaiske Spaamands,
493	F
494	Ham alene, selv efter hans D
495	Kl
496
497	Taarerne randt som paa Leiet jeg sad, og ikke mig lysted,
498	L
499	Men da jeg saa blev m
500	Tog jeg til Orde paany, og gav Gudinden til Gjensvar:
501
502	Ingen er kommen endnu paa sin tj
503
504
505	Plag ei dit Sind, Veiviser paa Skib beh
506	Reis blot Masten paa Toft, og naar skinnende Seil du har heiset,
507	S
508	Men naar dit l
509	Hist hvor Kysten er lav, og hvor i Persephones Lunde
510	Poplerne h
511	L
512	Gak til Hades saa ned, hans beklumrede Bolig at gj
513	Der Pyriphlegethon styrter sin Str
514	Ligesom ogsaa Kokytos, en Arm af de stygiske Vande.
515	Men hvor de brusende Floder forene sig, ligger en Klippe,
516	Og under denne, min Helt t
517	Der opgrave du Muldet, en Alen i L
518	Og over Gruben et Offer du gyde til samtlige D
519	Tag f
520	Og for det tredie Vand, og Meel du drysse derover,
521	Kn
522	Naar du til Ithaka kommer, en gold og lydesl
523	Hist i din Gaard, og at l
524	Men til Teiresias s
525	Sort fra Hoved til Fod og den bedste, som findes i Hjorden.
526	Men naar du B
527	Da skal et kulsort Faar og en kulsort V
528	Disse du b
529	Bort, og ud mod den skyllende Flod dine H
530	Strax fremvandre da vil mangfoldige D
531	Da skal du flux opmande dit Folk, og alvorlig dem byde,
532	Begge de slagtede Faar, som faldt for det grusomme Kobber,
533	Rask at flaae og at br
534	Hades den m
535	Selv skal du drage dit hv
536	S
537	Fjernt fra Blodet, forinden du faaer Teiresias raadspurgt.
538	Snart, o Drot! vil ogsaa han selv fremtr
539	Han vil bebude dig Alt om din Kaas og Veienes L
540	Og om din Fart til dit Hjem ad det fiskbesv
541
542	Derpaa Gudinden mig axled en Dragt, baade Kjortel og Kappe,
543	Selv if
544	Yndig og fager og fiin, om Midien bandt hun et Belte
545	Skj
546	Gjennem Paladset jeg skyndte mig hen, og muntred mit Mandskab
547	Traadte saa hen og talte med kj
548
549	Nu maae vi bort! alt mindet mig har den v
550
551	Herfra dog uden Forliis ikke heller jeg f
552	Blandt mine M
553	Hverken behjertet i Kamp eller synderlig st
554	Han havde listet sig bort i Paladset, og fjernt fra de Andre
555	Lagt sig til Roe, for at lufte sig lidt, thi beskjenket var Kn
556	Men da han Buldret og St
557	Foer af S
558	Husked han ei, at han ned skulde gaae af Trappen den lange,
559	Frem han gik, fra Taget han styrtede brat, og sit Halsbeen
560	Midt i Leddet han brak, og hans Sjel nedvandred til Hades.
561	Men underveis jeg talede saa til mit
562
563	Reise, nei! andenstedshen har Kirke bestemt os at drage,
564	Ned til Hades's Hjem og den r
565	Hvor den Thebaier Teiresias' Sjel tilraads vi skal sp
566
567	Ned de sig satte med Hylen, og rev sig Haaret af Hoved,
568	Dog deres Jamren og Graad kunde jo slet intet dem baade.
569
570	Alle med Sorg i Sind og med rullende Taarer paa Kinden,
571	Havde sig Kirke begivet paa Vei til vort tj
572	Der et kulsort Faar og en V
573	Let var hun smuttet forbi os, thi
574	Hvo kan da see ham med
	<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>