<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>
	Odysseen  8. Sang
	Odysseus fremstilles for Phaiakerne.
1
2	Stod den kraftige Drot Alkinoos op fra sit Leie.
3	Op stod ogsaa den
4	Ham ledsaged den kraftige Drot Alkinoos derpaa
5	Hen til Phaiakernes Torv, som laae ved Skibenes Stade.
6	Der de tog deres Plads paa glattilhuggede Stene
7	N
8	Skyndte, livagtigen lig Herolden fra Kongepaladset,
9	T
10	Tr
11
12	Hen til Forsamling paa Torv, at h
13	Som til den kl
14	Tumlet paa Havet omkring, en Gud han ligner af Skabning.
15
16	Snart opfyldtes med Folk alt Torvet og samtlige B
17	Altsom de stimlede sammen; med Studsen betragtede Mange
18	Drotten Laertes's kl
19	Over hans Hoved og H
20	Rankere gjorde hun Manden, dertil meer fyldig at skue,
21	For at det hele Phaiakiske Folk han ret maatte t
22	Ved sit anseelige V
23	Dyst, hvori Phaikernes M
24	Men da saa Folket var samlet og stod i Vrimmel paa Pladsen,
25	H
26
27	At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
28	Her er en Fremmed, jeg kjender ham ei, vildfarende kom han
29	Til mit Palads, om fra Vest eller
30	Hjelp til sin Reise han
31	Lader os da, som tilforn vi pleiede, fremme hans Hjemf
32	Aldrig endnu beh
33	Her at t
34	Ud paa det hellige Dyb vil et Skib vi flux lade tr
35	Tj
36	To og halvhundrede Gutter bekjendte som dygtige S
37	Naar I saa Alle tilgavns Eders Aarer paa Toft har bef
38	Stiger saa atter i Land, og holder i Hast Eders Maaltid
39	Hjemme hos mig; for samtlig M
40	Ungersvendene byder jeg Sligt; i
41	Drotter med Konningestav, til min glimrende Vaaning I komme,
42	For at den fremmede Mand i min Sal kan mildt vorde gj
43	Ei unddrage sig Nogen! Demodokos hente man ogsaa
44	Hid, den hellige Skjald, hvem en Gud forlenede Sangen
45	Alle til Gammen, hvad Hjertet ham end tilsiger at qv
46
47	Bort Herolden sig skyndte, den hellige Sanger at hente.
48	Ogsaa de to og halvhundred udkaarede Gutter begav sig
49	Ned til Stranden, som Kongen befoel, til Havet det golde.
50	Men da til Havet de ned vare komne, hvor Skibet var qv
51	Ud paa B
52	Bragte saa Mast og Seil ombord i det tj
53	Dern
54	Alt med Orden og Skik, og Seilene hvide de heised;
55	H
56	Til den forstandige Drot Alkinoos' pr
57	Snart var Hallerne, Gaarden og Stuerne oppe paa Slottet
58	Fyldte med Folk, thi Stimlen var stor af Unge som Gamle.
59	Slagte nu Konningen lod to dorskfremvraltende Stude,
60	Sex Par Faar og fire Par Sviin, hvidtandede, fede.
61	Huden man kr
62
63	Sanggudinden ham elsked, men Ondt med Godt hun ham skjenked,
64	R
65	F
66	Midt i Gj
67	Og paa en Knag han h
68	Over hans Hoved, og leded hans Haand, at han kunde den finde;
69	Satte derefter for Skjalden en Kurv og et stadseligt Madbord,
70	Dertil et B
71	Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
72	Men da saa Lysten var stillet til Mad og Drikke, da vakte
73	Sanggudinden den Skjald til en Sang om Heltebedrifter.
74	Ud af et Qvad, hvis Rye dengang havde bredt sig til Himlen,
75	Valgte han Konning Odysses's Kiv med Peleiden Achilles,
76	Hvordan de skjendtes engang ved Gudernes yppige Maaltid
77	Heftig med knubbede Ord, og M
78	Fryded sig h
79	Thi det var spaaet ham saalunde tilforn af Phoibos Apollon,
80	Da i det hellige Pytho han treen over Tempelets Steengulv,
81	Guden at sp
82	Over Danaer og Troerne op, efter Zeus's Beslutning.
83
84	Tog med de kraftige H
85	Sammen omkring sit Hoved, og skjulte sit deilige Ansigt,
86	Thi for Phaiakernes M
87	Men da den hellige Skjald sit Qvad havde sunget til Ende,
88	Visked han Taaren af Kind, trak Kappen igjen fra sit Ansigt,
89	Greb en Tvillingpokal, og offred til Himmelens Guder.
90	Dog da han atter begyndte sin Sang, og Phaiakernes Drotter,
91	Froe ved at h
92	Hylled Odysses paany med et Suk sit Hoved i Kappen.
93	Dog for de
94	Ikkun Alkinoos saae det, thi siddende n
95	M
96	Flux da talte han saa til de aarebevante Phaiaker:
97
98	Nu da vi alle har qv
99	Dertil ved Lyren, som slutter sig huldt til det festlige Gilde,
100	Lader os da gaae hen, og alskens Dyste fors
101	For at den fremmede Mand, naar engang han kommer til Hjemmet,
102	Kan sine Venner fort
103	Ei blot i Baxen og Brydning, men og i Springen og L
104
105	Op paa Knagen da h
106	Greb Demodokos' Haand, og f
107	Ledende Sangeren frem den Vei, ad hvilken de andre
108	M
109	Rask til Torvet afsted, en mylrende Skare dem fulgte.
110	Flux sig reiste til Dyst en Flok af de
111	Frem Akroneos stod, Okyalos, Helten Elatreus,
112	Anabesineos, Thoon, Anchialos, Nautes og Prymneus,
113	Ponteus, Eretmeus og Proreus; frem treen Amphialos ogsaa,
114	Som var den Helt Polyneos's S
115	Samt Euryalos, tapper og st
116	Og Nauboliden, den fagreste Mand af Skabning og Ansigt
117	N
118	Ogsaa der reiste sig tre af den Konning Alkinoos' S
119	F
120	Disse fors
121	Rask fra Stadet nu frem de l
122	Fl
123	Men der var Ingen saa rap tilbeens som den Helt Klytoneos.
124	Ligesaa langt som Mulerne gaae hen over en Brakmark,
125	Ligesaa langt han l
126	Frem de traadte dern
127	Og over alle de dygtigste M
128	Men i beh
129	Og i at kaste med Diskus var Ingen saa flink som Elatreus,
130	Men i at baxes var Konningens S
131
132	Tog Alkinoos' S
133
134	Som han har l
135	Hverken af Laar eller Been saalidt som af Arme foroven.
136	Nakken er kraftig, og st
137	Skorter det Manden, men haardt af Kummer og Sorg er han b
138	Der er dog Intet, jeg troer, som m
139	Meer end det vildene Hav, om han end er aldrig saa kraftig.
140
141	Ja! et Sandhedens Ord, Laodamas, haver du talet;
142	Tr
143
144	Treen i Kredsen han frem, og talede saa til Odysseus:
145
146	Hvis du est dreven i nogen, og kyndig forsand du mig tykkes.
147	Aldrig en Mand indl
148	Stoltere Roes end ved Armenes Kraft og F
149	Vel, saa fors
150	Ei ret l
151	Skibet er trukket i S
152
153	Hvor kan I dog saa spodsk, Laodamas, byde mig dette?
154	Sorgerne ligge mig nu langt meer paa Hjertet end Kampspil,
155	Jeg, som tilforn allerede har liidt og d
156	Og i Forsamlingen nu med L
157	Her blandt Eder jeg sidder, b
158
159	Ja! du seer ikke heller mig ud som en Mand, der er
160	I de forskjellige Dyste, dem M
161	Men som en Mand, der seiler bestandig omkring med sin Skude,
162	Stillet i Spidsen for Svende, der fare paa Handelens Vegne,
163	Ene bekymret for Ladning og Gods, som han har under Opsigt,
164	Og for den fristende Vinding, men ei du ligner en K
165
166	Ei du taler mig smukt; fripostig forsand du mig tykkes.
167	Dog, deres yndige Gaver ei Guderne give til alle
168	Mennesker, Skj
169	Een er nemlig af Skabning kun uanseelig at skue,
170	Dog en Gud ham Veltalenhed gav, som paa Grimheden b
171	Folket betragter ham froe, han taler med Fynd og Bestemthed,
172	Dog med fortryllende Blu; som en Pryd i Forsamlingen staaer han,
173	Og naar i Staden han gaaer, som en Gud ham Alle betragte.
174	Een derimod er af Skabning saa skj
175	Dog slet ikke han veed sine Ord at pryde med Ynde.
176	Saaledes har ogsaa du en Skabning saa skj
177	Knap kan skabe den bedre, men st
178	Nu har i R
179	Ved din uartige Tale, thi ei er jeg Stymper i Dystleeg,
180	Som du formoder, nei! mene jeg t
181	Medens jeg end kunde stole paa Ungdom og Armenes Styrke;
182	Nu jeg drages med Jammer og Sorg, thi meget jeg udstod,
183	Enten jeg dysted med M
184	Dog endda, trods Alt hvad jeg leed, vil en Dyst jeg fors
185	Bidende l
186
187	Greb han med Haand, baade v
188	End det var Skik hos Phaiakernes Folk at bruge ved Kampleeg.
189	Denne han svang med sin senede Arm, og slynged den fra sig,
190	Huult gjennem Luften den sused, og ned mod Jorden sig b
191	Hine tils
192	Brat som han kastede Stenen, og ud over Maalene fl
193	L
194	Hist hvor den faldt, omskabt til en Mand, og talte saalunde:
195
196	Hitte dit M
197	Nei! langt fremmere staaer det; v
198	Ingen Phaiaker vil r
199
200	Glad ved at see i Kredsen en Mand, som var venligen sindet.
201	Derpaa med lettere Hjerte han saa til Phaiakerne talte:
202
203	Diskus jeg slynge, vel fuldt saa langt, ja muligen l
204	Hvem der forresten har Lyst eller Mod af alle de Andre,
205	Tr
206	Enten til Baxen, til L
207	Hvem af Folket der lyster, undtagen Laodamas ene,
208	Han er jo her min Vert; hvem
209	Det var i Sandhed en uselig Mand og en Taabe tillige,
210	Som til en Kamp ud
211	Midt blandt fremmede Folk, sig selv han vilde jo skade.
212	Men af de
213	Gjerne jeg pr
214	Thi jeg er ikke saa stakkels endda til alle Slags Kampspil.
215	Skikkelig vel jeg forstaaer at haandtere den blankede Bue;
216	Jeg vilde v
217	Skj
218	Stod i Stimmel omkring mig, og sigted paa fiendtlige Krigsfolk;
219	Kun en eneste Mand, Philoktet, var min Mester i Buen,
220	Hist i Troernes Land, naar Achaierne skj
221	Flinkere Skytte jeg kalde mig t
222	M
223	Ei dog vil jeg mig maale med M
224	Ei med Herakles, og ei med Oichalernes Konning Eurytos.
225	Som med de salige Guder endog omkap kunde skyde;
226	Derfor en bradelig D
227	Ikke til Alders han kom i sin Borg, thi Apollon i Vrede
228	Slog ham ihjel, fordi han til Dyst paa Buen ham
229	Ogsaa med Spyd jeg l
230	Ikkun i L
231	Kunde mig komme forbi, thi min Fart vidt hen over B
232	Tog mig urimelig med, da den Kost, jeg havde paa Skibet,
233	Slap f
234
235	Ikkun Alkinoos svared igjen og talte saalunde:
236
237	Og er beredt til at vise den Dygtighed, som du besidder,
238	Egget til Harm af Ynglingen hist ved forn
239	Her i vor Kreds, og saasandt din Dygtighed Ingen skal laste,
240	Som i sit Hjerte forstaaer at tale tilb
241	Vel! saa h
242	Naar i dit Hjem med Hustrue og B
243	Og vore Dyder du kommer ihu, du da kan fort
244	En eller anden ber
245	Zeus bestandig har givet os Sands fra F
246	Ei kan vi Mestere kaldes i Baxen saalidt som i Brydsmaal,
247	Men vi har hurtige F
248	Altid ved festlige Gilder, ved Cithar og Dands vi forlystes,
249	Kl
250	Op da! Phaiakiske M
251	Tr
252	Kan sine Venner fort
253	Ei blot i Dands og Sang, men i smidige F
254	Bud skal tillige der gaae, for at hente den klingende Lyre
255	Flux til Demodokos hid, den h
256
257	Hen til Kongens Palads, at hente den klingende Lyre.
258	Ni Kampordnere stode nu frem og treen udi Kredsen,
259	Selv var af Folket de valgte, for Alt at ordne ved Kampleeg,
260	Plads de jevned til Dands og vided den festlige Rundkreds.
261	Nu kom ogsaa Herolden, og bragte den klingende Lyre,
262	Som han Demodokos rakte; i Kredsen han treen, og om Skjalden
263	Stilled de blomstrende Kn
264	Rask de sprang paa den hellige Plads, og Helten Odysseus
265	Saae paa de spillende F
266
267	Ares's Elskovsf
268	Hvordan de favnedes l
269	Mangen For
270	Solen, som snart havde seet, at de favned hinanden i Elskov,
271	Skyndte nu flux til Hephaistos sig hen, at melde ham dette.
272	Men da den snilde Hephaistos fornam sligt harmeligt Budskab,
273	Iilte han ind i sin Smedie med snedige R
274	Stilled sin m
275	Fast og ubrydelig st
276	Da han sit listige V
277	Skyndte han strax i sit Kammer sig ind, hvor hans Seng stod opredt;
278	Der sit kunstige Garn han rundt om Stolperne sp
279	Og under Loftet tillige mangfoldige Traade han slynged,
280	Fine som Edderkops Spind, saa de ei kunde sees af Nogen,
281	Ei af Guder engang, saa snildt han havde dem lavet.
282	Men da han rundt om Sengen det listige Garn havde udsp
283	Vandred han bort, som det lod, til det velbebyggede Lemnos,
284	Hvilket han elskede meest af samtlige Lande paa Jorden.
285	Ei sad Ares iblinde paa Luur, Guldt
286	Aldrig saasnart blev han vaer, at den kunstber
287	Havde sig givet paa Vei, f
288	T
289	Hun var kommen fornys fra sin Fader den st
290	Og i sit Kammer hun sad, da treen han ind i Paladset,
291	Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet og talte saalunde:
292
293	Ei er Hephaistos i Landet, vist alt er han dragen til Lemnos
294	Hen til de Sintiske M
295
296	Begge nu Sengen besteg, og lagde sig ned, men paa Stedet
297	Slynged Hephaistos's kunstige Garn sig t
298	Ei at l
299	Og de bem
300	Hjem til disse nu vandred den h
301	Thi han var alt vendt om, forinden han naaede Lemnos;
302	Solen, som speidede grandt, havde bragt ham Melding om Sagen.
303	Hjem til sin Bolig han iilte da strax, grimslagen i Hjertet,
304	Men ved sin Port han standsed, og fuld af den vildeste Harme
305	Skreg han med frygtelig R
306
307	Kommer og seer et latterligt Syn, som dog ei kan fordrages!
308	Seer, hvordan Aphrodite min Viv van
309	Mig, fordi jeg er halt, men elsker den mordiske Ares,
310	For han er smuk og hurtig tilbeens, men jeg er en vanf
311	Stakkel fra F
312	Uden min Fader og Moder, o gid de mig ei havde avlet.
313	Seer dog engang, hvor kjelent og
314	Hvilende her i min Seng, af Harm jeg forgaaer ved at see det.
315	Knap dog skal de herefter, hvor
316	Ligge saalunde tilsammen, snart, haaber jeg, Lysten til Bolskab
317	Vil dem forgaae; men nu mit listige Garn skal dem hilde,
318	Indtil min Fader tilbage mig alle For
319	Dem jeg som Beiler ham gav for hans uforskammede Datter,
320	Thi hun er rigtignok smuk, men ei kan hun styre sin Kaadhed.
321
322	Der indfandt sig blandt Andre den Jordomslynger Poseidon,
323	Hermes, Velsignelsens Gud, og Phoibos Apollon tillige,
324	Men af Bluf
325	Ude ved Porten nu stod de fryduddelende V
326	Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter,
327	Over at see den snilde Hephaistos's kunstige Paafund.
328	Mangen da talte saalunde med
329
330	Saaledes har ogsaa nu den langsomme halte Hephaistos
331	Krigsguden fanget ved List, endskj
332	Guder, som boe paa Olymp, og nu maa Boleren b
333
334	Derpaa til Hermes sig vendte Fjernskytten Apollon og sagde:
335
336	Gjerne du lod forvist i holdige Strikker dig sn
337	Naar du tilsengs maatte gaae med den gyldene Viv Aphrodite.
338
339	Ja! gid sligt kunde skee! Fjerntrammende Phoibos Apollon!
340	Om saa et Garn, tre Gange saa stort, ja uendeligt, holdt mig,
341	Og baade Guderne saae derpaa og alle Gudinder,
342	Sov med Gl
343
344	Ene Poseidon fra Latter sig holdt, bestandig han b
345	Trygled den Kunstner Hephaistos, og bad ham, Ares at l
346	Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
347
348	B
349
350	Jordomfavner Poseidon! af mig ei sligt du forlange!
351	Borgen, som stilles til Svage, kun svag Betryggelse giver.
352	Siig, hvordan skulde jeg blandt Guderne dig kunne binde,
353	Flygted nu Ares herfra, og sneg sig fra Baand som fra B
354
355	Vel! hvis Ares nu flygter herfra, og fra B
356	Da vil jeg selv, Hephaistos! for ham tilsvare dig Alting.
357
358	Ei er det muligt, og ei er det Skjel, din Begj
359
360	Men af det holdige Garn knap Guderne l
361	F
362	Medens den smilende Viv Aphrodite til Kypros begav sig,
363	Hen til den hellige Lund og det duftende Alter i Paphos.
364	Huldgudinderne der hende strax baade baded og salved
365	Med den ambrosiske Olie, som dufter fra Gudernes Legem,
366	Og i den yndigste Dragt hende hylled, et Under at skue.
367
368	Fryded sit Sind ved at h
369	Hine tils
370	Konning Alkinoos b
371	Ene med Halios frem, thi med dem kunde Ingen sig maale.
372	Dandserne toge paastand en stadselig Bold udi Haanden,
373	Som den forstandige Polybos smukt havde syet dem af Purpur.
374	Hvergang den Ene den slyngede h
375	B
376	Op, og greb den beh
377	Men da de Legen med Bolden tilveirs en Stund havde pr
378	Dandsed de let omkring paa den altern
379	Hyppig hinanden forbi, mens Kn
380	Klapped i H
381	Derpaa den Konning Odysseus sit Ord til Alkinoos vendte:
382
383	Nys dine Dandsere priste du mig som de bedste paa Jorden,
384	Nu stadf
385
386	Flux da talte han saa til de aarebevante Phaiaker:
387
388	Saare forstandig den fremmede Mand mig tykkes at v
389	Gj
390	Tolv storm
391	Raade jo her i vort Land, og jeg selv er den trettende blandt dem.
392	Hver af os til For
393	Og en Talent af kosteligt Guld den Fremmede skjenke.
394	Dette vi bringe herhid paastand, at vor Gj
395	Strax kan faae, og forn
396	Dern
397	Og med en Gave, thi ei har han talt som sig egner og anstaaer.
398
399	Hver hjemskikked paastand en Herold for Gaver at hente;
400	Dern
401
402	Gjerne formilde jeg vil den Fremmede, som du befaler.
403	Dette mit Sv
404	Hjaltet af skinnende S
405	Nysudskaaret og blankt, stort V
406
407	Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
408
409	Gid da Vindene brat maae veire det hen gjennem Luften!
410	Guderne give dig, atter at see din Viv og din Hjemstavn,
411	Siden du l
412
413	Hil ogsaa dig, min Ven! alt Godt dig Guderne skjenke!
414	Gid du aldrig i kommende Tid maa savne dit Slagsv
415	Som du mig nu med formildende Ord til For
416
417	Midlertid dalede Solen, da kom de fortrinlige Gaver,
418	Og til Alkinoos hjem de vakre Herolder dem bragte.
419	Der tog Konningens S
420	Ginge saa hen, og gav dem den elskede Moder i V
421	Forrest i Skaren den Drot Alkinoos gik med de Andre
422	Hjem til Paladset; der toge de Plads paa prunkende H
423	Flux til sin Dronning Arete nu st
424
425	L
426	Lad saa en Kjedel med Vand blive sat paa Ilden at varmes,
427	For at vor Gj
428	Ordnede smukt, som bragtes ham hid af Phaiakernes Fyrster,
429	Glad kan sidde ved Gildet og h
430	Her er en pr
431	At han af den kan offre til Zeus og de
432	Hist i sin Sal, og t
433
434	Flux at stille paa Ild en rummelig trebeens Kjedel.
435	Over den blussende Ild paastand Badkjedlen de stilled,
436	Fyldte den derpaa med Vand, og stak saa Br
437	Luerne spilled om Kjedelens Bug, og i Kog kom Vandet.
438	Midlertid hented Arete det pr
439	Ud til Gj
440	Baade det Guld og de Kl
441	Kappen hun lagde deri, og den prunkende Kjortel tillige,
442	Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
443
444	At underveis ei Nogen bestj
445	Hviler i s
446
447	Slutted han Laaget i Fals, og lukked det strax med en kunstig
448	Knude, som Kirke den m
449	Skaffersken treen nu ind, og b
450	Flux i Karret til Bad, og inderlig glad i sit Hjerte
451	Saae han det rygende Bad, thi han n
452	Siden den fagre Kalypso han havde forladt, i hvis Bolig
453	Pleiet og qv
454	Men da nu Ternerne havde ham toet og salvet med Olie,
455	Gav de ham Kjortelen paa og axled hans deilige Kappe.
456	Ud af Badet han treen, og gik til de drikkende Gj
457	Der han Nausikaa m
458	Stod ved Stolpen hun just i den fastopbyggede H
459	Heel forbauset hun blev, da hun skued Odysses for
460	Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
461
462	Mig dog f
463
464	Hulde Nausikaa du, den
465	Heres Gemal, H
466	Atter at finde mit Huus og Hjemf
467	Da skal jeg ogsaa derhjemme bestandig i kommende Dage
468	Hylde dig som en Gudinde, thi du har frelst mig, o Pige!
469
470	Maden blev deelt omkring, og i Kummerne blanded man Vinen.
471	Ind Herolden nu treen, og leded den elskede Sanger
472	Folkenes Yndling Demodokos frem; ham fik han til S
473	Midt i Gj
474	Flux til Herolden da talte den sindrige Konning Odysseus,
475	Som af en Galt, hvidtandet og feed, havde snittet et Stykke
476	B
477
478	Venlig jeg sender ham Hilsen, skj
479	Vidt paa Jorden omkring, overalt hvor Mennesker bygge,
480	Times jo Skjaldene H
481	L
482
483	Kj
484	Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
485	Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
486	Vendte den Konning Odysseus sit Ord til Skjalden og sagde:
487
488	Vist har Apollon dig l
489	Da du saa klart og saa grandt besynger Achaiernes Skjebne,
490	Alt hvad de virked og leed, og al den Tr
491	Ret som om Alt du selv havde seet, eller h
492	Gak nu videre, Skjald! og syng til Priis om den Tr
493	Som af Epeios blev t
494	Og som med List til Borgen blev bragt af Konning Odysseus,
495	Fuld af bev
496	Hvis du saasandt formaaer at besynge mig dette n
497	Da vil jeg strax overalt blandt Menneskens S
498	At dig en Gud i sin Naade den hellige Sang har forlenet.
499
500	F
501	Seilede bort igjen, da de f
502	Medens en Flok i Hob med den h
503	Sad i Hesten i Skjul, omringet af Troernes Stimmel;
504	Thi det var Troerne selv, som paa Borgen den op havde trukket.
505	Der stod Hesten, og M
506	Snakkende frem og tilbage; tredeelt var Raadets Beslutning:
507	Enten med Malmen at splintre den huultsammenf
508	Eller at tr
509	Eller at lade den staae til Guders Forsoning og
510	Og det var denne Beslutning, som skulde tilsidst vorde fuldf
511	Ilions Fald var af Skjebnen bestemt fra den Stund, man til Staden
512	F
513	Sad i Skjul til D
514	Videre sang han, hvordan Achaierne styrted af Hesten
515	Ud som en Str
516	Og paa forskjellige Kanter udplyndred den kneisende Kongstad,
517	Medens den Konning Odysseus saa vild som den mordiske Ares,
518	Gik til Deiphobos' Huus med den herlige Drot Menelaos;
519	Sang saa tilsidst om den r
520	Og om den Seier, han endelig vandt ved Pallas's Bistand.
521
522	Smelted, og Taarerne randt ham fra
523	Ret som en Qvinde med Graad nedstyrter sig over sin Husbond,
524	Naar han er falden i Kamp for sin f
525	Medens mod Jammerens Dag sine B
526	Hulkende lydt, naar for
527	Segner hun mat ned over hans Liig, men Fjenderne bagved
528	Slaae hende vildt med Spydenes Skaft paa Ryg og paa Skuldre,
529	Og hende sl
530	Snart udt
531	Saaledes randt heel ynkelig Graad fra Odysses's
532	Dog for de
533	Ikkun Alkinoos saae det, thi siddende n
534	M
535	Flux da taled han saa til de aarebevante Phaiaker:
536
537	Nu skal Demodokos lade sin klingende Lyre forstumme,
538	Ei for os Alle til Gammen og Fryd har dette han sunget;
539	Siden vi ginge tilbords, og den hellige Sanger begyndte,
540	H
541	Sikkerlig er der en Sorg, som tungt besp
542	Vel, saa h
543	Gj
544	Det var jo dog for vor v
545	Skibet til Reisen og al den Skjenk, vi venligen gav ham.
546	Eier en Mand blot ringeste Gran af
547	Maa han betragte som Broder en ydmygbedende Fremmed.
548	Derfor ei l
549	Hvad jeg vil sp
550	N
551	Og af dem alle derhjemme i Stad saavelsom i Omegn;
552	Ei er der Nogen af Menneskens
553	H
554	F
555	Ogsaa dit F
556	For at mit Skib paa sin Fart kan vende sin Hu mod din Hjemstavn.
557	Ei har Phaiakernes Skibe behov enten Lods eller Styrmand,
558	Roer ei heller de bruge, som ellers et Skib har forn
559	Men af sig selv de forstaae S
560	Ogsaa de veed overalt hvor Folkenes Byer og Lande
561	Ligge paa Jord, og i strygende Fart over Dybet de seile,
562	Hyllede trindt i Taager og Mulm, og aldrig de frygte
563	Hverken i Storm af forgaae, eller blot at komme til Skade.
564	Ofte dog selv jeg min Fader Nausithoos h
565	Hvordan Poseidon engang mod os vilde vende sin Harme
566	Nidsk, fordi vi saa trygt kan Enhver til Hjemmet befordre.
567	Naar nu Phaiakerne styred engang paa et stateligt Fart
568	Hjem fra saadan en Fart, da vilde Poseidon paa Havet
569	Slaae det i Qvag, og skjule vor Stad bag m
570	Saa har Gubben fortalt, dog sligt fuldbyrder vel Guden,
571	Eller han lader det fare, alt eftersom selv han behager.
572	Dog fort
573	Hvor blev du tumlet omkring? til hvad for Menneskers Lande
574	Kom du? fort
575	Hvor der var raae ud
576	Hvor der var gj
577	Siig mig dern
578	Naar om Argeier du h
579	Sligt var Gudernes V
580	Gaae, at Sang derom blandt kommende Sl
581	Siig, har du mistet en Frende maaskee for Ilions Mure,
582	Enten en elskelig Maag, hvad eller din Hustrues Fader,
583	Hvilke man n
584	Eller en redelig Ven, der forstod at gl
585	Thi naar man eier en Ven, som er snild og mener det
586	Sandelig ei tilbage han staaer for en kj
	<< [Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>