Euripides: Alkestis

Euripides: Alkestis

\|\|<<	<<	[214-	446]	>>	>>\|\|\|
					.
	*Første Strophe.* *Første Halvchor.* O Zeus ! gid Redning der var i vor Nød !
215	O gid et Middel der var mod den Sorg, Som faldt i Beherskerens Lod ! *Andet Halvchor.* Mon Nogen sig nærmer ? skal nu jeg paastand Afskjære mit Haar og hylle mig ind I en Klædning som Natten saa sort ? *Første Halvchor.*
220	Nu er Alting mig klart, men lader os dog Til Guderne bede, thi størst er Gudernes Vælde ! *Andet Halvchor.* O Paian Apol ! Opfind mod Admetos' Piinsler et Raad, Og bring ham det, bring ham det snart !
225	Et Middel du fandt jo tilforn, Thi vord ogsaa nu hans Frelser fra Død, Og fortræng den blodige Hades ! *Første Modstrophe.* *Første Halvchor.* O vee ! o vee dig ! o Jammer og Vee ! Du Søn af Pheres ! hvor svar din Sorg,
230	At miste saa herlig en Viv ! *Andet Halvchor.* Er Sligt ikke bittert som voldelig Død, Meer piinligt endog end at stikke sin Hals I en Strikke, som heises tilveirs ? *Første Halvchor.* Thi sin elskte, ja meer end elskede Viv
235	Idag allerede han seer bortrykkes af Døden. *Andet Halvchor.* Men see dog ! men see ! Der træder af Huset hun ud med Admet. Det hele Pheræiske Land Bejamre med Taarer og Suk
240	Den herlige Viv, som tæret af Sot Under Muld nedstiger til Hades ! CHORET. Om Ægtestand er rigest paa Fryd eller Sorg Det lader jeg usagt, enten fra Folk Jeg slutter jeg fordum har kjendt,
245	Eller her jeg seer hvad der ramte min Drot, Som berøvet sin Hustrue et ynkeligt Liv Sine øvrige Dage skal leve. (Admet og Alkestis træde ud tilligemed deres Børn). *Anden Strophe.* ALKESTIS. Straalende Sol ! og du lyse Dag ! Løbende Skyer, som let
250	Boltres paa himlen i Kreds ! ADMETOS. Os begge den seer, det usalige Par, Som ei ved Brøde mod Guder din Død har forskyldt. *Anden Modstrophe.* ALKESTIS. Liflige Jord ! og mit elskte Huus ! Iolkos, min fædrene Stad,
255	Hvor jeg blev viet til Brud ! ADMETOS. Opmand dine Kræfter ! forlad mig dog ei ! Men beed de mægtige Guder om Skaansel og Ynk ! *Tredie Strophe.* ALKESTIS. Alt Baaden jeg seer med Aarernes Par; Paa Dødningefærgen jeg Charon seer,
260	Baadshagen han holder i Haand, Og raaber til mig: hvi nøler du dog ? Kom, skynd dig ! forsink mig ei ! Jeg er færdig, kom, skynd dig, afsted ! ADMETOS. O vee mig ! du nævner en rædsom Seilads,
265	Usalige Viv ! hvor svart maa vi lide ! *Tredie Modstrophe.* ALKESTIS. Han fører mig bort, o seer du det ei ? Til Dødningers Hjem; under sortblaae Bryn Han hæver sit Blik; det er ham, Den vingede Hades, forvist er det ham.
270	Hvad vil du ? o slip mig, slip ! Hvor er Veien, jeg Arme skal gaae ? ADMETOS. Din Vei dine Kjære bedrøver, dog mig Og Børnene meest; vor Jammer er fælleds. *Eftersang.* ALKESTIS. Slipper mig, slipper mig nu !
275	Skaffer mig Hvile, min Fod er saa mat ! Døden er nær, Over mit Øie sig lister en dæmrende Nat. Elskede Børn ! ingen Moder I har, Moder gaaer bort; farvel, mine Børn !
280	Lever og trives i Lyset ! ADMETOS. Vee mig ! jeg hører et sørgeligt Ord Grumt som den bittreste Død. Nei ! ved Guderne ! drag ikke bort ! Ved vore Børn, dem du røver en Moder,
285	Fat dig, Alkestis, hav Mod ! Mister jeg dig, er jeg selv ikke meer, Knyttet til dig er mit Liv og min Død, Hellig din Kjærlighed er mig. ALKESTIS. Admet ! hvorledes jeg er faren, seer du selv,
290	Thi vil et Ønske jeg dig nævne før min Død. Af Kjærlighed jeg offrede mit Liv for dig, At du maa skue Solens Lys; derfor jeg døer. Jeg kunde jo fra Dødens Haand mig have frelst, Og ægtet en Thessalisk Mand, som hued mig,
295	Og boet min Livstid i et prægtigt Kongehuus; Dog ei det lysted mig at leve, skilt fra dig, Med disse Faderløse, og jeg offred mig, Skjøndt jeg er ung og sætter Priis paa Ungdoms Lyst. Din Fader og din Moder begge svigted dig,
300	Skjøndt Døden kunde passe godt med deres Aar, Og Hæder vindes ved at døe i Sønnens Sted, Især da deres Eneste du var, og ei De kunde Børn sig vente, naar de misted dig; Da leved din Alkestis, og i eenlig Stand
305	Du ei begræd din Hustrues Tab din Levetid. Ei heller moderløse Børn du fostred op. Dog dette har en Guddom saa beskikket os. Velan ! kom dette med Erkjendtlighed ihu ! Jeg har en bøn, dog Sagen er af mindre Værd,
310	Thi der er Intet dyrebart som Livet selv; Og billig er min Bøn forvist; ei mindre ømt End jeg du elsker vore Børn, og er du viis, Da gjør med Tiden dem til Herrer i vort Huus, Men gift dig ikke ! skaan de Smaae i Barndoms Aar
315	For anden Moder, som af Sind meer barsk end jeg Mishandled vore stakkels Børn af Nidkjærhed. Nei ! gjør det ei ! for Alt hvad jeg dig bede kan, Stedmoder hader altid Husets første Børn, Selv hos en Øgle findes meer Godmodighed.
320	En djerv Beskytter Drengen har forsand i dig, Kan tale til sin Fader, høre paa hans Raad, Men du, min Datter ! hvilken Opvæxt venter dig, Naar Fader faaer sig hvo kan vide hvilken Viv ! Hvo veed, om ei hun sætter Skamplet paa dit Navn
325	I Ungdoms Vaar, og skræmmer Beilere fra Huus ? Din Moder skal jo ikke see din Bryllupsfest, Og ei dit Mod hun styrke skal i Fødselsstund, Hvor Intet kan husvale som en Moders Trøst; Thi jeg maa døe, og Døden giver ingen Frist,
330	Selv til imorgen eller overmorgen blot, Nei ! alt idag forøger jeg de Dødes Tal. Saa lever vel ! Du, min Admet ! kan sige stolt, At Ingen har en bedre Hustrue havt end du, Og I kan Eders Moder prise, hulde Børn ! CHORET.
335	Vær rolig ! før han svarer selv, jeg siger frit, Din Villie skeer, saasandt han er ved sund Fornuft. ADMETOS. Saa skal det vorde ! bort med Frygt ! thi ene du Min Hustrue var i Livet, efter Døden du Skal ene bære dette Navn, og efter dig
340	Skal aldrig en Thessalisk Møe mig kalde Mand, Om end sin Æt hun leder ned fra høiest Slægt, Og over alle Qvinder staaer i Deilighed. Med Børn jeg er velsignet; Guder ! gid de maae Min Glæde vorde ! Glæden over dig er tabt,
345	Og Sorgen ei blot Aaret om skal trykke mig, Men vare ved saalænge Livet i mig boer. Min Moder og min Fader blev mig til en Grue, I Ord men ei i Gjerning de mig elsket har; Men du hengav det Kjæreste, dit Liv, for mig.
350	Maa jeg da ikke sukke mine Dage hen For slig en Viv, hvis Mage Jorden ei har seet ? Til Gjæstebud og Gilde vil jeg aldrig gaae, Ei Krands skal dufte, Sang ei tone her som før, Ei denne Haand skal lege meer med Cithrens Streng,
355	Og ei til Libysk Fløites Spil med oprømt Hu Jeg synge skal, thi du mig røved Livets Lyst. En Kunstnerhaand Alkestis' Billed danne skal Livagtig ligt, og i mit Kammer skal det staae; Der vil jeg knæle, favne Stenen, nævne lydt
360	Dit Navn, og fryde mig ved Tanken, at i Arm Jeg holder dig, min elskte Viv, som jeg har tabt, Ak kun en daarlig Glæde ! Hjertets Byrde dog Maaskee den letter; og i Drømme dit Besøg Vil glæde mig; til hver en Tid det er saa sødt
365	At see en Ven, selv midt i Nattens skumle Stund. O hvis jeg eied Orpheus' Røst og Strengeleeg, Og mægted Hades og Persephone ved Sang At kogle, og befrie dig fra de Dødes Hjem, Da steg jeg ned, og ændsed hverken Plutons Hund,
370	Ei heller Charon, Dødningsjeles Færgemand, Men hented dig til Livet op, til Solens Lys. Saa vent da hist til bort jeg kaldes, og bered Os hist en Bolig, hvor vi sammen kunne boe ! Men i den samme Cederkiste som min Viv
375	Skal vore Børn mig lægge; hos hinanden der Vi hvile skal, selv efter Døden vil jeg ei Adskilles fra den Eneste, som elsked mig. CHORET. Som Ven bør dele Vennens Sorg, begræder jeg Din dybe Smerte; hun er mange Taarer værd. ALKESTIS.
380	Selv har I hørt af Faders Mund, I kjære Børn ! At han vil aldrig gifte sig, og give Jer En anden Moder, til Beskjæmmelse for mig. ADMETOS. Paany jeg det erklærer, og jeg holder Ord. ALKESTIS. Nu vel ! saa modtag disse Glutter af min Haand ! ADMETOS.
385	Af elsket Haand en elsket Gave rækkes mig. ALKESTIS. Vær du nu deres Moder i Alkestis' Sted ! ADMETOS. Den haarde Nød det byder, naar de miste dig. ALKESTIS. O Glutter ! nu jeg burde leve, gaaer jeg bort. ADMETOS. O nei ! hvad skal jeg gjøre, naar vi skilles ad ? ALKESTIS.
390	Tid bringer Lindring, og en Død er ikke til. ADMETOS. Ved alle Guder ! tag mig med dig, tag mig med ! ALKESTIS. Nei ! nok at jeg i Døden gaaer for min Admet. ADMETOS. O Skjebne ! hvilken Hustrue du berøver mig ! ALKESTIS. Alt ruger Mørket over mine Øine tungt. ADMETOS.
395	Jeg gaaer tilgrunde, Hustrue ! hvis jeg mister dig. ALKESTIS. Tael ikke til Alkestis ! hun er ikke meer. ADMETOS. Opløft dit Aasyn ! gaae ei bort fra dine Børn ! ALKESTIS. Jeg gaaer saa nødig fra Jer, elskte Børn ! farvel ! ADMETOS. Kast dog et Blik paa Glutterne ! ALKESTIS. Det er forbi. ADMETOS.
400	Hvad gjør du ? du forlader os ? ALKESTIS. Farvel ! ADMETOS. O vee ! CHORET. Det er forbi ! Admetos' Hustrue er ei meer. EUMELOS. *Strophe.* Ak ! hvilken Skjebne ! til Dødningers Land Er Moder vandret, og aldrig meer Skal Solens Lys hende qvæge.
405	Sin Søn forlod hun, og moderløs Jeg er for mit Liv. See ! lukt er hendes Øielaag, Og hendes Hænder er stive. O hør mig, Moder ! hør min Røst !
410	O Moder kjær ! jeg beder dig, Det er din Søn, som raaber; Jeg klynger mig fast om din Hals, og min Mund Jeg trykker til dine Læber. ADMETOS. Du raaber; ak ! hun hører ei, hun seer dig ei;
415	Saa haardt, o Børn ! har Skjebnen mig og Eder ramt. EUMELOS. *Modstrophe.* Saa ung, min Fader ! og alt saa forladt, Saa ene her tilbage jeg staaer, Min elskte Moder berøvet. Min Qval er grusom, dog ei blot mig
420	Var Skjebnen haard, Men ogsaa dig, min Søster kjær ! Og dig, min elskede Fader Til stakket Fryd du gifted dig, Ei skal til Alderdommens Maal
425	Ved hendes Haand du vandre; Hun blegned forinden, og, Moder ! din Død Vort Huus i Fordærv har styrtet. CHORET. Admetos ! i din Skjebne maa du føie dig ! Du er jo ei den første, ei den sidste Mand,
430	Som misted en fortrinlig Hustrue. Glem dog ei, At for os Alle Døden er en fælleds Lod. ADMETOS. Jeg veed det; heller ei uventet Stødet kom, Dog længe denne Vished har mit Hjerte piint. Nu maa jeg Anstalt træffe til Begravelsen.
435	I blive her, og synge Sørgeqvad i Vexelsang Til Underverdenens uformildelige Gud ! Saa byder jeg Thessaliens Folk, hvis Drot jeg er, At samtlige skal hædre deres Dronnings Død Ved tætafklippet Haar og kulsort Sørgedragt,
440	Og hvo som eier Fiirspand eller enkelt Hest, Skal skjære Manken med sit Sværd af Dyrets Hals. I Byen her maa Fløitelyd og Lyrespil Ei høres, før den tolvte Maaned er forbi ! Thi aldrig en saa elsket, en saa kjærlig Død
445	Jeg skal til Jorden stede. Hædres bør hun høit, Hun ene havde Hjerte til at døe for mig. (Gaaer.)
.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|