Euripides: Alkestis

Euripides: Alkestis

\|\|<<	<<	[581-	879]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Mildtherbergende, ædelsindede Kongepalads ! Her forsmaaede den Pythiske Sanger Apollon Ei at tage sin Bolig; Veltilfreds han i Kongens Gaard
585	Vogted det talrige Qvæg, Og i de bugtede Dale Hyrdeviser paa Fløitens Rør For de græssende Hjorder han blæste. *Første Modstrophe.* Fløitens Toner til Græsgang kaldte den spættede Los;
590	Ned steg ogsaa fra Skoven paa Othrys en Skare Løver, gule som Flammer. Rask, Apol ! til den Cithers Klang Dandsed den plettede Raae, Som paa de flygtige Fødder
595	Ned var ilet fra Fyrreskov, Ved de liflige Toner forlystet. *Anden Strophe.* Derfor boer han i qvægrigt Huus Ved den smukthenflydende Bøbiske Søe. Mod det Strøg, hvor Solen ved Qvæld
600	Standser sin Karm, til Molossernes Land Hans pløiede Marker og Sletter sig strække, Og mod det Ægæiske Hav Naaer hans Magt til den vilde Strand, Hvor Peleion hæver sin Isse. *Anden Modstrophe.*
605	Ja ! han aabned selv nu sin Dør For en Gjæst, skjøndt Taaren i Øiet ham stod, Thi han græd Fortvivlelsens Graad, Nys var hun død, hans elskede Viv. Den Brave jo stedse for Pligten er nidkjær,
610	Al Viisdom er gjemt i hans Sjel. Derfor haaber jeg tillidsfuld, At Lykke vil lønne hans Fromhed. ADMETOS. I Mænd af Pherai, som med venlig Hu kom hid ! Al Hæder er den Døde viist, og Svendene
615	Til Graven og til Baalet bære hende hen. I sige nu den hedenfarne Viv Farvel Til hendes sidste Vandring, efter gammel Skik ! CHORET. Jeg seer din Fader nærme sig med Oldingfjed, Af Svende fulgt, som til din Hustrue bær i Haand
620	Et Smykke, som kan fryde Dødning under Jord. PHERES (træder ind.) Jeg kommer, Søn ! at jamre med dig i din Sorg. Du mistet har en Hustrue, som var huld og from, Det nægter Ingen; dog at bære dette Tab, Hvor tungt det er, Nøvendigheden byder dig.
625	Modtag da dette Smykke ! lad i Jorden ned Det vorde lagt ! thi hædre maa jeg hendes Liig, Som gav sit Liv frivillig hen for dig, min Søn ! Og som mig lod beholde dig, at barnløs ei Af Græmmelse jeg Gamle skulde tæres hen.
630	Desuden har Alkestis ved sin ædle Daad Bragt Hæder over alle Qvinder paa vor Jord. O du, som frelste min Admet, og hæved mig, Da Frygt mig bøied ! hil dig ! selv i Hades' Hjem Alt Godt dig times ! Slig en Hustrue er en Skat,
635	Men ellers er det ikke værd at gifte sig. ADMETOS. Til Jordefærd du kommer; jeg har ikke hid Dig kaldt, og ei det er mig kjært at see dig her. Ei skal hun klædes i det Smykke, du har bragt, Til hendes Gravpynt har vi ei din Stads behov.
640	Godt havde Medynk klædt dig, da min Død var nær, Dog fjernt du holdt dig; du, en Olding, rolig lod Den Yngre gaae i Døden, du begræder nu. Du est forvist min Fader ei, saalidt som hun Min Moder er, der kaldes saa, og siger selv,
645	At hun mig fødte; nei ! af Trælleblod jeg randt, Og lagdes som en Bytting til din Hustrues Bryst. Klart nok du viste ved din Adfærd, hvem du er, Og fuldt og fast jeg mener, jeg er ei din Søn. Hver Dødelig du overgaaer i Modløshed,
650	Graahærdet, nær ved Livets Maal, du mangled Mod Og Villie til at gaae i Døden for din Søn, Men overlod min Frelse til en fremmed Viv, Den Eneste paa Jorden, hvem med Ret og Skjel Jeg som en Moder og en Fader ære kan.
655	Og kæmpet havde du forsand en Hæderskamp, Hvis du var død for Sønnen; stakket er jo dog Den Rest af Livet, du tilbage har endnu. Da havde jeg med hende levet hen vor Tid, Og ei forladt jeg havde hendes Tab begrædt.
660	Alt hvad den lykkelige Mand sig ønske kan, Faldt i din Lod; som Yngling blev du Landets Drot, Og fik en Søn at arve Borgen efter dig, Saa du var ikke barnløs død, og havde ei Til fremmed Plyndring efterladt et øde Huus.
665	Thi det skal ei du sige, jeg din Alderdom Ei æred nok, og ønsked Gubben i sin Grav. Bestandig stor Ærbødighed for dig jeg bar, Og fik af dig og min Moder saadan Tak. Derfor er det paa Tiden, du dig avler Børn,
670	Som pleie kan din Alderdom, og, naar du døer, Kan pynte Liget, og i Graven gjemme det, Thi ei en Haand jeg rører til din Jordefærd, Du gav mig jo til Priis for Døden; frelste mig En Anden da, saa end jeg skuer Solens Lys,
675	Ham pleied i hans Alderdom jeg som en Søn. Det er paa Skrømt, naar Gubber ønske sig at døe Med Klynken over Aldren og det lange Liv, Thi naar sig Døden nærmer, vil dog Ingen bort. Og da er Alderen dem ingen Byrde meer. CHORET.
680	Hør op ! den Sorg, som traf dig, er jo Vanheld nok; Opirr dog ei din gamle Faders Sind, Admet ! PHERES. Hvad Lydisk eller Phrygisk Slave, kjøbt for Guld, Troer du at have for dig, at du taler saa ? Du veed dog, jeg er en Thessaler, som tilforn
685	Min Fader var, og frie af Byrd trods nogen Mand. Du krænker dybt; med Ungdoms Kaadhed slynger du Dit Ord mod mig; saa føl da mine Vaabens Kraft ! Jeg avled dig, og fostred dig til Herre her I dette Huus, men døe for dig, var ei min Pligt,
690	Thi ei fra vore Fædre gik den Skik i Arv, At døe for Søn; sligt aldrig var Hellenisk Viis. Dit Liv, et frydfuldt eller sorgfuldt Liv, var dit Fra Fødslen af, og jeg dig gav hvad Pligten bød. Dit Land er stort og mange Marker jeg engang
695	Dig efterlader, dem jeg af min Fader fik. Had er min Synd da ? raned jeg din Eiendom ? Ei du for mig, saalidt som jeg for dig, skal døe; Dig fryder Livet, hvorfor da din Fader ei ? Lang Tid forvist man vandrer i de Dødes Land,
700	Troer jeg, og kort er dette Jordeliv, men sødt. Og du, som selv ved Døden krymped dig, Og over den bestemte Tid kun lever nu, Fordi du dræbte hende, du for Modløshed Mig sigter ! Kryster ! hvem en Qvinde overvandt,
705	Som gik i Døden for sin unge fagre Mand. En sindrigt Middel du mod Døden udtænkt har, Naar altid du din Hustrue overtale kan At døe for dig; og dine Venner haaner du, Som selv er feig, fordi du heller leve vil.
710	Tie ! og betænk, at elsker selv du Livet høit, Saa gjør Enhver det Samme; krænker du mig meer, Da skal du høre meget Ondt, som ei er Løgn. CHORET. For mange Bitterheder nu som før blev talt. Hør op, o Gubbe ! skjænd ei længer på din Søn ! ADMETOS.
715	Tael ! tael ! jeg beder; piner Sandheds Ord dig nu, Da burde du for Synd mod mig dig vogtet før. PHERES. Langt meer jeg havde feilet, var for dig jeg død. ADMETOS. Er det da Eet, naar Olding og naar Yngling døer ? PHERES. Eet Liv, og ikke tvende, lever Mennesket. ADMETOS.
720	Gid end du længer leve maa end Fader Zeus ! PHERES. Forbander du Forældre, som er brødefrie ? ADMETOS. Du ønsker jo at leve længe, mærked jeg. PHERES. Er ei den Dødning, du begraver, død for dig ? ADMETOS. Et Tegn, du feige Kryster ! paa din Modløshed. PHERES.
725	Siig ei, at jeg forvoldte hendes Undergang ! ADMETOS. Gid du engang kom til at trænge til min Hjelp ! PHERES. Tag mange Koner, at des Fleer kan døe for dig ! ADMETOS. Din Skam det vorder, du som skyede Døden feig. PHERES. Hvor sødt at skue Lyset, som en Gud os gav ! ADMETOS.
730	Feig er din Atttraae, blottet for Mandhaftighed. PHERES. Ei bærer du med Latter Gubbens Liig til Grav. ADMETOS. Dog skal du døe, men uden Hæder gaaer du bort. PHERES. Naar jeg er død, jeg ændser intet haanligt Ord. ADMETOS. Ak ! ak ! der er dog ingen Skam i gamle Folk. PHERES.
735	Hun der var ikke skamløs, nei ! men tankeløs. ADMETOS. Gak bort ! og lad mig stede Dødningen til Jord ! PHERES. Jeg gaaer; du, hendes Morder ! gjem du hendes Liig ! Dog vist til Regnskab dine Svogre kalde dig, Ei længer er Akastos Mand med Mod i Bryst,
740	Staaer ei han frem som Hevner af sin Søsters Blod. ADMETOS. Styrt i Fordærv med Qvinden, som dit Huus beboer ! Barnløse skal I ældes, som I har fortjent, Skjøndt Sønnen lever, thi min Dør er Eder Luft, Og skal jeg ved Herolder lydt frasige mig
745	Min Faders Huus og Arne, vel ! saa gjør jeg det. (Pheres gaaer.) Dog kommer nu ! thi bære maa man Skjebnens Slag, Og lader os til Baalet bringe Liget hen ! (Gaaer med Svendene.) CHORET. Ak du, hvis Mod din Ufærd blev, Høimodige, bedste Qvinde !
750	Farvel, dig Hermes og Hades i Skyggers Land Modtage huldt, og lønnes med Fryd De Gode hist, saa nyde du Fryd Hos Dødningekongens Dronning ! EN SVEND (kommer ud af Paladset.) Alt har jeg kjendt en Mængde Reisende, der kom
755	Fra fremmed Land at gjæste Kong Admetos' Borg, Og selv jeg har dem vartet op, men værre Gjæst End denne har jeg aldrig her i Huset seet. Først gik han fræk og dristig gjennem Borgens Port, Skjøndt selv han saae, at Kongen var forpiint af Sorg,
760	Og dernæst, skjøndt han saae vor Jammer, tog han ei Mod vore Gjæstegaver med Beskedenhed, Men jaged os, naar Et og Andet var forglemt. I Haanden han et vedbendkrandset Bøger holdt, Og drak de sorte Druers Saft saa stærk den var.
765	Til Vinens Luer om sig greb, og varmed ham; Da vikled om sin Pande han en Myrthekrands, Og sang som Hund, der hyler; dobbelt Sang nu lød: Thi saa han tralled, uanfægtet af den Sorg, Admetos leed, mens Husets Tyende med Graad
770	For Fruen sang; dog Gjæsten ei vi mærke lod, At Taaren randt, thi dette bød Admetos strengt. Saalunde jeg beværter her en fremmed Mand, Maaskee en Røver eller en forslagen Tyv, Mens hun blev ført af Huset; jeg var ikke med,
775	Og fik ved Graven ei min Frue sagt Farvel, Som mig og alle Husets Folk en Moder var, Thi tusind Gange hun os frelste fra Fortræd, Naar hendes Mand var hæftig; har jeg da ei Grund At hade ham, som midt i Sorgen gjæsted os ? HERAKLES (træder ind).
780	Hvi seer du, Svend ! saa festlig og alvorlig ud ? Ei bør en Tjener tage mod en fremmed Mand Med vrantent Blik, men møde ham med Venlighed. Men da du saae din Herres Ven i Huset her, Du modtog ham fortrædelig med rynket Bryn,
785	Og kun for Husets Sørgefærd du havde Sands. Kom hid ! at du en Smule Viisdom lære kan ! Har du begreb om Dødeliges Vilkaar ? knap; Hvor skulde du vel lært det ? vel ! saa hør mit Ord ! Det er en Lov, at alle Mennesker skal døe,
790	Og der er ingen Dødelig, som veed bestemt Idag, om han imorgen ogsaa leve skal; Thi Skjebnens Vei er dunkel, og hvorhen den gaaer, Kan ikke læres, ingen Kunst opdager den. Naar du da fatter hvad du her af mig har hørt,
795	Saa drik, vær munter, og betragt den Dag idag Som din, og husk, at Resten hører Skjebnen til ! Skat ogsaa Kypris, den Gudinde, som er meest Afholdt af Menneskene, da hun er dem huld ! Lad alt det Andet fare da og følg mit Raad,
800	Saafremt min Tale tykkes dig fornuftig talt, Som jeg formoder ! bort da med dit Klynkerie ! Lad i Paladset ind os gaae, bekrands dit Haar Og drik med mig ! thi dette veed jeg ganske vist, Naar Viin i Bægret skummer rask i Bølgegang,
805	Da klares snart dit Aasyn op, som nu er mørkt. En Dødelig bør tænke som en Dødelig; For alle dem, hvis Sind er tungt og Øie mørkt, Fortjener Livet, hvis jeg dømme skal derom, Ei Liv at kaldes, men en sand Elendighed. SVENDEN.
810	Jeg indseer det, men Huset af en Sorg blev ramt, Som ei med Sviir og Lystighed forliges kan. HERAKLES. En fremmed Qvinde her er død; tag dig ei Sligt Saa nær, da Husets Herskab er i god Behold ! SVENDEN. I god Behold ? du kjender ei til Husets Sorg. HERAKLES.
815	Jeg kjender den, naar ei din Herres Ord var Løgn. SVENDEN Sin Gjæstmildhed Admetos driver altfor vidt. HERAKLES. Hvi skulde fremmed Qvindes Død nedslaae mit Sind ? SVENDEN. Kun altfor meget hørte hun til dette Huus. HERAKLES. Er Sorg da tilstødt, som Admet har skjult for mig ? SVENDEN.
820	Friskt Mod ! vort Herskabs Kummer rører jo kun os. HERAKLES. Din Tale tyder ikke hen paa fremmed Sorg. SVENDEN. I saa Fald ei din Lystighed mig havde piint. HERAKLES. Min Vært har ikke handlet mod mig som en Ven. SVENDEN. Du kom i ubeleilig Tid her til vort Huus.
825	Vi har jo Sorg; du seer, vort Haar er skaaret af, Og vore Klæder sorte. HERAKLES. Siig da, hvem er død ? Hans gamle Fader ? eller misted han et Barn ? SVENDEN. Det er Alkestis, Kongens Hustrue, som er død. HERAKLES. Hvad siger du ? og dog I bød mig her til Gjæst ? SVENDEN.
830	Admet sig undsaae ved at lukke dig sit Huus. HERAKLES. Du Arme ! hvilken herlig Viv du mistet har ! SVENDEN. Det hele Huus tilgrunde gik ved hendes Død. HERAKLES. Jeg ahned det, da taarefyldte Blik jeg saae, Afklippet Haar og mørke Miner. Dog han fik
835	Mig til at troe, at man en Fremmed her begrov. I Sandhed ! nødig gik jeg gjennem Porten ind; Og her i Huset hos en Gjæsteven, som leed Saa stort et Tab, jeg drak og svired lystelig Med Blomsterkrandse paa mit Haar; din Skyld det var,
840	Du burde givet mig et Nys om Husets Sorg. Dog, hvor er hun at finde ? hvor er hendes Grav ? SVENDEN. Følg blot den lige Vei, som til Larissa gaaer, Saa straaler hendes Gravsted nær ved Byens Port. (Gaaer). HERAKLES. O du, mit Hjerte, som saa mangen Kummer leed !
845	Viis nu, hvad Søn Elektryons berømte Barn Alkmene fordum fødte Zeus i Tiryns Stad ! Jeg denne nys afdøde Qvinde frelse maa, Og bringe her tilbage til Admetos' Huus Alkestis, for at Gjæstfrihed kan faae sin Tak.
850	Jeg bort vil gaae, og lure paa de Dødes Drot Den sørgeklædte Thanatos, og træffer ham Forvist som han ved Graven drikker Offerblod. Frem af mit Baghold jeg da springer, griber ham, Omslynger ham med kraftig Arm, og klemmer ham
855	I Siderne, saa ingen Magt ham af min Vold Udrive skal, før Qvinden han har sluppet mig. Men gaaer jeg af mit Bytte feil, og træffer ei Dødsguden ved det blodbestænkte Offermeel, Da stiger jeg til Hades' skumle Bolig ned,
860	Og beder ham om Qvinden; og Alkestis vist Jeg fører hjem, og giver hende til min Ven, Som ei mig jaged fra sin Dør, men hused mig, Skjøndt Sorgen tungt ham trykked; dog af Høimod holdt Han Sagen skjult, at vise mig sin Agtelse.
865	Hvor i Thessalien ? hvor i Hellas findes der En Mand saa gjæstfrie ? derfor ei han sige skal, At han sit Høimod ødsled paa uskjønsom Gjæst. (Gaaer). ADMETOS. (kommer tilbage). O vee ! hvor rædsomt at træde derind ! Du tomme Huus ! hvilket grueligt Syn !
870	O vee ! hvorhen skal jeg vende mit Fjed ? Hvor finder jeg Roe ? hvor finder jeg Ord ? Ak ! helst var jeg død. Til Jammer mig fødte min Moder forsand. Jeg misunder de Døde, dem har jeg saa kjær,
875	Blandt dem jeg mig ønsker at boe; Thi det fryder mig ei, at Lyset jeg seer, Og min Fod end træder paa Jord, Saa herlig en Mage har Døden idag Mig røvet og givet til Hades.
					.
\|\|<<	<<	Wilster		>>	>>\|\|\|