Euripides: Andromache

Euripides: Andromache

\|\|<<	<<	[463-	754]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Ei er det godt, at en Mand to Hustruer har Og Sønner af tvende Mødre,
465	Thi Tvedragt og hadelig Splid i Huset de vække; Troe skal en Mand sin Hustrue forblive, Udeelt skal han hende bevare sin Elskov. *Første Modstrophe.* Ogsaa i Staten er enkelt Beherskers Magt Saa følelig ei som tvendes,
470	Thi trykkende Byrder og Oprør volde de Folket; Og mellem to medbeilende Skjalde Let Muserne Kiv og Uenighed sætte. *Anden Strophe.* Naar Storm søfarende Folk anfalder paa Hav, Og Meningen deles, hvorhen man bør styre,
475	Da kommer den kyndige Mængde tilkort Mod Førerens mindre forstandige Bud. I Huus som i Stat een Villie maa raade, Saasandt I Mennesker vil Eders Bedste. *Anden Modstrophe.* Det har Menelaos's Datter os tydelig viist,
480	Der raser som Ild mod Medbeilerinden, Og mordisk forfølger den Troiske Viv Med samt hendes Søn i rasende Harme. Ugudelig, lovløs og rædsom er Mordskyld, Engang, Fyrstinde ! din Daad du vil angre.
485	Dog hist det fastforenede Par Ved Huset jeg seer, Bestemt til at lide forsmædelig Død. Usalige Qvinde ! ynkværdige Dreng ! For Moderens Elskov du mister dit Liv,
490	Skjøndt skyldfrie selv, Mod Konningens Huus du ei dig forsynded. ANDROMACHE. *Tredie Strophe.* Her med blodige Hænder Bastet med snærende Baand Sendes jeg ned under Jorden. MELOSSOS.
495	Moder ! Moder ! jeg følger med dig. Hvilende fast dig i Favnen. ANDROMACHE. Slagtet som Offer. Til Hjelp ! Drotter i Phthia ! MOSOSSOS. O Fader ! Kom og frels dine Kjære ! ANDROMACHE.
500	Elskede Søn ! ved din Moders Bryst Hvile du skal under Jorden, Selv en Død hos en Dødning. MOLOSSOS. Vee mig ! hvad griber jeg til ? Vee os, usalige Moder ! MENELAOS. *Fjerde Strophe*
505	Drager til Hades's Hjem ! fra fiendtlig Stad I jo kom, og Døden I Begge skal see, Dobbelt Nødvendighed byder; Dig domfælder jeg selv, Hermione din Søn. Taabeligt er det forvist af en Mand
510	Fiender at skaane, hvis Fiendskab er arvet, Naar han kan rydde dem bort. Og fra Frygt befrie sine Frender. ANDROMACHE. Tredie Modstrophe. Priamos' Søn ! du min Husbond ! Gid jeg din Arm og dit Spyd
515	Havde til Hjelper i Nøden ! MOLOSSOS. Ak hvor findes en tryllende Sang, Som kunde værge mod Ufærd ? ANDROMACHE. Slyng om Beherskerens Knæe Bønlig din Arm ! MOLOSSOS. O Kjære !
520	Frels mig Arme fra Døden ! ANDROMACHE. Taarer mig rinde fra Øiets Laag, Ligesom Kilden i Skygge Ned ad Klippernes Skraaning. MOLOSSOS. Vee mig ! hvor finder jeg Hjelp ?
525	Er der ei Redning i Nøden MENELAOS. *Fjerde Modstrophe.* Hvi knæfalder du mig ? som Havets Dyb Eller Klippen ved Strand er jeg døv mod din Bøn. Hjelpe jeg maa mine Kjære; Ei er mit Hjerte mod dig til Venlighed stemt.
530	Troia mig kosted mangfoldige Liv Førend det faldt, og din Moder blev bortført; Hende du skylder den Lod, At du ned maa drage til Hades. CHORET. Hist seer jeg Peleus nærme sig, Andromache !
535	Med Ivrighed bevæger han den gamle Fod. PELEUS. Siig mig, I Qvinder og du Mand med blodig Hu ! Hvad er der her paafærde ? hvad har Ustyr voldt I Eders Huus ? hvortil slig overilet Færd ? Stands Menelaos ! døm dog først med roligt Sind !
540	Du, Fører ! skynd dig ! her at nøle synes mig En farlig Sag; min Ungdomskraft jeg ønsked ret Tilbage nu, hvis ellers nogensinde før. Først vil jeg frelse Qvinden, som en gunstig Bør I Havsnød bjerger Skibet; siig mig, med hvad Ret
545	Har disse Slaver bundet dig, og slæbe dig Med Drengen bort, som Faar med Lam til Slagterbænk, Mens jeg var borte, og din Herre reist af Land ? ANDROMACHE. Mig og min Søn de slæbe bort til blodig Død, Som selv du seer, min Gubbe ! hvad behøves Ord ?
550	Ei lød et enkelt Klageraab fra mig til dig, Nei ! i min Nød har tusind Tilbud jeg dig sendt. Den Splid, som Hermione har i Huset vakt, Har du jo hørt, og veed, hvorfor jeg dræbes skal. Nu har fra Thetis' Alter, hun, som fødte dig
555	Din bolde Søn, og hvem du ærer høit og fromt, Man bort mig slæbt; ei Lov og Dom blev mig forundt, Ei vented man, til Husets Herre kommer hjem, Nei ! men forladt og hjelpeløs man her mig saae Med denne Glut, og ham, som Intet dog forbrød,
560	Ham med hans arme Moder man nu dræbe vil. Derfor besværger jeg dig bønlig; ei med Haand Din Hage jeg berøre kan, men for din Fod, Du kjære Gubbe ! kaster jeg mig ydmyg ned; Ved alle Guder ! frels os ! ellers maae vi døe,
565	Til Skam for Eder, Olding ! og til Qval for mig. PELEUS. Flux Svende ! løser Lænken, at den arme Viv Faaer frie Hænder, eller Vee skal times Jer ! MENELAOS. Men jeg, som ei har mindre Magt, forbyder det, Og større Ret jeg over Qvinden har end du. PELEUS.
570	Hvad ? kom du hid at raade her i dette Huus ? Er dit Spartanske Herredom dig ikke nok ? MENELAOS. Jeg selv tilfange hende tog i Troias Land. PELEUS. Min Sønnesøn til Hædersgave hende fik. MENELAOS. Hans Eiendom er dog vel min, som min er hans ? PELEUS.
575	Til Veldaad, ei til Udaad, ei til Vold og Mord. MENELAOS. Dog aldrig skal du Qvinden rive mig af Haand. PELEUS. Saa skal dit Hoved farve denne Stav med Blod. MENELAOS. Ja ! rør mig, at du sande kan mit Ord ! kom kun ! PELEUS. Er du en Mand ? du Nidingsøn og Niding selv !
580	Og kan til dig man tale vel, som til en Mand ? Du, som din Hustrue af en Phryger rane lod, Da du Paladset uden Laas og Varetægt Forlod, som om din Hustrue var en dydig Viv, Hun, den Forvorpne ! - Heller ei kan Ærbarhed
585	Blandt Spartas Piger trives, om end selv de vil; Med unge Svende løbe de fra Huset bort, Med nøgne Been og i letfærdigt Klædemon, Til Veddeløb og alskens Leeg paa fælleds Plads; En hæslig Skik; og kan med Grund I undres da,
590	Om Eders Qvinder ikke tugtes op til Dyd ? Saa turde Helena vel spørge, hun som sveg Din Kjærlighed, og jublende fra Huus og Hjem Løb med en fremmed Yngling til et fremmed Land Og Hellas' Kæmper samled du for hendes Skyld
595	I Tusindtal, og førte dem mod Troias Stad. Foragt du burde Skjøgen viist, og ei et Spyd I Røre sat, men ladet hende blive der, Ja givet Guld blot for at blive hende qvit; Dog aldrig slige Tanker i din Sjel oprandt.
600	En Mængde brave Kæmpers Død du har forvoldt, Og mangen gammel Moder har du barnløs gjort, Og røvet mangen Gubbe graae hans bolde Søn, Ak ! selv er jeg en Saadan ! naar jeg seer paa dig, Seer jeg Achilles' Morder, seer en Udaads Aand.
605	Du ene kom fra Troia uden Saar og Rift, Og dine Vaaben førte du saa blanke hjem I skjønne Hylstre, som du havde did dem bragt. Derfor advared stedse jeg min Sønnesøn, Ei at besvogre sig med dig, og til sit Huus
610	Hjemføre slig en Qvindes Barn; sin Moders Skam En Brud jo bringer med sig. - Derfor Beilere ! Seer til, at dydig Moders Barn I faae til Brud ! Hvor overmodig plaged du din Broder ei, Og drev ham til en Vanvidsdaad, til Dattermord ?
615	Saa angst du var for ei at faae din Viv igjen. Da Troia faldt - thi ogsaa did jeg følger dig - Da blev din Hustrue givet dig til blodig Straf, Men da du skued hendes Barm, faldt Sværdet dig Af Haand, du klapped Skjøgen, da hun kyssed dig,
620	Og som en Vellystslave stod du Niding der. Og nu da mine Børn er borte, kommer du Og øver Vold i deres Huus, og slæber bort Til skjændig Død en stakkels Viv med hendes Søn, Som dig med samt din Datter Taarer koste skal,
625	Var han end tigang Slegfredbarn; den tørre Jord Bær ofte bedre Frugter end det fede Muld, Og tidt er Slegfred mere værd end ægte Barn. Saa reis da med din Datter ! Heller Svogerskab Og Venskaab med en fattig Mand, naar han er brav,
630	End med et Skarn af Rigmand, og et Skarn er du. CHORET. Af ringe Grund kan Tungen let en heftig Strid Blandt Menneskene vække, men den vise Mand For Kiv med sine Venner varlig vogter sig. MENELAOS. Hvorledes kan man kalde Gubber vise Mænd,
635	Selv dem, som før i Hellas stod i Rye for Kløgt, Naar du, en Peleus, en navnkundig Faders Søn, Dig selv til Skam forhaaner mig, med hvem du staaer I Svogerskab, for en barbarisk Qvindes Skyld, Hvem over Neilos', over Phasis' bølger ud
640	Du heller skulde raade mig at drive bort, Da hun fra Asien stammer, hvor Hellenske Mænd Fandt deres Død i Tusindtal for Fiendens Spyd, Og da hun selv er smittet med Achilles' Blod; Thi Paris, som med Piilskud fældede din Søn,
645	Var Hektors Broder, og Hektors Hustrue var jo hun. Og dog du dvæler under samme Tag som hun, Og spiser ved det samme Bord, ja seer med Taal, At her hun føder Arvefiender i dit Huus. Derfor af Omhu, gamle Mand ! for dig som mig
650	Jeg river Qvinden dig af Haand, og hun skal døe. Men siig, thi grundig Drøftelse gjør aldrig Skam, Ifald min Datter bliver barnløs, mens med Børn Andromache velsignes, vil til Konger da I Phthia du dem gjøre ? skal Barbarers Æt
655	I Hellas være Fyrster ? har kun du Forstand, Men jeg, fordi jeg afskyer Uret, handler vrangt ? Saa tænk dog efter ! havde til en Borger du Din Datter givet, og hun slig Behandling leed, Mon du da vilde tie ? knap; og dog med Haan
660	Du Frender laster for en fremmed Qvindes Skyld. I Ægteskaab er Krænkelsen vist lige stor, Om Konens Ret fornærmes af en utroe Mand, Hvad eller han en ukydsk Qvinde har til Viv; Og han har dog i sine Hænder megen Magt,
665	Hun Vennerog Forældre kun at stole paa. Var det da ei retfærdigt, at jeg hjalp mit Barn ? En stakkels Olding er du ! om mit Ledingstog Du taler, mig til større Gavn end om du taug. Ved Gudernes Forføining, ei ved egen Skyld
670	Leed Helena, men gavned derved Hellas' Folk; Thi før paa Kamp og Vaaben de sig slet forstod, Men nu de Krigerhæder vandt, thi Øvelsen Er jo den bedste Lærer, Mennesket kan faae. Og at jeg paa min Hustrues Liv mig ei forgreb,
675	Da hun for mine Øine kom mig, det var sindig gjort; Gid du mod Phokos havde handlet ligerviis ! Med venlig Hu og ei med Vrede har jeg talt, Men fnyser du, da er i Skvalder du forsand Min Overmand, som jeg er din i Sindighed. CHORET.
680	Ophører dog at kives, det er vistnok bedst, At I ei Begge lige Skyld paadrage Jer ! PELEUS. Vee mig ! i Hellas hersker der en hæslig Skik ! Naar Seierstegn opreises efter vundet Slag, Da kalder man det ei et Værk af Hærens Mænd,
685	Feltherren ene høster Roes og Priis derfor, Skjøndt kun som Een blandt Tusind han sin Landse svang. Og ei i Kampen gjorde meer end enkelt Mand. Tit seer en Stats Magthavere paa Folket ned Med haanligt Hovmod, skjøndt de selv er Uslinger,
690	Mens menig Mand har tusind Gange mere Kløgt, Kun at han Villie mangler eller Dristighed. Saaledes dig, saaledes det din Broder gaaer, I bryste Jer af Seiren og af Troias Fald, Skjøndt Andres Kamp og Sved forskaffed Eder Glands.
695	Men nu skal strax jeg vise dig, at Paris selv Ei mere fiendsk dig været har, end Peleus er, Saafremt du ei paa Stedet rømmer dette Huus Med samt din golde Datter, hvem min Sønnesøn Vist ud af Huset slæber snart ved Haarene.
700	Fordi hun selv ufrugtbar intet Afkom fik, Hun taaler ei, at andre Qvinder føde Børn. Og er det rigtig handlet, at du vore Børn Os røve vil, fordi din Datter ingen har ? Af Veien, Trælle ! jeg maa see, om Nogen vil
705	Forbyde mig at løse denne Qvindes Baand. Stat op, du Stakkel ! at jeg med min svage Haand Kan løse disse Remmes Knudefletninger. Hvi har du Niding snøret hendes Hænder saa ? En Tyr, en Løve gjaldt det vel at binde her ?
710	Befrygted du, hun skulde gribe Sværd mod dig Og hevne sig ? - Kom hid til mig, min Dreng ! og hjelp Din Moders Baand at løse ! til en Avindsmand Af disse skal i Phthia jeg optugte dig. Men viid, fraregnet Vaabenrye og Krigermod
715	Er I Spartaner intet fremfor andre Folk. CHORET. En Oldings Sind er saare let i Oprør bragt, Og vanskelig han styre kan sin Hidsighed. MENELAOS. Til Skjeldsord har du megen Hang; dog jeg vil ei Paa mit Besøg i Phthia øve voldsom Daad,
720	Men ikke heller taale slet Behandling selv. Derfor vil nu jeg drage hjem, helst da min Tid Er saare knap, thi nær ved Sparta ligger der En Bye, som hidtil venlig sindet var mod os, Men fiendtlig nu; mod denne vil jeg med en Hær
725	I Marken rykke, for at undertvinge den. Men naar jeg efter Ønske denne Sag har endt, Saa kommer jeg, for Mand mod Mand min Svigersøn At lære, eller lære selv, hvad der er Ret. Hvis han Andromache da straffer, og mod os
730	Er sindig, skal han møde samme Sindighed Hos mig, men er han hidsig, er jeg hidsig med, Og samme Skjel, som han gjør mig, gjør jeg da ham. Hvad dine Haansord angaaer, dem jeg bærer let; Afmægtig som den tomme Skygge taler du,
735	Til Alt udygtig uden blot til Skvaldersnak. (Gaaer.) PELEUS. Kom hid, min Dreng, og vær min Fører ! lad min Arm Til dig og til din stakkels Moder støtte sig ! I sikker Havn I landed efter heftig Storm. ANDROMACHE. O Himlens Guder signe dig og al din Slægt,
740	Du Gamle ! som mig Stakkel og min Søn har frelst ! Men vogt dig ! let kan disse Folk paa øde Vei Fra lønligt Skjul ved Overfald mig føre bort, Da de jo see, at du er gammel, jeg kun svag, Og Drengen her en Pebling; vær forsigtig da,
745	At Frelsen nu ei siden vorder Fangenskab ! PELEUS. Kom ei til mig med denne feige Qvindesnak ! Gaae freidig ! hvo vil røre dig ? Vee rammer den, Som vover det; ved Guders Gunst har jeg som Drot I Phthia mange Væbningsmænd og Ryttere.
750	Og jeg er flink, ei svag og aflægs som du troer, Blot jeg mit Øie hefter paa en Mand som ham, Har jeg, saa gammel som jeg er, strax vundet Seir. En modig Olding tvinge kan en Ynglingflok, Hvad Gavn har vel en Kryster af sin Legemskraft ? (De gaae.)
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|