Euripides: Andromache

Euripides: Andromache

\|\|<<	<<	[755-	984]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Strophe.*
755	Gid jeg aldrig var fød, eller fød af et glimrende Huus, Som deelte med mig sin Rigdom og Glands ! Rammes af Sorg den høibyrdige Stormand, Aldrig paa Hjelp det mangle ham vil. Stammer en Mand fra berømmelig Slægt,
760	Følger ham Hæder og Rye; den rindende Tid Ei udsletter hans Minde; hans Dyd Straaler selv efter Døden. *Modstrophe.* Før undvære man Seir, naar den ikke med Æren bestaaer, End Retfærd man krænke med Vold og af Had;
765	Saadan en Seir er vel fød, mens den vindes, Men uden Frugt henvisner den snart, Slægten til Skam i den kommende Tid. Derfor jeg priser og vælger mig saadant et Liv, Hvor ei Magten i Huus eller Stat
770	Retfærds Love kan bryde. *Eftersang.* Olding af Aiakos' Blod ! Grandt jeg veed, at du drog med Lapithernes Folk Fordum til Kamp mod de kjække Kentaurer. Og du var med paa det glimrende Tog,
775	Da Argo paa Fart til det gjæstløse Hav Stævned forbi Symplegadernes Klipper; Og da Kronions navnkundige Søn Hevned sig blodig paa Ilions Stad, Deelte du Heltens Bedrift og Roes,
780	Før til Europa tilbage du vendte. HERMIONES AMME (træder ind). I kjære Qvinder ! hvilke Rædsler denne Dag Dog over Huset bringer ! Sorg afløser Sorg. Min høie Frue, Hermione mener jeg, Som af sin Fader er forladt, og føler selv
785	Sin Skyld, at hun Andromache med hendes Barn Ombringe vilde, vil nu selv aflive sig Af Angst, at haanlig hendes Mand af Huset ud Skal hende drive, eller tage blodig Straf, Fordi hun vilde myrde dem, hun burde mindst.
790	Et Reeb hun allerede slynged om sin Hals, Og kun med Nød afværged Husets Svende det, Og vristede et draget Sværd af hendes Haand. Saa stor er hendes Jammer, og hun indseer nu, At ei hun handled rigtig, men det greb mig an,
795	At hjelpe med at redde min Fyrstindes Liv. I kjære Qvinder ! træder da i Huset ind, Og forebygger hendes Død; thi gammel Ven Har ei saa megen Magt som nye, der træder til.. CHORET. Fra Huset kan jeg høre Skrig af Svendene,
800	Som jamre for den Gjerning, du beretted os. Men sikkert vil den Arme vise selv, hvor dybt Sin Synd hun føler, thi for Svendene hun flyer, Og styrter ud af Huset, fast bestemt at døe. HERMIONE. O vee mig ! vee !
805	Jeg afriver mit Haar, Mit Legem tilblods jeg med Neglene kradser. AMMEN. Mit Barn ! hvad gjør du ? skjænder du dit Legem saa ? HERMIONE. Ak, vee ! ja vee ! Fra Lokkerne bort
810	Fiintvævede Slør ! far hen gjennem Luften ! AMMEN. Bedæk din Barm ! hyl Sløret sammen om dit Bryst ! HERMIONE. Hvad Gavn, at med Slør jeg dækker mit Bryst ? Jeg dækker dog ei den skinbarlige Synd, Jeg begik mod min Husbond. AMMEN.
815	Dit Mordanslag mod Slegfredqvinden smerter dig ? HERMIONE. Ja sukke jeg maa for den fiendtlige Daad, Jeg vovede fræk, jeg forbandede Viv, Hvem Alle forbande. AMMEN. Tilgive vil din Ægtefælle denne Synd. HERMIONE.
820	Hvi rev du mig Sværdet af Haand ? O giv mig det, at jeg kan støde dets Od Mod mit bryst ! forhold mig ei Strikken ! AMMEN. Skal jeg din Død fremskynde, du Afsindige ? HERMINE. O Jammer og Qval ! gid Ild fortæred mig brat !
825	Gid svæve jeg kunde til Klippernes Top, Til det bølgende Hav eller Bjergenes Skov Og døende drage til Hades ! AMMEN. Hvi raser du ? den Skjebne, Guder har bestemt, Hver Dødelig maa ramme tidlig eller seent. HERMIONE.
830	O Fader ! Dit Barn du forlod Som det eensomme Skib under Strand, Der har mistet sit Roer. Han myrder, han myrder mig, ja ! Ei meer skal i Kamret jeg boe,
835	Hvor jeg hvilte som Brud. Hvad Guddom skal bønlig jeg vende mig til ? Skal slavisk jeg ned for Slavinden mig kaste ? O var jeg den Fugl med de graalige Fjær ! O var jeg det Skib, det ældste, der bygtes af Gran,
840	Som seilede langs med den blaalige Kyst, At fra Phthia jeg bort kunde fare ! AMMEN. Ei priste jeg den Heftighed, du viste før, Mit Barn ! da du mod Troerinden dig forgik; Ei heller nu jeg prise kan din svare Frygt,
845	Saa let vil jo din Husbond ei forskyde dig, Besnæret af barbarisk Qvindes onde Snak; Dig har han ei fra Troia ført som Fange hjem, Nei ! rigt udstyret som en hædret Konges Barn Blev du hans Brud, og mægtigt er dit Fødeland.
850	Frygt ikke heller, at din Fader svigter dig, Og taaler, at du jages ud af dette Huus: Men gak nu ind, at Ingen dig herude seer, I Vanrye let du kunde komme, kjære Barn ! Hvis man i slig Forfatning dig herude saae. CHORET.
855	En ubekjendt, fra fremmed Egn hidkommen Mand Optræder hist; med stærke Skridt han nærmer sig. ORESTES (træder ind). I gode Qvinder ! siger mig, om dette Huus Tilhører Phthias bolde Drot, Achilles' Søn. CHORET. Ja, ganske vist; men hvem er du, som spørger saa ? ORESTES.
860	Jeg er Orestes, Drotten Agamemnons Søn Og Klytaimnestras; til Dodona vandrer jeg Til Zeus's Tempel; og da Veien førte mig Til Phthia, maatte jeg dog forespørge mig, Om end min Frænke lever, og er lykkelig,
865	Spartanerinden Hermione; langt fra os Hun boer, men er os derfor ikke mindre kjær. HERMIONE. O Søn af Agamemnon ! du, som viser dig Som Havn i Storm for Skipperen; ved dine Knæe Jeg beder dig, forbarm dig over mig, som her
870	Du seer i Sorg og Jammer; som en Oliegreen Jeg mine Arme bønlig slynger om dit Knæe. ORESTES. Hvordan ? bedrager Synet mig, hvad eller seer Jeg her Paladsets Frue, Menelaos' Barn ? HERMIONE. Ja ! hende seer du, Tyndariden Helenas
875	Og Menelaos' Datter, deres Eneste. ORESTES. O hulde Phoibos ! end den arme Qvindes Nød ! Har Guder eller Mennesker forvoldt dig Sorg ? HERMIONE. Deels ligger Skylden hos mig selv, deels hos min Mand, Deels hos en Guddom; Jammer trindt omspænder mig. ORESTES.
880	Hvad skulde Hustrue jamre for, som ei har Børn, Undtagen Sorg, som angaaer hendes Ægtemand ? HERMIONE. Min Sorg er just en saadan; snildt du fritter mig. ORESTES. For anden Elskov har han dig tilsidesat ? HERMIONE. Til Frille tog han en Slavinde, Hektors Viv. ORESTES.
885	Den Mand, som søger dobbelt Elskov, handler slet. HERMIONE. Ja viselig ! og derfor pønsed jeg paa Hevn. ORESTES. Og Hevnen gjaldt vel Qvinden efter Qvindeskik ? HERMIONE. Ja hendes Liv og Slegfredbarnets gjaldt min Hevn. ORESTES. Blev Drabet fuldbragt, eller hvo forhindred det ? HERMIONE.
890	Den gamle Peleus, som beskytter ringe Folk. ORESTES. Hvem havde du at hjelpe dig til blodig Hevn ? HERMIONE. Min Fader, som af denne Grund fra Sparta kom. ORESTES. Blev han da overvunden af en Oldings Haand ? HERMIONE. Af Skam han veeg, og efterlod mig ene her. ORESTES.
895	Og nu forvist du skjælver for din Husbonds Hevn ? HERMIONE. Ja ! billig er hans Harme; hvad undskylder mig ? Derfor ved Zeus, hiin Frendskabs Gud jeg bønlig dig Besværger, før mig bort, langt bort fra dette Land, Helst til min Faders Bolig, thi det tykkes mig
900	At dette Huus har faaet Røst, og raaber: bort ! Og Phthias Folk mig hader; kommer nu min Mand Forinden hjem fra Phoibos' Tempel, myrder han Mig grusomt, eller til Slavinde han mig gjør Hos Frillen, som har hidtil maattet lystre mig.
905	Nu vil man spørge, hvad der fristed mig til Synd ? Samqvem med slette Qvinder blev min Undergang, Som idelig oppusted mig med disse Ord: En usel Trælqvind lever i det eget Huus I Bolskab med din egen Husbond: vil du taale det ?
910	Ved Here ! boede hun hos mig, og smitted frækt Min Ægteseng, da saae hun aldrig Lyset meer. Ved disse trædske Qvinders Øretuderie, Der lokked mig som gjøglende Sirenesang, Blev jeg til Daarskab pustet op; hvi vilde jeg
915	Saa for min Mand mig ængste ? jeg besad jo Alt, Jeg var jo Husets Herskerinde, jeg var rig, Jeg kunde føde Ægtebørn, men hendes kun Som slegfred halve Slaver blev af mine Børn. Og aldrig, aldrig - lad mig tit gjentage det !
920	Nei aldrig bør en Ægtemand, naar han er viis, Tilstede Fruentimmer Adgang i sit Huus, Thi det er dem, som lære Konen alskens Ondt: Een undergraver hendes Dyd for Vindings Skyld, Een lokker hende til den Synd, hun selv begik,
925	Og Kaadhed driver Mange; da er det forbi Med Mandens hele Lykke. Derfor, Ægtemænd ! Tillukker Eders Døre vel med Laas og Slaae ! Besøg af fremmed Qvindfolk bringer Eders Huus Ei mindste Godt, men volder ofte stor Fortræd. CHORET.
930	Du ivrer dig for heftig mod dit eget Kjøn Tilgivelig er nu din Harme, bedre dog Det anstaaer Qvinden, at besmykke Qvindens Feil. ORESTES. Den Mand var viis, som Mennesket den Lære gav, At høre begge Parter, før man fælder Dom.
935	Vel kjendte jeg Forstyrrelsen i dette Huus Og hele Striden mellem dig og Hektors Viv, Men dog jeg tøved, om du vilde blive her, Hvad eller for Slavinden du dig ængsted saa, At bort du vilde drage fra dit Huus og Hjem;
940	Og derfor er jeg kommen uden Bud fra dig, Ifald du selv mig bad derom, som du har gjort, For strax dig bort at føre, du var fordum min, Din Fader sveg mig, og du blev en Andens Viv; Thi førend han mod Troia drog, gav han mig dig
945	Til Brud, men siden loved han dig til den Mand, Du nu har ægtet, hvis han styrted Troias Stad. Da nu fra Krigen Neoptolemos kom hjem, Tilgav jeg vel din Fader, men Achilles' Søn Jeg bad at afstaae dig til mig, og skildred ham
950	Min Qval, hvordan af Venner jeg en Brud maaskee Mig kunde faae, men vanskelig af Fremmede, Jeg var jo en fordreven Flygtning fra mit Hjem. Men haanlig han mig høre lod min Moders Drab, Og nævnte spodsk Gudinderne med blodrødt Blik;
955	Og jeg, ydmyget ved den Synd, som trykked mig, Jeg sørged; Modgang bød mig tvinge Hjertets Harm, Og kummerfuld jeg vandred bort, berøvet dig. Nu derfor, da din Skjebne har forandret sig, Og du i slig en Vaande hjelpeløs er stedt,
960	Nu vil jeg hjem dig føre til din Faders Huus. CHORET. Stor Magt har Slægtskab, og i Nøden bedre Hjelp Ei gives, end en Frende, naar han er vor Ven. HERMIONE. Mit Giftermaal min Fader selv bestemme maa, Selv har jeg ingen Raadighed i denne Sag.
965	Men bring mig snarest mulig bort fra dette Huus, At ikke Neoptolemos skal komme hjem Forinden, eller Peleus os med Hest og Karm Forfølge, naar han hører, jeg har Huset rømt. ORESTES. Vær kun for Gubben rolig ! lad Achilles' Søn
970	Ei heller dig forskrække, skjøndt han krænked mig, Thi for hans Liv har denne Haand med lønlig List En Snare lagt, hvis uopløselige Baand Skal hilde ham; dog derom nu jeg tie vil. Men snart skal Delpherklippen see det sat iværk;
975	Thi holde mine Venner hist i Pythos Land Den Eed, de svoer mig, da skal Modermorderen Ham lære, hvad det var at røve mig min Brud. Sig selv til Ufærd kræved han Apollon frækt Til Ansvar for sin Faders Død, og hjelpe kan
980	Hans Anger ei, thi Phoibos kalder ham til Straf; Thi Gudens Hevn og Anken, jeg har mod ham ført, Skal fælde ham, mit Fiendskab han fornemme skal. Naar Guder hade Dødelig, da styrte de Ham i Fordærv; ei taale de hans Overmod.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|