|
|
|
[853-
|
970] |
|
>>||| |
|
.
|
|||||
| CHORET.
Strophe. Skal jeg i natlige Chor Løfte herefter min skinnende Fod |
|||||
| 855 | Glad
i den Bacchiske Dands,
Strækkende munter min Hals Ud i den duggede Luft som en Raae, Legende froe paa de græsklædte Vange, Naar fra den lurende Jagt |
||||
| 860 | Og
fra de flettede Garn
Den sig har reddet ved Flugt, Medens med gjaldende Raab Jægeren hidser til Løb sine Hunde; Og med Besvær, dog rap som en Storm |
||||
| 865 | Springer
til Engen den hen
Langs med den rindende Bæk Ind i den skyggende, løvrige Skov, Glad ved at finde sig ene. Hvad er det Vise ? hvad skjønnere Lod |
||||
| 870 | Skjenkede
Guderne Menneskens Slægt,
End over Fiendernes Isse Mægtig at strække sin seirende Haand ? Hvad der er skjønt, er elsket af Alle. Modstrophe.
|
||||
| 875 | Reiser
sig Gudernes Vælde til Straf
Over hvert Menneskes Barn, Som sig formasted til Synd, Og som med selvklog rasende Hu Glemte de salige Guder at ære. |
||||
| 880 | Længe
de skjule forsand
Snildt deres Fjed, naar paa Jagt Efter en Synder de gaae. Ud over Vedtægt og Lov Aldrig et Menneskes Tanke bør gruble. |
||||
| 885 | Let
er den Troe, og koster ei stort,
At hvad saa Guddommen er, Har den umaadelig Magt, Og hvad der gjaldt gjennem Tidernes Løb, Det har Naturen begrundet. |
||||
| 890 | Hvad
er det Vise ? hvad skjønnere Lod
Skjenkede Guderne Menneskens Slægt, End over Fiendernes Isse Mægtig at strække sin seirende Haand ? Hvad der er skjønt, er elsket af Alle. Eftersang. |
||||
| 895 | Lykkelig
den, som fra Havets Bølger
Redded sit Liv, og naaede Havn ! Men ogsaa lykkelig den, som kjækt Hæver sig over Bekymring og Sorg. Rigdom og Magt er ulige fordeelt. |
||||
| 900 | Tusind
Haab har Mennesket dog
End tilbage; med Held Krones tilsidst mangt Haab, Ofte dog see vi det tomt hensvinde. Lykkelig kalder jeg den, hvis Liv |
||||
| 905 | Glad
henrinder fra Dage til Dage
DIONYSOS
(træder ud).
|
||||
| 910 | Din
Moder at bespeide fra et lønligt Skjul.
Man skulde troe, du een af Kadmos' Døttre var. PENTHEUS.
|
||||
| 915 | Og
af din Pande tvende Horn er Voxet ud;
Du var vel før et Rovdyr, nu er du en Tyr. DIONYSOS.
PENTHEUS.
|
||||
| 920 | Eller
Agaue, da jo hun min Moder er ?
DIONYSOS.
PENTHEUS.
|
||||
| 925 | Og
Lokken kom af Lave ved Bevægelsen.
DIONYSOS.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
|
||||
| 930 | Naaer
ei paa begge Sider ned til Fødderne.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
PENTHEUS. |
||||
| 935 | Men
skal i høire eller venstre Haand min Stav
Jeg tage, for at ligne Bacchantinderne ? DIONYSOS.
PENTHEUS.
|
||||
| 940 | Mænader
kan paa mine Skuldre bære bort ?
DIONYSOS.
PENTHEUS.
DIONYSOS. |
||||
| 945 | Forstyr
dog hine Klipper ei, som Nympherne
Beboe, og Pan opliver med sit Fløitespil ! PENTHEUS.
DIONYSOS.
|
||||
| 950 | Naar
Bacchantinder lønlig du bespeide vil.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
PENTHEUS. |
||||
| 955 | Ledsag
mig midt igjennem Thebens Stad og Land;
Jeg er af Mænd den Eneste, som voved Sligt. DIONYSOS.
|
||||
| 960 | Hjem
skal en Anden føre dig.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
PENTHEUS.
DIONYSOS.
PENTHEUS.
DIONYSOS. |
||||
| 965 | Stor
er du, Drot ! og stort det Værk du skrider til,
Og derfor skal til Himlen hæve sig dit Rye. Agaue ! du og dine Søstre, Kadmos' Børn, Udstrækker Eders Arme ! til en vældig Kamp Den unge Drot jeg fører, Bromios og jeg |
||||
| 970 | Skal seire; Resten læres vil af Sagen selv. | ||||
|
(De
gaae.)
|
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Wil
|
ster |
|
|