Euripides: Bacchantinderne
||<<
<<
[853-
 970]
>>
 >>|||
.
CHORET.
Strophe.
Skal jeg i natlige Chor 
Løfte herefter min skinnende Fod
855 Glad i den Bacchiske Dands, 
Strækkende munter min Hals 
Ud i den duggede Luft som en Raae, 
Legende froe paa de græsklædte Vange, 
Naar fra den lurende Jagt
860 Og fra de flettede Garn 
Den sig har reddet ved Flugt, 
Medens med gjaldende Raab 
Jægeren hidser til Løb sine Hunde; 
Og med Besvær, dog rap som en Storm
865 Springer til Engen den hen 
Langs med den rindende Bæk 
Ind i den skyggende, løvrige Skov, 
Glad ved at finde sig ene. 
Hvad er det Vise ? hvad skjønnere Lod
870 Skjenkede Guderne Menneskens Slægt, 
End over Fiendernes Isse 
Mægtig at strække sin seirende Haand ? 
Hvad der er skjønt, er elsket af Alle. 

Modstrophe.
Langsomt, men sikkert forsand,
875 Reiser sig Gudernes Vælde til Straf 
Over hvert Menneskes Barn, 
Som sig formasted til Synd, 
Og som med selvklog rasende Hu 
Glemte de salige Guder at ære.
880 Længe de skjule forsand 
Snildt deres Fjed, naar paa Jagt 
Efter en Synder de gaae. 
Ud over Vedtægt og Lov 
Aldrig et Menneskes Tanke bør gruble.
885 Let er den Troe, og koster ei stort, 
At hvad saa Guddommen er, 
Har den umaadelig Magt, 
Og hvad der gjaldt gjennem Tidernes Løb, 
Det har Naturen begrundet.
890 Hvad er det Vise ? hvad skjønnere Lod 
Skjenkede Guderne Menneskens Slægt, 
End over Fiendernes Isse 
Mægtig at strække sin seirende Haand ? 
Hvad der er skjønt, er elsket af Alle. 

Eftersang.
895 Lykkelig den, som fra Havets Bølger 
Redded sit Liv, og naaede Havn ! 
Men ogsaa lykkelig den, som kjækt 
Hæver sig over Bekymring og Sorg. 
Rigdom og Magt er ulige fordeelt.
900 Tusind Haab har Mennesket dog 
End tilbage; med Held 
Krones tilsidst mangt Haab, 
Ofte dog see vi det tomt hensvinde. 
Lykkelig kalder jeg den, hvis Liv
905 Glad henrinder fra Dage til Dage 

DIONYSOS       (træder ud).
Du som har Lyst at skue hvad du ei bør see, 
Og tragter efter det Forbudne, Pentheus ! kom ! 
Træd ud af Kongeborgen, viis dig for mit Blik 
I Qvindedragt, som Bacchantinde smykket ud,
910 Din Moder at bespeide fra et lønligt Skjul. 
Man skulde troe, du een af Kadmos' Døttre var. 

PENTHEUS.
Forsand mig synes, at jeg tvende Sole seer, 
Og dobbelt seer jeg Staden med dens Porte syv. 
Du selv, som gaaer foran mig, tykkes mig en Tyr,
915 Og af din Pande tvende Horn er Voxet ud; 
Du var vel før et Rovdyr, nu er du en Tyr. 

DIONYSOS.
Den Gud, som fordum var os gram, ledsager os 
Beskjermende; nu seer du hvad dit Blik bør see. 

PENTHEUS.
Hvem finder du jeg ligner, enten Ino meest,
920 Eller Agaue, da jo hun min Moder er ? 

DIONYSOS.
Det er som om jeg saae dem selv, naar dig jeg seer; 
Men denne Lok er gleden løs, den sidder ei 
Som under Diademet jeg den fæsted nys. 

PENTHEUS.
Derinde sprang jeg med Bacchantisk Iver om,
925 Og Lokken kom af Lave ved Bevægelsen. 

DIONYSOS.
Lad mig ophefte den igjen; jeg trolig dig 
Tilhaande gaaer; hold Hovedet lidt op imens ! 

PENTHEUS.
Ja ! pynt du mig ! til dig jeg ganske mig betroer. 

DIONYSOS.
Dit Bælte har sig løsnet, og dit side Slør 
930 Naaer ei paa begge Sider ned til Fødderne. 

PENTHEUS.
Nei ! ikke her ved høire Fod, det seer jeg selv, 
Men her til Venstre rækker det til Anklen ned. 

DIONYSOS.
Din bedste Ven du vist mig kalder, naar du seer 
Imod Forventning Disse Qvinders Ærbarhed. 

PENTHEUS.
935 Men skal i høire eller venstre Haand min Stav 
Jeg tage, for at ligne Bacchantinderne ? 

DIONYSOS.
I høire; men til samme Tid din høire Fod 
Du løfte skal; hvor herligt, at du skifted Sind ! 

PENTHEUS.
Mon jeg Kithairons Klipper og den hele Flok
940 Mænader kan paa mine Skuldre bære bort ? 

DIONYSOS.
Du kan det, hvis det lyster dig; før var din Sjel 
Ei ganske karsk, nu er den som den være bør. 

PENTHEUS.
Behøves Stænger ? eller kan jeg rokke det 
Med Arm og Skulder, og oprykke det med Haand ? 

DIONYSOS.
945 Forstyr dog hine Klipper ei, som Nympherne 
Beboe, og Pan opliver med sit Fløitespil !

PENTHEUS. 
Ja ganske sandt ! med Overlast bør Qvindfolk ei 
Betvinges; under Fyrretræer jeg skjuler mig. 

DIONYSOS. 
Du vil dig skjule, som du vistnok skjules maa,
950 Naar Bacchantinder lønlig du bespeide vil. 

PENTHEUS. 
Jeg haaber vist i Elskovsleiets søde Garn 
At fange dem som Fugle bag det tætte Krat. 

DIONYSOS. 
Og derfor drager altsaa du som Speider ud, 
Til Fangst maaskee, hvis ikke selv du fanges først. 

PENTHEUS.
955 Ledsag mig midt igjennem Thebens Stad og Land; 
Jeg er af Mænd den Eneste, som voved Sligt. 

DIONYSOS. 
Ja, Pentheus ! og den Eneste, som for din Stad 
Anstrenger sig; en Kamp, dig værdig, venter dig. 
Kom, følg mig ! trygt jeg skal ledsage dig derhen,
960 Hjem skal en Anden føre dig. 

PENTHEUS. 
                    Min Moder vist. 

DIONYSOS. 
I Folkets Paasyn aabenlyst. 

PENTHEUS. 
                    Det ønsker jeg. 

DIONYSOS. 
Du bæres hjem. 

PENTHEUS. 
                    Du mener jeg er magelig. 

DIONYSOS. 
Paa Moders Arm. 

PENTHEUS. 
                    Til Blødhed vil du tvinge mig. 

DIONYSOS. 
Til slig en Blødhed. 

PENTHEUS. 
                    Rask jeg gaaer til værdig Daad. 

DIONYSOS.
965 Stor er du, Drot ! og stort det Værk du skrider til, 
Og derfor skal til Himlen hæve sig dit Rye. 
Agaue ! du og dine Søstre, Kadmos' Børn, 
Udstrækker Eders Arme ! til en vældig Kamp 
Den unge Drot jeg fører, Bromios og jeg
970 Skal seire; Resten læres vil af Sagen selv.
(De gaae.) 
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||