Euripides: Medeia
||<<
<<
[410-
 618]
>>
>>|||
.
CHORET.
Første Strophe.
410 Nu Floderne rulle tilbage mod Kilde, 
Nu Retfærd og Alt omskiftes paa Jord, 
Thi Mændenes Tanke kun pønser paa Svig, 
Og Eden er ikke dem hellig. 
Nu vender sig Rygtet, nu Hæder skal smykke vort Liv,
415 Herefter til Ære skal stige vort Kjøn, 
Og befries skal Qvinden fra skurrende Vanrye. 

Første Modstrophe. 
Ei Muserne længer om Qvindens Utroskab 
Skal qvæde, som fordum i Sangen var Skik, 
Da Sangenes Lærer Apollon sin Kunst
420 I Qvindernes Sjel ikke lagde, 
Til Lyren at synge; thi ellers til Mændenes Spot 
Vor Sang havde skingret; de Tider, som randt, 
Har jo Meget paa Mænd som paa Qvinder at laste. 

Anden Strophe. 
Bort fra Fædres Bolig drog du med rasende Hjerte,
425 Mellem tvende Klipper gik over Bølgen din Fart; 
Nu i fremmed Land du boer, 
Tabt du har din Ægtefælle, 
Sengen staaer som Enkens Seng, 
Og beskjæmmet nu som Flygtning
430 Jages du af Landet ud, 

Anden Modstrophe. 
Hellig Eed er svunden, Skam er ei længer at finde 
I det store Hellas; bort den til Himmelen fløi, 
Du har intet Fædehuus 
Til en Havn i Storm og Uveir,
435 Og fra Huus og Ægteseng 
Har en mægtig Kongedatter, 
Arme Qvinde ! dig fortrængt. 

IASON      (træder ind). 
Ei saae jeg nu for første Gang, men ofte før, 
At heftig Harme volder redningsløst Fordærv.
440 Du kunde jo forblive her i Land og Huus, 
Men Overherrens Villie bar du ei med Taal. 
Og nu du landsforvises for din Daaresnak. 
Jeg selv er hævet over Sligt; bliv du kun ved, 
At kalde mig den værste Mand, som Jorden bær !
445 Men viid, at Landsforviisning er lemfældig Straf 
For hvad mod Kongen og hans Huus du spodsk har talt. 
Jeg styred Kongens Harme, naar mod dig han fnøs, 
Og Lov jeg vilde skaffe dig at blive her, 
Men du fremtured i din Daarskab, talte frækt
450 Om Kongehuset, og Forviisning blev din Løn. 
Alligevel jeg fordums Venner svigter ei, 
Og hid jeg kommer for at sørge for din Tarv, 
At ei du skal med dine Børn af Landet gaae 
I Trang og Nød; Landflygtighed har meget Ondt
455 I Følgeskab, og skjøndt jeg veed, du hader mig, 
Kan jeg mod dig dog aldrig vorde fiendtlig stemt. 

MEDEIA. 
Du Afskum ! thi med Tungen dog, med dette Ord, 
Du mageløse Niding ! jeg dig tugte kan. 
Min træder du for Øine, du som er forhadt
460 Af Guder, mig og Menneskenes hele Slægt ! 
At see den Ven i Øiet, som man krænked dybt, 
Det kaldes ei Forvovenhed og dristigt Mod, 
Det kaldes Uforskammethed, den værste Sot, 
Som dødelig befænge kan; dog godt, du kom,
465 Thi lettes vil mit Hjerte, naar jeg taler skarpt, 
Til dig, og du vil pines ved at høre det. 
Og først jeg med det Første da begynde vil: 
Jeg frelste dig, som hver Hellenisk Mand jo veed, 
Der stævnede paa Skibet Argo med os hjem,
470 Da sendt du blev at kobble Tyrene for Plov, 
Som spruded Ild, og mordisk Frøe udsaae paa Vang. 
Den Drage, som i Bugter om det gyldne Skind 
Sig snoede, og med søvnløst Øie vogted det, 
Den dræbte jeg, og Frelsens Lys udgik fra mig.
475 Jeg troløs sveg min Fader og min hele Slægt, 
Og fulgte dig til Iolkos hjem ved Pelions Fjeld, 
Henreven af mit Hjerte, mod Fornuften døv. 
Jeg dræbte Pelias, jeg ham gav den værste Død, 
For Døttres Haand, og jeg betog dig al din Frygt.
480 Og du, til Tak for min Velgjerning, usle Mand ! 
Du mig forskjød, og kaared dig en anden Viv, 
Skjøndt du har Børn; ja hvis du var en barnløs Mand, 
Da var der dog Undskyldning for dit Giftermaal. 
Du brød din Eed; siig ! troer du, at de Guder da,
485 Som hersked dengang, ikke længer herske nu, 
Og at man nu har indført anden Lov paa Jord, 
Da selv du veed, at Meeneed du mod mig begik ! 
Ha ! denne Haand, som mangen Gang du trykked ømt ! 
Ha dette Skjød ! hvor skrømtet var hans Venlighed,
490 Den slette Mand ! hvor grusomt glipped alt mit Haab ! 
Velan ! til dig jeg tale vil som til en Ven, 
Skjøndt Godt af dig jeg venter ei, jeg taler dog, 
Thi naar jeg spørger, træder bedst din Slethed frem: 
Hvorhen skal jeg mig vende ? til min Faders Huus ?
495 Ham og mit Land forraadte jeg, og fulgte dig; 
Til Pelias's arme Døttre ? gjæstmildt vist 
De hused den, der voldte deres Faders Død. 
Ja ! saadan er jeg faren ! hjemme hver en Ven 
Jeg blev forhadt, og alle dem, jeg burde mindst
500 Voldt Ondt, har jeg for din Skyld mig til Fiender gjort. 
Dog Vederlag jeg fik jo, lykkelig som faa 
Hellenske Qvinder er dog jeg, som fik en Mand 
Som dig, beundret, trofast, ak ! jeg arme Viv, 
Som landsforviist og venneløs omvanke skal
505 Med mine Børn ! o herlig Roes for nygift Mand, 
At Børnene med deres Moder, som hans Liv 
Har frelst, maae tigge deres Brød fra Dør til Dør. 
O Zeus ! hvi gav du Mennesket saa sikkre Tegn, 
Hvorved han let kan skjelne falsk fra ægte Guld,
510 Og fatte dog paa Mandens Aasyn intet Præg, 
Hvorefter man kan dømme, om han er en Skurk ! 

CHORET.
Det er en voldsom, hartad uforsonlig Harm, 
Naar fordums Venner med hinanden yppe Strid. 

IASON.
Jeg seer, jeg bør ei spare paa Veltalenhed,
515 Men efter dygtig Styrmands Viis i vilden Storm 
Om Stang oprulle mine Seil, ifald jeg vil 
Mig bjerge, Qvinde ! for din Skvaldertunges Haan. 
Viid, da saa frækt du pukker paa Velgjerninger, 
Jeg troer, at ingen Dødelig og ingen Gud
520 Undtagen Kypris paa mit Søtog frelste mig. 
Vel est du snild, heel nødig dog du høre vil, 
Naar jeg fortæller, det var Eros, som dig tvang 
Med sine sikkre Pile til at frelse mig. 
Dog denne Sag ei skarpere jeg drøfte vil,
525 Hvordan du end mig frelste, skylder jeg dig Tak. 
Dog derom er jeg overtydet, at du selv 
Har vundet meer end ydet ved at frelse mig, 
Thi først du fra Barbarers til Helleners Land 
Drog hen, hvor med Retfærdighed du blev bekjendt,
530 Og saae, man dømmer efter Lov, ei efter Magt. 
I Hellas man din Viisdom spored overalt, 
Du kom i Rye; mens Ingen havde nævnt dit Navn, 
Hvis du ved Jordens fjerne Grændser havde boet. 
Hvad Fryd for mig, om Dynger jeg af Guld besad,
535 Og Orpheus selv jeg kunde byde Trods i Sang, 
Naar ei for denne Lykke vidt jeg blev berømt ! 
Dog nok om hvad til Gjengjeld jeg for dig har gjort, 
Det var dig selv, som æsked mig til Ordstrid ud. 
Mit Giftermaal med Kongens Huus oprører dig;
540 Dog dette Skridt var baade viist og velbetænkt, 
Som Ven mod dig jeg handled og mod mine Børn, 
Det skal du see, hvis rolig du vil høre mig. 
Dengang fra Staden Iolkos hid jeg maatte tye, 
Da tog jeg Nød og alskens Kummer med paa Vei;
545 Siig selv, kan vel en Flygtning vente større Held, 
End jeg har naaet, som Kongedatteren fik til Brud ? 
Ei drev mig Lede til min Viv, som nidsk du troer, 
Ei blussed jeg af Elskov til den unge Brud, 
Ei heller Lyst til flere Børn bevæged mig,
550 Jeg har jo nok i dem jeg har, jeg klager ei; 
Men jeg betænkte, hvad os Alle vigtigst var, 
I Mag at kunne leve, uden Frygt for Nød; 
Jeg vidste jo, at Venner flye fra fattig Mand; 
Jeg mine Børn opdrog da efter deres Byrd,
555 Og fik de Brødre, skulde de paa samme Trin 
Med disse staae, og begge Kuld blev da til eet, 
Og stor min Lykke.   Hvad behøver du vel Børn ? 
Men jeg de Børn, som fødtes alt, maa yde Hjelp 
Ved Børn, som først skal fødes; var det Indfald slet ?
560 Det fandt du knap, naar ei mit Bryllup ærgred dig. 
Dog saavidt det med Eder Qvinder gik, I troe, 
At Alt er godt, blot Ægtesengen bliver reen, 
Men hvis et lille Vanheld giver den en Plet, 
Da hade strax I Alting baade Godt og Skjønt.
565 Gid det for Manden gjørligt var, at avle Børn 
Paa anden Viis, og Qvindekjønnet ei var til, 
Da var for alle Plager Menneskene frie ! 

CHORET.
O Iason ! godt udsmykket var din Tale vel, 
Dog tykkes mig, skjøndt nødig jeg det sige vil,
570 Ei var det rigtig handlet, at du sveg din Viv. 

MEDEIA.
I mange Ting afviger jeg fra Mængdens Dom. 
Saa finder jeg, at haardest Straf tilkommer den, 
Som er i Tale Mester, men i Gjerning Skurk, 
Thi praler han, at Svig med Ord han smykke kan,
575 Da er hans Viisdom liden, men hans Frækhed stor. 
Thi kan de smukke Vendinger og al din Kunst 
Du spare dig; et Ord skal dig til Jorden slaae: 
Som ærlig Mand du burde til dit Giftermaal 
Først søgt at faae mit Minde, men du holdt det skjult.

IASON.
580 Og efter dine Ord at dømme, havde smukt 
Du fremmet Sagen, naar jeg havde talt derom, 
Da selv ei nu det vrede Sind du styre kan. 

MEDEIA.
Ha ! Skingrund ! nei ! men Ægteskab med fremmed Viv 
Gav ei dig Glands, som vared til din Alderdom. 

IASON.
585 Lad dig dog sige ! det var ei for Pigens Skyld, 
Min Lyst blev vakt at vorde Kongens Svigersøn; 
Nei ! men som sagt, men Hensigt var at frelse dig 
Og vore Børn, naar Brødre jeg af Kongeblod 
Dem gav, som for vort eget Huus en Støtte blev. 

MEDEIA.
590 O frie mig fra en Lykke, som forvolder Qval ! 
Frie mig fra Rigdom, som er kjøbt for Hjertesorg ! 

IASON.
Veed du et andet Ønske, som er mere viist ? 
Ønsk at det Gode aldrig dig maa synes slet, 
Og kald dig ei uheldig,, naar det gaaer dig godt ! 

MEDEIA.
595 Ja ! spot du kun ! du har et sikkert Tilflugtssted, 
Jeg er forladt og venneløs og landsforviist. 

IASON.
Den Lod du selv dig paadrog;  giv ei Andre Skyld ! 

MEDEIA.
Hvormed ? var jeg Forræder ? brød jeg Ægteskab ? 

IASON.
Ugudelig forbanded du Kong Kreons Huus. 

MEDEIA.
600 Dog ogsaa Iason og hans Huus forbanded jeg. 

IASON.
Ei videre jeg Sagen drøfte vil med dig; 
Men ønsker du at tage Noget af mit Gods 
Paa Flugten med til Hjelp for dig og Børnene, 
Saa tael ! ei karrig er min Haand, og strax jeg Tegn
605 Til Gjæstevenner skikker, at de staae dig bi. 
Du som en Daare handler, hvis du vægrer dig, 
Thi styr din Harme ! det er til dit eget Gavn. 

MEDEIA.
Nei ! hverken vil jeg bruge dine Venners Hjelp, 
Ei heller tager jeg det Mindste, spar din Skjenk !
610 Af nedrig Mands Foræring har man aldrig Gavn. 

IASON.
Saa kræver alle Guder jeg  til Vidne paa, 
At jeg vil gjerne hjelpe dig og dine Børn, 
Dog ei du vil dit eget Vel,  med Trods du stolt 
Bortstøder Venner, og forøger selv din Qval. 

(Gaaer.) 


MEDEIA.
615 Gak bort ! vist efter Bruden alt du længes stærkt, 
Hvem du har maattet afsee, mens du nøled her ! 
Før Bruden hjem ! dog hører mig en Gud, skal vist 
Du Bryllup feire, som du snart forbande vil. 
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||