|
|
|
[226-
|
260] |
|
|
|
.
|
|||||
| O,
du Fjæld, paa hvis høje Tind
Bakchos sværmer og Luens Glans Dobbelt blussende spiller, O, du Ranke, som friske Skud |
|||||
| Daglig skyder og modner
Daglig frodige Druers Saft; Oldærværdige Dragekløft; Gudevarder paa Bjærgetop; Snebedækte, hellige Bjærg! |
|||||
| Gid jeg hist, hvor Apollons
Hal
Staar i Navlen af Jordens Ring, Fjærnt fra Dirke mig slynged tryk For Gudinden i Festdans! Ak! men hid for Byens Mur |
|||||
| Stævned Ares vild
og grum,
Tænder Krigens Morderild. Gid dog Faren vendes maa! Fælles er jo Venners Sorg, Fælles er, hvad ramme kan |
|||||
| Denne Stad med Taarne
syv,
Ak! for Phønikerlandet. Frændeblod og Frændestamme, Ios, Kviemøens Æt jo er de; Deres Nød er ogsaa min. |
|||||
| Men om
Staden blusser alt,
Tændt af skjoldes tætte Sky, Billedet af blodig Kamp. Snart vil Ares holde Dom Og Erinnyernes Straf |
|||||
| Bringe til Ødipus'
Børn.
Argos, du Pelasgers Land, Jeg frygter for din Vælde Og for Guders Raad; thi ikke Drog med Uskjel hid til Vaabendysten |
|||||
| Han, som kræver Faders Arv. | |||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.11 |
|
|