|
|
|
[261-
|
290] |
|
|
|
.
|
|||||
|
Polynejkes.
|
|||||
| Derfor jeg maa vel kaste
Øjet rundt omkring
Til alle Sider, om ej Svig mig truer her, Og Armen har jeg væbnet med mit gode Sværd, At sig paa den fortrøste kan min Dristighed. - Holla! Hvem der? - Er det en Lyd, jeg ræddes ved? |
|||||
| Paa vovsom Færd
man øjner Farer overalt,
Imens man foden flytter gjennem Fjendeland. Dog lider jeg paa Moder, om jeg lide tør, Som bød paa Tro og Love mig at komme hid. Men nær er Hjælp; hist henne ser jeg Altrenes |
|||||
| Hellige Arne, og der
er ej tomt ved Hus.
Vel, jeg mit Sværd vil skjule i sit mørke Gjem Og spørge Kvinderne, som staa der, hvem de er. Fremmede Kvinder, siger, fra hvad Fædreland I komne er, som dvæle nær Helleners Hus. Choret. |
|||||
| Phønikers Land
er Hjemmet, som mig fostret har;
Agenors Sønners Sønner have sindt mig hid som Hædersskjænk til Phøbos efter vunden Sejr. Men da Ødipus' gjæve Søn mig agted just Til Phøbos' Arne og den hellige Spaadomshal |
|||||
| At sende, drog mod Byen
frem Argejers Hær.
Men svar nu du mig, hvem er du, som gjæstet har Thebæerlandets Murkreds med de Munde syv? Polynejkes.
|
|||||
| Og Polynejkes kaldes jeg af Thebens Folk. | |||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.12 |
|
|