|
|
|
[291-
|
322] |
|
|
|
.
|
|||||
| Choret.
O du, som er i Frændskab med Agenors Børn, Med mine Drotter, som mig have sendt herhid, Paa Knæ kaster jeg her for din Fod, Herre mig ned, Som Fædrelandets Sæd mig byder. |
|||||
|
|
Saa kom du, skjøndt
sent, hjem igjen dog!
Hej! Hej! Frue, kom hastigt ud! lad flux Porten op! O hør, hør mig, du som har ham baaret! Hvorfor dvæler du end under Borghallernes Tag? Kom hid, favn din elskte Søn! Iokaste. |
||||
|
|
Lyd af phønikisk
Raab,
Piger, fornam jeg hist, og med svagt, rystende Fjed Jeg vanker frem paa gamle Fod. (Hun bliver Polynejkes
vár.)
Mit Barn, o mit Barn!
Saa ser jeg efter mange lange Dage da |
||||
|
|
Igjen dit Aasyn.
Slyng din Arm
Omkring din Moders Bryst, og læg Din Kind til min, og lad dit Haars Mørkladne, rige Lokkepragt Rulle omkring min Hals ned og omskygge den! |
||||
|
|
O, kom du, kom du endelig
Mod Haab da, mod Forventning i din Moders Favn! Hvordan skal jeg dig hilse? Hvorledes skal med Haand og Mund Jeg, mens i salig Glædes Rus |
||||
|
|
Jeg trindt omkring dig
danser rundt
Hid og did, nyde glad svundne Tids Fryd igjen? Min Søn, min Søn! Øde og tomt der blev udi din Faders Hus, Da du for Brodervold maatte af Landet gaa, |
||||
|
|
Ak! til Savn for Venners
Flok,
Ak! til Savn for Theben! Thi har jeg løst i Sorg mit Haars hvide Lok |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.13 |
|
|