|
|
|
[323-
|
356] |
|
|
|
.
|
|||||
| Og tæt klippet
den af, mens strid Taaren randt;
Ej svøber jeg, Barn, mig i hvide Skrud; |
|||||
|
|
Dem har jeg byttet,
se! med en mørk laset Dragt,
Sort som den fule Nat. Og Oldngen der inde med det slukte Syn, Hvis Sjæl vaander sig med Graad allen Stund, Af svar Længsel pint |
||||
|
|
Efter Sønnernes
Par, som fra Hjemmet blev skilt,
Har prøvet mangen Gang At støde Sværd i eget Bryst, At knytte Strikken under Loft, Fordi han banded sine Børn; |
||||
|
|
Med Veraab og Skrig
jamrende allen Stund
Dølger han sig i Mulm. Men du, min Søn, siger man, har taget dig Imens en Hustru og i fremmed Hus Nu nyder Ægteskabets Fryd |
||||
|
|
Og hylder fremmed Svogerskab,
Til sorg og Harm for Moder din Og for den gamle Laios, Thi Mén du fik i Medgift. Og jeg tændte ej, som efter Skik og Brug |
||||
|
|
Lykkelig Moder bør,
Faklers Blus, da du dit Bryllup holdt. Ej til din Brudefærd blev af ismenos' Vand kvægende Bad dig redt; trindt udi Thebens Stad Var Alt stille og tyst, da din Brud hjem blev ført. |
||||
|
|
Forbandet, hvad dette
har voldet,
Være sig i Staal eller være sig Strid eller Faderen din eller Himmelens Magter, som Stormed Ødipodes' hus! Ak, thi til Sorg for mig timedes denne Nød! Choret. |
||||
|
|
Stor Magt har over Kvinden
hendes Fødslers Ve,
Og ømt hun hænger altid ved de Børn, hun har |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.14 |
|
|