|
|
|
[357-
|
388] |
|
|
|
.
|
|||||
|
|
Jeg véd ej, Moder,
var det uklogt eller klogt,
At hid jeg drog i Fjendevold; men hver en mand Sin Fødestavn maa elske; hvo som negter det, |
||||
|
|
Med Ord kun leger, dog
han samme Tanker har.
Men saa betagen var jeg dog af Angst og Frygt, At dræbt jeg skulde blive ved min Broders Svig, At jeg med Sværd i Haanden gjennem Byen gik, Mens rundt omkring jeg spejded. Ét dog trøster mig, |
||||
|
|
Den Fred, som mig er
tilsagt, og dit Ord, som drog
Mig hid til Fædrestaden. Taarer fældte jeg, Da sent jeg gjensaa Borgen her og Altrene, Kampskolen, hvor jeg oplært blev, og Dirkes Vand, Alt hvad med Uskjel nu jeg savner, mens jeg bor |
||||
|
|
I fremmed By, og Taarer
mørkne Øjets Blik.
Og - Sorg paa Sorg! - nu maa jeg her min Moder se Med tæt afklippet Hovedhaar og hyllet ind I sorte Skrud - o, ve mig Arme for min Nød! Hvor sørgelig, Kjærmoder, er dog Frændetvist, |
||||
|
|
Og hvor det falder svært
dog at forlige den!
Hvor lider vel i Hal min gamle Fader nu I evigt Mulm? Hvor lide mine Søstre to? De sukke tungt vist over min Landflygtighed Iokaste.
|
||||
|
|
Thi, ak! med Synd din
Fader ægted mig og fødtes du.
Med Synd din Fader ægted mig og fødtes du. Dog hvorfor klage? Guderne vi lyde maa. Men gjærne gad om Et og Andet jeg dig spurgt. Hvis ej jeg frygted, at mit Ord skal krænke dig. Polynejkes. |
||||
|
|
Spørg du mig
kun, læg ikke Skjul paa nogen Ting;
Alt, hvad du ænsker, Moder, ogsaa mig er kjært. Iokaste.
|
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.15 |
|
|