|
|
|
[476-
|
508] |
|
|
|
.
|
|||||
| Af egen Drift frivillig
jeg af Landet drog
Og undte ham, et Aar at raade i vort Hjem, For atter at faa Magten selv, naar min Tid kom, Og for at stedes ej med ham i blodig Tvist, |
|||||
|
|
Os begge til Fordærv
kun, som det gjærne gaar.
Men han, som bifaldt disse Kaar og svor derpaa, Har plat ud sveget sine Løfter og beholdt Alene Kongevælden og min Odelspart. End er jeg rede, naar jeg faar, hvad der er mit, |
||||
|
|
At lade Hæren
drage bort af dette Land,
At bygge i min Odelsbo, mens min Tid er, Og atter afstaa den til ham paa lige Tid, At hærge ej min Fædreby og lægge ej Til Stormløb mine Stiger imod Murene, |
||||
|
|
Hvad jeg for vist vil
gjøre, hvis jeg ikke faar
Min Ret. Og det skal alle Guder vidne mig, At jeg kun vil, hvad Ret er, og at uden Ret Man syndigen forholder mig mit Fædrehjem. Saa er mit Ord, Kjærmoder; det er kort og godt |
||||
|
|
Og uden Omsvøb,
men hvis ej jeg tager fejl,
Af Vís og Uvís skjelligt det befindes skal. Choret.
Eteokles.
|
||||
|
|
Da gaves der i Verden
ikke Tvist og Splid.
Men nu der findes Lighed mellem Mennekser I Ord alene, Tingen selv man finder ej. Jeg Intet vil fordølge, Moder; gjærne gik Jeg did, hvor Himlens Stjærner deres Opgang har, |
||||
|
|
Ned under Jorden gik
jeg, om jeg kunde det,
At vinde mig den ypperste Gudinde, Magt. Saa agter jeg ej heller, Moder, denne Skat At unde før en Anden, end den hævde selv; |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.20 |
|
|