Phønikerinderne

Euripides: Phønikerinderne

\|\|<<	<<	[509-	541]	>>	>>\|\|\|
.
	Thi fejg maa kaldes, hvo det Større sætter til
510	Og nøjes med det Mindre. Dertil blues jeg, Naar jeg mig tænker, denne skulde naa sit Maal Ved Ledingsfærd og Hærværk; thi for Theben var En Skam det, om af Frygt for Mykenæers Spyd Jeg undte ham mit Kongespir i Haand at faa.
515	Ej burde han, Kjærmoder, have søgt forlig Med væbnet Haand; thi Alt, hvad Fjendejærn formaar At virke, magter Ordet vel saa godt som det. Ja, hvis han ellers her i Landet bygge vil, Da faar han vel; men aldrig med min Vilje jeg
520	For ham trælle, mens jej selv kan være Drot. Lad Ildens Flamme, Sværdets od kun true da, I Aag kun spænder Heste, fylder Sletten kun Med Vogne - ej jeg afstaar ham min Kongemagt. Thi skal der øves Uret, helst den øves maa
525	For Kongemagten; ellers bør man handle fromt. Choret. Ej skal man tale favre Ord i daarlig Sag; Det er ej smukt, det er at krænke Ret og Pligt. Iokaste. Mit Barn, min Eteokles, ej er idel Ondt Med Alderdom i Følge; den Forfarenhed
530	Kan bedre end de Unge tale Visdoms Ord. Hvi staar din Hu dog til Ærgjerrighed, min Søn, Den daarligste blandt Diser Vogt dig; hun er ond. Thi mangt et Hus og Rige, som var lykkeligt, Hun kom og gik og knuste sine Dyrkere.
535	Den Guddom har dig daaret! Bedre var det Barn, At hylde Lighed, som bestandigt Ven med Ven Og Stad med Stad og Ledtogshær med Ledtogshær Forbinder; thi til Ligheds Lov blev Manden født; Men mod det Større rejser sig med fjendtlig Hu
540	Det Mindre altid og begynder Avindsfærd. Det er jo ogsaa Ligheds Magt, som Maal og Vægt
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.21	>>	>>\|\|\|