|
|
|
[509-
|
541] |
|
|
|
.
|
|||||
| Thi fejg maa kaldes, hvo det Større sætter til | |||||
|
|
Og nøjes med
det Mindre. Dertil blues jeg,
Naar jeg mig tænker, denne skulde naa sit Maal Ved Ledingsfærd og Hærværk; thi for Theben var En Skam det, om af Frygt for Mykenæers Spyd Jeg undte ham mit Kongespir i Haand at faa. |
||||
|
|
Ej burde han, Kjærmoder,
have søgt forlig
Med væbnet Haand; thi Alt, hvad Fjendejærn formaar At virke, magter Ordet vel saa godt som det. Ja, hvis han ellers her i Landet bygge vil, Da faar han vel; men aldrig med min Vilje jeg |
||||
|
|
For ham trælle,
mens jej selv kan være Drot.
Lad Ildens Flamme, Sværdets od kun true da, I Aag kun spænder Heste, fylder Sletten kun Med Vogne - ej jeg afstaar ham min Kongemagt. Thi skal der øves Uret, helst den øves maa |
||||
|
|
For Kongemagten; ellers
bør man handle fromt.
Choret.
Iokaste.
|
||||
|
|
Kan bedre end de Unge
tale Visdoms Ord.
Hvi staar din Hu dog til Ærgjerrighed, min Søn, Den daarligste blandt Diser Vogt dig; hun er ond. Thi mangt et Hus og Rige, som var lykkeligt, Hun kom og gik og knuste sine Dyrkere. |
||||
|
|
Den Guddom har dig daaret!
Bedre var det Barn,
At hylde Lighed, som bestandigt Ven med Ven Og Stad med Stad og Ledtogshær med Ledtogshær Forbinder; thi til Ligheds Lov blev Manden født; Men mod det Større rejser sig med fjendtlig Hu |
||||
|
|
Det Mindre altid og
begynder Avindsfærd.
Det er jo ogsaa Ligheds Magt, som Maal og Vægt |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.21 |
|
|