|
|
|
[668-
|
696] |
|
|
|
.
|
|||||
| Disen, som ej Moder
kjender -
Kasted han i dyben Muld. |
|||||
|
|
Spired da for Dagen
frem
Over Jordens Skorpe brat En væbnet Flok, men snart igjen Dem jærnhaardt Drab forened med den hulde Jord, Og med Blod de væded Grunden, af hvis Skjød nys de randt |
||||
|
|
Frem til Luft og Lys
og Liv.
Dig, vor Stammemoders
Søn,
|
||||
|
|
Kom, o kom til dette
Land -
Dine Ætmænd bygged det - Som tvenavnet Guddomspar Kaared sig til Ejendom, Persephassa og Demeter, |
||||
|
|
Alt Mandkjøns
Dronning,
Alt Mandkjøns Fostrerske, Jordens hulde Dise. Send os dem med Faklers Glans! O hjælp, hjælp dette Land! |
||||
|
|
For en Gud er Alt jo
let.
Eteokles med Følge. Siden Kreon. Choret. Eteokles (Til En af Følget.)
Gaa du og hent mig Kreon
hid, Menøkevs' Søn,
Min Moder Iokastes Broder; bring ham Bud, At om vort Huses og om hele Landets Tarv Jeg er til Sinds at lægge fælles Raad med ham, Før jeg til Kampen og til Hærens Fylking gaar. |
||||
|
|
Dog du kan spare dig
din Gang; han kommer alt;
Ukaldet, ser jeg, stævner mod mit Hus han frem. |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.28 |
|
|