|
|
|
[816-
|
844] |
|
|
|
.
|
|||||
| Saa kan de Børn
ikke heller, som Moderen
Fødte i Synd, deres Fader til Spe, som har Blodskammens Leje besteget. Jord, dit Skjød fødte i forrige |
|||||
|
|
Tider, som Sagn jeg
fornam, ja fornam i men fremmede Hjemstavn,
Ætten, som randt af den grumme, den purpurkammede Drages Graadige Tænder til Liv, den herligste Hæder for Theben; Og til Harmonias Bryllup fra Himlen Dalede Guderne ned; og for Citharen hævede Thebes |
||||
|
|
Mur, for Amphions Lyre
den Borg ved Floderne tvende
Sig fra Grunden for Midten af Dirkes Løb, Der befrugtende væder den grønnende Vang, Som langs med Ismenos sig breder; Ædle Drotter den hornede Io |
||||
|
|
Skjænkte Kadmejernes
Folk af sit Skjød, og kun
Lykke paa Lykke bestandigt i regeligt Maal Monne Staden der times, saa smykket den staar Med Krigerærens fejreste Kranse. Kreon Tiresias, ført
af sin Datter, kommer med Menøkevs.
Tiresias.
|
||||
|
|
Min blinde Fod jo, som
en Sømand Stjærnerne.
Kom, led paa jævnet Grund mit Fjed, mens du gaar frem, At ikke jeg skal snuble; svag din Fader er. Og vogt mig vel de Runer i din Jomfruhaand, Som jeg paa helligt Spaadomssæde ristet har, |
||||
|
|
Alt som jeg nemmed Varselstegn
af Fugles Flugt.
Mit Barn, Menøkevs, Kreons Søn, du sige mig: Hvor langt har vi tilbage gjennem Byen end, Før vi din Fader møde? thi min Fod er træt, Og skjøndt jeg tidt den flytter ,vinder knap jeg frem. |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.34 |
|
|