Phønikerinderne

Euripides: Phønikerinderne

\|\|<<	<<	[874-	900]	>>	>>\|\|\|
.
	Men fejled daarligt; thi da deres Fader de
875	Ej skjænk, ej Bortgang undte, den haardtslagne Mand De tirred, saa fortvivlet og vanhædret han Udstødte mod dem rædsomme Forbandelser. Jeg gjorde Alt, fordulgte intet Varselsord, Men Had til Tak kun fik jeg af Ødipus' Børn.
880	Snart skal de falde, Kreon, for hinandens Haand, Og Lig ved Lig skal dække Valen hobevis I Argos' Vaabenstævne med Kadmejerne Og volde bitter Jammer trindt i Thebens Land; Og du, min Stad, du arme, synker og i Grus
885	I samme Stund, hvis mine Ord man lyder ej. Det Bedste var nu, om af al Ødipus' Æt Ej Drot, ej Borger var i Landet bleven taalt, Da Slægtens Vanfred maatte volde Byen Mén. Men siden Ondt har vundet Sejer over Godt,
890	Èn Udvej kun til Frelse har jeg end igjen. Dog farligt er det for mig selv at nævne den, Og bittert vil det vorde dem, hvis Lod det blev, Om de skal yde Byens Frelsens Lægedom. Far vel, jeg gaar og lider, hvis det være skal,
895	Min Skjæbne med de Øvrige; det faar jeg vel. Kreon. Nej, Gamle du skal tøve. Tiresias. Hold mig ikke fast. Kreon. Vent dog; hvi flyer du? Tiresias. Skjæbnen flyer dig, ikke jeg. Kreon. Síg frem, hvad du til Redning véd for Folk og Stad. Tiresias. Saa ønsker nu du; snart vil ej du ønske det. Kreon.
900	Hvor kan du tro, jeg ikke frelse vil mit Land?
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.36	>>	>>\|\|\|